Muslimske ledere fra over 100 lande ønsker at beskytte religiøse mindretal

Muslimske ledere, heriblandt religiøse lærde og ministre, fra mere end 100 lande besluttede på et møde i Marokko den 25.-27. januar 2016, at de vil arbejde sammen for at beskytte kristne, jøder og andre religiøse mindretal mod forfølgelse fra ISIL og andre ekstremistiske islamistiske grupper, skriver nyhedstjenesten NPR (National Public Radio), der leverer stof til 900 radiostationer i USA. De muslimske ledere siger, at islam forbyder religiøs forfølgelse.

Fokus på religiøse mindretal i lande, hvor flertallet er muslimer

Muslimske ledere fra mere end 100 lande vedtog den 27. januar 2016 Marrakesh-erklæringen, der opfordrer til at udvikle et mere rummeligt begreb for statsborgerskab. (Arkivfoto fra Marrakesh: Stefan Bernsmann, Pixabay)

En af arrangørerne af mødet var den amerikanske muslim Sheikh Hamza Yusuf. Han siger til NPR, at mødet havde ét fokus: Situationen for religiøse mindretal i lande, hvor befolkningsflertallet er muslimer.

“Vi har mennesker, der bliver gjort til sexslaver. Vi ser ødelæggelse af kristne kirker, der har været i disse lande, længe før islam kom. Og i Yemen er selve eksistensen et af ​​de ældste jødiske samfund nu truet,” siger Sheikh Hamza Yusuf til NPR.

Mødet, der samlede islamiske lærde, muslimske ledere og ministre fra mere end 100 lande, blev holdt i Marrakech den 25.-27. januar 2016. Det var sponsoreret af den marokkanske regering og organisationen Forum for Promoting Peace in Muslim Societies (Forum for at Fremme Fred i Muslimske Samfund), der ledes af den islamisk lærde Sheikh Abdullah bin Bayyah.

Marrakesh-erklæring

På mødet i Marokko blev der berettet om drab, bortførelser og andre brutale overgreb, der begås mod religiøse mindretal i Irak, og budskabet fra mødet er, at en sådan forfølgelse er uislamisk.

Mødet i Marokko sluttede med vedtagelsen af en erklæring, Marrakesh Declaration, hvor muslimske intellektuelle opfordres til at udvikle et mere rummeligt begreb for statsborgerskab. Og uddannelsesmyndigheder opfordres til at identificere undervisningsmateriale, ”der ansporer til aggression og ekstremisme, fører til krig og kaos og resulterer i ødelæggelsen af vores fælles samfund.”

“Det er samvittighedsløst at anvende religion med henblik på at angribe religiøse mindretals rettigheder i muslimske lande,” erklæringen slutter.

Artiklen er oprettet 01-02-2016.
Artiklen er senest opdateret 01-02-2016.

Læs mere

Muslim Leaders Vow To Protect Rights Of Religious Minorities, NPR.org, 28-01-2016

Marrakesh Declaration, 27-01-2016