Religiøst motiveret chikane af muslimer

På verdensplan er islam den næstmest udbredte religion. Omkring 25 % af verdens befolkning er muslimer.

I 2020 risikerede muslimer i et eller andet omfang religiøst motiveret chikane i 145 af de 198 lande og selvstyreområder, der indgår i de årlige analyser, som tænketanken Pew Research Center siden 2007 har udarbejdet om begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden rundt omkring i verden. Det er to færre end i 2019, og det er det næsthøjeste antal lande siden 2007. Dengang risikerede muslimer chikane i 96 lande og selvstyreområder. Tallene i analyserne viser, at et antal personer i en gruppe har været udsat for en eller flere former for chikane, men de siger ikke noget om, hvor mange personer der er tale om. Tallene fortæller heller ikke, hvor alvorlig chikanen har været. Der kan være tale om såvel verbal som fysisk chikane (hærværk, overfald, tilbageholdelser, fordrivelser og drab).

Religiøst motiveret chikane af muslimer i Danmark

I Danmark risikerer muslimer både verbal og fysisk chikane af forskellig art. Inden for de seneste år har der været ildspåsættelser, hærværk og lignende mod moskeer og gravpladser.

Religiøst motiverede hadforbrydelser mod muslimer i Danmark

I august 2015 forsøgte en mand at sætte ild til Det Islamiske Trossamfunds lokaler i København. I 2017 var næsten halvdelen af de religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark rettet mod muslimer. (Foto: Bent Dahl Jensen)

I perioden 2015-2020 registrerede Rigspolitiet i alt 423 religiøst motiverede hadforbrydelser mod muslimer. Det svarer til 54,5 % af alle religiøst motiverede hadforbrydelser i perioden. I en sag fra 2017 oplyste en kvinde til politiet, at hun og hendes familie gennem længere tid var blevet generet af deres nabo. Naboen havde truet kvinden (der er bange for hunde) med sin hund og sagt: “Du skal dø. Jeg kan ikke lide muslimer. Du skal i fængsel.”

I juni 2015 blev den muslimske gravplads i Brøndby udsat for hærværk, hvor nogle af gravstenene blev ødelagt.

I august 2015 forsøgte en mand at sætte ild til Det Islamiske Trossamfunds lokaler i København. Branden blev hurtigt opdaget, og derfor skete der kun begrænset skade på bygningen, og ingen mennesker kom skade.

Læs mere om hadforbrydelser i Danmark.

Læs mere om begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Danmark.

Religiøst motiveret chikane af muslimer i andre lande

Siden 2007, hvor tænketanken Pew Research Center udarbejdede sin første analyse om indskrænkninger religionsfriheden i verdens lande, har muslimer risikeret en eller anden form for religiøst motiveret chikane i et stigende antal lande og selvstyreområder. I 2007 var der tale om 96 lande. Det faldt til 82 i 2009, hvorefter det med enkelte udsving er steget til 145 lande i 2020 – og 147 i 2019 som det højeste. Nedenfor omtales nogle af disse lande.

Afghanistan

I Afghanistan er over 99 % af befolkningen muslimer. Langt hovedparten er sunnimuslimer, og omkring 10-15 % er shiamuslimer. Der har i de seneste år været flere angreb på shiamuslimske moskéer, hvor adskillige mennesker er blevet dræbt.

Læs mere om begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Afghanistan.

Kina

I Kina er omkring en million muslimer i den autonome region Xinjiang i det nordvestlige Kina blevet anbragt i såkaldte ”genopdragelseslejre”. I forvejen har kinesiske myndigheder gennem de seneste år lagt hindringer i vejen for muslimske uighurer. Fx er universitetsstuderende blevet straffet for at bede, og myndighederne har forhindret dem i at deltage i religiøse aktiviteter, herunder at faste under ramadanen.

Læs mere om begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Kina.

Myanmar

I august 2017 indledte Myanmars hær et omfattende angreb mod rohingyaer i Rakhine-staten i den sydøstlige del af Myanmar, tæt ved grænsen til Bangladesh. Langt hovedparten af rohingyaerne er muslimer, mens et mindretal af dem er hinduer. Overgrebene omfattede udenretslige drab, voldtægter, tortur, vold, vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser, masseforflytninger, begrænsninger af religionsudøvelsen og bevægelsesfriheden samt diskrimination i forhold til beskæftigelse, tildeling af byggetilladelser og adgang til statsborgerskab. Omkring 688.000 mennesker flygtede til Bangladesh på grund af volden, og et ukendt antal mennesker blev fordrevet internt.

Læs mere om situationen for religiøse mindretal i Myanmar efter militærkuppet i februar 2021.

New Zealand

Over 50 mennesker blev dræbt ved – eller efter – et skudangreb mod to moskeer i byen Christchurch den 15. marts 2019. Her skød en mand mod muslimer, der var samlet til fredagsbøn.

Læs mere massakren i Christchurch.

USA

Fra 2000 til 2001 registrerede det amerikanske forbundspoliti FBI en flerdobling af religiøst motiverede hadforbrydelser mod muslimer – fra 28 i 2000 til 481 i 2001. Den markante stigning var antagelig en reaktion på terrorangrebet i USA i september 2001. I de følgende år faldt antallet af religiøst motiverede hadforbrydelser mod muslimer til mellem 100 og 160 hændelser om året – frem til 2015, hvor FBI registrerede 257 religiøst motiverede hadforbrydelser mod muslimer. Tallet steg yderligere til 307 i 2016. Flere undersøgelser peger på, at årsagen til denne stigning primært skal søges i en meget islamfjendtlig retorik i valgkampen op til præsidentvalget i USA i november 2016. I de følgende år faldt antallet af religiøst motiverede hadforbrydelser mod muslimer igen – til 176 hændelser i 2019 og 110 i 2020.

Der ses en tilsvarende udvikling, når man ser på antallet af voldelige hadforbrydelser mod muslimer i USA. Her registrerede FBI en stigning fra 12 i 2000 til 93 i 2001. I de følgende år faldt antallet af religiøst motiverede overfald mod muslimer til omkring 30 overfald om året. I 2014 registrerede FBI 56 religiøst motiverede overfald mod muslimer. Derefter skete der igen en kraftig stigning. I 2015 og 2016 registrerede FBI henholdsvis 91 og 127 religiøst motiverede overfald mod muslimer.

I august 2016 blev en imam og hans assistent dræbt på åben gade i Queens i New York, da de var på vej hjem efter middagsbønnen i moskéen. I slutningen måneden blev endnu en muslim dræbt i Queens.

I august 2017 blev en moské i staten Minnesota udsat for et angreb med en rørbombe. Bygningen blev beskadiget ved angrebet, men ingen mennesker kom til skade.

Læs mere om begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i USA.

Læs mere om religiøst motiverede hadforbrydelser i USA.

Artiklen er oprettet 23-07-2019.
Artiklen er senest opdateret 05-01-2023.

Læs mere

Physical harassment related to religion occurred in more than two-thirds of countries in 2020, Pew Research Center, 29-11-2022

Ny analyse: Religiøse og ikke-religiøse grupper risikerer fysisk chikane i 70 % af verdens lande, Religionsfrihed.nu, 22-12-2022

Ny analyse: Indskrænkningerne af religionsfriheden på globalt plan lå i 2020 på et lidt lavere niveau end året før, Religionsfrihed.nu, 02-12-2022

Danmark: Næsten hver tredje hadforbrydelse i 2020 havde et religiøst motiv, Religionsfrihed.nu, 17-11-2021

Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Danmark, Religionsfrihed.nu