Det står dårligt til med religionsfriheden rundt omkring i verden, og situationen er værre i dag end for blot få siden. Det var en af konklusionerne i det oplæg, som direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, holdt som indledning til en høring på Christiansborg om religionsfrihed og forfølgelse af kristne og andre religiøse grupper. Det var som sådan også konklusionen på den tre timer lange høring, som Folketingets Udenrigsudvalg holdt onsdag den 12. november 2014.

Jonas Christoffersen indledte høringen med at gennemgå de internationale konventioners bestemmelser om religionsfrihed med udgangspunkt i FN’s verdenserklæring fra 1948 (artikel 18), der sikrer mennesker religionsfrihed, men modsat andre menneskerettigheder er der ikke en juridisk bindende konvention i forhold til religionsfriheden.

”Religionsfrihed handler grundlæggende om to ting: Nemlig for det første retten til at have en tro, og for det andet retten til at udtrykke denne tro,” slog Jonas Christoffersen fast. Han nævnte, at retten til at have en tro også omfatter friheden til at skifte religion eller tro, og at religionsfriheden ikke indeholder en ret til beskyttelse mod kritik af religionen.

Religionsfriheden er under pres

Selv om 145 af verdens lande har en lovgivning, der skal sikre retten til religionsfrihed, så lever størstedelen af verdens befolkning lever i lande, hvor religionsfriheden er under pres. For i over to tredjedele af disse lande beskytter lovgivningen kun visse individers og gruppers religionsfrihed.

”Over hele verden er mennesker ofre for diskrimination, vold og undertrykkelse – forfulgt for at udøve deres tro eller for ikke at have nogen tro. Faktisk har der aldrig været flere på flugt på grund af deres tro, end der er i dag,” sagde Jonas Christoffersen.

Han nævnte videre, at i den seneste oversigt fra det amerikanske Pew Research Center er antallet af både statslige og ikke-statslige krænkelser af religionsfriheden stigende.

”I 2007 fandt man et højt niveau af krænkelser i 20 procent af verdens lande – i dag er det omkring 30 procent af verdens lande.

Krænkelser af religionsfriheden er stigende i alle dele af verden, med undtagelse af Nord- og Sydamerika. De største stigninger – og det højeste niveau – finder vi i Nordafrika og Mellemøsten, især i lande som Egypten, Syrien, Irak, Somalia og Sudan. Det amerikanske udenrigsministerium nævner i sin seneste årsrapport om religionsfrihed desuden Burma, Kina, Eritrea, Iran, Nordkorea, Saudi Arabien, Turkmenistan og Usbekistan som lande, hvor religionsfriheden i særlig grad er truet,” sagde Jonas Christoffersen.

Krænkelser af religionsfriheden

Han gav en række konkrete eksempler:

Ifølge Pew Research Center er der i 46 lande love, som helt forbyder visse religiøse grupper. I Iran anses Bahai-religionen for at være en illegal ”politisk sekt”. I Saudi Arabien er det ikke tilladt offentligt at praktisere nogen anden religion end islam. Og i Pakistan har landets mere end 3 millioner Ahmadiyya-muslimer fået frataget retten til at kalde sig muslimer og praktisere deres religion.

Regeringer i 96 lande udøver vold mod religiøse minoriteter – enten i form af fysisk vold og tortur, vilkårlige frihedsberøvelser, eller ødelæggelse af religiøse helligdomme og personlige ejendomme. I Nordkorea er over 50.000 kristne interneret i lejre. I Usbekistan sidder 10.000 mennesker i fængsel beskyldt for ”religiøs ekstremisme”. I Eritrea flygter stadigt flere fra et styre, der rask væk fængsler og torturerer tilhængere af f.eks. Pinsebevægelsen – for nu blot at nævne to eksempler.

45 lande forbyder eller forhindrer folk i at konvertere fra en religion til en anden. Det gælder f.eks. mange mellemøstlige lande, hvor konvertitter risikerer fængsel, fysisk afstraffelse eller fratagelse af deres identitetskort.

I 151 lande finder vi tilfælde af ikke-statslig intimidering, tilbageholdelser og kidnapninger, fysiske overgreb, massevold og ødelæggelse af ejendomme – tit uden at staten griber ind. Oplagte og desværre aktuelle eksempler er selvfølgelig, at hundredtusindvis af kristne, yazedier, og shia-muslimer flygter fra IS’ brutale fremfærd i Syrien og Irak. Men de er langt fra de eneste.

I Pakistan blev mere end 400 shia-muslimer og over 120 kristne dræbt i bombeangreb bare i 2013. I Nigeria har den militante islamistiske gruppe Boko Haram angrebet både kristne og muslimer, ligesom mere end 200 skolebørn stadig er kidnappet. I Egypten er volden mod kristne og shia-muslimer fortsat høj. I Bangladesh angribes hinduistiske grupper og helligdomme, i Burma rohingya-muslimer, i Indonesien står buddhisterne for skud,” sagde Jonas Christoffersen.

Han sagde afslutningsvis, at det internationale samfund mangler klare processer og strukturer til at tackle spørgsmål om religionsfrihed og religiøs intolerance. Især mangler der stærkere mekanismer for at monitorere og holde stater ansvarlige for de mange overtrædelser, som finder sted af Verdenserklæringens artikel 18 om religionsfrihed.

Forskel på krænkelse af religionsfriheden og religionsforfølgelse

Professor Lisbet Christoffersen, Roskilde Universitet, der talte om religiøs forfølgelse gjorde i sit oplæg klart, at der er forskel på krænkelser af religionsfriheden og religiøs forfølgelse.

”Forfølgelse drejer sig om fysiske overgreb, som truer den enkeltes liv og frihed. Tortur, slaveri, vilkårlig berøvelse af livet, arbitrær arrest, frihedsberøvelse, bortførelse, vold, ildspåsættelse og grove seksuelle krænkelser. Det vil sige, at der forskel på forfølgelse og diskrimination; der er forskel på forfølgelse og chikane; og der er forskel på forfølgelse og manglende ligebehandling.

Når vi taler om forfølgelse på grund af religion, så skal overgrebene ske i sammenhæng med et ønske om at knægte friheden til at have, antage eller skifte til og udøve en bestemt religion eller religiøst gruppetilhør. Det sidste er centralt, når vi taler om religiøs forfølgelse i store dele af verden, og det er også centralt, når vi taler om formuleringen af de internationale instrumenter. Alle kan blive enige om retten til at have en religion, nemlig den man er født ind i. Rigtig mange kan også blive enige om, at man skal have lov til at antage en religion, men der er en del, som ikke er ret meget for, at der også internationalt skal sikres en ret til at skifte religion. Den holdning findes især i muslimske lande og blandt muslimske lærde, men den stikker også nogle gange hovedet frem i Europa.

Der sker religiøs forfølgelse, både når vi taler om retten til at skifte religion, og i spørgsmålet om mindretalsreligioners ret til at være der. Og forfølgelsen foregår altså i en sammenhæng, hvor staten ikke kan eller vil beskytte den enkelte,” sagde Lisbet Christoffersen, som også nævnte, at en forfulgt kristen, muslim, jøde eller hindu har ret til at få asyl i Danmark, hvis vedkommende sætter sin fod på dansk jord.

Forskelsbehandling er ikke forfølgelse

”Der er forskel på brud på religionsfriheden og religiøs forfølgelse.

Både i den danske religionsmodel, men også i f.eks. den russiske, tyrkiske og kinesiske religionsmodel, er der en forskelsbehandling af religioner og trossamfund. Men det er ikke forfølgelse. Det bliver først til forfølgelse, hvis ”de andre” religioner udsættes for overgreb.

Det er også vigtigt at gøre sig klart, at diskrimination kan være sagligt begrundet. Det er det ikke altid, men diskrimination er noget andet end forfølgelse.

Religiøst begrundet chikane kan blive til forfølgelse, hvis den bliver fysisk, manifest, omfattende og fører til, at den chikanerede er nødt til at forlade feltet.

Religionskritik er heller ikke forfølgelse – ej heller diskrimination eller chikane,” sagde Lisbet Christoffersen i sin gennemgang af de centrale begreber på området.

Mange forskellige årsager til religiøs forfølgelse

Lisbet Christoffersen gav også en række eksempler på, hvor kristne, muslimer, jøder, hinduer og andre religiøse grupper er udsat for forfølgelse i dag. Hun gave også eksempler på forskellige årsager, der kan ligge bag disse forfølgelser.

Der kan være tale om en statslig forfølgelse, som det sker af baha’ier, sunnier og kristne i Iran, selv om en kilde siger, at situationen er lettet lidt i Iran under den nye præsident. Der er også statslig forfølgelse af muslimer, buddhister, Falun Gong og i perioder af kristne fra husmenigheder i Kina, og af muslimer i Myanmar (tidligere Burma).

Det kan også ske ved religiøse gruppers udrensning af andre, som det skete i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne og helt aktuelt med Boko Harams overgreb mod kristne i Nigeria og ISIS’ overgreb mod forskellige grupper i Mellemøsten.

”ISIS er det helt store problem i Mellemøsten i dag, siger min kilde. De forfølger alle. Alle kristne, alle fra andre religioner og alle muslimer, som ikke er med dem. Kilden siger også, at kristne er kommet i klemme mellem sunnier og shiaer i Syrien, hvor de har haft en rimelig rolig tilværelse under det hidtidige styre i Syrien og har haft svært ved at vælge side i borgerkrigen, og så kommer de i klemme. Er det så fordi de er kristne? Er det udtryk for en religiøs forfølgelse eller er det udtryk for en politisk udvikling, som det har været vanskeligt at forudse, og hvor det kan være vanskeligt at stille sine fødder rigtigt? Det er den sidste slags meldinger, jeg får fleste af,” sagde Lisbet Christoffersen.

Hun nævnte også, at religiøse mindretal som kopterne i Egypten chikaneres frem til et punkt, hvor det bliver forfølgelse, men hvor stærke stater er i stand til at holde aggressive grupper nede.

”Generelt siger kristne i Mellemøsten fortsat: Vi er indbyggere i Mellemøsten, lige så vel som muslimerne er det. Derfor skal man tænke sig godt om, hvis man vil gøre noget udenrigspolitisk. Det vigtige er at stoppe volden, stoppe ISIS og så styrke stater, som kan opretholde lighed på grundlag af statsborgerskab,” sagde Lisbet Christoffersen.

Brug for kritisk refleksion

Lisbet Christoffersen sluttede sit oplæg med en opfordring til kritisk refleksion.

”Der er tendenser i den danske debat, som kan skævvride fokus og fungere kontraproduktivt for kristnes situation, ikke mindst i Mellemøsten. Vi skal sikre os, at vi får talt med alle kilder og alle relationer og lytte til, hvad de siger om deres egen situation, før vi gør noget.

For det kan ske, at de religiøse forklaringer nogle gange er forkerte, at nogle beretninger er ude af proportion, og at nogle forfølgelser bliver overset. Man kan også spørge, hvor meget debatten påvirkes af hele spørgsmålet om Israel og Palæstina – og om der er tendenser til islamofobi, der skal identificeres,” sagde Lisbet Christoffersen.

Hun rådede til, at man for det første sikrer sig sproglig klarhed, når man taler om disse spørgsmål, og at man for det andet har et ensartet fokus på alle religiøst forfulgte grupper.

Forskellige opfattelser af begrebet religionsfrihed

I den efterfølgende spørgerunde oplyste Lisbet Christoffersen som svar på en kommentar fra Dansk Europamissions generalsekretær, Henrik Ertner Rasmussen, om, at kristne konvertitter bliver fængslet i Iran, mens forholdene for de gamle kirkesamfund måske nok er blevet bedre, at der er forskellige opfattelser af begrebet religionsfrihed i forskellige dele af verden.

”I Mellemøsten har man den osmanniske tradition, hvor ”Bogens religioner” (kristendom, islam og jødedom, red.) har en relativ frihed inden for deres egne døre og selv strukturerer deres forhold. Det er deres opfattelse af religionsfrihed, at der er friheden for religionerne, men ikke for den enkelte.

I Europa har vi en stærk katolsk tradition, hvor kirken står over for staten som var de i øjenhøjde, og vi har en reformert tradition, som siger, at religionsfrihed er frihed fra staten. Det er på mange måder også den amerikanske opfattelse, hvor det handler om, at staten ikke skal blande sig.

I Danmark og Norden har vi en model, hvor det netop handler om, at staten skal blande sig, og at religion handler om religion i det offentlige rum, og at det også rummes af religionsfrihedsbegrebet.

Netop derfor er det vigtigt, at vi gør os klart, hvad vi forstår, når vi taler om religionsfrihed – om vi taler om religionsfrihed eller om diskrimination eller forskelsbehandling, eller om vi taler om forfølgelse,” sagde Lisbet Christoffersen.

Debat om forfulgte kristne

De to indlæg blev efterfulgt af debat om forfølgelse af kristne med indlæg af forfatter og debattør Klaus Wivel og af Mogens Kjær, der er generalsekretær i Danmission.

Klaus Wivel, der er forfatter til bogen ”Den sidste nadver” om kristne i Gaza, Vestbredden, Egypten, Libanon og Irak, sagde indledningsvis, at bogen på flere punkter er forældet. For nogle af de værste ting, der er sket, er sket efter at bogen udkom i 2013.

Han nævnte, at der i august 2013 var angreb på over 80 kirker og klostre i Egypten som reaktion på militærkuppet, hvor præsidenten, Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab, blev sat fra magten. Det er et af de værste angreb på kristne i flere hundrede år.

Klaus Wivel nævnte videre angrebene fra den militante bevægelse, der kalder sig Islamisk Stat, på kristne i og omkring Mosul i det nordlige Irak, som har fordrevet tusindvis af kristne fra området. Sådan at der nu, ifølge Klaus Wivel, stort set kun er irakiske kristne tilbage i det kurdiske område i det nordlige Irak, hvor mange kristne bor i flygtningelejre. Med udgangspunkt i de aktuelle begivenheder i Irak, trak han nogle mere generelle linjer til forholdene for kristne i Mellemøsten.

”Det, der er sket i Irak, er ikke noget, der kommer ud af den blå luft. Kristne i muslimske lande har i flere århundreder levet, i hvert fald juridisk, som en slags andenrangsborgere, og selv om der blev gjort op med meget af sharia-lovgivningen i 1800-tallet, så er der stadig mange reminiscenser af den. Blandt andet kan en kristen mand ikke gifte sig med en muslimsk kvinde, mens en muslimsk mand godt kan gifte sig med en kristen kvinde, og deres afkom bliver så muslimer,” sagde Klaus Wivel.

Det nævnte, at kristne i Egypten har store problemer med at få lov til at bygge en kirke eller bygge om i en kirke.

”Det kræver i dag i princippet en tilladelse fra præsidenten, og det kan jo tage årtier, før det sker, og på den måde forfalder kirkerne jo,” sagde Klaus Wivel, som også nævnte, at kristne kan have svært ved at høje stillinger i samfundet.

Fordomme om kristne

Klaus Wivel talte videre om, at der er sket en stigende islamisering af landene.

”Før var kristne en større del af den nationale bevægelse i Palæstina. Det var kristne, der førte an i sin tid med at definere en palæstinensisk kamp, men efterhånden som konflikten er blevet islamificeret, er kristne blev marginaliseret. Det er ikke kun sket blandt palæstinenserne, men i store dele af den arabiske verden.

Det betyder, at mange kristne kvinder, f.eks. i Egypten, har svært ved at gå med kors og derved vise, at de er kristne. Mange steder klager de også over, at de bliver nødt til at gå med slør,” sagde Klaus Wivel. Han fandt det også betænkeligt, at kristnes tilstedeværelse i området er redigeret ud af skolebøgerne i f.eks. Egypten og Irak.

”Det vil sige, at mange egyptere og irakere ikke ved, at de kristne var i landene længe før muslimerne. Der er en udbredt fordom i mange miljøer i de lande om, at de kristne kommer udefra, fra Vesten. Det er nogen, vi har sendt derned, måske for at missionere, og derfor er der også en udbredt fordom om, at de er velhavende – hvilket de ofte ikke er. Det er med til at gøre til at gøre deres situation farlig.

En af de afgørende skævheder, som jeg synes, man skal tage op internationalt, er retten til frafald fra islam, eksempelvis til kristendom. Det er ikke forbudt i mange af de arabiske landes forfatninger, men i realiteten kan det være forbundet med livsfare at gøre det, sagde Klaus Wivel. Han mente, at regeringen også kunne tage spørgsmålet om beskyttelse af religiøse mindretal op gennem Det Arabiske Initiativ.

Hvem kan redde forfulgte kristne i Mellemøsten? – Moderate muslimer!

Generalsekretær i Danmission, Mogens Kjær, fulgte op med et oplæg under overskriften: Hvem skal – eller måske rettere: kan – frelse de forfulgte kristne i Mellemøsten?

Det korte svar på spørgsmålet er: Det kan moderate muslimer. Men inden har nåede frem til den konklusion, beskrev Mogens Kjær situationen for kristne i Mellemøsten, hvor Danmission har arbejdet siden 1897.

”Situationen varierer meget fra land til land. Den største kristne befolkning findes i Egypten, hvor de kristne tæller 8-10 % af befolkningen. Her kan man ikke sige at de kristne generelt forfølges. Regeringen eller toneangivende samfundsgrupper er ikke ude efter de kristne, men der er jævnligt episoder, hvor kristne udsættes for vold, og hvor ejendomme, butikker eller kirker brændes af.

Hovedproblemet i Egypten er dog ikke kristenforfølgelse, men at de kristne som ikke-muslimer diskrimineres og ikke har samme rettigheder som muslimer. I tider hvor diskriminationen og undertrykkelsen er værst, kan man tale om en langsom kvælning af kristendommen. I øjeblikket er situationen dog ret god for de kristne, så længe de støtter præsidenten, og det er i sig selv en problematisk situation.

I Jordan og Libanon er der ingen forfølgelse af kristne – igen generelt set. Men i Jordan har de kristne hårde vilkår, når det kommer til juridiske rettigheder. Det jordanske system bygger på islamisk lovgivning, og det gør det svært for kristne fuldt ud at være medborgere i Jordan.

De helt store problemer er i Syrien og Irak. I Syrien søger de kristne ly under præsident Bashar Assads vinger. Som jeg hørte det for få uger siden i Libanon: Syrerne kan vælge mellem tortur og død, og vælger da torturen, dvs. regimet.

De forskellige islamistiske grupper, som Islamisk Stat, forfølger klart de kristne, der dels ses som regimets allierede, hvilket ikke er helt galt, og dels betragtes som vantro.

I Irak er en stor del af de kristne flygtet, fordi de ikke kunne finde beskyttelse i kampen mellem shia- og sunni-muslimer. Værgeløse flygtede de ud af landet eller nordpå, hvor de drømte om en kristen provins på Nineve-sletten. Den drøm brast, da Islamisk Stat i sommers erobrede området og sendte titusinder af kristne på flugt endnu engang,” sagde Mogens Kjær i sin beskrivelse af situationen – og gik videre til spørgsmålet om, hvem der kan frelse de kristne.

Er det ønskeligt med hjælp fra Vesten?

”Kan de frelse sig selv? Det har de hidtil ikke kunnet alene, men der er dog flere kristne grupper, der bevæbner sig for at kunne forsvare sig. Men generelt kan de kristne ikke frelse sig selv.

Kan Vesten frelse dem? Det tror jeg ikke. Der har ikke været megen interesse fra Vestens side for at hjælpe kristne i Mellemøsten. Men hvad vigtigere er, det er heller ikke ønskeligt. Det er de mellemøstlige kristne dog ikke enige om. Nogle appellerer om direkte støtte fra politikere og kirker i Vesten. Dem, vi har kontakt til, gør det ikke. De ønsker ikke at blive set som en del af Vesten, som Vestens 5. kolonne, som en minoritet som Vesten har en speciel interesse for. For det udsondrer dem og gør dem anderledes. Det gør dem endnu mere sårbare. Følelserne for Vesten er ikke varme i Mellemøsten, mange hader Vesten og vores værdier, især islamister, så de vil også hade de kristne arabere, hvis de ses som en del af Vesten. Vesten kan ikke redde de kristne,” sagde Mogens Kjær.

”Fremtiden ligger i alliancer med moderate muslimer”

”Hvem kan så frelse de kristne?” spurgte Mogens Kjær – og fortsatte:

”Her hører vi fra vore partnere i regionen, at det kan kun de moderate muslimer. Det er kun ved, at de kristne får skabt alliancer og får gode relationer til moderate og liberale muslimer, at de vil have en fremtid i Mellemøsten. De kristne skal vænne sig til nye tider. Før blev de ofte beskyttet af den muslimske hersker. De skal ud af selvisolationen, ud i samfundet, blande sig i samfundet, blande sig i politik og skabe forståelse for, at når det drejer sig om indretningen af samfundet har de samme interesser som de moderate muslimer. Det skal de moderate muslimer også se, så de kommer til at betragte de kristne som kampfæller, medborgere, landsmænd, som nødvendige, som nogle man kan stå sammen med i drømmen om at opbygge et fredeligt, demokratisk samfund med frihed og ligestilling mellem borgerne.

Det er vi ikke alene om at mene. Libaneseren Rita Elmounayer, som er direktør for de arabiske programmer på den kristne satellitkanal SAT-7, udtalte for nylig til Kristeligt Dagblad: ’Hvis de kristne bliver iscenesat som et fremmedelement i Mellemøsten, der kun eksisterer på baggrund af Vestens interventioner, så bliver det meget svært at skabe lige rettigheder i fremtiden… Vi elsker vort land og er først og fremmest lige borgere på samme vilkår som alle andre i vort land… Det bedste, der kan ske er, at folk forstår og accepterer, at jeg er libaneser, der både har sunni – og shia-venner, men først og fremmest er libaneser.’

Og en konference for kristne ledere i Irak i juni, finansieret af Det Arabiske Initiativ, udtalte, at det er de moderate muslimer, der kan sikre deres fortsatte eksistens i Mellemøsten,” sagde Mogens Kjær.

Han talte dernæst om, hvordan det kan ske i praksis – og han opsummerede sit oplæg i følgende punkter:

”Vi kan hjælpe forfulgte og trængte kristne ved at beder for deres situation, være til stede og have kontakt med de kristne i en svær tid samt ved at støtte god og solid undervisning af kommende præster og kristne ledere.

Det er nødvendigt med skærpet politisk bevågenhed, hvis vi vil gøre noget for forfulgte kristne, men det skal gøres rigtigt:
• ved at have dialog med regeringerne om at behandle alle minoriteter godt og arbejde for religionsfrihed,
• ved at støtte humanitære indsatser, der også kommer meget trængte kristne til gode,
• ved at støtte programmer, der skaber et inkluderende, interkulturelt medborgerskab. Hvor det gror frem, er der en god fremtid for de kristne.

Hvis politikerne ønsker at gøre noget for diskriminerede og forfulgte kristne, bør de ikke beskære et program som Det Arabiske Initiativ, men snarere styrke de indsatser i Det Arabiske Initiativ, der også omfatter kristne,” sluttede Mogens Kjær.

Erfaringer fra Tyskland og EU

Endelig blev den sidste del høringen brugt på indlæg om, hvad man gør i Tyskland på dette område, og hvad EU gør i forhold til religiøse mindretal. Det skete med oplæg af professor Heribert Hirte, der er medlem af den tyske Bundestag for CDU/CSU, og af Merete Bilde, der er policy advisor ved EU’s fælles Udenrigstjeneste.

Artiklen er oprettet 13-11-2014.
Artiklen er senest opdateret 17-11-2014.

Læs mere

• Materiale fra høringen om religionsfrihed og forfulgte kristne, Folketinget.dk,12-11-2014