Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Egypten

Religionsfrihed – hvad er status?
Egyptens nuværende flag er fra 1984. De røde, hvide og sorte striber er fra det ”arabiske befrielsesflag” i 1952, hvor kongestyret blev afskaffet. Farverne symboliserer revolution, landets strålende fremtid og fortidens mørke. Figuren i midten er det egyptiske nationalsymbol, Saladins ørn. Saladin var en kurdisk muslimsk hærfører, der blev sultan i Egypten og Syrien. Han erobrede i 1187 Jerusalem fra korsfarerne. Saladins ørn blev i sidste halvdel af 1900-tallet symbol på det revolutionære Egypten, og symbolet indgår også i andre arabiske landes flag. [8] [9]

Egypten ligger meget højt, både når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side og med hensyn til krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af den amerikanske tænketank Pew Research Centers 2019-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2017. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et ”lavt”, ”moderat”, ”højt” eller ”meget højt” niveau. [12]

Ifølge forfatningen er religionsfriheden absolut, men i praksis er den begrænset. Det er kun mennesker, som tilhører islam, kristendommen eller jødedommen, der har frihed til at udøve religiøse ritualer og opføre helligdomme. Denne begrænsning rammer bl.a. medlemmer af Baha’i-samfundet, Jehovas Vidner og andre grupper. Indskrænkningen af religionsfriheden rammer også muslimer. Muslimer må ikke skifte religion, og staten søger at kontrollere muslimske forkyndere.

Der har i de seneste år været mange tilfælde, hvor militante islamistiske grupper har angrebet kristne – fx ved bombeangreb eller voldelige angreb mod enkeltpersoner. Der er også eksempler på, at militante islamister har angrebet andre muslimer.

Befolkning og sprog

Der bor 99 millioner mennesker i Egypten (2018). Over 99 % af befolkningen er egyptere. [6]

Det officielle sprog er arabisk.

Religion

Det anslås, at 90 % af befolkningen er muslimer, og at 10 % er kristne. Men tallene varierer fra kilde til kilde. Nogle mener, at kristne udgør 5 % af befolkningen, mens andre anslår andelen af kristne til 15 %. [7]

Langt de fleste muslimer er sunnier. Det anslås, at der lever omkring 1-2 millioner shiamuslimer i Egypten. [7]

Blandt de egyptiske kristne tilhører omkring 90 % den koptisk-ortodokse kirke, mens resten er fordelt på katolikker, græsk-ortodokse, syrisk-ortodokse, anglikanere og flere andre kirkesamfund. [7]

Ifølge en jødisk organisation er der syv jøder tilbage i Egypten. [27]

Det anslås, at Baha’i-samfundet er det største trossamfund ved siden af de tre officielt anerkendte trosretninger i Egypten, og at det har 1.000-2.000 medlemmer i Egypten. [10] [27]

Der er meget forskellige vurderinger af, hvor udbredt ateismen er i Egypten. Nogle mener, at der er nogle få tusinde ateister i landet, mens andre anslår tallet til op imod 10 millioner. Der er også store forskelle i vurderingen af, hvor mange egyptere der har forladt islam for at tilslutte sig en anden tro eller overbevisning. Tallene varierer fra 50.000 til fire millioner. De fleste konvertitter er gået fra islam til kristendom. [11]

Forholdet mellem stat og religion

Ifølge forfatningen er islam statsreligion i Egypten, og principperne i islamisk sharia skal være den primære kilde for lovgivningen. Forfatningen forbyder forskelsbehandling og tilskyndelse til had på grundlag af religion, tro, køn, oprindelse, race og andre grunde. Forfatningen indeholder et forbud mod at udøve politisk aktivitet og oprette politiske partier på grundlag af religion. [7] [27]

Det anslås, at 90 % af den egyptiske befolkning er muslimer, og at omkring 10 % er kristne. (Foto: Bent Dahl Jensen)

Kun islam, kristendom og jødedom er officielt anerkendte religioner i Egypten. De tre religioner betegnes også som de tre abrahamitiske religioner. [27]

Ifølge forfatningen har kristne og jøder ret til at vælge deres åndelige ledere og afgøre deres religiøse anliggender i overensstemmelse med trossamfundenes egne hellige skrifter. Når det gælder civile anliggender som ægteskab, skilsmisse og arv gælder der forskellige regler, alt efter hvilken trosretning personen tilhører. Den egyptiske lovgivnings bestemmelser om arv følger generelt islamisk sharia. Men i 2017 fastslog en appeldomstol, at det er en krænkelse af forfatningen, hvis sharia-principper anvendes over for personer fra kristne og jødiske samfund, da disse trossamfund har ret til at afgøre civilsager efter deres egne regler. [27]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Ifølge forfatningen er religionsfriheden absolut, men i praksis er den begrænset. Det er kun mennesker, som tilhører islam, kristendommen eller jødedommen, der har frihed til at udøve religiøse ritualer og opføre helligdomme. [7] [27]

Denne begrænsning betyder, at myndighederne ikke anerkender religiøse grupper som Jehovas Vidner, mormoner (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige) og Baha’i-samfundet. (Læs mere om baha’i-troen her.) Jehovas Vidner har forbud mod at udføre religiøse aktiviteter i landet, selv om der på deres identitetskort står ”kristen” i rubrikken for religion. Forbuddet fremgår af et dekret, som er udstedt af præsidenten. [11]

Der er i lovgivningen ikke fastsat sanktioner for ikke-anerkendte religiøse grupper, som engagerer sig i religiøs praksis, men de har ikke ret til at have deres egne helligdomme eller andre ejendomme. De må heller ikke have en bankkonto eller importere religiøs litteratur. Baha’ier, mormoner og Jehovas Vidner holder deres religiøse samlinger i små grupper, som mødes privat. [7]

Muslimer må ikke forlade islam

Hverken forfatningen eller andre love indeholder bestemmelser, som forbyder frafald fra islam (apostasi). Det er heller ikke forbudt at missionere. Og ifølge lovgivningen har enkeltpersoner ret til at ændre deres religion. Den egyptiske regering anerkender dog kun omvendelser til islam, men ikke omvendelser fra islam til en anden religion. Det blev understreget ved en retssag i 2008, hvor en tidligere muslim anlagde sag mod regeringen, fordi den ikke ville anerkende vedkommendes omvendelse til kristendommen. Her gav domstolen regeringen medhold, og domstolen gjorde gældende, at det var regeringens pligt at ”beskytte den offentlige orden mod frafald fra islam”. [27]

Personer, der er konverteret til islam, kan vende tilbage til sin tidligere religion

Regeringen anerkender konvertering fra islam for personer, der ikke er født af muslimske forældre, men som senere konverterede til islam. I de tilfælde kan en person vende tilbage til kristendommen. Det kræver, at vedkommende afleverer et dokument fra den modtagende kirke, et identitetskort og fingeraftryk. Herefter undersøger myndighederne, at ønsket om at konvertere ikke skyldes, at personen vil undgå en retssag for en forbrydelse, som vedkommende har begået under sit muslimske navn. Konverteringen vil ofte også indebære, at personen skifter navn. Når myndighederne har sikret sig, at personen ikke prøver at unddrage sig retsforfølgelse, udsteder de et nyt identitetsdokument med personens nye (kristne) navn og nye religiøse betegnelse. I de tilfælde, hvor muslimer, som ikke er født af muslimske forældre, konverterer fra islam, vil deres mindreårige børn fortsat blive betegnet som muslimer. Det samme gælder i nogle tilfælde voksne børn, som var mindreårige, da deres forældre konverterede. Når disse børn bliver 18 år, har de mulighed for at konvertere til kristendommen. [27]

Forbud mod at skifte religion for muslimer, der er født af muslimske forældre

Der er hverken i forfatningen eller i andre love forbud mod ”frafald fra islam” (apostasi) eller mod at missionere over for muslimer, og ifølge loven har enkeltpersoner ret til at skifte religion. Men i praksis anerkender regeringen ikke, at muslimer, der er født af muslimske forældre, omvender sig fra islam til en anden tro. [7]

Regeringen anerkender, at personer, der ikke blev født af muslimske forældre, men senere konverterede til islam, har ret til at omvende sig fra islam. I den slags tilfælde vil forældrenes mindreårige børn – og i nogle tilfælde voksne børn, som var mindreårige, da deres forældre konverterede – automatisk blive betragtet som muslimer. [7]

Den 16. juni 2016 udtalte Grand Imam Ahmed el-Tayeb fra Al Azhar Universitetet i Kairo, der er en af de mest anerkendte sunnimuslimske institutioner i verden, at alle fire sunnimuslimske retsskoler er enige om, at en frafalden “skal presses til at omvende sig (til islam) … eller blive dræbt”, og han betegnede frafald fra islam som “højforræderi”. Han fremlagde samtidig beviser fra islamiske doktrinære kilder, der forsvarer synspunktet om, at tidligere muslimer, som ikke udgør nogen trussel for samfundet, skulle lades alene. [7]

I april 2013 arresterede politiet tre personer, der var i familie med en ung koptisk-ortodoks mand i Al Wasta, Beni Suef, som efter sigende havde giftet sig med en 21-årig kvinde, der var konverteret fra islam til kristendommen – og parret var efterfølgende emigreret fra Egypten. Mandens forældre og en fætter blev tilbageholdt, fordi de blev mistænkt for at have medvirket ved kvindens omvendelse til den kristne tro. Anklagemyndigheden besluttede i december 2013 at løslade de tre familiemedlemmer. [14]

Ægteskaber på tværs af religion

Ikke-muslimske mænd skal – i overensstemmelse med islamisk sharia, som den praktiseres i Egypten – konvertere til islam for at gifte sig med muslimske kvinder. Derimod er der ikke krav om, at kristne eller jødiske kvinder behøver at konvertere for at kunne gifte sig med muslimske mænd. [7]

En ikke-muslimsk kvinde, der konverterer til islam, skal lade sig skille fra sin mand, hvis han ikke er muslim og ikke vil konvertere til islam. En skilt mor har efter loven ret til at have forældremyndigheden over sine børn, hvis de for drenges vedkommende er under 10 år og for piges vedkommende er under 12 år. [7]

Ifølge den egyptiske lovgivning – og dens tolkning af sharia – må muslimske kvinder ikke gifte sig med ikke-muslimske mænd. Ikke-muslimske mænd, der ønsker at gifte sig med muslimske kvinder, skal konvertere til islam. [27]

Kristne og jødiske kvinder behøver ikke at konvertere for at gifte sig med en muslimsk mand. En gift ikke-muslimsk kvinde, der konverterer til islam, skal skille sig fra sin mand, hvis han ikke er muslim og ikke ønsker at konvertere. [27]

Hvis det opdages, at en muslimsk mand, der er gift med en muslimsk kvinde, forlader islam, bliver ægteskabet opløst. [27]

Begrænsninger for muslimske forkyndere

Den egyptiske regering udpeger og fører tilsyn med de imamer, der leder fredagsbønnen i de moskéer, der har licens. Staten betaler også imamernes løn. Personer, der forkynder eller giver religiøs undervisning uden at have licens, kan straffes med bøde eller fængsel i op til et år. Ministeriet for Religiøse Anliggender udsteder retningslinjer for fredagsbønnen. Ministeriet udsender også forslag til prædikener, der kan holdes ved fredagsbønnen. Staten udbetaler bonus til de imamer, som følger retningslinjerne, mens imamer, der ikke gør, risikerer at blive afskediget og at miste deres licens. Herigennem øver staten kontrol med den islamiske religionsudøvelse i Egypten. [27]

I september 2018 fik en kendt salafistisk forkynder, Mohamed Raslan, inddraget sin prædikentilladelse af Ministeriet for Religiøse Anliggender, fordi han havde nægtet at recitere den officielle prædiken, der var skrevet af ministeriet. Han fik sin licens tilbage – efter offentligt at have undskyldt og forpligtet sig til at holde sig til regeringens ugentlige prædiken. [27]

I maj 2018 forbød regeringen imamer at prædike om fredagen i omkring 20.000 små bedehuse (zawiyas), der blev brugt som moskéer, og begrænse brugen af bedehusene til de daglige bønner. Ministeriet for Religiøse Anliggender begrundede foranstaltningen med, at den skulle hindre “fundamentalistisk” forkyndelse under ramadanen (den islamiske fastemåned). Samtidig blev straffen forhøjet for at bruge moskéernes højttalere til andet end det traditionelle bønnekald. I oktober 2018 erklærede ministeriet, at regeringen succesfuldt havde “genvundet” kontrollen med over 95 % af den offentlige islamiske diskurs i landet. [27]

I oktober 2018 lukkede regeringen – ligesom den har gjort i de seneste år – det lokale i Al-Hussein-moskéen i det gamle Kairo, hvor Imam Al-Husseins grav findes. Imam Al-Hussein er barnebarn af ​​profeten Muhammad. Hans martyrdød markeres af shiamuslimer i forbindelse med den årlige Ashura-højtid. Det var i forbindelse med den tre dage lange Ashura-højtid, at gravlokalet blev holdt lukket. Ifølge regeringen skete lukningen af bygningsmæssige årsager, men ifølge flere medier skete det for at hindre fejringen af ​​shiamuslimske ritualer. [27]

Religiøse mindretal diskrimineres, når der skal anføres religiøs identitet på id-kort

Alle borgere i Egypten skal have et nationalt identitetskort. På de nationale identitetskort i Egypten skal der blandt andet stå, hvilken religion vedkommende tilhører – og det er kun muligt at vælge mellem islam, kristendom og jødedom. Den bestemmelse betyder, at religionsfriheden i praksis krænkes for en del egyptere. Bestemmelsen har medført flere konflikter gennem årene, fordi ateister, baha’ier, agnostikere og andre egyptere, som ikke kan identificere sig med en af de tre anerkendte religioner, ikke kan få et id-kort, medmindre de lyver om deres religion. [10]

Konflikten har berørt flere medlemmer af Baha’i-samfundet, som er et af de største ikke anerkendte religiøse mindretal i Egypten. Efter en langvarig juridisk proces, der varede flere år, blev der i 2009 opnået en kompromisløsning. Den gør det muligt at anføre en tankestreg i rubrikken for religion på id-kortet. Den 8. august 2009 fik to egyptiske baha’ier som de første et religionsneutralt id-kort. [10] [13]

Selv om der er kommet en løsning på problemet med id-kort, er Baha’i-samfundet fortsat ikke anerkendt som religion i Egypten. [10]

Konvertitter har et særligt problem i forhold til de nationale identitetskort – især for dem, der konverterer fra islam til kristendommen. Det illustreres af to sager, hvor kristne, der er konverteret fra islam, forsøgte at få religionsbetegnelsen på deres id-kort ændres. Den ene endte med – efter flere års flere års fængsling – at vende tilbage til islam, angiveligt efter pres. Den anden fik afslag af forvaltningsdomstolen.

Læs mere om religions-identiteten på de nationale id-kort.

Kristne, der fortryder at være konverteret til islam, kan få ændret id-kort

Den Øverste Forvaltningsdomstol besluttede den 12. februar 2011, at kristne, der vender tilbage til kristendommen – efter at være konverteret til islam i en periode – og som er født af kristne forældre, kan ændre deres nationale identitetskort. I disse tilfælde vil der på det nye id-kort stå, at vedkommende er kristen – med en tilføjelse om, at vedkommende tidligere har haft islam som sin religion. [17] [21]

Baha’ier diskrimineres

De egyptiske myndigheder anerkender kun ægteskaber, hvor vielsen er foretaget af en religiøs leder fra en af de tre anerkendte trosretninger – dvs. ægteskaber mellem kristne, jøder og muslimer. Staten anerkender derimod ikke baha’i-ægteskaber. Det betyder, at gifte baha’ier ikke har samme rettigheder som andre ægtepar – fx i forhold til arv, skilsmisse og andre familieretlige spørgsmål. I praksis kan baha’ier dog gå til civile domstole for at få anerkendt deres ægteskaber. [27]

I 2018 gik 12 baha’i-par til civile domstole for at få anerkendt deres borgerlige ægteskaber. I oktober 2018 blev fire af dem anerkendt. Men baha’ierne oplever, at domstolene ikke er konsekvente i deres afgørelser. Der var i 2018 ikke udarbejdet standardiserede procedurer for udstedelse af borgerlige ægteskabstilladelser til par uden for de tre anerkendte religioner. [27]

Kristen og ateist dømt for at bespotte islam

En kristen mand, Abd Adel Bebawy, blev i november 2018 idømt tre års fængsel for blasfemi – og måneden efter blev dommen stadfæstet en domstol i Øvre Egypten. Han blev dømt på baggrund af et opslag på Facebook, som angiveligt bespottede islam. Bebawy blev anholdt i sin hjemby, Minbal, den 6. juli 2018. Ifølge Bebawys advokater havde han i juli givet besked om, at ​​hans Facebook-konto var blevet hacket, og at han straks havde slettet opslaget. Som reaktion på opslaget på Bebawys Facebookside angreb en masse muslimer den 9. juli 2018 flere boliger i Minbal, hvor der boede kristne. Politi arresterede flere end 90 personer, og 39 af dem er blevet tiltalt for forskellige forbrydelser i forbindelse med protestaktionen. [27]

Den 3. maj 2018 arresterede politiet bloggeren Sherif Gaber, der er ateist, og tilbageholdt ham i fire dage. Han blev anklaget for at bespotte islam og sharia, for at forstyrre den offentlige orden og andre ting på baggrund af en række videoer, han havde lagt på YouTube. Tilbage i 2013 og 2015 blev Gaber også arresteret og stillet over for tilsvarende anklager. I oktober 2018 tweetede Gaber, at han var blevet forhindret i at forlade landet, og at myndighederne nu også anklagede ham for blasfemi, for foragt for religion, for at støtte homoseksualitet og for religiøs ekstremisme. [27]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

Voldelige angreb mod kristne

Den 5. januar 2019 opdagede en imam, Sheikh Sayed Askar, at en person anbragte bomber på taget af den koptisk-ortodokse Virgin Mary and Father Seifin Church (Jomfru Maria og Fader Seifin Kirke) i Nasr, der er Egyptens nye administrative hovedstad. Det var planen at detonere bomberne under gudstjenesten næste dag, hvor flere hundrede mennesker ville være samlet for at fejre jul i kirken. Det skriver organisationen International Christian Concern (ICC), der arbejder for at støtte forfulgte kristne. Sheikh Sayed Askar alarmerede politiet, som sendte et specialiseret bombehold til kirken for at afmontere bomberne. Holdet fandt tre bomber på kirkens tag, men under arbejdet med at uskadeliggøre dem eksploderede den ene. Ved den tragiske hændelse blev en af bomberydderne, major Mustafa Abid, dræbt, og tre andre blev alvorligt såret. [26]

Den 2. november 2018 blev syv mennesker dræbt og 19 såret, da bevæbnede mænd angreb tre busser med kristne pilgrimme, der var på vej til et kloster i Minya i Øvre Egypten. En lokal afdeling af ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS) tog ansvaret for angrebet. Ifølge flere medier havde ISIS flere gange forinden sagt, at de ville angribe landets kristne som straf for deres støtte til regeringen. Efter angrebet erklærede myndighederne, at de havde dræbt 19 personer, som var mistænkt for at have været involveret i angrebet. Regeringen fremlagde ingen beviser for, at disse personer havde forbindelse til angrebet. [27]

Den 26. maj 2018 blev syv kristne såret i landsbyen Shoqaf i Beheira, da de forsøgte at forsvare en kirke mod angreb fra muslimske indbyggere i landsbyen. Kirken har i tre år holdt gudstjenester, og den havde i januar 2017 søgt om at få en licens. Ifølge pressen var det en moské i nærheden, der havde opfordret til at angribe kirken. Politiet anholdt 11 muslimer og ni kristne. De blev alle løsladt efter et forsoningsmøde, og kirken forblev åben. [27]

I 2018-rapporten fra det amerikanske udenrigsministerium om international religionsfrihed omtales flere andre eksempler på overgreb mod kristne og andre religiøse minoriteter i Egypten. [27]

27 mennesker blev søndag formiddag den 9. april 2017 dræbt og 71 såret, da en bombe eksploderede ved St. George Kirken i Tanta, der ligger i Nildeltaet i det nordlige Egypten. Få timer senere eksploderede en bombe i nærheden af St. Markus Katedralen i Alexandria. Her blev 16 mennesker dræbt og 41 såret. Ifølge tv-stationen Al Jazeera har den militante islamistiske bevægelse ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS) taget ansvar for bombeeksplosionerne, der blev fordømt af bl.a. Kirkernes Verdensråd og Al-Azhar Universitet, der er den højeste sunni-islamiske autoritet i Egypten. [22]

Der var i 2016 flere tilfælde af terror og sekterisk vold mod religiøse minoriteter. [7]

Den 11. december 2016 blev 29 mennesker dræbt ved et selvmordsbombeangreb under søndagstjenesten i den koptisk-ortodokse katedral i hovedstaden Kairo. Den militante islamiske bevægelse ISIS tog ansvar for angrebet. [7]

I juni 2016 dræbte tre væbnede mænd en koptisk-ortodoks præst i det nordlige Sinai. [7]

I juli 2016 blev en dræbt og tre såret, da bevæbnede mænd angreb familierne til to koptisk-ortodokse præster i Minya. [7]

Den 30. juni 2014 blev der udgivet en rapport om omfanget af de omfattende ødelæggelser af kirker og andre bygninger, da tilhængere af Det Muslimske Broderskab i august 2013 angreb kristne mange steder i Egypten. Rapporten viser, at 52 kirker i 21 provinser helt eller delvist nedbrændte, og at 12 andre kirker og bygninger blev plyndret. Der blev i alt foretaget angreb mod omkring 78 kirker og kirkeejede bygninger. Desuden blev der rettet angreb mod 402 ejendomme, der var ejet af kristne. [23] [24]

Gerningsmændene til nogle af disse angreb blev dømt ved retssager i 2015. Den 3. september 2015 blev 26 personer idømt fængsel på livstid af en domstol i Sohag. I den samme sag blev 67 personer idømt 15 års fængsel og 26 andre 10 års fængsel. De blev dømt for at sætte ild til det koptisk-ortodokse bispedømmes bygning og St. Georges Kirken i Sohag samt for væbnede angreb mod politiet. Den 29. april 2015 dømte en domstol i Giza 71 personer til fængsling på livstid for at bryde ind i og sætte ild til Jomfru Maria Kirken i Kerdasa, Giza, og andre for forbrydelser, herunder mordforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. To andre blev i samme sag idømt 10 års fængsel. 52 af dem dømt in absentia. [24]

Lokale muslimske protester over godkendelse af kirker

I 2016 blev der vedtaget en lov, som giver eksisterende kirker, der ikke har licens, mulighed for at søge om at blive godkendt. [27]

Ifølge officielle statistikker har myndighederne fra september 2017 og frem til slutningen af 2018 givet licens til 783 kirker. Udstedelsen af licenser og opførelsen af kirker har dog nogle steder medført sekteriske spændinger mellem muslimer og kristne. [27]

I nogle tilfælde blev kirker, der ikke havde licens, lukket af myndighederne, især i Øvre Egypten. Organisationen Egyptian Initiative for Personal Rights (EIPR) oplyste i november 2018, at myndighederne i perioden fra den 28. september 2016, da kirkeloven trådte i kraft, og frem til oktober 2018, lukkede ni kirker, hvor der indtil lukningen var blevet holdt gudstjenester. Fire af kirkerne blev lukket i løbet 2018. I juli 2018 lukkede politiet en kirke i Ezbet Sultan, efter at der havde været en række protester i området, hvor lokale muslimer blandt andet sang: “Vi vil ikke have en kirke.” Der var også øvet hærværk mod flere ejendomme, som tilhørte kristne. [27]

I november 2018 udgav EIPR en rapport, hvor de dokumenterede 15 tilfælde af sekterisk vold i forbindelse med lovliggørelsen af ​​15 kirker, som havde fungeret i flere år og var kendt af både de lokale myndigheder og indbyggere, men som ikke tidligere havde haft licens. De 15 tilfælde fandt sted fra september 2017 til oktober 2018. EIPR dokumenterede i rapporten også 35 tilfælde af vold siden kirkeloven blev vedtaget. [27]

Den 22. august 2018 lukkede politiet i landsbyen Zeneiqa i Øvre Egypten en kirke, efter at lokale muslimer havde protesteret mod lovliggørelse af kirken. I marts 2018 opfordrede medarbejdere fra en lokal moské i landsbyen Al-Tod nær Luxor muslimer til at protestere mod, at der blev givet licens til en kirke, som havde været i brug i et årti. Modstanderne byggede en mur for at blokere adgangen til kirken. Der blev bagefter holdt et forsoningsmøde mellem kristne og muslimer, hvor de kristne – angiveligt under pres – afstod fra at søge om licens til kirken. [27]

Den 31. januar 2018 blev 20 personer idømt hvert til et års betinget fængselsstraf samt en bøde på omkring 185 kroner, fordi de 22. december 2017 havde angrebet en koptisk kirke uden licens i landsbyen Kafr al-Waslin syd for hovedstaden Kairo. De blev dømt for at have anstiftet sekteriske stridigheder, skadet den nationale enhed og beskadiget privat ejendom. Kirkens ejer blev idømt en bøde på 140.000 kroner for at have bygget kirken uden tilladelse. [27]

Diskrimination af kristne – Kristen kvinde udpeget som guvernør

Kristne er underrepræsenterede i militæret og sikkerhedstjenesten. Det er ligeledes sjældent, at kristne får topposter inden for den offentlige administration. [27]

Ministeren for migration og udlændinge er den eneste kristne minister i regeringen. [27]

Den 30. august 2018 udnævnte præsident al-Sisi to kristne til guvernørposterne i Damietta og Dakahliya. De er de første kristne guvernører siden april 2011. Den nye guvernør i Damietta er landets første kvindelige kristne guvernør nogensinde. [27]

Voldelige angreb mod muslimer

Den 24. november 2017 blev 311 mennesker blev dræbt, heraf 27 børn, og mindst 122 blev såret, da bevæbnede mænd under fredagsbønnen angreb sufi-moskéen i landsbyen Al-Rawda i den nordlige del af Sinai-halvøen. De bevæbnede mænd skød fra moskéens vinduer med maskingeværer mod deltagerne i fredagsbønnen – og senere åbnede de ild mod ambulancerne, der kom for at tage sig af skudofrene. De bevæbnede mænd rejste ISIS-flaget, men umiddelbart tog ingen grupper ansvar for terrorangrebet. ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS) havde forinden fordømt sufier som frafaldne fra islam og truet med at dræbe dem, og de havde specifikt nævnt sufier Al-Rawda. [11]

Egyptiske sikkerhedsstyrker indledte i februar 2018 en militærkampagne på Sinai-halvøen mod ISIS. Det skete som reaktion på angrebet på sufi-moskéen i Al-Rawda og på andre ISIS-angreb mod religiøse mål i Nordsinai. [27]

Forbedringer af religionsfriheden

Søndag den 6. januar 2019 indviede Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, en ny koptisk-ortodoks katedral i Nasr, der er Egyptens nye administrative hovedstad. Kirken, the Nativity of Christ (Jesu Fødsel Kirke), er ifølge flere medier den største i Egypten. Samme dag indviede præsidenten en ny moské, Al-Fattah Al-Alim-moskéen, der ligger i nærheden af den nye katedral, og han understregede i den anledning, at Egypten er forenet i kampen mod terror. “Vi er ét, og vi vil forblive ét. Dette øjeblik er meget vigtigt i vores historie,” sagde al-Sisi med henvisning til indvielsen af katedralen og moskéen på samme dag. [26]

I februar 2018 blev en ny kirke, Martyrernes Kirke, indviet i landsbyen Al-Aour i Minya-provinsen. Kirken er finansieret af den egyptiske regering, og den er opført til minde om 20 egyptiske koptere, som blev halshugget i Libyen i februar 2015 af en militant islamistisk gruppe med tilknytning til ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS). [25]

I august 2018 kritiserede Al-Azhar Universitetet, der er en af de ledende religiøse institutioner i den sunnimuslimske verden, ISIS. I en erklæring fra Al-Azhar kritiseres ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS) for at udstede af fatwaer, som retfærdiggør drab på ikke-muslimer. Al-Azhar understregede, at det er forbudt at dræbe ikke-muslimer. [27]

I juni 2018 afsluttede Ministeriet for Religiøse Anliggender et uddannelsesforløb, hvor 300 kvindelige forkyndere (wa’ezaat) blev undervist i at fortolke Koranen og andre islamiske tekster. Og måneden efter offentliggjorde regeringen en handlingsplan for “fornyelse af den religiøse diskurs”. Handlingsplanen åbner op for at udvide kvinders rolle i religiøs forkyndelse. I oktober 2018 oplyste ministeriet, at kvinder kunne begynde at virke som forkyndere i moskéer og skoler, deltage i ledelsen af moskéer og synge i kor dedikeret til liturgisk musik. [27]

Ved udgangen af 2016 var regeringen næsten færdig med at genopbygge 78 kirker og andre kristne bygninger, der blev beskadiget eller ødelagt ved urolighederne i august 2013. Urolighederne opstod, efter at egyptiske sikkerhedsstyrker med vold ryddede de demonstrationer, der blev arrangeret af Det Muslimske Broderskab på Raba’a El-Adawiya og Al Nahda-pladserne i Kairo til støtte for daværende præsident Mursi. I Øvre Egypten og andre dele af landet gik voldelige islamister til angreb på kirker, skoler, børnehjem og andre kristne mål. [7] [14]

Præsident Sisi gav inden for de første otte måneder af 2016 tilladelse til at opføre tre nye kirker i Egypten. [7]

I 2016 blev der vedtaget en lov, hvor kompetencen til at tillade opførelse nye kirker og renovering af eksisterende kirker flyttes fra præsidenten og ud til landets 27 guvernører. Loven giver også mulighed for at lovliggøre eksisterende kirker, der ikke har licens. [27]

Ifølge officielle statistikker har myndighederne fra september 2017 og frem til udgangen af 2018 godkendt 783 af de 5.415 ansøgninger, de har modtaget fra kirker, som ønsker at få en licens. Udstedelsen af licenser og opførelsen af kirker har medført sekteriske spændinger nogle steder, hvor lokale muslimer ikke har ønsket en kirke med licens i deres landsby. (Der er omtalt flere eksempler ovenfor under punktet om krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet.) [27]

Sameksistens på tværs af religion og tro

I januar 2018 udstedte storimamen ved Al-Azhar Universitetet en fatwa, hvori han betegnede det at hilse på kristne ved den koptiske jul som en retfærdighedshandling. Og ministeren for religiøse anliggender, Awqaf Gomaa, erklærede ligeledes i januar 2018, at beskyttelse af ​​kirker er “ligeså legitim som at forsvare moskéer”. Han sagde videre, at de, der døde for at forsvare en kirke, var “martyrer”. [27]

Al-Azhar Universitetet, der er en af de ledende religiøse institutioner i den sunnimuslimske verden, var i 2018 vært for flere begivenheder, hvor målet var at fremme religiøs tolerance. I februar 2018 modtog Al-Azhars storimam en delegation fra det anglikanske trossamfund og understregede ved den anledning vigtigheden af dialog mellem religioner. I juli 2018 arrangerede Al-Azhars storimam og ærkebiskoppen af Canterbury en interfaith-konference i London for unge muslimer og kristne. Og i oktober 2018 besøgte storimam Ahmed el-Tayeb pave Frans i Vatikanet, hvor de understregede deres engagement i religionsdialogen. [27]

Lokalt i Egypten er der flere eksempler på samarbejde mellem kristne og muslimer. Et af eksemplerne er den kristne udviklingsorganisation CEOSS (Coptic Evangelical Organization for Social Services), der står for en række udviklingsprogrammer rundt omkring i Egypten inden for landbrug, uddannelse og sundhed. Organisationen har også programmer for konfliktmægling og fredsskabende arbejde, hvorigennem den bidrager til at fremme fredelig sameksistens i befolkningen.

Historie

Egyptens historie går langt tilbage i tiden. I flere tusinde år f.Kr. har forskellige folk og kulturer boet i de frugtbare områder langs Nilen. Landet og de egyptiske faraoer er også omtalt flere gange i Mosebøgerne i Bibelen. Omkring 332-331 f.Kr. blev landet erobret af Alexander den Store, og i år 30 f.Kr. erobrede romerne landet. [1] [2] [3] [4]

Omkring 640 blev Egypten erobret af en muslimsk hær, anført af den palæstinensiske hærfører Amr ibn al-As. Gennem 700- og 800-tallet bosatte en del arabere sig i landet. I 700-tallet begyndte den lokale overklasse at konvertere til islam, og arabisk blev det administrative sprog. Landet var dog overvejende kristent i flere hundrede år efter den islamiske erobring. [1] [3] [5]

Egypten blev i flere hundrede år styret af skiftende kalifater og dynastier. I 1250 kom mamelukkerne til magten i Egypten, men i 1517 blev landet reduceret til en provins i Det Osmanniske Rige. I 1798 besatte en fransk hær Egypten. Hæren, der var under ledelse af Napoleon 1, blev i 1801 tvunget væk fra Egypten. I 1805 blev Muhammad Ali, der var en albansk officer i den osmanniske hær, gjort til guvernør i Egypten. Efter at have sejret i flere slag i regionen fremstod han i 1841 som enevældig regent over Egypten. Han gennemførte en række reformer, som var med til at grundlægge det moderne Egypten. [1] [3]

Moderniseringerne fortsatte under de efterfølgende ledere, men de kostede også mange penge. Det førte til en voksende gæld. I 1878 blev regeringen – efter krav fra Frankrig og Storbritannien – udvidet med to europæere. Den øgede europæiske indflydelse medførte uro i befolkningen. I 1882 blev et væbnet oprør nedkæmpet med hjælp fra Frankrig og Storbritannien. Egypten forblev en del af Osmannerriget frem til 1914, men efter interventionen i 1882 øgedes den britiske kontrol over landet. I 1890’erne opstod der et voksende krav om egyptisk uafhængighed, og det førte siden til dannelsen af Wafd-partiet. I 1922 erklærede briterne Egypten for et selvstændigt land, og frem til 1952 var landet et konstitutionelt monarki. I 1948 led Egypten og flere arabiske lande et militært nederlag i krigen mod Israel, og det forstærkede et politisk kaos i Egypten. Det endte med et militærkup i juli 1952, der betød, at kongen (Faruq I) drog i eksil. [3] [28] [29]

I 1953 blev Egypten omdannet til en republik. Den første præsident var Muhammad Naguib, der var medlem af de såkaldte Frie Officerer, der arbejdede for et politisk uafhængigt og militært stærkt Egypten. De gennemførte en jordreform, hvorved de vandt støtte blandt bønder og jordløse landarbejdere. Efter 1948 havde det ikke været muligt for Egypten at købe våben i vestlige lande. Men i 1955 fik landet mulighed for at købe våben i det daværende Tjekkoslovakiet, og dermed blev landet opfattet som allieret med det daværende Sovjetunionen. I 1956 trak USA og andre vestlige lande deres tilsagn om økonomisk støtte til at bygge Aswan-dæmningen tilbage. Dæmningen ved Aswan blev indviet i 1971. Den opdæmmer Nilens vand, så det kan udnyttes til at producere elektricitet. Samtidig er det muligt at regulere vandtilstrømningen til landbrugsområderne langs Nilen, så der kan høstes afgrøder flere gange om året. [28]

Naguib blev i 1956 afløst som præsident af Gamal Abdel Nasser, der også var officer. Samme år blev Suezkanalkompagniet nationaliseret, så Egypten kunne bruge indtægterne fra brugen af Suezkanalen til at finansiere opførelsen af Aswan-dæmningen. Storbritannien og Frankrig, der ejede store dele af Suezkanalkompagniet, indgik en med Israel, som efter 1949 i stigende omfang blev angrebet fra den egyptisk kontrollerede Gazastribe. i oktober 1956 angreb Israel Egypten og besatte hele Sinaihalvøen. Egypten fastholdt nationaliseringen af Suezkanalkompagniet, og i de følgende år nationaliserede Egypten flere britiske og franske virksomheder. Ved Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel igen Sinaihalvøen, og Suezkanalen blev lukket for international skibsfart. Nasser døde i 1970. [28]

Efter Nassers død overtog vicepræsident Anwar al-Sadat præsidentposten. Under Sadat begyndte Egypten igen at orientere sig mere mod Vesten. I 1972 blev alle sovjetiske militære teknikere udvist fra Egypten. Året efter, i begyndelsen af oktober, indledte Egypten og Syrien en ny krig mod Israel. Krigen – kaldet Oktoberkrigen eller Yom Kippur-krigen – varede et par uger, inden der på initiativ af FN blev indgået en våbenhvile. Som følge af det nye samarbejde med vestlige magter blev Suezkanalen i 1975 igen åbnet for international skibsfart. I 1977 rejste Sadat til Israel, og de efterfølgende fredsforhandlinger endte med, at Egypten i 1979 underskrev en fredsaftale med Israel. Fredsaftalen medførte kritik fra både islamiske grupper i Egypten og fra arabiske lande. Sadat blev i oktober 1981 dræbt ved et attentat, som en af de radikale islamiske grupper stod bag. [28]

Vicepræsident Hosni al-Mubarak overtog præsidentposten. Han fortsatte samarbejdet med USA og andre vestlige lande, og samtidig lykkedes det ham at forbedre forholde til den arabiske verden. Hans samarbejde med Vesten mødte dog i voksende omfang kritik fra islamistiske oppositionsgrupper i Egypten, herunder det forbudte Muslimske Broderskab. Der opstod også militante islamistiske grupper, som foretog terrorangreb – blandt andet mod turistmål, men også mod intellektuelle og kristne. Efter årtusindskiftet skete der en vis liberalisering af valglovene, og ved både præsident- og parlamentsvalgene i 2005 var der opstillet flere uafhængige kandidater. Det betød fx, at der ved parlamentsvalget blev indvalgt 88 uafhængige kandidater, som havde tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Det svarede til en femtedel af parlamentets 444 pladser, hvor præsidentens støtteparti, Det Nationale Demokratiske Parti, dog fortsat havde flertal. Broderskabet måtte ikke stille op som parti ved valget. I de følgende år voksede utilfredsheden i befolkningen over for Mubaraks styre, og landet har været igennem flere politiske omvæltninger siden 2011. [28] [30]

Det Arabiske Forår bredte sig i januar 2011 til Egypten. Mennesker, der var utilfredse med forholdene, begyndte at demonstrere imod præsident Hosni Mubarak. Flere og flere sluttede sig til demonstrationerne, og det endte med, at Mubarak i februar 2011 gik af som præsident, og magten blev overdraget til et militærråd. Der blev udarbejdet et udkast til ny forfatning, herunder bestemmelser om frie, demokratiske valg. Ved parlamentsvalget i januar 2012 fik Det Muslimske Broderskab og andre islamiske partier stor fremgang. Et halvt år senere vandt Mohammed Mursi fra Det Muslimske Broderskab præsidentvalget. Han var den første demokratisk valgte præsident i Egyptens historie.  [28]

I sommeren 2013 blev der igen demonstreret i flere egyptiske byer. Denne gang var demonstrationerne vendt imod præsident Mursi, der blandt andet blev kritiseret for at have ”kuppet” en ny forfatning igennem. Mursi blev afsat ved et statskup den 3. juli 2013, hvor den egyptiske hær tog magten. Chefen for den egyptiske forfatningsdomstol, Adly Mansour, blev indsat som midlertidig præsident. I januar 2014 blev der vedtaget en ny forfatning. Den øverste leder af hæren, Abdul Fatah al-Sisi, blev senere i 2014 valgt som præsident, og han blev genvalgt i marts 2018. Efter kuppet har der været flere retssager mod Mursi, og i juni 2019 besvimede han under et retsmøde og døde efterfølgende. [28] [31]

Forfatning og styreform

Egypten er en republik. Landets officielle navn er Den Arabiske Republik Egypten. [6]

Egypten har haft flere forfatninger. Den nuværende blev vedtaget ved en folkeafstemning i januar 2014. Der blev i april 2019 vedtaget en tilføjelse til forfatningen, som blandt andet betyder, at valgperioden for præsidenten forlænges fra fire til seks år, og at præsidenten kan sidde i tre valgperioder mod tidligere to perioder. [6] [32]

Egypten er inddelt i 27 provinser, der ledes af en guvernør, som udpeges af præsidenten. Alle 27 guvernører er muslimer. [2] [6] [7]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger i Repræsentanternes Hus (parlamentet), der består af 596 medlemmer. 448 af dem vælges ved direkte valg. 120 medlemmer bliver valgt efter et kvotesystem, hvor der skal vælges et bestemt antal kvinder, unge, kristne og lønmodtagere. 28 medlemmer vælges af præsidenten. Medlemmerne vælges for fem år. [6]

Den udøvende magt

Den udøvende magt ligger præsidenten, der også er landets øverste leder. Han vælges ved direkte valg for seks år. Præsidenten udpeger statsministeren, og valget skal godkendes af Repræsentanternes Hus. [6] [32]

Den dømmende magt

Den dømmende magt ligger hos domstolene med Den Højeste Forfatningsdomstol som øverste retsinstans. Efter forfatningen fra 2014 bliver alle dommere udpeget af præsidenten. De udpeges for livstid. Der findes ved siden af de strafferetlige domstole flere grupper af underordnede domstole, herunder domstole for familieretlige anliggender. [6]

Straffelovgivningen består af et mix af bestemmelser fra Napoleons straffelov, islamiske religiøse love og love fra kolonitiden. Forfatningsspørgsmål afgøres af Den Højeste Forfatningsdomstol. [6]

Artiklen er senest opdateret 09-04-2020.


Kilder

[1] Egypten, DenStoreDanske.dk, hentet 28-06-2018

[2] Egypt, Wikipedia (engelsk), hentet 28-06-2018

[3] Egyptens historie, Wikipedia (dansk), hentet 28-06-2018

[4] Alexander den Store, Wikipedia (dansk), hentet 28-06-2018

[5] Jakob Skovgaard-Petersen: ”Moderne islam. Muslimer i Cairo”, (s. 18), Gyldendal, 2016

[6] Egypt, CIA: The World Factbook, hentet 08-07-2019

[7] 2016 Report on International Religious Freedom: Egypt, U.S. Department of State

[8] Egypten – nationalflag, DenStoreDanske.dk, hentet 28-06-2018

[9] Saladin, Wikipedia (dansk), hentet 07-07-2018

[10] Egyptian identification card controversy, Wikipedia (engelsk), hentet 28-06-2018)

[11] 2017 Report on International Religious Freedom: Egypt, U.S. Department of State

[12] A Closer Look at How Religious Restrictions Have Risen Around the World, Pew Research Center, 15-07-2019

[13] First identification cards issued to Egyptian Baha’is using a “dash” instead of religion, Baha’i World News Service, 14-08-2009

[14] International Religious Freedom Report for 2013, Egypt, U.S. Department of State

[17] Egypt’s Identity Impasse, Christianity Today, 14-04-2008

[21] International Religious Freedom Report for 2011, Egypt, U.S. Department of State

[22] Kristne og muslimer fordømmer bombeangreb mod koptiske kirker i Egypten, Sameksistens.dk, 05-07-2017

[23] International Religious Freedom Report for 2014, Egypt, U.S. Department of State

[24] International Religious Freedom Report for 2015, Egypt, U.S. Department of State

[25] Egypten: Ny kirke indviet 3 år efter henrettelsen af kristne egyptere i Libyen, Religionsfrihed.nu, 01-03-2018

[26] Egypten: Bomberydder hædret. Mistede livet, da han hindrede bombeangreb mod kirke, Religionsfrihed.nu, 21-01-2019

[27] 2018 Report on International Religious Freedom: Egypt, 21-06-2019, U.S. Department of State

[28] Egypten – historie, DenStoreDanske.dk, hentet 10-02-2020

[29] Wafd, DenStoreDanske.dk, hentet 10-02-2020

[30] Det Muslimske Broderskab, DenStoreDanske.dk, hentet 11-02-2020

[31] Egyptens dømte ekspræsident Mursi er død – kollapsede under retsmøde, Politiken.dk, 17-06-2019

[32] Egypterne giver militæret mere magt: Præsidenten og militæret får fordelene af landets nye forfatning, Politiken.dk, 24-04-2019