Mindst 15 mennesker dræbt ved bombeangreb mod to kirker i Pakistan

Lahore ligger i det nordøstlige Pakistan, tæt ved grænsen til Indien.

15 mennesker, 11 kristne og 4 muslimer, blev dræbt og flere end 70 såret, da selvmordsbombere angreb to kirker i Lahore i det nordøstlige Pakistan, tæt ved grænsen til Indien, oplyser den amerikanske hjælpeorganisation International Christian Concern (ICC). Blandt de dræbte er to politibetjente, der holdt vagt ved kirkerne. Nyhedsbureauet AP oplyste mandag, at antallet af dræbte er steget til 17 personer.

Det første angreb fandt sted sidst på formiddagen i den katolske St. John’s Catholic Church i det overvejende kristne kvarter Youhanabad i Lahore, der er hovedstad i Pakistans Punjab-provins. Det næste angreb fandt sted et par minutter senere. Det var rettet mod Christ Church, som ligger 500-600 meter fra St. John’s Catholic Church. Ifølge ICC var der samlet op mod 3.000 mennesker til gudstjeneste i de to kirker, da angrebene fandt sted.

I begge tilfælde forsøgte selvmordsbombemændene at få adgang til kirkerne ved at skyde mod vagterne uden for kirkerne. Det lykkedes imidlertid ikke, og de sprængte dernæst sig selv ved indgangene til kirkerne. Den britiske hjælpeorganisationen Barnabas Fund oplyser, at der blandt de dræbte er to politibetjente, som holdt vagt ved kirkerne.

En af præsterne ved St. John’s Catholic Church, fader Francis Gulzar, oplyser til ICC, at tre politibetjente, der skulle kontrollere folk ved hovedindgangen til kirken, ikke var på deres post, da de i stedet for så cricket i fjernsynet på et hotel. Han opfordrer samtidig Pakistans regering til at gøre mere for sikre sikkerheden ved de kristne gudstjenestesteder.

Voldsomme sammenstød: Vrede kristne brændte to mistænkte ihjel

Nyhedsbureauet Associated Press (AP) skriver, at en flok vrede kristne efter angrebene blokerede hovedvejen, ransagede busterminaler og brændte to mennesker ihjel, som de mistænkte for at være involveret i bombeangrebene. Kristne demonstranter blokerede mandag flere veje i de østlige byer Faisalabad, Sargodha og Gujranwala.

I Lahore blokerede kristne demonstranter en større hovedvej i nærheden af de to kirker, der var mål for søndagens angreb. Det tvang den offentlige transport til at indstille kørslen. Senere bombarderede demonstranterne politiet med sten og smadrede politibiler og andre køretøjer. Politiet affyrede tåregas, og paramilitære tropper blev tilkaldt for at genoprette ro og orden i området, skriver AP.

Der bor flere end 100.000 kristne i det overvejende kristne kvarter Youhanabad, som ifølge hjælpeorganisationen Barnabas Fund er et af de største kristne samfund i Pakistan.

FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømte mandag angrebene på de to kirker på den ”stærkest mulige måde”, og Pakistans indenrigsminister, Chaudhry Nisar Ali Khan, fordømte dem som en ”umenneskelig terrorhandling”.

Det værste angreb siden september 2013

Angrebene i Lahore, som en Taleban-gruppe har taget ansvaret for, er de blodigste angreb på kristne i Pakistan siden september 2013, hvor kirken All Saints Church i Peshewar blev udsat for et dobbelt selvmordsangreb. Ifølge de officielle oplysninger omkom 85 mennesker ved angrebet, der fandt sted den 22. september 2013, men flere kirkelige kilder mener, at det reelle tal er endnu højere.

Læs mere

Fifteen killed, dozens wounded after suicide bombers attack two churches in Pakistan, International Christian Concern, 16-03-2015

Pakistani Christians clash with police over church attacks, AP, 16-03-2015

At least 16 dead and 70 injured in Taliban suicide bomb attacks on two churches in Pakistan, Barnabasfund.org, 16-03-2015

Pakistan Christians protest after deadly church blast, BBC, 16-03-2015

Who are Pakistan’s Christians?, BBC, 23-09-2013