Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Sydsudan

Religionsfrihed – hvad er status?

Sydsudans flag er fra 2005 – og dermed ældre end selve landet. Flaget var oprindeligt oprørsbevægelsen The Sudan People’s Liberation Movements (SPLM) flag. Den sorte farve symboliserer Sydsudans befolkning, den røde farve symboliserer blodet, der blev udgydt under kampen for selvstændighed, og grøn symboliserer landets naturlige ressourcer. Den hvide farve symboliserer freden, og blå symboliserer Nilens vand. Den gule stjerne skal symbolisere enhed og vise vejen frem for landet. [1] [6]

Sydsudan ligger moderat både, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og med hensyn til krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af den amerikanske tænketank Pew Research Centers 2019-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2017. Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et ”lavt”, ”moderat”, ”højt” eller ”meget højt” niveau. [9]

Krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet er dog steget fra 2016 til 2017 – fra at ligge på et lavt til et moderat niveau.

Befolkning og sprog

Der bor 10,2 millioner mennesker i Sydsudan (2018). [4]

De største etniske grupper er dinka (36 %) og nuer (16 %). Herudover findes mange andre grupper. [4]

Engelsk er landets officielle sprog. Herudover tales arabisk og en række afrikanske sprog. [3] [4]

Over 2 millioner sydsudanesere befandt sig i 2019 som flygtninge uden for landets grænser, og knap 2 millioner opholdt sig som internt fordrevne personer i Sydsudan. Det vil sige, at de lever andre steder end der, hvor de oprindeligt havde deres bopæl. [11]

Religion

Hovedparten af befolkningen er kristne. Herudover er der en del folkereligioner. De statistiske oplysninger er begrænsede. [4]

Den amerikanske tænketank Pew Research Center vurderede i en analyse i 2010, at 60 % af befolkningen er kristne, og at 33 % tilhører afrikanske folkereligioner. Der anslås at være et muslimsk mindretal på 6 % af befolkningen. De øvrige religiøse mindretal omfatter baha’ier, buddhister, hinduer og jøder. [10]

Forholdet mellem stat og religion

Ifølge overgangsforfatningen skal religion og stat være adskilt. Den forbyder religiøs diskrimination, og den giver religiøse grupper frihed til at tilbede, organisere sig, undervise, eje ejendom, modtage økonomiske bidrag, udgive religiøse publikationer og etablere velgørende institutioner. [7]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

I november 2017 arresterede hæren og det lokale politi i staten Tonj mindst 150 medlemmer af den lokale Syvendedags Adventistkirke. De blev løsladt en uge senere, efter at statsguvernøren blandede sig i sagen. Medier og menneskerettighedsaktivister oplyste, at medlemmer af menigheden blev chikaneret, slået, tvunget til at drikke alkohol og ryge tobak og ikke fik mad og vand i tre dage. En kirkeleder udtalte, at tilbageholdelsen af kirkemedlemmerne efter hans mening var bestilt af områdets kommissær. Ifølge kirkelederen skete det angiveligt, fordi lokale høvdinge og åndelige ledere fra folkereligioner havde klaget over, at adventisterne ikke havde deltaget i et ungdomsmøde tidligere på måneden. Kirkelederen sagde, at han ikke kunne deltage, fordi han deltog i en sabbats-gudstjeneste. Han mente også, at lokale høvdinge var vrede over, at Adventistkirken fik unge til at tilslutte sig en ny religion. Høvdingene truede angiveligt med at dræbe Adventistkirkens medlemmer, hvis kirken åbnede igen. Religiøse ledere og menneskerettighedsaktivister betegnede denne hændelse som en isoleret begivenhed. [7]

I marts 2017 tilbageholdt oppositionsstyrker i staten Unity i den nordlige del af Sydsudan midlertidigt otte religiøse nødhjælpsarbejdere, der arbejdede for organisationen Samaritan’s Purse. Det er en amerikansk evangelisk-kristen hjælpeorganisation. De otte personer blev løsladt igen. [7]

Regeringshæren, loyale militsgrupper og bevæbnede oppositionsgrupper dræbte og mishandlede i 2017 civile, heriblandt nødhjælpsarbejdere og kirkegængere. Det skete som en fortsættelse af den blodige konflikt, der begyndte i december 2013. Ligeledes plyndrede regeringshæren og oppositionsstyrker kirker og religiøse centre, og ifølge katolske medier satte regeringshæren i januar 2017 ild til det katolske bispecenter i Lutaya. Desuden oplyste religiøse ledere, at regeringen lukkede nogle katolske radiostationer i bestræbelserne på at censurere programmer, der var kritiske over for regeringen. [7]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

Omfanget af krænkelser af religionsfriheden som følge af fjendtligheder i civilsamfundet er steget fra 2016 til 2017. Det fremgår af de årlige indeks, der udarbejdes af Pew Research Center. I 2016 lå disse krænkelser på et ”lavt” niveau, mens de i 2017 lå på et ”moderat” niveau. [8] [9]

Den 12. maj 2018 dræbte bevæbnede mænd en lokal præst og hans kone, da de trængte ind i deres hjem i hovedstaden i Juba. Politiet arresterede tre personer, der mistænkes, men der er ikke oplyst noget om motivet til drabet eller udfaldet af sagen. [13]

Det kom – ligeledes i 2018 – til voldelige optøjer i forbindelse med en protestaktion i byen Maban i den nordøstlige del af landet, hvor en gruppe unge krævede arbejde ved FN’s organisation for flygtninge. Oprørerne angreb flere ngo’ers bygninger, herunder flere missionsorganisationers ejendomme. [13]

De religiøse institutioner har tilsyneladende bidraget til at skabe stabilitet i et ellers ustabilt land. Kristne og muslimske religiøse ledere har regelmæssigt koordineret aktiviteter med henblik på at skabe fred og sikre humanitær hjælp. Men de religiøse lederes udtalte holdning til konflikten har ifølge visse kilder også til tider gjort dem til mål for angreb fra oprørsgrupper. [13]

Sameksistens på tværs af religion og tro

Kristne og muslimske religiøse ledere har regelmæssigt koordineret aktiviteter med henblik på at skabe fred og sikre humanitær hjælp. [13]

St. Mary’s Cathedral i byen Wau i den nordvestlige del af Sydsudan gav 2019 husly til flere end 5.000 mennesker, som blevet fordrevet på grund af kampene i området. I 2017 opholdt der sig dobbelt så mange internt fordrevne personer ved kirken. [7] [13]

Sydsudans Kirkeråd udsendte i august 2017 en erklæring, hvor det fordømte voldsudøvelsen, der fortsatte i landet, og kirkerådet opfordrede parterne til at vende tilbage til ”dialogens vej”. Samtidig udtrykte kristne og muslimske ledere deres vilje til at hjælpe med fredsprocessen. [7]

Historie

Sydsudan er en republik i det østlige Afrika. Landet fik sin uafhængighed i 2011, og det er verdens yngste nation. Det var oprindeligt en del af Sudan, som blev selvstændigt i 1956. Allerede på det tidspunkt var der uroligheder mellem den nordlige, muslimsk dominerede del af landet, og den sydlige, hvor hovedparten af befolkningen er kristne eller animister. Det førte til en borgerkrig, som sluttede i 1972, hvor Sydsudan fik delvist selvstyre. [1]

I begyndelsen af 1980’erne blussede urolighederne op igen. Blandt de kristne i syd var der utilfredshed over, at flertallet i nord gjorde landet mere og mere islamisk. I 1983 blev oprørsbevægelsen The Sudan People’s Liberation Movements (SPLM) dannet, og der udbrød en ny borgerkrig, hvor SPLM kæmpede for, at Sydsudan skulle blive selvstændigt. Borgerkrigen varede frem til 2005, og den var meget blodig. Den kostede omkring to millioner mennesker livet, og dobbelt så mange blev drevet på flugt. I 2005 blev der indgået en fredsaftale, som sikrede Sydsudan udstrakt selvstyre. Samtidig fik de ret til at holde en folkeafstemning seks år senere, hvor befolkningen kunne afgøre, om landet skulle være uafhængigt. [1]

Ved folkeafstemningen den 9. januar 2011 stemte omkring 99 % for en løsrivelse fra det øvrige Sudan, og seks måneder senere erklærede landet sig selvstændigt ved en ceremoni i den nye hovedstad, Juba. Samtidig blev lederen af SPLM, Salva Kiir, taget i ed som landets præsident. [1]

Den 14. juli 2011 blev landet optaget i FN som land nummer 193. [2]

I midten af december 2013 udbrød der åbenlyse konflikter efter en intern magtkamp, hvor præsident Salva Kiir fyrede vicepræsident Riek Machar fra embedet. De to rivaler, som begge er kristne, kommer fra hver sin etniske gruppe: Kiir tilhører dinkaerne, mens Machar er fra nuer-folket.

De stridende parter indgik en fredsaftale i august 2015, og Riek Machar blev genindsat som vicepræsident i april 2016.

*Borgerkrigen i Sydsudan har drevet en stor del af landets befolkning på flugt. På billedet ses sydsudanesiske flygtninge i en lejr i nabolandet Uganda. (Foto: UNHCR)*

Men i juli 2016 brød våbenhvilen sammen, og der udbrød nye kampe i hovedstaden Juba mellem styrker, som er loyale over for præsident Salva Kiir, og grupper der står på vicepræsident Riek Machars side. Kampene drev i de følgende måneder hundredtusindvis af mennesker på flugt. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) befandt næsten to millioner sydsudaneres sig i sommeren 2019 stadig som internt fordrevne personer i deres eget land, og over to millioner flygtninge fra Sydsudan opholder sig i nabolandene Etiopien, Sudan og Uganda. [11]

I efteråret blev der indgået en ny fredsaftale mellem de stridende parter. Aftalen indebærer blandt andet, at Riek Machar igen skal være vicepræsident. Han og præsident Salva Kiir underskrev aftalen i Etiopien i september 2018, og i slutningen af oktober 2018 vendte Riek Machar tilbage til Sydsudan. [12]

Forfatning og styreform

Kort tid før landets selvstændighed ratificerede Den Sydsudanesiske Lovgivende Forsamling en overgangsforfatning. Den Sydsudanesiske Lovgivende Forsamling blev oprettet i 2005 i henhold til den midlertidige forfatning, der blev indført samme år efter fredsaftalen med Sudan. Overgangsforfatningen blev underskrevet af Sydsudans præsident på uafhængighedsdagen den 9. juli 2011. [3]

Oprindeligt bestod Sydsudan af 10 stater, men det blev ændret i 2015, hvor landet blev delt op i 28 stater. I 2017 kom yderligere fire stater til, så der nu er 32 stater. Grænserne for de nye stater følger i højere grad end tidligere fordelingen af de etniske grupper i landet. [3]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt er fordelt på to kamre. Det ene er Den Nationale Lovgivende Forsamling. Det andet kammer er Staternes Råd. [3] [4]

Den lovgivende forsamling har pt. 400 medlemmer, som er valgt på forskellige tidspunkter. 170 blev valgt i 2010, hvor landet stadig var en del af Sudan, men havde et udstrakt selvstyre. 96 medlemmer er fra den tidligere forsamling, 66 medlemmer er udpeget efter uafhængigheden, og 68 medlemmer er kommet til efter en aftale i 2016. Det andet kammer, Staternes Råd, har pt. 50 medlemmer. 20 af dem er fra det tidligere råd. De øvrige 30 medlemmer er udpeget af staterne. [2] [3] [4]

Den udøvende magt

Ifølge forfatningen er præsidenten statschef, regeringschef og øverstbefalende for de væbnede styrker. Præsidenten udpeger regeringens ministre, som derefter skal godkendes af den lovgivende forsamling. Præsidenten vælges for fire år ved direkte valg. [3] [4]