Cathérine Naabeau besøgte i september 2017 Danmark og fortalte ved flere lejligheder om situationen i sit konfliktramte hjemland, hvor der ifølge flere medier er risiko for en ny optrapning af kampene mellem forskellige bevæbnede grupper. Omkring en femtedel af landets befolkning er fordrevet fra deres hjem.

”Før konflikten brød ud i 2013, levede kristne og muslimer fredeligt sammen side om side og arbejdede fint sammen,” fortæller Cathérine Naabeau – og tilføjer:

”Jeg kommer fra byen Bohong i den vestlige del af Centralafrikanske Republik, hvor omkring halvdelen af befolkningen var muslimer. Dengang delte vi, kristne og muslimer, hinandens glæder og sorger. Vi arbejdede på lige fod og var ligeværdige med hensyn til arbejde og stand. Blandt personalet på vores sundhedscenter har der også været mange venskaber med muslimer.”

Cathérine Naabeau, der er uddannet jordemoder, har siden 2002 været leder af et sundhedscenter i byen Bohong i den vestlige del af Centralafrikanske Republik (CAR). Sundhedscenteret blev opført i 1993 som et DANIDA-projekt af Den Evangelisk Lutherske Kirke i Centralafrika (EELRCA), der arbejder sammen med den danske missionsorganisation Mission Afrika.

Der bor omkring 5,5 millioner mennesker i CAR. Over halvdelen af befolkningen er kristne, mens 10-15 % er muslimer. (Læs mere i boks nedenfor.)

Kort historisk tilbageblik

Centralafrikanske Republik blev selvstændigt i 1960 efter at have været en del af den franske koloni Fransk Ækvatorialafrika. Siden uafhængigheden har landet været igennem flere perioder med ustabilitet, vold og uroligheder, og der har været flere militærkup i landet.

Optakten til den nuværende konflikt begyndte i november 2012, da den overvejende muslimske Seleka-koalition overtog kontrollen med nogle byer i den nordlige og centrale del af Centralafrikanske Republik. I januar 2013 blev der indgået en fredsaftale mellem oprørerne og den kristne præsident Francois Bozizés regering. Han var selv kommet til magten ved et kup ti år forinden. Freden varede dog kun kort tid. I marts 2013 tog Seleka- koalitionen magten ved et kup. Præsident Bozizé flygtede til nabolandet Cameroun, og lederen af Seleka-koalitionen, Michel Djotodia, overtog ledelsen af landet.

I december 2013 eskalerede flere måneders brutal vold med udbredte kampe mellem den overvejende muslimske ex-Seleka-milits og den fortrinsvis kristne anti-Balaka-milits, som søgte hævn. Kampene førte til blodige og brutale overgreb, ikke mindst mod muslimer, som i nogle tilfælde har været udsat for etnisk udrensning.

Michel Djotodia trådte tilbage som præsident i januar 2014, og borgmesteren i hovedstaden Bangui, Catherine Samba-Panza, blev valgt af overgangsregeringen som landets midlertidige præsident. Det har dog indtil videre ikke bilagt de voldelige konflikter i alle dele af landet.

Flere hundrede tusinde mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem under de seneste års konflikt. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, oplyste i oktober 2017, at over 600.000 mennesker opholder sig som internt fordrevne personer andre steder i landet, og at over 500.000 mennesker er flygtet til et af nabolandene. Det betyder, at omkring en femtedel af landets indbyggere har måttet flygte fra deres hjem på grund af den voldelige konflikt i landet.

Krisen efter 2013 er den værste

”Krisen i 2013 er den værste, vi har haft,” siger Cathérine Naabeau, som har oplevet flere af de kriser og konflikter, landet har været igennem.

”Det var første gang, at en gruppe muslimer lavede et statskup,” fortsætter Cathérine Naabeau og forklarer, at muslimerne, der udgør et mindretal af befolkningen, i årtier har været undertrykt, og at det var baggrunden for, at nogle af dem begik et statskup.

”Før kuppet var der en voksende frustration blandt det muslimske mindretal, fordi de var underprivilegerede.

Det ville den muslimske præsident, der kom til magten, udnytte ved at give bedre kår til dem, der havde været undertrykt. Samtidig undertrykte han dem, der hidtil havde været ved magten, og førte en meget aggressiv politik over for dem. Det gik i de fleste tilfælde ud over kristne. Det skabte så en modreaktion hos dem, der nu blev undertrykt. Og nogle af de kristne lavede modbevægelsen anti-Belaka, som begyndte at bekæmpe ex-Seleka-militsen,” siger Cathérine Naabeau.

Hun forklarer, at anti-Balaka -gruppen ikke kun består af kristne, men også af muslimer og ikke-troende, men at hovedparten er kristne. Tilsvarende består ex-Seleka-gruppen for hovedpartens vedkommende af muslimer, men den tæller også kristne og ikke-troende.

Hun siger videre, at konflikten i landet handler om mere end religion. Den handler ikke mindst om politik og indflydelse.

”Hele befolkningen har lidt under krigen”

”Hele befolkningen har lidt meget under krigen mellem de bevæbnede grupper. Mange uskyldige mennesker, som ikke var en del af konflikten, er blevet dræbt – både kristne og muslimer. Mange huse er blevet ødelagt og brændt. Rigtig mange mennesker er flygtet fra deres huse og landsbyer ud i bushen for at finde beskyttelse. Men ude i bushen var der ingen beskyttelse, og der var ingen mad eller nogen form for hjælp at hente. Og når folk flygtede, blev deres huse plyndret i samme øjeblik, de var flygtet,” fortæller Cathérine Naabeau.

Hun siger videre, at konflikten har ført til, at der er opstået endnu flere bevæbnede grupper, og at der ikke mere er respekt for menneskerettigheder og menneskers værdighed.

”Man slår alle dem ihjel, man vil. Og staten er fuldstændig magtesløs i forhold til alt det, der sker med så mange bevæbnede grupper. Mange har taget stoffer for kunne begå disse frygtelige ting over for deres medmennesker, og nu er der rigtig mange unge, som er på stoffer, og det har store konsekvenser for deres liv.

Man ser også folk begå selvtægt, man angiver sine venner og hævner sig på alle,” siger Cathérine Naabeau.

Da konflikten var værst, påvirkede den også arbejdet på sundhedscentret i Bohong. Det var nødvendigt at lukke centret i tre måneder, da konflikten var allerværst.

”Der var flere gravide kvinder blandt dem, der flygtede, og de var nødt til at føde ude i bushen. Nogle af dem døde på grund af komplikationer ved fødslen, og det har berørt mig meget ikke at kunne hjælpe de kvinder,” siger Cathérine Naabeau. Hun tilføjer, at der under regntiden var mange, som fik malaria og døde af sygdommen, fordi de ikke kunne få behandling. Så hun er meget berørt af situationen.

Flere initiativer for at skabe fred og forsoning

Men hun ser også håb midt i alle de tragiske begivenheder, der udspiller sig i hendes land. Hun fortæller om flere lokale initiativer, som bidrager til at hele sårene og fremme en fredelig sameksistens i befolkningen.

Cathérine Naabeau fortæller, at man med økonomisk støtte fra den lutherske kirkes moderkirke i USA har lavet en uddannelse, hvor man – med inspiration fra erfaringerne i Rwanda og baseret på kristen etik – uddanner ledere til at håndtere traume-situationer. Her får mennesker hjælp til meget konkret at komme fri af de byrder, de er tynget af, og de traumer, de bærer på.

”Der holdes en ceremoni, hvor man skriver alt det, som bekymrer én, ens hævnlyst, smerte og vrede, på et stykke papir og sømmer det fast til et kors, symbol på Jesu kors. Bagefter brænder man alle papirsedlerne, og på den måde går alt det, som har forstyrret os og gjort os bedrøvede, op i flammer.

Efter ceremonien tager man tilbage til sine landsbyer.

Når man har afsluttet uddannelsen, er det, som om man har glemt det hele,” siger Cathérine Naabeau. Hun fortæller, at det bagefter har været muligt for deltagerne at tilgive de mennesker, der har sat ild til huse, dræbt deres børn og øvet vold mod dem.

”Når man har den indstilling, er man nødt til at elske sin næste og tilgive hinanden for at kunne fortsætte med at arbejde sammen. Det er vigtigt at glemme det, der er sket. Det er vigtigt, at bitterheden bliver helet og glemt. Og vi har oplevet, at når man har tilgivet, så er man sat fri til at leve frit igen,” tilføjer hun.

Muslimer og kristne mødes regelmæssigt

Cathérine Naabeau fortæller, at der i de fleste større byer, først og fremmest i hovedstaden Bangui, er oprettet komiteer, hvor muslimske og kristne ledere mødes regelmæssigt for at diskutere aktuelle problemer.

”Bagefter giver man inspirationen fra grupperne videre til sine kristne brødre og søstre, respektive muslimske brødre og søstre. På den måde er man med til at påvirke menneskers hjerter og deres holdninger i forhold til ’de andre’,” siger Cathérine Naabeau.

I Bangui står den katolske biskop i spidsen for arbejdet, og han besøger ofte muslimske grupper rundt omkring i kvarterne i tilfælde af uroligheder. Den øverste ledelse består af en repræsentant for de protestantiske kirker, en imam og den katolske biskop.

Cathérine Naabeau fortæller videre, at der – før muslimerne måtte flygte fra byen – også var en komité i hendes egen by, Bohong. Her mødtes præster og en imam og diskuterede situationen, og de søgte at rådgive oprørerne.  

Hjælpearbejde blev et vidnesbyrd om tilgivelse

Cathérine Naabeau giver et par eksempler på, hvor kirken og sundhedscentret har hjulpet mennesker uanset religiøs baggrund under de seneste år konflikt.

”Da folk flygtede, mistede de alt. Dem ville vi gerne støtte, og derfor lavede medlemmer af kirken overlevelsespakker, som vi kunne dele ud til mennesker, som var flygtet, både kristne og muslimer. En dag uddelte vi overlevelsespakker til kristne, og næste dag gik vi hen til en moské for at uddele pakker til muslimer.

Men det forvirrede de mennesker, der ikke var troende, for de kunne ikke forstå, hvorfor kristne hjalp muslimer. Det var jo muslimer, der har forårsaget megen lidelse for os kristne, så hvorfor hjalp vi så muslimerne,” siger Cathérine Naabeau.

Hun fortæller, at det også gjorde indtryk på muslimerne i hendes egen by, Bohong. En af dem sagde: ”Vi kan se, at du har tilgivet os, for ellers ville du ikke gøre alt det gode for os.”

På sundhedscentret i Bohong har man behandlet mange mennesker, der er blevet såret under konflikten.

”I den periode, hvor konflikten var værst, var der af sikkerhedsmæssige grunde kun tre mænd tilbage på centret. De hjalp også sårede ex-Seleka-oprørere – også selv om en af mændene vidste, at mens han behandlede sårede oprørere, så var andre oprørere i gang med at brænde huse og plyndre i byen. Alligevel fortsatte man med at behandle og hjælpe alle sårede, også sårede fra ex-Seleka-militsen,” siger Cathérine Naabeau.

”Ingen har vundet, men alle er tabere i denne krig”

Hvordan ser du på fremtiden og udsigten til en varig fred i Centralafrikanske Republik?

”På baggrund af de gode resultater af forsoningsarbejdet ser jeg optimistisk på fremtiden,” siger Cathérine Naabeau og nævner et sted i nærheden af Bangui, hvor folk har kunnet genoptage handlen på markedet.

Hun påpeger dog også, at staten har begrænsede muligheder, fordi der er så mange bevæbnede grupper i landet. Regeringen søger med FN som mægler til stadighed at arrangere møder mellem staten og lederne af oprørsgrupperne.

”Hvis det skal lykkes at afvæbne oprørerne og skabe fred, må man give dem noget andet i stedet for våben. De er ofte uden håb, og de kæmper for selv at overleve. Så udfordringen er at give dem mulighed for en fremtid, og at de må blive resocialiseret,” siger Cathérine Naabeau.

Hun mener, at de mange vanskeligheder og lidelser er med til at styrke et ønske i befolkningen om fred og at undgå en lignende situation.

”Ingen har vundet, men alle er tabere i denne krig,” slutter Cathérine Naabeau.

Læs mere

• UN chief heading to conflict-torn Central African Republic, AP, 18-10-2017

• Sundhedscentret i Bohong i Centralafrikanske Republik, Mission Afrika

• The Central African Republic could be on the brink of a bloodbath, The Washington Post, 10-10-2017