FN-rapport indeholder en række anbefalinger til Danmark om religionsfrihed

FN’s Særlige Rapportør om Religions- og Trosfrihed, Heiner Bielefeldt, opfordrer den danske regering til at fremme en mere gensidig forståelse mellem religiøse og ikke-religiøse grupper og strømninger i samfundet. (Foto: Bent Dahl Jensen)

”Der er religionsfrihed i Danmark,” fastslår FN’s Særlige Rapportør om Religions- og Trosfrihed, Heiner Bielefeldt, da han den 22. marts ved afslutningen af sit 10 dage lange besøg i Danmark fremlægger den foreløbige rapport fra besøget ved et pressemøde på Institut for Menneskerettigheder.

”Alle kan åbent sige, hvad de tror (eller ikke tror), og mennesker kan frit udøve deres religion eller overbevisning, som enkeltpersoner og i fællesskab med andre, og privat såvel som offentligt,” siger Heiner Bielefeldt.

Samtidig gør han klart, at der er områder, hvor der kan ske forbedringer – og rapporten indeholder en række anbefalinger fra FN-rapportørens side. Han peger særligt på fire hovedopgaver:
1) at udvikle et åbent, inkluderende begreb for dansk identitet, som favner religiøs mangfoldighed;
2) at arbejde for mere gensidig forståelse mellem forskellige religiøse og ikke-religiøse (“sekulære”) grupper og strømninger i samfundet;
3) institutionelle reformer inden for folkekirken og i proceduren for at anerkende religiøse samfund;
4) at opretholde en bred forståelse af religionsfrihed i overensstemmelse med europæiske og internationale standarder.

Rummelig dansk identitet

Behov for en mere åben og inkluderende ”danskhed”

“Regeringen er nødt til at spille en ledende rolle i den videre udvikling af et retfærdigt og inkluderende dansk samfund, hvor såvel medlemmer af religiøse samfund som verdslige mennesker kan føle sig hjemme,” sagde Heiner Bielefeldt ved pressemødet – og tilføjede, at ”der er behov for en indsats, som kan forhindre en følelse af stigmatisering og udstødelse blandt religiøse mindretal.”

I Danmark forstår mange religion som noget, der handler om en persons indre overbevisning, skriver Bielefeldt – og han finder i den forståelse et ekko af Luthers lære om ”frelse ved troen alene” (“sola fide”).

I rapporten beskriver FN-rapportøren, at Danmark inden for få årtier har udviklet sig fra et religiøst homogent samfund, hvor luthersk kristendom har været den dominerende religion, til et mangfoldigt samfund, hvor man også finder nye og ”mere synlige” religiøse udtryksmåder, ”der ikke passer ind i de etablerede mønstre”.

”Dette har medført håndgribelig nervøsitet i dele af samfundet, især når det kommer til islam, som i mellemtiden er blevet den næststørste religion i Danmark.”

”Men selv om det danske samfund de facto er blevet multireligiøst, så ser denne virkelighed endnu ikke fuldt ud at blive afspejlet i den fælles idé om ’danskhed’. Selv muslimer, der er vokset op i Danmark, møder nogle gange mærkelige krav om, at de skal integrere sig mere i samfundet. Offentlige diskussioner om dansk identitet, som ikke anerkender den eksisterende religiøse mangfoldighed, kan let føre til en følelse af fremmedgørelse blandt dem, hvis ’danskhed’, der konstant sættes spørgsmålstegn ved – ofte implicit, men nogle gange også ganske eksplicit,” hedder det videre i rapporten.

FN-rapportøren tilføjer, at det påhviler regeringen at føre an i udviklingen af ​​en mere inkluderende forståelse af dansk identitet – og at det er en langsigtet opgave, som må omfatte skoleuddannelse, interreligiøs dialog og andre former for kommunikation på tværs af grupper, politikker imod diskrimination og integrationsprogrammer.

”Selv om der allerede er mange initiativer, som peger i den retning, er der stadig megen tvetydighed, ikke mindst i retorikken blandt ledende politikere,” skriver FN-rapportøren.

Gensidig forståelse mellem religiøse og ikke-religiøse

Hård tone i samfundsdebatten skader minoriteter

Heiner Bielefeldt peger videre på, at tonen i samfundsdebatten, især på de sociale medier, er blevet hårdere og mere aggressiv, og at det blandt andet skader minoriteter. Som eksempel nævner han debatten om religiøst motiveret omskæring af drenge, som praktiseres af de fleste jøder og muslimer.

”Omskæring er et kompliceret spørgsmål, som har mange facetter. Men de, der offentligt drøfter dette spørgsmål, bør altid være opmærksomme på, hvor dybt det berører mange jøder og muslimer i Danmark. Dette er blot ét eksempel, der illustrerer behovet for at skabe mere gensidig forståelse, herunder af kontroversielle og komplicerede spørgsmål,” hedder det i rapporten.

Behov for en bredere dialog mellem religiøse og ikke-religiøse grupper

”Religiøse mindretal, især muslimer, oplever ofte en atmosfære af ubehag og endda mistænksomhed. På den ene side passer de angiveligt ikke ind i den traditionelle ’danskhed’ og ’kristne værdier’. På den anden side konfronteres de også delvist af aggressive manifestationer af sekularisme, som ikke giver megen plads til synlige religiøse udtryksmåder i almindelighed, eller islam i særdeleshed.

Samtidig antager traditionalister i alle religiøse samfund ofte, at folk, som ikke har en religion, mangler det nødvendige grundlag for at have moralske værdier, som kan medføre mistænksomhed over for agnostikere og ateister.

For at forebygge og afhjælpe et klima af mistænksomhed er det tilrådeligt med mere dialog. Jeg har set beundringsværdige projekter i den henseende. Samtidig er der behov for at udvikle nye formater, fx programmer som samler troende fra forskellige religioner med mennesker, der definerer sig selv som ikke-troende eller ’religiøst umusikalske’. Inter-religiøs dialog bør således udvides i retning ’inter-overbevisnings’ dialog, der omfatter agnostikere, ateister og andre mennesker uden for den traditionelle kanon af monoteistiske religioner.

Regeringen bør også her gå i spidsen for at fremme kommunikationen, mens den samtidig offentligt gør det klart, at enkeltpersoner og samfund på tværs af hele spektret af religioner og trosretninger udgør det danske samfund, og at de alle skal føle sig sikker og hjemme her,” skriver FN-rapportøren.

Folkekirkens særstatus bør diskuteres

Religionsfrihed, men ikke religionslighed

FN-rapportøren konstaterer i rapporten, at der – modsat Sverige og Norge, hvor båndene mellem stat og kirke er blevet løsnet inden for de seneste år – ikke er tegn på, at en tilsvarende udvikling er undervejs i Danmark.

Det slås tydeligt fast i rapporten, at der ikke er religionslighed i Danmark, idet folkekirken (Den Evangelisk-lutherske Kirke) har en særstatus, som det fremgår af Grundlovens paragraf 4. Samtidig konstaterer FN-rapportøren, at selv om der ikke er lighed mellem de forskellige religiøse samfund, så sættes der ikke spørgsmålstegn ved, at der hersker en ånd af frihed i Danmark.

Han skriver videre, at den manglende lighed på religionsområdet står i skarp kontrast til hverdagskulturen i Danmark, som i høj grad er præget af lighed. ”Set i forhold til den måde, folk interagerer med hinanden på, er det danske samfund måske et af ​​de lande i verden, hvor der er den stærkeste tro på, at alle mennesker er lige,” skriver FN-rapportøren, som nævner, at undervisningen i skolen fremmer en lige respekt for alle personer, uanset deres etniske oprindelse, køn, seksuelle orientering, religion eller andre karakteristika, og at lovgivningen imod diskrimination har til formål at sikre, at ingen lider forskelsbehandling, heller ikke på grund af deres religion eller overbevisning.

FN-rapportøren hørte i flere af sine samtaler udtrykket “frihed, men ikke lighed”, og han skriver, at denne holdning har forårsaget frustration blandt religiøse minoriteter.

”Folkekirken bør diskutere sin særstatus”

Heiner Bielefeldt skriver sammenfattende om folkekirken, at den gør meget for at fremme dialog mellem religiøse og ikke-religiøse grupper i Danmark, og at folkekirken har bidraget til at forme et rummeligt samfund i Danmark, blandt andet i forhold til ligestilling mellem kønnene og ved at tillade homoseksuelle ægteskaber.

”Mange præster støtter flygtninge og står i offentligheden op imod fremmedhad og islamofobi. Folkekirken er med til at bygge bro over den voksende kløft mellem religiøse mindretal, især muslimer, og de store dele af samfundet, der generelt ikke er særligt optaget af religion, selv om de bevarer kontakten til kirken,” hedder det i rapporten, hvor det også oplyses, at der er en meget lav kirkegang i Danmark, selv om omkring tre fjerdedele af befolkningen er medlem af folkekirken.

FN-rapportøren opfordrer samtidig folkekirken til at diskutere den særstatus, kirken har, fordi “den særlige forfatningsmæssige status, sammen med andre privilegier, skaber en følelse af ulighed blandt ikke-troende og religiøse mindretal.”

Rummelighed og opretholdelsen af et monopol med en særlig status går ikke hånd-i-hånd på en troværdig måde, mindst af alt i et stadigt mere mangfoldigt samfund, skriver Bielefeldt. Han frygter ikke – som nogle af fortalerne for at bevare folkekirkens særstatus – at en adskillelse af kirke og stat vil føre til, at folkekirken bliver en sekterisk størrelse uden folkelig opbakning.

”Jeg stoler på, at den luthersk evangeliske kirke vil finde en særlig dansk måde, hvorpå den kan bevare traditionen med en rummelig folkekirke i en institutionel ramme, der sikrer uafhængighed og lighed,” skriver FN-rapportøren.

Andenrangs-kirker

Heiner Bielefeldt oplyser i rapporten, at der både blandt katolikker og baptister er en oplevelse af, at de – på grund af folkekirkens særstatus – bliver betragtet som andenrangs-kirker.

Bred forståelse af religionsfrihed

Religionsfrihed skal tolkes i overensstemmelse med internationale standarder

Som den sidste af de fire hovedudfordringer skriver Heiner Bielefeldt, at den danske regering skal spille en ledende rolle i at videreudvikle et retfærdigt og rummeligt samfund, hvor medlemmer af forskellige trossamfund såvel som mere sekulært orienterede mennesker kan føle sig hjemme.

Han advarer i den forbindelse mod en snæver tolkning af Grundlovens paragraf om religionsfrihed: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” (§ 67 i Grundloven)

”Paragraf 67 skal ses i lyset af de europæiske og internationale standarder for religionsfrihed, som er meget bredere end ordlyden af ​​artikel 67,” skriver FN-rapportøren.

Kritik af politiske udtalelser om kontrol med religiøse samfund

Han går samtidig i rette med ”nogle hårde udtalelser, der for nylig er kommet fra ledende politikere om behovet for at udøve mere kontrol med religiøse samfund, især muslimske organisationer”.

Disse udtalelser kan antages, at ”indikere et skift baglæns”, advarer FN-rapportøren og tilføjer: ”Udtalelserne er helt klart blevet opfattet sådant af medlemmer af forskellige religiøse minoriteter.”

”Ifølge de europæiske og internationale standarder, som Danmark har tilsluttet sig, skal begrænsninger af religionsfriheden, hvis de skønnes nødvendige, opfylde en række kriterier, som er langt mere specifikke end den generelle formulering “sædeligheden eller den offentlige orden” i paragraf 67 i forfatningen,” hedder det FN-rapportørens rapport.

Kommentarer til revision af kriterierne for at anerkende trossamfund

Herefter følger et afsnit med kommentarer til den kommission, som i øjeblikket er i gang med at revidere kriterierne for at anerkende trossamfund.

FN-rapportøren skriver, at kommissionen også formodes at komme med forslag til, hvordan det kan gøres muligt at fjerne en anerkendelse fra et trossamfund, og at dette har forårsaget en vis nervøsitet blandt religiøse mindretal. Han skriver, at det endnu engang illustrerer behovet for en gennemsigtig og åben dialog.

FN-rapportøren håber videre, at de nye kriterier også vil gøre det muligt at anerkende livssyns organisationer, som ikke er baseret på en tro på Gud. Han tilføjer, at det gældende krav i dansk praksis om, at trossamfund skal have en form for tro på en transcendent magt, ikke stemmer overens med den europæiske og internationale forståelse af religionsfrihed, der har udviklet sig som en menneskeret, der beskytter identitetsdannende overbevisninger mere bredt.

Asylansøgere, blasfemi mv.

Asylansøgeres religiøse behov skal tilgodeses

FN-rapportøren noterer, at der har været konflikter i nogle asylcentre. Han skriver, at det er forbundet med meget stress og frustrationer at leve i et asylcenter, og at spændinger – uanset om baggrunden er pladsmangel, sprogbarrierer, en usikker fremtid mv. – nemt kan eskalere, og at religiøse eller kulturelle spørgsmål måske også indblandes.

Heiner Bielefeldt har ingen førstehåndsindtryk fra besøg i asylcentre, men han har fået oplyst, at de ansvarlige for asylcentrene typisk har en forsigtig tilgang til religion.

”Dette kan have mange fordele. Bagsiden er imidlertid, at folk ikke har et sikkert rum, hvor de kan udøve deres religiøse praksis, og staten bør i størst mulig grad sikre dette også på asylområdet,” skriver FN-rapportøren.

Opfordring til at afskaffe blasfemi-paragraffen

Heiner Bielefeldt foreslår, at Danmark afskaffer blasfemi-paragraffen (§ 140 i straffeloven). Han skriver, at det i betragtning af, at Danmark er kendt for at værdsætte ytringsfriheden meget højt, var en overraskelse, at den tidligere SR-regering i 2015 besluttede at bevare blasfemi-bestemmelse, selv om den ikke har været anvendt i flere årtier.

Det ser heller ikke ud til, at regeringen kan forestille sig blasfemi-bestemmelse anvendt i praksis, undtagen under meget begrænsede omstændigheder, fx afbrænding eller anden vanhelligelse af en hellig bog som Bibelen, Koranen eller lignende, skriver Bielefeldt i rapporten.

Han henviser til “Rabat handlingsplanen” fra 2012 som – uden at benægte behovet for restriktive foranstaltninger i ekstreme tilfælde – opfordrer staterne til at ophæve de resterende blasfemilove. Handlingsplanen blev udarbejdet i regi af FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder i oktober 2012 i Rabat i Marokko. Rabat handlingsplanen fremhæver brugen af ikke-restriktive foranstaltninger for at imødegå tilskyndelser til hadforbrydelser, fx ved en pædagogisk indsats, en fair repræsentation af mindretal i offentlige medier samt solidaritet-aktioner for at støtte individer og samfund, der er mål for hadforbrydelser.

Besøg i København, Aarhus, Haderslev og Odense

Under besøget i Danmark fra den 13. til den 22. marts havde Heiner Bielefeldt møder med flere ministerier, med blandt andet kristne, muslimske og jødiske trossamfund samt med organisationer i civilsamfundet m.fl. Ud over København har opholdet omfattet besøg i Aarhus, Haderslev og Odense (Vollsmose). Den endelige rapport fra besøget bliver offentliggjort i foråret 2017.

Artiklen er oprettet 29-03-2016.
Artiklen er senest opdateret 09-04-2020.

Læs mere

FN-rapportør opfordrer Danmark til at fremme en mere åben ”danskhed”, Religionsfrihed.nu, 22-03-2016

Freedom of religion: UN expert urges Denmark to move towards a more inclusive ‘Danishness’, OHCHR.org, 22-03-2016

Preliminary findings of Country Visit to Denmark by Heiner Bielefeldt Special Rapporteur on freedom of religion or belief, OHCHR.org, 22-03-2016