I 2017 forsvarede Sabba Mirza sin ph.d.-afhandling om æresrelaterede forbrydelser belyst ud fra strafferetlige perspektiver. Hun beskriver i afhandlingen, hvordan den moralske panik kommer til udtryk ved, at nogen (her muslimer) bliver udråbt til at være en trussel mod offentlighedens værdigrundlag og på den måde fremstilles som ”afvigere”. Det fører med mellemrum til, at visse fremtrædende politikere indleder et moralsk korstog for at kriminalisere en bestemt adfærd hos ”afvigerne”. Det resulterer i en symbollovgivning, som ofte er uklar og i overvejende grad er overflødig, konkluderer Sabba Mirza blandt andet i sin afhandling.

Lovforslag om tildækningsforbud

I 2010 vedtog Folketinget et lovforslag (L 181), som skærper straffen for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning. Strafferammen blev fordoblet, så der nu kan idømmes fængsel i op til fire år for en sådan forbrydelse.

Det er et af tre lovforslag om æresrelaterede forbrydelser, som Sabba Mirza analyserer i afhandlingen ”Æresrelaterede forbrydelser. Strafferetlige perspektiver”, og hun kommer her ind på flere forhold om moralsk panik og symbollovgivning, som også kan anføres i forhold til det lovforslag, som Folketinget for tiden behandler om at indføre et tildækningsforbud.

En række forslag om forbud mod religiøs hovedbeklædning

”Det forslag, der nu er fremsat, er ikke kommet ud af den blå luft,” siger Sabba Mirza. Hun henviser til, at Dansk Folkeparti tilbage i 2004 første gang fremsatte et beslutningsforslag om at forbyde ”kulturbestemt hovedbeklædning”. Det var især rettet muslimske kvinder og piger, der bar tørklæde.

Det forslag blev forkastet. Derefter fremsatte Dansk Folkeparti i 2008 et beslutningsforslag om en ”henstilling til indvandrere om ikke at bære tørklæder”. Forslaget blev forkastet. Året efter fremsatte partiet et beslutningsforslag om forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum. Det blev også forkastet.

”Essensen i forslagene er, at Dansk Folkeparti frygter religionen islam og betragter sig selv som i opposition til den. Partiet frygter, at muslimerne i Danmark vil fastholde og dyrke deres muslimske identitet, og at Danmark med tiden vil blive islamiseret,” anfører Sabba Mirza i sin afhandling.

Hun konkluderer, at ”fremsættelserne af specifikke beslutningsforslag rettet imod muslimske kvinders beklædning og de stigmatiserende debatter i Folketinget er med til at rette negativ fokus på disse beklædningsformer, fordi politikerne hermed udpeger en gruppe mennesker, som bliver fremstillet som afvigere. Forslagsstillerne fremlægger i den forbindelse ingen dokumentation på, at den muslimske beklædning udgør et reelt samfundsmæssigt problem.”

”Argumenterne bærer præg at være baseret på fejlslutninger og de udgør retoriske kneb, som spiller på følelser som skyld, skam og frygt. Det centrale omkring beslutningsforslagene er, at forslagsstillerne er klar til at bryde med menneskerettighedskonventionerne, hvis det er det, der skal til for at få gennemført et forbud. Analysen af forslagene viser, at partiet ikke har undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser af et forbud i forhold til de piger og kvinder, som kan blive berørt af forbuddet. Det vidner om manglende interesse for virkningerne af lovgivningen,” konkluderer Sabba Mirza.

Straffen for ulovlig tvang blev skærpet

De tre beslutningsforslag går forud for, at den daværende VK-regering i 2010 fremsatte lovforslag L 181 om at skærpe straffen for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning.

”Baggrunden for forslaget var, at Naser Khader, der er integrationsordfører for Det Konservative Folkeparti, ved partiets sommergruppemøde i 2009 foreslog, at det blev forbudt at bære burka og niqab i det offentlige rum. Forslaget blev dog opgivet igen, fordi Justitsministeriet på det tidspunkt vurderede, at det var grundlovsstridigt og et indgreb i religionsfriheden,” siger Sabba Mirza om optakten til det forløb, der resulterede i lovforslaget.

I august 2009 nedsatte VK-regeringen en arbejdsgruppe, som skulle ”undersøge udbredelsen af identitetsslørende religiøst betingede beklædninger” som fx burka og niqab og overveje mulige initiativer for at ”begrænse problemet”. Arbejdsgruppen bad et hold forskere ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns Universitet om at udarbejde en rapport om brugen af niqab og burka i Danmark.

ToRS-rapporten, der udkom i november 2009, anslår, at mellem 100 og 200 kvinder i Danmark bærer niqab, og at omkring halvdelen af dem er etnisk danske kvinder, der er konverteret til islam. Niqab bruges i rapporten som samlet betegnelse for niqab og burka. Det fremgår også af rapporten, at ”ansigtsdækkende slør går væsentligt længere tilbage end islam”, og at brugen af ansigtsslør i Mellemøsten er dokumenteret helt tilbage i det 12. århundrede f.Kr. ToRS-rapporten konkluderer, at brugen af ansigtsdækkende beklædning ikke er et udbredt fænomen i hverken Danmark eller det øvrige Europa, og at der i rapportens materiale heller ikke er noget, ”som tyder på, at brugen (i Danmark, red.) er udtryk for tvang eller pres fra familie eller ægtefælle”.

Regeringens arbejdsgruppe konkluderede i sin rapport i januar 2010, at ”identitetskontrollen fungerer i praksis”, og at ”brug af burka, niqab og lignende beklædning kun i sjældne tilfælde giver anledning til praktiske problemer, der ikke kan håndteres inden for de gældende regler”. Arbejdsgruppen skrev også, at de eksisterende regler giver mulighed for at ”stille krav om, at de pågældende kvinders ansigt skal være synligt i forbindelse med beskæftigelse og uddannelse”, og at de pågældende kvinder ”ofte ikke vil opfylde betingelserne for at modtage offentlige ydelser”. Arbejdsgruppen kom dog med to forslag til ændringer. Det ene var, at det ikke skulle være muligt for vidner ved en retssag at bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, medmindre retten undtagelsesvis tillader det. Det andet var forslaget om at fordoble strafferammen for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning. Det var de to forslag, der blev vedtaget med lovforslag L 181 den 27. maj 2010.

Lovforslaget blev støttet af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti samt løsgængeren Christian H. Hansen, mens Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance og fire medlemmer af Socialdemokratiet (Orla Hav, Mette Gjerskov, Lise von Seelen og Lone Møller) stemte imod. SF stemte hverken for eller imod.

Straffeloven blev udvidet med en ny bestemmelse

Vedtagelsen af lovforslag L 181 betød, at straffelovens paragraf 260 blev udvidet med en bestemmelse om, at ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning kan straffes med fængsel i op til fire år. Paragraffen indeholdt i forvejen en bestemmelse om, at andre former for ulovlig tvang kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år.

Sabba Mirza foretager i sin afhandling en grundig analyse af forslaget og debatten om forslaget.

Hun hæfter sig for det første ved, at regeringen i arbejdet forud for fremsættelsen af lovforslaget ikke ønskede at finde ud af, om ansigtstildækning var et problem i samfundet. ”Regeringen … havde besluttet sig for, at ansigtstildækning var et ’problem’, som skulle ’bekæmpes’. Regeringen ønskede at ”fjerne forekomsten af ansigtstildækning i Danmark, uanset omfanget af den, og uanset om den udgjorde et samfundsmæssigt problem”.

Hun henviser i den forbindelse til, at ToRS-rapporten vidner om, at der ikke er fundet dokumentation på, at ansigtstildækning udgør et reelt samfundsproblem, og at tvang ikke gør sig gældende i forhold til de kvinder, der er interviewet i rapporten.

Sabba Mirza refererer også flere høringssvar til lovforslaget. Indvandrerrådgivningen skrev, at ”lovforslaget virker som et forsøg på at stemple andre medborgeres kulturer og religioner som forkerte”, og meget tyder på, ”at lovændringen udelukkende er et politisk projekt, samt at tvang i forvejen er ulovligt i Danmark, og at der derfor ikke er behov for en bestemmelse, der specifikt pointerer, at muslimske mænd ikke må tvinge deres koner til at dække ansigtet til”. Landsforeningen af Forsvarsadvokater skrev, at ”lovforslaget primært synes båret af ønsket om at markere en afstandtagen til bestemte fremmede kulturer, og at der ikke synes at være saglige grunde til lovregulering af området”. Rigsadvokaten gjorde opmærksom på, at det under en straffesag kunne blive vanskeligt at bevise, at en person var blevet tvunget til at bære en beklædning, der skjuler vedkommendes ansigt.

Sabba Mirza skriver på den baggrund, ”at den fremførte kritik i høringssvarene om de uheldige stigmarelaterede konsekvenser” ikke havde nogen afgørende betydning for vedtagelsen af lovforslaget, og at VK-regeringen med lovforslaget stemplede ”de muslimske kvinder, som bærer ansigtstildækning, som afvigere, hvilket viser en stigmatisering på grundlag af … kvindernes religion”.

Sabba Mirza mener, at den nye bestemmelse er overflødig, fordi spørgsmålet om ansigtstildækning allerede er reguleret i forhold til forholdene på arbejdsmarkedet, uddannelsessituationer og politiets identitets- og færdselssikkerhedskontrol. Det anføres også, at Rigspolitiet frem til 2017 kun havde registreret en anmeldelse for overtrædelse af bestemmelsen, og at denne sag blev opgivet, fordi anklagemyndigheden vurderede, at sagen ikke ville føre til domfældelse.

Hun peger videre på, bestemmelsen medfører en retstilstand, ”hvor krænkelse i retten til den personlige identitet bliver bedømt mildere, hvis den ikke omhandler de muslimske kvinder, som bærer burka og niqab”. Hun nævner som eksempel, at hvis en kvinde tvinges til at gå topløs, kan gerningsmanden højst straffes med fængsel i op til to år, mens strafferammen er fængsel i op til fire år, hvis en gerningsmand tvinger en kvinde til at bære burka eller niqab. Bestemmelsen tager heller ikke højde for tilfælde, hvor der ikke er tale om fysisk tvang, men om psykisk pression, og Sabba Mirza mener, at der blandt andet af den grund er brug for en revision af bestemmelsen.

Religionsfrihed og retten til personlig identitet

Spørgsmålet om ansigtstildækning handler både om retten til personlig identitet og om religionsfrihed.

Sabba Mirza gennemgår i sin afhandling flere internationale konventioner, der beskytter menneskers religionsfrihed og retten til personlig identitet – herunder FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hun nævner – i forhold til brugen af burka og niqab – at Europarådets Parlamentariske Forsamling i en resolution i 2010 vurderede, at ”juridiske begrænsninger i retten til at bære burka og niqab kan være berettiget, hvis det er nødvendigt i et demokratisk samfund, især af hensyn til sikkerheden eller hvor offentlige eller erhvervsmæssige funktioner kræver religiøs neutralitet eller kræver, at man kan se en persons ansigt”. Omvendt gør resolutionen det også klart, at et generelt forbud imod burka og niqab vil være en krænkelse af rettigheder for de kvinder, som frivilligt ønsker at dække deres ansigt.

”I stedet for at indføre et generelt forbud imod burka og niqab opfordrer Forsamlingen medlemsstaterne til at beskytte kvinder mod alle former for fysisk og psykisk tvang samt beskytte deres frie valg til at bære religiøse beklædninger og sikre lige muligheder for muslimske kvinder,” skriver Sabba Mirza.

Hun tilføjer, at Europarådets Kommissær for Menneskerettigheder, Thomas Hammarberg, i 2011 udtrykte utilfredshed med, at debatten om kvindeundertrykkende beklædning i Europa udelukkende har rettet sig mod muslimsk beklædning, og at flere af argumenterne mod et forbud har været af islamofobisk karakter. ”Han har blandt andet markeret, at modstandere af ansigtstildækning ikke har formået at bevise, at denne beklædningsdel udgør trussel mod demokrati, offentlighed, orden eller moral,” hedder det i afhandlingen.

Sabba Mirza konkluderer, at straffelovens paragraf 260, stk. 1 hele tiden har ydet beskyttelse imod tvang i forbindelse med påklædninger, og at dansk lovgivning derfor hele tiden har været i overensstemmelse med internationale forpligtelser. ”På den ene side betyder det, at en specifik bestemmelse herom ikke har været nødvendig. På den anden side viser afgrænsningen af den danske bestemmelse, at lovgivningen vægter ulovlig tvang i forhold til muslimske kvinders beklædning mere end andre former for indgreb i retten til personlig identitet.”

Menneskerettighedsdomstolen afgørelse i forhold til det franske tildækningsforbud

Sabba Mirza analyserer i forlængelse heraf den dom, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i 2014 i forhold til den franske lov fra 2010 om, at det i det offentlige rum er forbudt at bære beklædning, som har til formål at skjule ansigtet. Sagen var anlagt af en fransk muslim, som frivilligt bar burka og niqab.

Menneskerettighedsdomstolen anfører i dommen, at der med det franske forbud er tale om en begrænsning i forhold til Menneskerettighedskonventionens artikel 8 (om retten til respekt for privatliv og familieliv) og artikel 9 (om retten til at tænke frit og retten til samvittigheds- og religionsfrihed), fordi der er tale om et ”kontinuerligt indgreb”.

Domstolen afviser den franske regerings argument om ligestilling med, ”at en stat ikke kan påberåbe sig ligestilling med henblik på at forbyde en praksis, som bliver forsvaret af kvinder, uden at det bliver forstået som, at staten ønsker at beskytte borgere imod udøvelse af deres rettigheder,” hedder det i afhandlingen, hvor det også anføres, at argumentet om respekt for den menneskelige værdighed blev afvist af Domstolen med en begrundelse om, at beklædninger er udtryk for en kulturel identitet, der er med til at bidrage til den pluralisme, som kendetegner demokratiet. ”Domstolen argumenterede, at der ikke forelå noget bevis på, at kvinder, som bærer ansigtstildækning, forsøger at udtrykke foragt eller forsøger at fornærme andres værdighed,” skriver Sabba Mirza.

Menneskerettighedsdomstolen afviser således flere af den franske regerings argumenter for tildækningsforbuddet, men den accepterer argumentet om at ”leve sammen” i tilknytning til princippet om beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

”Det fremgår af afgørelsen, at Domstolen havde forståelse for, at ansigtet spiller en vigtig rolle i den sociale interaktion, hvorfor ansigtstildækning krænkede andre menneskers ret til at leve i et rum, hvor udøvelsen af social interaktion ikke blev vanskeliggjort. Domstolen understregede, at eftersom de nationale myndigheder har en direkte demokratisk legitimation, er de bedre egnede til at afgøre nationale spørgsmål og de nationale politikere bør spille en større rolle i den forbindelse end Domstolen. Som følge heraf burde de nationale myndigheder ifølge Domstolen have en vid skønsmargin, således at de selv kan afgøre, om og i hvilken grad det er nødvendigt at foretage begrænsninger i adgangen til at udøve religionsfrihed,” skriver Sabba Mirza om Menneskerettighedsdomstolens afgørelse.

Dommen var en flertalsafgørelse med stemmerne 15-2. De to dommere, der var uenige med flertallet, argumenterede med, ”at det var tvivlsomt, at den franske lov forfulgte et legitimt formål, og at et generelt forbud mod ansigtstildækning, som berørte både individets kulturelle og religiøse rettigheder, ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund”. 

Sabba Mirza mener på den baggrund, at politikere skal være forsigtige med at hævde, at et tildækningsforbud nu er blåstemplet af Menneskerettighedsdomstolen.

”Jo, det er det, men dommen indeholder også en række præmisser, hvor dommerne forklarer, hvor dårligt det er med sådan en lov. Dommerne vægter forskellige hensyn over for hinanden. På den ene side har vi retten til privatliv, ytringsfrihed og religionsfrihed og på den anden retten til ikke at lade sig provokere og chokere af andre menneskers påklædning. Det er den sidste rettighed, som flertallet vægter højest, men den rettighed er ikke en grundlæggende rettighed i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,” påpeger Sabba Mirza.

Moralsk panik fører til moralske korstog og symbollovgivning

Lovforslaget om at fordoble straffen for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning er blot et af en række eksempler, som efter Sabba Mirzas opfattelse er udslag af en moralsk panik i samfundet.

”På et tidspunkt under arbejdet med afhandlingen, hvor jeg havde afkodet hele problemstillingen, kunne jeg se, at den her form for lovgivning er udtryk for moralsk panik. En moralsk panik i samfundet, som består i, at ’noget eller nogen bliver udråbt til at udgøre en trussel mod samfundet og samfundets grundværdier, og denne trussel bliver af medierne fremstillet på en måde, så den er nem at genkende’. Det medfører, at offentlighedens bekymring vokser, og så er der en gruppe politikere og meningsdannere, som reagerer på bekymringen,” fortæller Sabba Mirza.

”Bekymringen kan så få to udfald. Enten går den i sig selv igen og bliver glemt – i hvert fald et stykke tid. Eller også medfører den lovgivningsmæssige eller socialretlige tiltag, som det er sket med lovgivningen om æresrelaterede forbrydelser,” siger Sabba Mirza.

Det sidste er ofte resultatet af et moralsk korstog, hvor en gruppe politikere og meningsdannere forfølger en bestemt dagsorden, der er rettet mod en bestemt gruppe mennesker, som gøres til ”afvigere” eller syndebukke.

”Ofte viser det sig, at både bekymringen i en moralsk panik og den lovgivning, som bliver indført som reaktion på bekymringen, er af symbolsk art,” skriver Sabba Mirza i afhandlingen.

”Min retlige analyse viser, at bestemmelserne er upræcise og uklare, ordvalget er ikke optimalt, og gerningsindholdet rammer ikke. Lovgiverne fremstår i al deres hast som handlekraftige, men reelt har de ikke interesseret sig for, hvad der er de egentlige problemstillinger, eller hvordan de bedst kan løses,” siger Sabba Mirza.

Analyse af to andre forslag vedrørende æresrelaterede forbrydelser

I afhandlingen ”Æresrelaterede forbrydelser. Strafferetlige perspektiver” analyser Sabba Mirza også to andre lovforslag, der er gennemført af Folketinget inden for de seneste år.

Det ene er lovforslaget om forbud mod kvindelig omskæring (L 183), som blev vedtaget af Folketinget i 2003. Efter bestemmelsen, der findes i straffelovens paragraf 245a, kan kvindelig omskæring straffes med fængsel i op til seks år.

Det andet er forslaget om ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab, som er blevet reguleret gennem flere stramninger af reglerne for familiesammenføring. Selve bestemmelsen findes i straffelovens paragraf 260, stk. 2. Ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab kan efter bestemmelsen straffes med fængsel i op til fire år.

Sabba Mirza konkluderer sammenfattende, at ”den retlige analyse af bestemmelserne og analysen af den retspolitiske kontekst har vist, at lovgivningen er udtryk for symbollovgivning. Det gælder blandt andet, når det bliver taget i betragtning, at analysen af både fremsættelserne af de tre konkrete lovforslag og tidligere fremsatte lovforslag på det strafferetlige område har vist, at lovgiverne primært har været interesseret i at sende et signal om handlekraft og afstandtagen. Rapporter udarbejdet på initiativ af skiftende regeringer har i den forbindelse enten påvist udfordringer på andre punkter inden for de tre områder eller påvist, at gældende regulering er hensigtsmæssig forstået på den måde, at yderligere regulering vil medføre negative virkninger.”

Definition: ”En æresrelateret forbrydelse”

”En æresrelateret forbrydelse vedrører en situation, hvor en eller flere personer mener, at deres ære er blevet eller i fare for at blive krænket og derfor begår en forbrydelse mod ”krænkeren” i et forsøg på at genoprette eller opretholde den mistede eller truede ære.”

Kilde: Kumm Sabba Mirzas afhandling ”Æresrelaterede forbrydelser. Strafferetlige perspektiver” (Jurist- og Økonomforbundets Forlag). 

Straffelovens § 260

§ 260. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes for ulovlig tvang den, som
1) ved vold eller ved trussel om vold, om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget,
2) ved trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt fremtvingelsen ikke kan anses tilbørlig begrundet ved det forhold, som truslen angår.

Stk. 2. Tvinges nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år.

Stk. 3. Tvinges nogen til at bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år.

Kilde: Retsinformation.dk

Fire uddrag af konklusionen i afhandlingen om æresrelaterede forbrydelser

”Sammenfattende kan det konkluderes, at den retlige analyse af lovgivningen om æresrelaterede forbrydelser i straffeloven har vist, at lovgivningen i overvejende grad er overflødig. Den er uklar både i lovtekst og forarbejder, og der er forbundet effektivitetsmæssige vanskeligheder i forbindelse med anvendelse af den.
Den retlige analyse af bestemmelserne og analysen af den retspolitiske kontekst har vist, at lovgivningen er udtryk for symbollovgivning.”

”Fra begyndelsen har lovgivningens tilsigtede symbolske funktion således været efterfulgt af et signal om, at netop denne lovgivning er solidaritetsskabende på bekostning af generalisering af bestemte befolkningsgrupper.”

”Den oprindelige hensigt med et generelt forbud mod ansigtstildækning var at markere en afstandtagen til burka og niqab. … Analysen har vist, at intet talte for, at muslimske kvinder i Danmark bliver tvunget til at bære ansigtstildækning. Tværtimod udtalte de interviewede kvinder i rapporten om brugen af burka og niqab, at de bar beklædningsgenstandene frivilligt. Bestemmelsen er ikke blevet anvendt ved domstolene en eneste gang på syv år. Den udfylder således fortsat en symbolsk funktion om afstandtagen til et strafbart forhold, som sandsynligvis ikke bliver begået i Danmark.”

”Sammenfattende kan det konkluderes, at den symbolske funktion af lovgivningen om æresrelaterede forbrydelser har haft til formål at virker solidaritetsskabende i samfundet, men efterhånden er den endt som symbol på en forfejlet lovgivning. På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at lovgivningen om æresrelaterede forbrydelser kan gøres mere hensigtsmæssig ved at gennemtænke udfordringerne ud fra et større strafferetligt perspektiv.”

Uddrag af konklusionen i Kumm Sabba Mirzas afhandling ”Æresrelaterede forbrydelser. Strafferetlige perspektiver” (Jurist- og Økonomforbundets Forlag). 

Sabba Mirza

Født 1983.

Cand.jur. og ph.d.

Ekstern lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Udgav i 2018 ”Æresrelaterede forbrydelser. Strafferetlige perspektiver” på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Bogen bygger på hendes ph.d.-afhandling.

Artiklen er oprettet 08-05-2018.
Artiklen er senest opdateret 04-06-2022.

Læs mere

• Indeks over behandlingen af lovforslag om skærpelse af straffen for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning mv. (L 181), Folketinget.dk, 24-03-2010

• Lovforslag om skærpelse af straffen for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning mv. (L 181), Folketinget.dk, 24-03-2010

• Indeks over behandlingen af lovforslag om tildækningsforbud (L 219), Folketinget.dk, 11-04-2018

• Lovforslag om tildækningsforbud (L 219), Folketinget.dk, 11-04-2018

• Indeks over behandlingen af beslutningsforslag om forbud mod at bære kulturbestemt hovedbeklædning (B 201), Folketinget.dk, 29-04-2004

• Forslag til beslutningsforslag om forbud mod at bære kulturbestemt hovedbeklædning (B 201), Folketinget.dk, 29-04-2004

• Rapport om brugen af niqab og burka, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), Københavns Universitet, 2009