Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Eritrea

Religionsfrihed – hvad er status?
Eritreas flag er fra 1993. Olivengrenene symboliserer fred. Den blå farve symboliserer Det Røde Hav, den grønne frugtbarhed og islam, og den røde farve symboliserer martyrernes blod. Flaget minder om det flag, der blev anvendt af Det Eritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF). [1]

Eritrea ligger meget højt med hensyn til begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og lavt når det gælder krænkelser på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. Det fremgår af Pew Research Centers 2019-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2017. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et ”lavt”, ”moderat”, ”højt” eller ”meget højt” niveau. [4]

Den Amerikanske Kommission om International Religionsfrihed (USCIRF) vurderer, at mellem 1.200 og 3.000 mennesker er fængslet af religiøse grunde, og at antallet steg i løbet af 2017. Religiøse fanger bliver ofte placeret i de hårdeste fængsler, hvor de udsættes for en grusom behandling.

53 medlemmer af Jehovas Vidner sad i 2017 fængslet, fordi de af samvittighedsmæssige grunde nægter at gøre militærtjeneste.

Befolkning og sprog

Der bor næsten 6 millioner mennesker i Eritrea (2018). [2]

De største etniske grupper er: Tigrinya (55 %) og tigre (30 %). Der er herudover en række andre grupper. [2]

Eritrea har tre officielle sprog: Tigrinya, arabisk og engelsk. Der er flere ikke-officielle sprog. [2]

Religion

Der er ingen officielle tal for befolkningens religiøse tilhørsforhold. Det amerikanske udenrigsministerium vurderer på baggrund af oplysninger fra statslige, religiøse og internationale kilder, at 49 % er kristne, og at 49 % er muslimer (sunni). Herudover er der ca. 200 medlemmer af Baha’i-samfundet. Omkring 2 % anslås at være animister. [3] The Pew Foundation anslog i 2016, at 63 % af befolkningen er kristne, og at 37 % er muslimer. [17]

Den kristne del af befolkningen omfatter eritreisk-ortodokse, katolikker, protestanter, græsk-ortodokse og flere andre kirkesamfund. [3]

Forholdet mellem stat og religion

Lovgivningen i Eritrea forbyder religiøst motiveret forskelsbehandling. Den indeholder også bestemmelser, der sikrer samvittigheds-, religions- og tankefrihed samt frihed til at udøve enhver religion. [3]

Regeringen anerkender officielt fire registrerede trossamfund: Den Eritreisk-ortodokse Kirke, sunni-islam, Den Romersk-katolske Kirke og Den Evangelisk-lutherske Kirke i Eritrea. Den Evangelisk-lutherske Kirke er medlem af Det Lutherske Verdensforbund. [3]

I 1995 blev der vedtaget en bekendtgørelse, der opfordrer til adskillelse af kirke og stat. Den indeholder også regler, som religiøse organisationer skal overholde. Trossamfund må fx kun modtage økonomiske bidrag fra lokale medlemmer, regeringen og udenlandske donorer, der er godkendt af regeringen. Ifølge bekendtgørelsen skal alle trossamfund registreres af myndighederne. Medlemmer af trossamfund, der ikke er registreret, kan straffes med fængsel eller bøder. Det er Kontoret for Religiøse Anliggender, der behandler ansøgninger fra trossamfund, som ønsker at blive anerkendt. I 2002 blev der udstedt et dekret, som krævede, at alle trossamfund, der ikke var officielt anerkendt, skulle indsende en ansøgning om at blive anerkendt – og samtidig skulle de indstille deres religiøse aktiviteter, indtil de blev anerkendt. Siden 2002 har myndighederne dog ikke anerkendt nye trossamfund, selv om flere kirkesamfund har søgt om at blive anerkendt. Så der er fortsat kun fire anerkendte trossamfund i Eritrea. I praksis tolererer lokale myndigheder nogle steder, at ikke-registrerede religiøse grupper holder møder i private hjem eller lejede lokaler, mens myndighederne andre steder forsøger at forhindre den slags aktiviteter. [3] [15]

I hovedstaden Asmara er der bygninger, som anvendes af uregistrerede jødiske og græsk-ortodokse grupper. Regeringen beskytter en historisk synagoge, der vedligeholdes af en person, som efter sigende er landets sidste jøde. Andre bygninger, der tilhører uregistrerede adventister og andre grupper, holdes lukket. Regeringen har tilladt Baha’i-samfundet at holde et center åbent. Den græsk-ortodokse kirke er åben, men der holdes ingen gudstjenester i kirken. Der holdes gudstjenester i den anglikanske kirke, men det foregår i Den Evangelisk-lutherske Kirkes regi. [3]

Regeringen udpeger desuden lederne af Den Eritreisk-ortodokse Kirke og det sunni-islamiske samfund. [3]

Trossamfund skal have tilladelse fra Kontoret for Religiøse Anliggender til at trykke og distribuere religiøst materiale, og det er kun de fire officielt anerkendt trossamfund, der får tilladelser til det. Trossamfund skal også søge om tilladelse til at bygge kirker, moskeer og andre bygninger, der skal bruges til religiøse formål. Trossamfund må ikke engagere sig i politik. [3]

Indbyggere, som ønsker at rejse til et andet land, skal først søge om et udrejsevisum. Ved ansøgningen bliver ansøgeren blandt andet spurgt om sit religiøse tilhørsforhold, men det er ikke et krav i loven, at man skal give disse oplysninger. [3]

Ikke muligt at blive fritaget for militærtjeneste af religiøse grunde

Det er ifølge loven ikke muligt at blive fritaget for militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde med henvisning til, at det strider mod ens religiøse overbevisning. Der er heller ikke mulighed for at aftjene i en form for civil samfundstjeneste. Der er kun meget begrænsede muligheder for at undgå militærtjeneste. Det er dog muligt af sundhedsmæssige årsager som fx fysisk handicap eller graviditet. I Eritrea skal alle indbyggere mellem 18 og 50 år udføre militærtjeneste eller deltage i en borgermilits, der er en slags paramilitær styrke. Borgermilitsen udfører især sikkerhedsmæssige opgaver, fx kontrol i lufthavne og boligområder. Dem, der indkaldes til borgermilitsen, er personer, som ikke tidligere har aftjent værnepligt, eller som på grund af alder eller andre grunde har været fritaget for militærtjeneste. Man kan blive tilbageholdt, hvis man afstår fra militærtjeneste eller fra at tjene i borgermilitsen. Et af de eritreiske myndigheders argumenter for denne praksis har været, at landet officielt er i krig med nabolandet Etiopien. Det er endnu uvist, om dette ændrer sig, efter at Eritrea og Etiopien i 2018 indgik en fredsaftale – og dermed endeligt afsluttede krigen mellem de to lande. [3] [8] [15]

I 25 år har mellem 300.000 og 400.000 mennesker været slaver i Eritrea under et system med ”værnepligt på ubestemt tid”, konkluderede en FN-rapport, der blev offentliggjort i juni 2016. Lederen af FN-undersøgelseskommissionen (COI), Mike Smith, gav samtidig udtryk for, at Eritrea opererer med en ”skyd for at dræbe”-politik i et forsøg på at sætte en stopper for, at folk flygter fra landet – blandt andet til Europa. [16]

Rapporten opfordrer Sikkerhedsrådet til at indberette Eritrea til Den Internationale Straffedomstol. Uafhængige efterforskere fra FN fremlagde beviser for, at eritreiske embedsmænd – særligt fra landets sikkerhedstjeneste – havde gjort sig skyldige i slaveri, tortur, voldtægt, mord, at folk er forsvundet samt andre forbrydelser. Handlingerne er blevet begået for at skræmme og kontrollere civilbefolkningen samt for at knuse oppositionen, konkluderer undersøgelseskommissionen. [16]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Eritrea ligger meget højt på Pew Research Centers liste over begrænsninger af religionsfriheden fra statens side. Listen blev offentliggjort i juli 2019 og bygger på oplysninger fra 2017. [4]

Ifølge Den Amerikanske Kommission om International Religionsfrihed (USCIRF) er mellem 1.200 og 3.000 mennesker fængslet af religiøse grunde, og antallet steg i løbet af 2017. Religiøse fanger bliver ofte placeret i de hårdeste fængsler, hvor de udsættes for en grusom behandling. Løsladte fanger fortæller, at de enten sad i isolation, i overfyldte celler eller i underjordiske barakker, og at de var udsat for ekstreme temperatursvingninger. Ligeledes er der flere rapporter om dødsfald blandt religiøse fanger som følge af den hårde behandling, de har været udsat for, eller ikke har fået tilstrækkelig lægehjælp. Mange religiøse fanger er ikke blevet dømt ved en formel retssag, og de har ikke haft adgang til en advokat. I fængslerne må de ikke bede højt, synge eller prædike, og de har ikke adgang til religiøs litteratur. Evangeliske kristne, pinsekristne og medlemmer af Jehovas Vidner, der har været fængslet, har efter løsladelsen oplyst, at de under fængselsopholdet var under pres for at afsværge deres tro, og at de blev tvunget til at underskrive erklæringer om, at de ikke længere ville deltage i religiøse møder, og de blev advaret om ikke at genoptage deres religiøse aktiviteter, oplyser USCIRF. [15]

Begrænsninger og krænkelser af kristnes religionsfrihed

I 2017 blev medlemmer af alle religiøse grupper – ifølge internationale ngo’er og medier – i forskelligt omfang udsat for begrænsninger af religionsfriheden fra statens side. Medlemmer af religiøse mindretal er i flere tilfælde blevet fængslet – ofte anklaget for at have forbrudt sig mod landets sikkerhed. Det er især medlemmer af pinsekirker og andre evangeliske trossamfund samt Jehovas Vidner, der er i myndighedernes søgelys. Der blev i 2017 rapporteret om flere dødsfald blandt de fængslede som følge af mishandling og barske forhold i fængslerne. Der var også tilfælde, hvor enkeltpersoner fra de anerkendte trossamfund blev tilbageholdt af politiet uden forklaring. [3] [15]

To medlemmer fra Pinsekirken døde den 17. marts 2017 efter en sultestrejke, som de iværksatte for at protestere mod et misbrug, som de angiveligt var udsat for i fængslet. Deres lig viste sig tegn på seksuelt misbrug. [3]

I 2017 gav myndighederne en ortodoks og en katolsk skole påbud om at lukke. Den ortodokse skole gav efter for kravet, mens den katolske nægtede. Myndighederne arresterede efterfølgende den katolske kirkes direktør og sekretær. De blev senere løsladt igen. [3]

Ifølge organisationerne Christian Solidarity Worldwide (CSW) og Human Rights Watch (HRW) blev omkring 210 evangeliske kristne arresteret i perioden maj-december 2017 ved husundersøgelser i hjem, som angiveligt tilhørte personer, der var medlemmer af ikke-anerkendte trossamfund. [3]

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium er det vanskeligt at danne sig et præcist billede af, hvor mange mennesker der er fængslet i Eritrea som følge af deres religiøse aktiviteter. Det skyldes, at Eritrea ikke er særligt åbent, og at der ofte ikke bliver givet informationer om hverken arrestationer eller løsladelse af mennesker. [3]

Kirkeleder har været i husarrest i over 10 år

Patriark Antonios, der var leder af Den Eritreisk-ortodokse Kirke, har været i husarrest siden 2006. Den Eritreisk-ortodokse Kirke er det største trossamfund i Eritrea, og det er et af de kun fire trossamfund, der anerkendes af landets myndigheder. Han er en af dem, der har fået de eritreiske myndigheders undertrykkelse af religions- og trosfriheden at mærke. [3]

Abune Antonios blev uddannet i et munkekloster og blev ordineret som præst i 1942. Han blev ordineret som biskop i 1994 – året efter Eritreas uafhængighed. Han blev indsat som patriark i Den Eritreisk-ortodokse Kirke i april 2004, og godt et år senere – i august 2005 – blev patriarken frataget sin administrative myndighed. Det skete ved et møde i kirkens synode, og baggrunden var angiveligt, at han ikke ville ekskludere 3.000 medlemmer af en ortodoks søndagsskolebevægelse. Desuden havde han krævet, at fængslede kristne skulle løslades. Synoden gav dog patriarken lov til fortsat at deltage i gudstjenester og andre kirkelige tjenester. Regeringen benægtede, at den havde ønsket patriarken fjernet fra sin post, men den holdt hans bopæl i hovedstaden Asmara under opsyn. Forud for mødet i synoden var en delegation fra kirken rejst til Egypten, hvor de forsøgte at få den koptisk-ortodokse paves støtte til at afsætte Abune Antonios som patriark. Det afviste paven, Shenouda III. Han opfordrede i stedet for de troende til at bede for patriark Antonios. [12]

Den 13. januar 2006 holdt Den Eritreisk-ortodokse Kirkes synode et hemmeligt møde i Asmara, hvor de formelt afsatte Antonios som patriark. Opsynet med ham blev strammet, og han har siden været i husarrest. Han modtager sjældent besøg, og han har ingen telefon. Den 27. maj 2007 blev han erstattet som patriark af Abune Dioskoros. Det skete med støtte fra den eritreiske regering. De andre ortodokse kirker i Mellemøsten har fordømt, at Abune Antonios blev fjernet som patriark, og de anerkender ikke Abune Dioskoros som patriark for Den Eritreisk-ortodokse Kirke. [12] [13]

Den eritreiske regering har afvist beskyldningerne om at være indblandet i afsættelsen af patriark Antonios. Informationsminister Ali Abdu udtalte, at det var kirkens egen beslutning. Men en hjemmeside i opposition til regeringen skrev, at Abune Antonios var blevet fyret, fordi han havde været for kritisk over for myndighedernes indblanding i kirkelige anliggender. [11]

Den eritreisk-ortodokse Enda Mariam katedral i hovedstaden Asmara. (Foto: David Mark, Pixabay)

Den 16. juli 2017 deltog patriark Antonios i en messe i den ortodokse Enda Mariam (Skt. Maria) katedral i hovedstaden Asmara. Det skete under store sikkerhedsforanstaltninger, og han fik ikke lov til at prædike eller tale til forsamlingen. Det var første gang, han deltog i en offentlig begivenhed, siden han blev sat i husarrest i 2006. Organisationen Christian Solidarity Worldwide (CSW) og andre iagttagere ser patriarkens korte tilsynekomst som et forsøg fra statens side på at imødegå den bekymring, der er i udlandet, hvor mange er bekymret for hans helbred, og hvor der er usikkerhed i forhold til, om han får den fornødne behandling. Tre dage senere blev patriark Antonios flyttet til et andet sted – efter sigende, hvor forholdene er bedre. Men han blev fortsat holdt i husarrest ved udgangen af 2017. [3] [12] [14]

Begrænsninger og krænkelser af Jehovas Vidners religionsfrihed

53 medlemmer af Jehovas Vidner sad i 2017 fængslet, fordi de af samvittighedsmæssige grunde nægtede at gøre militærtjeneste. Jehovas Vidner, der nægter militærtjeneste, bliver ofte udsat for en særlig hårdhændet behandling, når de arresteres og tilbageholdes. [3]

I november 2016 døde Tsehaye Tesfamariam, der var medlem af Jehovas Vidner, af en sygdom, han havde pådraget sig under et langt fængselsophold – og som myndighederne angiveligt nægtede ham behandling for. Han blev arresteret i 2009 og var fængslet frem til 2015. [3]

Medlemmer af Jehovas Vidner, som nægtede at stemme ved folkeafstemningen i 1993 om landets uafhængighed, blev året efter frataget deres statsborgerskab, og de har fortsat meget svært ved at få udstedt officielle identifikationsdokumenter. Og uden officielle ID-dokumenter er de udelukket fra de fleste former for beskæftigelse, offentlige tjenester og kan ikke rejse ud af landet. Man skal også fremvise ID, hvis man ønsker at bruge en computer på en privat internet-café, og det er den mest almindelige måde for private at komme på internettet. Derfor er mange Jehovas Vidner afskåret fra at benytte internettet. [3]

Begrænsninger og krænkelser af muslimers religionsfrihed

I marts 2018 døde Hajji Musa Mohamed Nur af ukendte årsager i politiets varetægt. Han var præsident for Al Diaa Islamiske Skole, og han havde i 2017 modsat sig regeringens bestræbelser på at lukke skolen. Han blev arresteret i oktober 2017 og var i politiets varetægt frem til sin død i 2018. I forbindelse med anholdelsen af ham i 2017 demonstrerede flere hundrede mennesker i hovedstaden Asmara i protest mod anholdelsen. Sikkerhedspolitiet spredte demonstranterne ved at affyre skud, og omkring 40 personer blev anholdt. I forbindelse med begravelsen af Nur blev der arrangeret en ny demonstration, og flere hundrede demonstranter, herunder mindreårige, blev arresteret af politiet. [3] [17]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

Eritrea ligger lavt på Pew Research Centers liste over omfanget af krænkelser af religionsfriheden, der skyldes fjendtligheder i civilsamfundet. Listen blev offentliggjort i juli 2019 og bygger på oplysninger fra 2017. [4]

De eritreiske myndigheder kontrollerer alle medier, og derfor er det ifølge det amerikanske udenrigsministerium vanskeligt at vurdere, om der er aktiviteter i civilsamfundet, som krænker religionsfriheden. [3]

Sameksistens på tværs af religion og tro

Regeringsembedsmænd, religiøse ledere og de troende deltager regelmæssigt i religiøse højtider og fester, der arrangeres af de anerkendte trossamfund. Kirker og moskeer er tit placeret tæt ved hinanden, og der er tradition for, at man på tværs af de forskellige religioner lykønsker hinanden på de forskellige helligdage, man har hver især. Men de eritreiske myndigheder har i de seneste år i øget omfang lagt pres på trossamfundene for at få dem til at afstå fra den slags og andre former for samarbejde med andre trossamfund. [3]

I nogle tilfælde fejrer naboer og venner de religiøse fester sammen på tværs af religiøse forskelligheder. [3]

I nogle tilfælde samarbejder kristne og muslimer i fællesskab om lokale projekter. Der er også ubekræftede oplysninger om, at nogle kristne sluttede op om protesterne i oktober 2017 imod arrestationen af Hajji Musa Mohamed Nur, som er præsident for Al Diaa Islamiske Skole. [3]

Historie

Det land, der nu hedder Eritrea, var omkring 200-600 e.Kr. en del af Aksum-riget, der på det tidspunkt var den dominerende magt i området omkring Det Røde Hav. Den Eritreisk-ortodokse Kirke kom til Eritrea i 300-tallet, da kristendommen blev statsreligion i Aksum-riget. I 1557 erobrede Det Osmanniske Rige havnebyen Massawa og store dele af kystområderne. Osmannerne herskede over Massawa og de nordlige kystområder frem til 1865, hvor Egypten overtog herredømmet. [7] [8]

Efter Suezkanalens åbning i 1869 fik regionen større strategisk betydning for de europæiske kolonimagter, og i 1885 indtog italienerne Massawa. De besatte Eritrea og angreb nabolandet Etiopien. I 1889 indgik Italien en fredsaftale med Etiopien, og i 1890 blev Eritrea gjort til en italiensk koloni. [7] [8]

Under Anden Verdenskrig erobrede briterne i 1941 de italienske kolonier i Østafrika. Briterne administrerede Eritrea indtil 1951, hvor landet blev en autonom enhed i føderation med Etiopien. Denne føderation var resultatet af en FN-resolution. Etiopien annekterede efter kort tid Eritrea, og i 1962 blev landet indlemmet som en provins i Etiopien. På det tidspunkt var der opstået en voksede modstand mod den etiopiske besættelsesmagt. I 1958 blev bevægelsen Den Eritreiske Befriesesfront (ELF) dannet, og den indledte tre år senere en væbnet frihedskamp. I 1971 førte en splittelsen inden for ELF til oprettelse af en ny oprørsbevægelse, Det Eritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF) – og den blev efterhånden den stærkeste. [7] [8]

Eritrea blev selvstændigt i 1991. Billedet er fra et dyremarked. (Foto: David Mark, Pixabay)

Befrielseskampen varede frem til maj 1991, hvor Etiopiens styre blev væltet. Etiopiens daværende leder, Mengistu Haile Mariam, flygtede til udlandet. Dermed blev Eritrea – efter 30 års krig – et selvstændigt land. Krigen kostede næsten 200.000 mennesker livet, og mere end en halv million mennesker blev drevet på flugt. [7]

Det Eritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF) opbyggede en administration, og man begyndte at genopbygge Eritrea. I april 1993 blev der holdt en folkeafstemning, hvor næsten 100 % stemte for selvstændighed. Landets uafhængighed blev erklæret den 24. maj 1993, der er landets nationaldag. Lederen af EPLF, Isaias Afewerki, blev et par uger senere udnævnt til præsident, og han har siddet på præsidentposten lige siden. Der skulle have været afholdt valg med deltagelse af flere partier senest i 1997, men valget er ikke blevet gennemført. Eritrea er stadig i marts 2019 en et-partistat. [7]

Efter Eritreas selvstændighed har der været flere militære konflikter med nabolandet Etiopien. Blandt andet blev 15.000 dræbt ved et blodigt slag i 1999 omkring grænsebyen Badme. Der har været flere andre grænsekonflikter mellem de to lande. I juli 2018 fik stridighederne og det spændte forhold mellem Etiopien og Eritrea en ende, da der blev indgået en fredsaftale mellem landene. Ifølge fredsaftalen skal der åbnes op for samarbejde mellem de to lande økonomisk, socialt, kulturelt og på flere andre områder. [7] [9]  

Forfatning og styreform

Eritrea er en republik, der ligger ud til Det Røde Hav i den nordøstlige del af Afrika som en del af Afrikas Horn.

I 1997 blev der vedtaget en forfatning af en overgangsforsamling, men forfatningen var i marts 2019 endnu ikke fuldt ud trådt i kraft. I 2014 blev der taget initiativ til at udarbejde en ny forfatning, men arbejdet blev ikke afsluttet på grund af borgerkrigen. Arbejdet ventes genoptaget i løbet af 2019. [2] [5]

Isaias Afewerki, der kort efter Eritreas uafhængighed i 1993 blev udpeget som præsident, har siddet på posten siden. Isaias Afewerki er erklæret marxist, kommunist og afrikansk socialist. Der har ikke været afholdt direkte valg i Eritrea efter uafhængigheden, og landet regeres som et diktatur. Partiet Folkets Front for Demokrati og Retfærdighed (PFDJ), der er dannet med udgangspunkt i Det Eritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF), er det eneste tilladte parti. [2] [10]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger i parlamentet, der kaldes Nationalforsamlingen. Nationalforsamlingen har 150 medlemmer. Halvdelen af medlemmerne skal vælges ved indirekte valg af regeringspartiet, og den anden halvdel skal vælges ved direkte valg. Valgperioden er fem år. Det nuværende parlament blev valgt i 1997. 75 af dets medlemmer er valgt af centralkomitéen i PDFJ. 60 medlemmer er valgt af den forfatningsforsamling, der i 1997 blev nedsat for at ratificere den nye forfatning. De sidste 15 medlemmer repræsenterer eritreere i udlandet. Forfatningen blev ikke ratificeret, og der har ikke været afholdt parlamentsvalg siden 1997. Det var planlagt at holde et valg i 2001, men det blev aflyst. [2]

Den udøvende magt

Den udøvende magt ligger hos præsidenten, der også er landets statsoverhoved. Præsidenten vælges ved indirekte valg af parlamentet (Nationalforsamlingen) for fem år. Isaias Afewerki blev valgt som præsident den 8. juni 1993, og der har ikke været valg siden. Præsidenten udpeger regeringens ministre. [2]

Den dømmende magt

Den dømmende magt ligger hos domstolene. Eritreas Højesteret er den øverste retsinstans. Højesteretten har 20 dommere, som udpeges af præsidenten. [2]

Artiklen er senest opdateret 09-04-2020.


Kilder

[1] Eritrea – nationalflag, Denstoredanske.dk, hentet 27-03-2019

[2] Eritrea, CIA: The World Factbook, hentet 27-03-2019

[3] 2017 Report on International Religious Freedom: Eritrea, U.S. Department of State, 29-05-2018

[4] A Closer Look at How Religious Restrictions Have Risen Around the World, Pew Research Center, 15-07-2019

[5] Eritrea – forfatning, Denstoredanske.dk, hentet 29-03-2019

[6] Eritrea, Denstoredanske.dk, hentet 29-03-2019

[7] Eritrea – historie, Denstoredanske.dk, hentet 29-03-2019

[8] Eritrea, Wikipedia (dansk), hentet 29-03-2019

[9] Fredsaftale indgået mellem Eritrea og Etiopien, Globalnyt.dk, 10-07-2018

[10] Isaias Afewerki, Wikipedia (dansk), hentet 30-03-2019

[11] Orthodox Patriarch of Eritrea sacked, Middle East Times, 01-02-2006

[12] Abune Antonios, Wikipedia (dansk), hentet 30-03-2019

[13] Christians protest over Eritrea, BBC News, 28-06-2007

[14] Patriarch Abune Antonios, United States Commission on International Religious Freedom (USCIRF), hentet 30-03-2019

[15] Eritrea, 2018-rapport, United States Commission on International Religious Freedom (USCIRF), hentet 30-03-2019

[16] FN: Eritrea har forbrudt sig mod menneskeheden i 25 år, Politiken.dk, 08-06-2016

[17] 2018 Report on International Religious Freedom: Eritrea, U.S. Department of State, 21-06-2019