Nyt dokument sætter fokus på kristnes situation i Mellemøsten

”Kristne i Mellemøsten står over for enorme udfordringer, der konfronterer os med valg, som bliver bestemmende for vores fremtidige eksistens og tilstedeværelse i regionen.” Sådan indleder en gruppe kristne fra Mellemøsten et dokument, der på dansk hedder ”Så vælg da livet”. Titlen refererer til et vers fra Bibelen, hvor der står: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve.” (5. Mos 30,19b)

Forfatterne beskriver de udfordringer, Mellemøstens kristne står over for i dag, og de anviser veje til, hvordan kristne kan spille en rolle i udviklingen af landene med henblik på at styrke kristnes synlighed og deltagelse i samfundslivet i regionen. Samtidig vender de blikket indad og opfordrer kirkesamfundene til at ”engagere sig ansvarligt og effektivt i en nødvendig forandringsproces” ved bl.a. at give mere plads til kvinder og sikre deres ”aktive deltagelse på alle områder, herunder tjeneste, ledelse og beslutningstagning” samt ved at lytte intenst til de unge og give dem ”reelle muligheder for at blive involveret i kirkeligt og politisk arbejde”.

Udarbejdet af 11 lægfolk og teologer

Dokumentet er udarbejdet af 11 kristne fra Mellemøsten. Gruppen omfatter både lægfolk og teologer og består af fru Souraya Bechealany (Libanon), pastor Khalil Chalfoun (Libanon), pastor Gabriel Alfred Hachem (Libanon), pastor Najla Kassab (Libanon), hr. Assaad Elias Kattan (Libanon, Tyskland), pastor George Jabra Al-Kopti (Jordan), hr. Michel Nseir (Libanon, Schweiz), pastor Mitri Raheb (Palæstina), hr. Ziad El Sayegh (Libanon), søster Emilie Tannous (Libanon) og pastor Rouphael Zgheib (Libanon).

Dokumentet er oversat til dansk af Niels-Peter Lund Jacobsen.

”Vi er kaldede til at vælge livet”

”Også i dag bliver vi stillet over for valget mellem velsignelse og forbandelse, liv og død,” skriver forfatterne i det første af dokumentets 100 afsnit. ”Vi er kaldede til at vælge livet med alt, hvad det kan indebære af engagement, opofrelse og udholdenhed. Vi er forpligtet til at bruge alle vores evner til at tjene vores medmenneskers velbefindende, til at arbejde hen imod en fornyelse af vores kirker og institutioner og til at styrke vort vidnesbyrd og vores aktive tilstedeværelse blandt vores brødre og søstre fra alle religioner med alle deres forskellige intellektuelle og kulturelle perspektiver. I dag beder vi Gud om tilgivelse for vores svagheder og fejltrin gennem tiden, og fra Guds barmhjertighed og tilgivelse henter vi styrke og standhaftighed til at afvise dødens kultur og vælge livet.”

Dokumentet kan inddeles i tre dele: En beskrivelse af den kontekst, kristne i Mellemøsten lever i. En redegørelse for de udfordringer, kristne står over for. Og for det tredje foreslår forfatterne ”valg og politikker, vi (kristne i Mellemøsten, red.) skal vedtage, hvis vi vil forholde os seriøst til det, som er formålet med vores eksistens og tilstedeværelse. Vi håber, at dette dokument vil hjælpe os i gang med en modig dialog, især blandt vores unge, og styrke deres kristne håb, så de kan vælge livet og være et tegn og et redskab for sand lykke, et genskin af lyset fra Kristus, som besejrede døden ved at dø og siden opstå sejrrigt.”

Mangfoldighed: Kilde til rigdom, men ofte årsag til konflikt og krig

”Mangfoldighed skal ses som en kilde til rigdom, et rum for interaktion og en tilskyndelse til krydsbefrugtning med hensyn til fælles værdier og offentlige interesser. Men i vores historie har mangfoldighed ofte været årsag til konflikt og krig,” skriver 11 kristne fra Mellemøsten i dokumentet ”Så vælg da livet”. Billedet viser Jerusalem, der rummer hellige steder for jøder, kristne og muslimer. (Foto: Bent Dahl Jensen)

I forhold til den kontekst, Mellemøstens kristne lever i, skriver forfatterne, at ”mangfoldighed skal ses som en kilde til rigdom, et rum for interaktion og en tilskyndelse til krydsbefrugtning med hensyn til fælles værdier og offentlige interesser. Men i vores historie har mangfoldighed ofte været årsag til konflikt og krig.”

”I kølvandet på Første Verdenskrig og sammenbruddet af Osmannerriget mislykkedes det ofte for den mangefacetterede kolonisering af Mellemøsten at skabe rammer, der gjorde det muligt for lokalsamfundene at forvalte deres religiøse og etniske mangfoldighed gennem en sekulær retsstat og dermed at fortsætte “naturligt” mod afbalancerede nationale identiteter. Koloniseringen bidrog til at forankre en protektionistisk vision, fremme en ondsindet ”del og hersk-politik”, og gennemtvang oprettelsen af staten Israel (1948) på frygtelig vis med blodsudgydelser og fordrivelse til stor ulykke for det palæstinensiske folk. Olierevolutionen førte til en ny rentierøkonomi og en investeringstrend, der modarbejdede produktivitet og kastede vores region ind i et negativt forbrugsmønster, hvilket også påvirkede produktionen af viden negativt. I de senere år har Mellemøsten, sideløbende med nye former for kolonialisme og stedfortræderkrige, oplevet en genkomst af sekterisk og religiøs fanatisme, der især optrådte i dele af en sunni-shiitisk konflikt, hvor både Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS) og begrebet “Vogternes Råd” (Wilayat al-Faqih) har spillet en ødelæggende rolle.”

Arabisk renæssance

I de følgende afsnit beskriver forfatterne den arabiske renæssance, som især tog fart efter Napoleon Bonapartes felttog i Egypten (1798). ”Den arabiske renæssance er i første omgang et modernistisk projekt; det var et seriøst forsøg på at gennemtænke betydningen af europæisk modernitet og var inspireret af en række elementer herfra i fornyelsen af arabisk kultur og samfund. Siden da har vores region set andre interessante, modernistiske fænomener med en betydelig indvirkning på vores kulturelle miljø, men den arabiske renæssance er fortsat det vigtigste og mest omfattende modernistiske projekt i Mellemøsten.”

”Kristne tænkere påtog sig en ledende rolle i den arabiske renæssance. … Nogle stræbte efter at finde fælles fodslag med muslimer, uanset religiøs identitet, ved at tage fornuften alvorligt og understrege deres fælles kultur baseret på det arabiske sprog. Renæssancen var dog ikke et kristent projekt, selvom kristne spillede en ledende rolle i det: Det var et arabisk projekt, grundlagt af kristne, muslimer, jøder og ikke-religiøse arabisktalende, med andre ord af alle dem, der hævdede, at de tilhørte en fælles arabisk kultur.”

”Siden begyndelsen af det 20. århundrede har vores samfunds erfaringer vist, at det politiske projekt, der udgik fra renæssancen, ikke bar de ønskede frugter. Dels kan det skyldes, at nogle muslimer mente, at dette projekt var inspireret af vestlige værdier, og at det især var forankret i den europæiske modernitet, og at denne modernitet i sidste ende blev formet uden for den islamiske ummah (nation), selvom også islamiske faktorer havde betydning for dens fremkomst. … Oven i dette kommer så, at de fleste stater i vores region manglede evnen til at etablere en ægte demokratisk samfundsmodel, især efter Balfour-erklæringen, der favoriserer et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina, og oprettelsen af staten Israel efter afslutningen af de britiske og franske mandater. Desuden udnyttede nogle herskere i disse stater den palæstinensiske Nakba (1948) og de efterfølgende konflikter til at indføre åbenlyse eller skjulte diktaturer og intellektuel og politisk undertrykkelse, under påskud af at kampen mod den zionistiske enhed krævede dette, selv på bekostning af den personlige frihed.” (Nakba betyder Katastrofen og refererer til staten Israels oprettelse i 1948, red.)

”Tilknytning til en særlig arv eller særlige traditioner og skikke i Mellemøsten har ofte religiøse, sekteriske, etniske, nationale eller stammemæssige overtoner. Det får nogle gange vores samfund til at glide ind i fanatisme og endda ekstremisme. En af de farligste tendenser i øjeblikket er en form for religiøs ekstremisme, der kan tage en så voldsom drejning, at den forsøger at udslette andre identiteter. Mens politisk islam i sine ekstreme former i dag ses som grobund for religiøst baseret vold, er det væsentligt at understrege, at vold ikke er en integreret del af islam, heller ikke af politisk islam som helhed eller i religion generelt. …”

Det Arabiske Forår

”I december 2010 brød det arabiske forår ud, en begivenhed af stor betydning for vores region, da den afslørede årtiers lange ophobning af politiske sygdomme, økonomiske udfordringer og kulturelle problemer. Protesterne afdækkede kløften mellem magthavere og folk og afslørede, at de eksisterende politiske regimer har mistet deres legitimitet, fordi legitimitet kun kan stamme fra borgernes tilfredshed med politikernes præstationer. I kravet om et politisk system, som skulle være ægte demokratisk, afslørede de folkelige bevægelsers paroler et samspil mellem længslen efter social retfærdighed og ønsket om borgerrettigheder, især frihed. Disse bevægelser udtrykte sig på ukonventionelle måder og formåede at overskride de grænser, som normalt sættes af religion, trosretning, race, køn og generationskløften. De rejste sig mod etablerede økonomiske modeller, opfordrede til at overvinde faste opskrifter på politiske reformer og satte spørgsmålstegn ved de traditionelle partiers evne til at skabe forandring. Dette var koblet med en åbenlys ekspansion af civilsamfundet, som spillede en væsentlig rolle, ikke blot for at holde trit med de folkelige protester, men også for at stimulere intellektuel og konceptuel debat om værdisystemet og de sociale og økonomiske spørgsmål.”

”Medborgerskab både som koncept og værdi stod i spidsen for det arabiske forårs oprør i Tunesien, Egypten, Syrien og senere i Irak og Libanon. Folkelige bevægelser viste, at borgernes rettigheder var blevet krænket og overtrådt i årtier, indtil denne afvigende situation blev til normen, ofte baseret på argumenter hentet fra religion, trosretning, race og region. Derfor udfordrede opstandene begreberne minoritet og majoritet med forestillingen om et medborgerskab baseret på individuelle rettigheder og opfordrede til, at et sådant medborgerskab skulle stå centralt i politisk praksis og være et fyrtårn for politiske og sociale reformer.”

”På trods af disse positive aspekter har revolutionerne i forbindelse med det arabiske forår endnu ikke etableret ægte, demokratiske, politiske systemer i Mellemøsten. Nogle lande var i stand til at igangsætte politiske forandringer og vedtage nye forfatninger, mens andre landes gamle regimer, som havde fremprovokeret oprøret, var i stand til at reproducere sig selv eller hidsigt forsvare deres overlevelse. Det er ikke usædvanligt, at befolkningerne i vores region ser sig nødsaget til at vælge mellem politistaten og frihedsstaten. Derudover udnyttede mange politiske kræfter det arabiske forårs opstande til at nære terrorisme og forvandle vores region til en platform med konflikt mellem sunni- og shia-akserne.”

Kirkelig og teologisk mangfoldighed – men enheden er udfordret

”Lige siden de mellemøstlige kirker blev til, har de levet med mangfoldighed,” skriver forfatterne med henvisning til de forskellige kirkesamfund, hvis oprindelse kan spores tilbage til de første århundreder e.Kr. – og som siden reformationen har fået følgeskab af en række protestantiske trossamfund.

De skriver videre, at de fleste historiske kirker i Mellemøsten er patriarkalske eller synodale. ”Begge systemer er inspireret af synodalitetstanken, som i sin oprindelige betydning refererer til fællesskab og det at gå sammen. Synodalitet er teologisk forankret i, at Gud ledsager sit folk og vandrer sammen med det gennem historien, som Skriften vidner om. … Synodalitet skal først udleves inden for den enkelte kirke, dernæst blandt kirkerne og til sidst i fællesskab med verden. Samspillet mellem alle medlemmerne i den ene krop er afgørende, for at kroppen kan vokse på en ordentlig og harmonisk måde trods medlemmernes forskellighed. Respekt for Guds folks mangfoldige talenter er derfor – sammen med værdsættelse af samtalen – kernen i al synodalitet. Alligevel ser vi desværre tit i dag i vores kirker, at Guds folk – især kvinder og unge – bliver holdt uden for større beslutninger. Vi ser ofte en voksende autoritær holdning, som står i vejen for delt ansvar, afbalanceret ledelse og ansvarlighed mellem folket og deres præster. Det er ikke ualmindeligt at se forskellige former for korruption nedslide kirkelige institutioner, især i sundheds- og uddannelsessektoren, hvilket uundgåeligt fører til, at deres evne til at udbrede evangeliet og de kristne værdier forringes.”

Forfatterne mener videre, at der er brug for en stærkere enhed blandt kirkerne i Mellemøsten. ”Enten forbliver vi sammen, eller også forsvinder vi gradvist, selvom dette “at blive sammen” ikke indebærer nogen form for tilpasning til nogen anden religiøs, social eller politisk gruppe. Det økumeniske imperativ kræver en indsats for at gå fra sekterisme til at være kirke, accepten af forskellighed og åbenhed over for andre, at bevæge sig væk fra isolation og den snævre stræben efter egeninteresser. Det kræver også accept af udfordringen om at genoprette synlig enhed, eftersom de kontroverser og splittelser, der har påvirket kirkerne gennem tiderne, stadig svækker vores mission i dag.”

Forholdet til islam og muslimer

Islam har siden sin fremkomst i 7 århundrede e.Kr. været en integreret del af de kristnes virkelighed i Mellemøsten.

Forfatterne skriver, at de fleste kristne i Mellemøsten lever i samfund, der er gennemsyret af islam, og at islam er blevet en afgørende faktor i forkyndelsen af evangeliet. ”Selvom relationerne mellem kristne og muslimer generelt har været præget af en positiv dynamik udtrykt i sameksistens og i værdierne kærlighed, broderskab/søsterskab og samarbejde – ved det, man normalt kalder livets dialog – har der også været dårlige perioder domineret af gensidigt had, konflikter og nogle gange forfølgelse. Udløsende årsager har blandt andet været ubalance i politisk magt, anvendelsen af overdreven magt, frygtens psykologi, snævre sekteriske kalkulationer og dominerende teologiske diskurser, der har undermineret den anden og forsøgt at benægte legitimiteten af den andens religion. De fleste kristne i dag mener, at vi, når vi beskæftiger os med islam og muslimer, skal være drevet af principperne om sammenhold, tilnærmelse og broderskab/søsterskab, samt af livsdialog og intellektuel dialog som en måde at leve sammen på. Derved bliver vi inspireret af de positive erfaringer i vores historie, samtidig med at vi tager ved lære af negative oplevelser for at undgå, at de genopstår.”

Forfatterne kritiserer videre, at nogle kristne taler med to tunger, når det gælder forholdet til andre. ”Vi må indrømme,” skriver de, ”at diskussioner i kirker i dag nogle gange er præget af dobbeltmoral, når man har at gøre med andre kirker og med ikke-kristne religioner, hvilket strider imod sammenholdets ånd. Det, der siges privat, er ofte det modsatte af, hvad der siges offentligt. Det modsiger Herrens befaling: Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. (Matt 5,37). Nogle kirkelige institutioner forfalder til tvetungethed. I et forsøg på at indynde sig i Vesten og få hjælp fra amerikanske og europæiske kristne grupper, indoptager de ideer, der strider imod sameksistens, overdriver kristnes lidelser og fremmer forestillingen om systematisk forfølgelse fra muslimsk side. Samtidig leverer de en anden diskurs over for muslimer og roser dem for at “beskytte” kristne og opfordrer til fællesskab og sameksistens. Disse dobbeltstandarder viser sig også i talemåder, som fordømmer sekterisme, mens de ønsker at beholde sekteriske privilegier eller fremmer sekterisme som en nødvendig beskyttelse mod den anden.”

Oprettelsen af staten Israel forværrede forholdet mellem kristne og jøder

Når det gælder forholdet mellem Mellemøstens kristne og jøder udgør oprettelsen af staten Israel i 1948 en skillelinje, ifølge forfatterne. De skriver: ”Forholdet mellem kristendom og jødedom bygger på en fælles åndelig arv funderet på Bibelen, især på det vi kalder Det Gamle Testamente. I tidens løb har forholdet mellem de troende fra de to religioner haft sine op- og nedture, afhængigt af geografiske og historiske sammenhænge. I Mellemøsten var det generelt fredeligt og præget af sammenhold, indtil staten Israel blev oprettet (1948). Forholdet mellem medlemmer af de to religioner blev forvrænget af den israelske besættelse af Palæstina og sammenblandingen af jødedom, zionisme og staten Israel. Samspillet mellem jøder og kristne i vores region forværredes og gav plads til fjendskab, der udsprang af følelsen af uretfærdighed og frygt. Her henviser vi til dokumentet ”Sandhedens øjeblik”, som blev lanceret af palæstinensiske kristne i 2009. Vi anerkender dokumentets insisteren på, at retfærdighed er vejen til forsoning og en varig fred.”

Forfatterne påpeger, at antallet af kristne i Mellemøsten, i forhold til befolkningen som helhed, er faldet støt siden slutningen af det 19. århundrede. ”I modsætning hertil er der en voksende kristen tilstedeværelse i landene i Den Arabiske Golf. De primære årsager til dette fald er de tilbagevendende krige, der pressede millioner af mennesker til at emigrere, såvel som økonomiske vanskeligheder, social uretfærdighed og arbejdsløshed, især blandt de unge, der i dag er tvunget til at søge efter arbejdsmuligheder i udlandet. Derudover oplever Mellemøsten, at demokratiet er fraværende på alle niveauer. Der mangler respekt for menneskerettigheder. Der er politisk, økonomisk og social ustabilitet. Tilsammen skaber alt dette en følelse af fortvivlelse, frustration og bristede håb i store dele af samfundet – også blandt de kristne.”

De skriver videre: ”De kristnes udvandring, som er intensiveret i de seneste årtier, er ikke en direkte reaktion på fremkomsten af voldelige, islamiske, fundamentalistiske bevægelser, men snarere en parallel bevægelse. Alligevel minder disse islamiske bevægelsers vækst, såvel som deres bestræbelser på at islamisere en række af vores samfund, mange kristne om den tid, hvor de levede (som ‘dhimmier’) under beskyttelse af muslimer og forstærker opfattelsen af at være en truet minoritet, bange for at opløses og visne bort. Denne opfattelse forværres, når nogle kirker i deres identitet er knyttet til en bestemt etnicitet, hvilket nogle gange resulterer i større isolation. Dette bliver så ofte brugt til at søge ekstern beskyttelse, hvilket yderligere forstærker følelsen af at være en minoritet. Manglen på ægte demokratier, der er i stand til at garantere og beskytte deres borgeres rettigheder og bevare mangfoldigheden, får mange mennesker til at søge tilflugt i deres konfessionelle identitet. Det giver mere magt til ”den religiøs blok” på bekostning af den enkelte. Denne tragiske virkelighed forværres, når det sprog, som det religiøse etablissement bruger, i mange tilfælde stadig er langt fra den daglige virkelighed, de lokale kristnes lidelser og frygt; det religiøse sprog taler sjældent om de virkelige eksistentielle dilemmaer, folk står over for.”

Opfordringer til kirker og kristne i Mellemøsten

Den sidste femtedel af dokumentet indeholder en række opfordringer til kirkesamfundene og de enkelte kristne i Mellemøsten med henblik på at styrke kristnes synlighed og deltagelse i samfundslivet i regionen. Her er nogle uddrag:

• ”Kirker i Mellemøsten i dag har brug for at lytte til Helligåndens vejledning og gennemgå en ægte indre forvandling, der afspejler evangeliets dynamik og en ægte profetisk ånd. Det vil give mulighed for en autentisk dialog med verden i denne postmoderne tid. Det vil sætte dem i stand til at spille deres rolle trofast og kreativt og opfylde deres mission som svar på de udfordringer, vores region står over for i dag.”

• ”Kirker i Mellemøsten skal forholde sig til problemerne i regionen og i dens befolkninger på grundlag af en kontekstuel teologi, både på nationalt og regionalt plan. Det skal være slut med at dvæle ved fortiden, importere stereotyper eller svømme hen i følelser og metafysiske overdrivelser. … Det kræver, at kirkerne dedikerer sig til at formulere en specifik teologi for vores region baseret på reflekterende tankegang og videnskabelige kriterier, en teologi, der vil søge at forstå fortiden, læse nutidens tegn og se mod fremtiden på en måde, som bidrager til offentlige anliggender, så det tjener almenvellet.”

• ”Spørgsmålet om kvinders plads i kirken kræver i dag en gennemgribende ændring af både tankegang og praksis. Kvinders værdighed og unikke værdi i Guds øjne kræver fuld ligestilling mellem kønnene. Vi opfordrer vores kirker til at arbejde flittigt og beslutsomt for offentligt at indrømme den uretfærdighed, der er begået mod kvinder gennem tiderne, … Kirken er nødt til at udvikle sine strukturer, lære og praksis for at sikre kvinders aktive deltagelse på alle områder, herunder tjeneste, ledelse og beslutningstagning.”

• ”De kristne må i deres kirker lytte intenst til de unges stemme, deres visioner om fornyelse, positive potentialer, kritiske tænkning og ambitioner om udvikling. Kristne skal give de unge reelle muligheder for at blive involveret i kirkeligt og politisk arbejde. … Vi opfordrer kirkens institutioner til at udvikle interaktive strukturer med unge, hvor de unge respekteres som ligeværdige i stedet for at blive behandlet formynderisk. Desuden bør kirkerne investere i uddannelse af det nødvendige personale og opkvalificere fremtidige ledere fra deres rækker. Kristne unge er ikke kun kirkernes fremtid, men også deres nutid, og de skal spille en primær rolle i opbygningen af samfund, som bygger på medborgerskab.”

• ”For at gøre det muligt for de kristne i Mellemøsten at forblive i deres hjemlande, må kirkerne række ud til deres pårørende, som allerede er emigreret fra regionen, ved at lancere særlige programmer for at opmuntre dem, der ønsker det, til at vende tilbage og motivere dem, der foretrækker at blive i udlandet til at bevare deres autentiske værdier og deres kulturelle og kirkelige arv i de samfund, hvor de har slået sig ned.”

• ”Kristne inviteres til at udvikle en teologisk og intellektuel tilgang, der giver os mulighed for at åbne et nyt kapitel i forholdet til jøderne, som altid har været en integreret del af det mellemøstlige kludetæppe og dets pluralistiske identitet. Kristne opfordres til at engagere sig i en seriøs dialog baseret på værdier som retfærdighed, fred, medmenneskelighed og det skabtes værdighed. En sådan dialog er helt anderledes end den, som føres af visse vestlige kristne, som er forudindtaget over for zionisme, hvad enten det skyldes et kompleks over det jødiske holocaust eller en skyldfølelse over århundreders antisemitisme eller bare et ønske om at behage den zionistiske lobby. En sådan dialog ville presse på for retfærdighed for det palæstinensiske folk, kræve politikken med besættelse og invaderende bosættelser til regnskab, forsøge at skabe ægte fred og afvise forestillingen om den religiøse stat, som står i vejen for den sekulære stat.”

• ”Hvad angår dialogen med muslimerne, bør vi undgå dobbelttale, afstandsskabende høflighed og en elitær holdning. Det vil lægge et forståelsesmæssigt og pragmatisk grundlag for den rolle, som begge religioner skal påtage sig for at sikre samvittighedsfriheden og opbygge lokal, regional og global fred. Det er af afgørende betydning i vores region, hvor troen på én Gud opstod, og hvor vi på trods af kompleksitet og mangfoldighed igennem historien har vævet ærefulde mønstre af broderskab/søsterskab og samarbejde. De perioder, hvor kristne og muslimer, såvel som tilhængere af andre religioner, kom i konflikt med hinanden, må tilskynde os til at tage ved lære af fortiden og investere i at opbygge menneskeheden og landene i vores region.”

• ”Kristne har rødder i Mellemøsten. Derfor skal kirkerne engagere sig i denne region og dens befolkning, uanset deres etniske og religiøse tilhørsforhold og intellektuelle orientering. Et sådant engagement bør styrke de kristnes følelse af at være en del af deres samfund og tilskynde dem til at påtage sig ansvar og sammen arbejde for det fælles bedste. Det kræver, at vores kirker er fri for enhver form for frygt, at de er åbne over for den anderledes anden og bidrager til genopdagelsen af en arabisme, som er gennemlyst af frihed. Vi opfordrer også indtrængende kirkerne til at udvikle strategier og tage positive og praktiske initiativer til at hjælpe kristne med at blive i deres lande og fremme deres engagement i den offentlige sfære og i kampen for en sekulær stat, som har forfatning og institutioner, er kendetegnet ved fuldt medborgerskab og som vil omfavne mangfoldighed og være styret af moderne civilret.”

• ”Vores profetiske rolle som kristne i Mellemøsten kræver, at vi gør en særlig indsats for at understøtte frihed, retfærdighed, menneskerettigheder, retten til selvbestemmelse, demokrati og den fredelige overdragelse af magt i alle lande i regionen. Vi må modsætte os alle former for uretfærdighed og dobbeltstandarder, især når det gælder det palæstinensiske folks ret til at etablere sin egen uafhængige stat med Al-Quds (Jerusalem) som hovedstad og flygtningenes ret til at vende tilbage, som det er garanteret af de internationale og arabiske resolutioner og konventioner. Kristne skal også systematisk presse på for at få en ende på de syriske, libanesiske og irakiske befolkningers lidelser. Vi skal opfordre til, at der etableres en retsstat, hvor borgernes rettigheder sikres og hvor deres historiske forhåbninger imødekommes og forsøg på at ændre deres identitet afvises. Vi vil fremhæve værdierne i den sociale kontrakt, som gør det muligt at leve sammen.”

• ”Vi ser i disse valg og politikker et tankevækkende udtryk for kristnes engagement i Mellemøsten til fremme af menneskelig solidaritet og et værdigt liv for ethvert menneske i vores region. Vi ser også i dem en afvisning af den voldsomme dødskultur og den voldslogik, der anvendes, når konflikter skal løses. Vores kristne tilstedeværelse skal bygge på tjeneste (diakoni) til gavn for ethvert menneske, hengiven kærlighed og ægte tilgivelse i lydighed mod Guds vilje. Vores mål skal være et mere retfærdigt og menneskeligt samfund, hvor Guds rige kan virkeliggøres, så mennesker kan få liv, som Gud har ønsket det for dem, efter Kristi ord i Johannesevangeliet: ’Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.’ (Joh 10,10).”

Artiklen blev oprettet 28-02-2024.
Artiklen er senest opdateret 28-02-2024.