Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Iran

Religionsfrihed – hvad er status?

Irans flag er fra 1980 – året efter den islamiske revolution. Det tidligere flag bestod også af en grøn, en hvid og en rød vandret stribe. I det nye flag er der omkring den hvide stribe en inskription, hvor der på arabisk står ”Gud er stor” 22 gange. Symbolet i midten er Irans statsemblem, der er en stiliseret gengivelse af ordet ”Allah”. I det tidligere flad var der i midten en løve med et sværd, med en solopgang i baggrunden. Det havde en persisk betydning, og det nye har en islamisk betydning. [1]

Iran ligger meget højt med hensyn til begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og moderat når det gælder krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af den amerikanske tænketank Pew Research Centers 2019-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2017. Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et ”lavt”, ”moderat”, ”højt” eller ”meget højt” niveau. [6]

Ifølge forfatningen er zarathustrier, jøder og kristne de eneste anerkendte ikke-muslimske religiøse grupper, og de har tilladelse til at holde gudstjenester og danne religiøse samfund “inden for lovens rammer”. Da loven forbyder borgerne at skifte religion fra islam til en anden religion, er det kun armenske eller assyriske kristne, der anerkendes som kristne. Desuden bliver borgere, der kan bevise, at de eller deres familier var kristne forud for revolutionen i 1979, anerkendt som kristne. Derimod anerkender myndighederne ikke evangeliske protestanter som kristne, og personer, der konverterer fra islam til kristendommen, betragtes efter loven ikke som kristne.

Denne indskrænkning af religionsfriheden rammer især medlemmer af Baha’i-samfundet og evangeliske kristne, der samles i husmenigheder. Mange af dem er konverteret fra islam. Ifølge et opslag på hjemmesiden Iran Prison Atlas den 12. marts 2019 var 288 medlemmer af religiøse grupper på det tidspunkt fængslet på grund af deres religiøse aktiviteter, og 234 var fængslet på grund af andre religiøse anklager.

Befolkning og sprog

Der bor 83 millioner mennesker i Iran (2018), og landet er dermed et af de folkerigeste i Mellemøsten. [2]

De største etniske grupper er: persere (51 %), aserbajdsjanere (20 %), kurdere (11 %) og arabere (3 %). [3]

Landets officielle sprog er persisk (farsi). Herudover tales bl.a. arabisk, kurdisk, aserbajdsjansk og andre sprog. [2] [3]

Religion

Langt hovedparten af befolkningen er muslimer. Mellem 90 og 95 af dem er shiamuslimer, og resten er sunnier. Herudover er der kristne, jøder, mandæere, zarathustrier (på engelsk: Zoroastrians), baha’ier og andre trosretninger. De udgør tilsammen under 1 % af befolkningen. Tallene skal tages med forbehold, da tallene varierer fra kilde til kilde. [2] [4]

Zarathustrisme er forbundet med profeten Zarathustra, der efter sigende skulle have grundlagt en ny religiøs praksis mellem det 16. og det 10. århundrede f.Kr. i oldtidens Iran. [5]

World Christian Database anslår, at der er omkring 350.000 kristne i Iran. Ifølge de iranske myndigheder er der 117.700 kristne, mens den kristne iranske missionsorganisation Elam Ministries anslår, at der er mellem 300.000 og 1.000.000 kristne i Iran. [4] Kirkens historie i Iran går tilbage til det første århundrede e.Kr.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er der mindst 300.000 baha’ier i Iran. Jødiske kilder og andre anslår, at der er mellem 9.000 og 20.000 jøder i Iran, og ifølge Zarathustra-grupper er der omkring 25.000 zarathustrier i Iran. [4]

Forholdet mellem stat og religion

Iran er ifølge forfatningen en islamisk republik, og shia-islam er landets officielle religion. Forfatningen slår også fast, at Irans åndelige leder er landets øverste autoritet. [4] [12]

Det fremgår videre af forfatningen, at alle love og regler skal baseres på “islamiske kriterier” og den officielle fortolkning af sharia – og at borgerne skal nyde menneskelige, politiske, økonomiske og andre rettigheder ”i overensstemmelse med islamiske kriterier”. [4]

De tilhængere af de fire sunni-islamiske retsskoler eller lovskoler (Hanafi, Shafi, Maliki og Hanbali) og de shia-islamiske Zaydi-skoler har ifølge forfatningen frihed til at udføre deres religiøs praksis. Disse skoler har også lov til at følge deres egen retspraksis i spørgsmål om religiøs uddannelse og visse personlige forhold, herunder ægteskab, skilsmisse og arv. [4]

Ifølge forfatningen er zarathustrier, jøder og kristne de eneste anerkendte ikke-muslimske religiøse grupper, og de har tilladelse til at holde gudstjenester og danne religiøse samfund “inden for lovens rammer”. Da loven forbyder borgerne at skifte religion fra islam til en anden religion, er det kun armenske eller assyriske kristne, der anerkendes som kristne. Det skyldes, at disse kirkesamfund var i landet, før islam kom. Desuden bliver borgere, der kan bevise, at de eller deres familier var kristne forud for revolutionen i 1979, anerkendt som kristne. Derimod anerkender myndighederne ikke evangeliske protestanter som kristne, og personer, der konverterer fra islam til kristendommen, betragtes efter loven ikke som kristne. [4]

Herudover anerkendes mandæere som kristne, selv om de ikke selv betragter sig som kristne. [4]

Regeringen betragter ofte yarsanier som shia-muslimer, der praktiserer sufisme, men yarsanierne betragter deres religion, yari, som en selvstændig religion. [4]

Ikke-muslimer kan ikke vælges til parlamentet eller andre repræsentative organer eller beklæde ledende poster i regeringen, sikkerhedstjenesten eller militæret – dog med den undtagelse, at fem af de 290 pladser i parlamentet er forbeholdt medlemmer fra de anerkendte religiøse minoriteter. Armenske kristne har to pladser, og assyriske kristne, jøder og zarathustrier har hver en plads. [4]

Regeringen og alle muslimer er efter forfatningen “forpligtet til at behandle ikke-muslimer i overensstemmelse med principperne om islamisk retfærdighed og respektere deres menneskerettigheder, så længe ikke-muslimerne ikke deltager i sammensværgelser eller handler imod islam og den islamiske republik. [4]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Ifølge den iranske straffelov er der dødsstraf for ikke-muslimer for at forsøge at omvende muslimer til en anden tro/religion. Der er også dødsstraf for forbrydelser, der betegnes som “fjendskab mod Gud” (moharebeh), ”forstyrrelse af den offentlige orden eller fordærvelse af den offentlige moral” (fisad fil-arz) og “fornærmelse af Profeten” (sabb al-nabi). Ifølge straffeloven varierer anvendelsen af dødsstraf alt efter både gerningsmandens og offerets religion. [4]

Det amerikanske udenrigsministerium oplyser – med Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer som kilder – at der i 2017 blev henrettet mindst otte personer, som var anklaget for “fjendskab mod Gud” (moharebeh) og anti-islamisk propaganda. Der er ikke yderligere oplyser om personernes religiøse tilknytning. [4]

Forbud mod frafald fra islam

Loven forbyder muslimske borgere at ændre eller afstå fra deres religiøse overbevisning. Frafald fra islam (apostasi) kan straffes med døden. Flere konvertitter er blev dømt for apostasi, men der er ikke kendskab til, at nogen er blevet henrettet for denne anklage siden 1990. Det er derimod tilladt at konvertere fra en anden religion til islam. [4] [20]

Indbyggere, der ikke er muslimer eller anerkendes som kristne, zarathustrier eller jøder, må ikke offentligt give udtryk for deres religiøsitet som fx at holde gudstjeneste eller bære religiøse symboler som et kors. Der gælder dog visse undtagelser for udlændinge, der tilhører religiøse grupper, som ikke er anerkendt i Iran. [4]

Flere hundrede medlemmer fra religiøse minoriteter er fængslet

Ifølge et opslag på hjemmesiden Iran Prison Atlas den 12. marts 2019 var 288 medlemmer af religiøse grupper på det tidspunkt fængslet på grund af deres religiøse aktiviteter, og 234 var fængslet på grund af andre religiøse anklager. Iran Prison Atlas udarbejdes af organisationen United for Iran, der har base i USA. Iran Prison Atlas blev oprettet i 2012, og indtil videre er der samlet oplysninger om over 3.100 personer, som er eller har været fængslet. 84 af dem er blevet henrettet. Over 2.100 er blevet løsladt. Den 12. marts 2019 var 920 personer fængslet på grund af deres religiøse, politiske eller andre menneskerettighedsmæssige aktiviteter. [7]

Undertrykkelsen af religionsfriheden i Iran går ud over sunni-muslimer, kristne, baha’ier, yarsanier, jøder og andre religiøse grupper. [4]

Baha’ier diskrimineres – og nogle fængsles

Medlemmer af Baha’i-samfundet bliver diskrimineret på en række områder. De må ikke arbejde i den offentlige sektor, og de er udelukket fra at være med i det statslige sociale pensionssystem. Baha’ier må ikke modtage erstatninger for skader eller forbrydelser, der er begået mod dem. De må heller ikke arve ejendom. Irans øverste leder har udstedt en fatwa, der opfordrer borgerne til at undgå enhver forbindelse med baha’ier. [4]

Ifølge Bahai International Community (BIC) sad 97 baha’ier fængslet i september 2017. Mindst 84 af dem blev anholdt mellem januar og september samme år. Ifølge BIC havde alle anholdelser og tilbageholdelser direkte forbindelse til personernes tro og religiøse identitet. I april 2017 fastslog FN’s arbejdsgruppe om vilkårlige tilbageholdelser, at frihedsberøvelsen af 24 af baha’ierne var vilkårlig, og at anholdelsen og tilbageholdelsen af dem krænkede deres rettigheder. De arresterede baha’ier blev blandt andet anklaget for at krænke religiøse helligdomme, forstyrre den offentlige orden, propagandere mod systemet og handle mod den nationale sikkerhed. [4]

Tre bahai-studerende, der var ekskluderet fra universitetet, blev i 2017 idømt fem års fængsel for at være baha’ier. De tre, Rouhieh Safajoo, Sarmad Shadabi og Tara Houshmand, var af myndighederne blevet forhindret i at tilmelde sig universitetet på grund af deres religiøse tro på trods af, at de havde høje karakterer. De tre klagede derefter til præsidenten, Videnskabsministeriet, parlamentet og retsvæsenet over, at deres menneskerettigheder var blevet krænket. Den 4. november 2017 blev de ved en domstol dømt for “medlemskab af den anti-statslige baha’i-kult” og for “at sprede løgn”. [4]

Øget kontrol med anerkendte kirker – og lange fængselsstraffe til en række konvertitter

Organisationen Middle East Concern oplyser, at de officielt anerkendte kirkesamfund siden 2011 er blevet underkastet en stadig mere restriktiv kontrol fra myndighedernes side. De gamle armenske og assyriske kirker, der har rødder tilbage til det første århundrede e.Kr., må ikke bruge farsi ved gudstjenester og deres øvrige aktiviteter. Farsi er det almindelige sprog i Iran. Myndighederne holder ved regelmæssige kontrolbesøg øje med, at kirkerne kun anvender deres egne minoritetssprog. Myndighederne tjekker også deltagernes identitetsdokumenter for at sikre, at kun medlemmer af mindretalskirkerne deltager i gudstjenesterne, og at persiske muslimer ikke får adgang. [28]

Ifølge Center for Human Rights in Iran (CHRI) blev 11 kristne konvertitter inden for mindre end to måneder i sommeren 2017 idømt lange fængselsstraffe ved Revolutionsdomstolen i Teheran. Den 6. juli 2017 blev Yusif Farhadov, Eldar Gurbanov og Bahram Nasibov, der alle er aserbajdsjanere, og iraneren Nasser Navard Goltapeh hver idømt 10 års fængsel for at være “zionistiske kristne”, som “handlede imod den nationale sikkerhed med henblik på at omstyrte staten”. De fire blev anholdt af sikkerhedspolitiet ved en kristen reception i byen Andisheh i juni 2016. (Det fremgår ikke af kilderne, hvad de iranske myndigheder forstår ved ”zionistisk kristendom” eller ”zionistiske kristne”, red.) [4] [8]

*Billedet af Youcef Nadakhani er fra en video, som organisationen Christian Solidarity Worldwide offentliggjorde på YouTube i 2011.*

Den 24. juni 2017 blev pastor Youcef Nadarkhani, Mohammad Reza Omidi, Mohammad Ali Mosibzadeh og Zaman Fadaei, der alle er kristne konvertitter, hver idømt 10 års fængsel for at have deltaget i “samlinger mod den nationale sikkerhed”, organiseret huskirker og prædiket “zionistisk kristendom.” [4]
• Læs mere om Youcef Nadarkhani

Ifølge organisationen Christian Solidarity Worldwide (CSW) blev to kristne konvertitter den 3. juli 2017 dømt ved en revolutionsdomstol i Teheran. Hadi Asgari og Amin Afshar Naderi blev hver idømt 10 års fængsel, og Naderi blev idømt yderligere fem års fængsel for blasfemi. De blev begge anklaget for ”at overtræde den nationale sikkerhed ved at være værter for huskirker og for at fremme kristendommen”. [4]

Ifølge Christian World Watch Monitor blev mindst 193 kristne arresteret eller fængslet i 2016 på grund af deres religiøse tilhørsforhold eller religiøse aktiviteter. De iranske myndigheder arresterede medlemmer af ikke-anerkendte kirker for at samles ulovligt i private hjem, eller fordi de blev anklaget for at modtage støtte og bistand fra “fjende”-lande. Mange af anholdelserne fandt angiveligt sted ved politirazziaer under religiøse møder. Ifølge nyhedsrapporter blev de anholdte kristne udsat for alvorlig fysisk og psykisk mishandling af myndighederne, i nogle tilfælde i form af slag og isolationsfængslinger. Den Iranske Revolutionsgarde beskyldte det “store netværk” af kristne ”for at forsøge at underminere de abrahamitiske religioner (jødedom, kristendom og islam, red.) og forstyrre den offentlige mening ved at fremme kristendommen og holde huskirker”. [4]

Regler for ”islamisk påklædning” i det offentlige rum

Internationale rapporter indeholder mange andre eksempler på krænkelser af religiøse mindretals rettigheder i Iran.

De iranske myndigheder kræver også, at kvinder fra alle religiøse grupper overholder de “islamiske regler for påklædning” i det offentlige rum, herunder at de dækker deres hår og hele kroppen i løst hængende tøj. Selv om regeringen undertiden lemper håndhævelsen af disse regler, er der med mellemrum også personer, som bliver arresteret og straffet for at gå klædt på en ”ikke-islamisk måde”. Straffene kan være piskning og bøder, eller at pågældende afskediges fra deres job. [4]

Mennesker er også blevet arresteret og chikaneret for at have deltaget i aktiviteter som zumbadans og ”ikke-islamisk” undervisning. I august 2017 rapporterede medierne om anholdelsen af seks personer, der havde undervist i zumbadans og forsøgt at “ændre livsstil” og for ikke at overholde påklædningsreglerne. [4]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

De fleste krænkelser af religions- og trosfriheden i Iran foregår på det statslige plan. Dels i form af de begrænsninger, der fremgår af forfatningen og lovgivningen; dels ved de overgreb, myndighederne foretager, når de forsøger at håndhæve disse lovbestemmelser efter den gældende praksis. Men der er også eksempler på, at trosfriheden krænkes på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. Neden for gengives nogle eksempler.

Overgreb mod baha’ier

Farhang Amiri, der var medlem af Baha’i-samfundet, blev i september 2016 stukket ihjel uden for sin bopæl i Yazd af to mænd. Gerningsmændene blev i juni 2017 løsladt mod kaution, efter at de havde tilstået drabet på Amiri. De sagde, at han blev dræbt på grund af sin tro. De to mænd har senere sagt, at de blev tilskyndet til at dræbe Amiri på grund af deres religiøse overbevisning og på baggrund af udtalelser fra religiøse lærde om, at baha’ier er imod islam. [4]

Arbejdsgiverne i den private sektor er under pres for ikke at ansætte baha’ier – og afskedige dem, hvis de har nogen ansat. Ifølge baha’ier blev der i 2017 i nogle tilfælde også øvet hærværk mod deres gravpladser. [4]

Historie

Iran har en lang og rig historie. De ældste bondekulturer i landet er dateret til 7000-tallet f.Kr. Navnet Iran kommer af middelpersisk Ērān, og betyder ”de ædles (ariernes) land”. [3] [10]

Fra det 5. og 4. årtusinde f.Kr. blev Iran mere og mere inddraget i den mesopotamiske kulturkreds. Mesopotamien er en historisk betegnelsen for det store område i Irak og Syrien, hvor floderne Eufrat og Tigris løber. [10] I det 3. årtusinde f.Kr. indvandrede elamitter til Khuzistan, der ligger i den sydvestlige del af det nuværende Iran. Elamitterne beskrives som en højt udviklet civilisation. [11] Og fra omkring 1000 f.Kr. blev Iran befolket af iranske stammer. To stammer, mederne og perserne, kom til at besidde de vestlige områder af landet, som frem til 1935 officielt hed Persien. [9]

I 600-tallet f.Kr. samles mediske stammer i ét rige, og i 612 f.Kr. erobrer mederne Assyrien, som for en dels vedkommende svarer til det nuværende Irak, men også omfattede dele af nabolandene. I 558-529 f.Kr. underlægger perserne – under Kyros II den Store – sig Det Mediske Rige, Lilleasien og Babylonien. Senere erobrer perserne også Egypten. I 331 f.Kr. erobrer Alexander den Store det persiske rige. I de følgende århundreder var forskellige stammer ved magten, og i perioder blev der udkæmpet krige med romerne. I 636 e.Kr. led perserne nederlag til araberne ved Qadisyya, som dengang var en lille grænseby. Byen ligger nu i det nuværende Irak. [9]

I de følgende århundreder skiftede magten mellem forskellige persiske dynastier, og en større og større del af befolkningen konverterede til islam. Omkring år 1000 var hovedparten af befolkningen blevet muslimer. Der var også gamle assyriske og armenske kirkesamfund, hvis historie i Iran går tilbage til det 1. århundrede e.Kr. Blandt muslimerne blev shia-islam i løbet af nogle århundreder den dominerende trosretning. [12]

I 1700- og 1800-tallet var persiske magthavere involveret i flere krige og stridigheder med andre lande i området, herunder Indien, Afghanistan, Aserbajdsjan m.fl. Til tider var Storbritannien, Rusland og Frankrig også indblandet i konflikterne. Landet gik politisk i opløsning i årene op til Første Verdenskrig. [12]

Efter krigen tog en gruppe unge politikere i Teheran med støtte fra officeren Reza Khan magten ved et kup i 1921, og i 1925 lod Reza Khan sig krone som shah. Han tog samtidig Pahlavi som slægtsnavn. Det er navnet på det sprog, der var før moderne persisk. Det nye slægtsnavn var således en henvisning til Irans historie før islam. Reza Shah iværksatte en del moderniseringer, udvidede skolevæsenet og grundlagde Teheran Universitet. Politiske modstandere blev undertrykt, og de religiøse lærdes – ulamaernes – indflydelse blev begrænset. Religiøse domstole blev afskaffet, og lovgivningen blev verdsliggjort. Kvinder fik forbud mod at bære slør. [12]

Tidligt under Anden Verdenskrig – i 1941 – blev Reza Shah styrtet af De Allierede, som mistænkte ham for at være tyskvenlig. Han efterfulgtes af sin søn Muhammad Reza Pahlavi. Efter krigen var der bred politisk enighed om, at man skal forhindre, at der opstod et nyt Pahlavi-diktatur. Modstanderne samledes i Den Nationale Front, der blev ledet af Muhammad Mossadeq. [12]

Han nationaliserede i 1951 olieindustrien, der var opstået, efter at et britisk selskab i 1908 var begyndt at udvinde olie i Khuzistan. Det udløste en krise i forholdet til både Storbritannien og USA. Gradvist svækkedes hans politiske magt, og i 1953 blev han afsat ved et militærkup med støtte fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Shahen blev genindsat, nationaliseringen blev ophævet og amerikanske selskaber fik andel i den iranske olieproduktion. [12]

Shahen blev økonomisk og militært støttet af USA, som også pressede på for at få gennemført sociale reformer. Det førte i 1962 til den Hvide Revolution, hvor der bl.a. blev gennemført en jordreform. Den begunstigede dog den velstillede del af landbefolkningen på bekostning af mange millioner småbønder og landarbejdere. Ligeledes fik kvinderne stemmeret, hvilket blev kritiseret af de religiøse retslærde, som beskyldte shahen for at undergrave islam. [12]

Det kom til sammenstød mellem politi og demonstranter i den hellige by Qom, og det udløste i 1963 en opstand i Teheran, Shiraz og andre byer. ”Militæret satte ind mod demonstranterne, og adskillige tusinde skal have mistet livet under gadekampene. En af shahens hårdeste kritikere, ayatollah Ruhollah Khomeini, blev arresteret og sendt i eksil i al-Najaf i Irak. Herfra rettede han en stædig og stedse hårdere kritik mod shahen og krævede, at de verdslige myndigheder skulle underlægges en øverste religiøs autoritet (velayat-i faqih-doktrinen),” skriver Peter Christensen på Gyldendals DenStoreDanske.dk. Mens Khomeini var i eksil i Irak, voksede hans popularitet i Iran. Han appellerede også til de fattige i slumkvartererne, og ikke-religiøse oppositionsgrupper begyndte at se ham som en mulig allieret. Oliekrisen i 1970’erne øgede Irans olieindtægter kraftigt i perioden 1972-1975, samtidig steg importen, og landet blev ramt af en voldsom inflation, som især ramte den fattigste del af befolkningen. I 1978 førte det til demonstrationer og protester i flere byer – og siden til strejker blandt offentligt ansatte og i olieindustrien. [12]

I 1979 flygtede shahen, og Khomeini vendte hjem som Irans leder. Det blev begyndelsen til den islamiske revolution. ”I december 1979 vedtog Iran ved en folkeafstemning en ny forfatning, hvori ”velayat-i faqih-doktrinen” er nedfældet, hvorefter landets øverste autoritet er den mest anerkendte af de retslærde. Efter forfatningsændringen begyndte ulamaerne (de islamiske retslærde, red.) at eliminere deres øvrige modstandere,” hedder det i DenStoreDanske.dk – og videre: ”Siden 1982 har de religiøse lærde siddet uantastet på magten. Oppositionsvirksomhed er kun tolereret i ringe grad, og politiske diskussioner foregår hovedsagelig indbyrdes blandt ulamaerne. De såkaldte pragmatikere er uenige med de radikale om forholdet til udlandet og om jordreformer, graden af statslig styring af økonomien mv.” [12]

I 1980 blev Iran angrebet af Saddam Husseins Irak, og det førte til en 8 år lang krig, der kostede omkring en halv million mennesker livet. [13]

Efter den islamiske revolution i 1979 opstod der et stærkt modsætningsforhold til USA, der havde støttet shahen. Det kom tidligt til udtryk ved den lange besættelse af den amerikanske ambassade i Teheran, hvor en gruppe studerende holdt 53 ambassademedarbejdere som gidsler. Besættelsen varede fra november 1979 til januar 1981. [12]

Iran er en af stormagterne i Mellemøsten. Indtil 1979 med USA som hovedallieret, men efter revolutionen ser USA samt Saudi Arabien, Israel og flere lande i regionen Iran som en strategisk hovedfjende. De har isoleret Iran politisk og økonomisk af frygt for, at landet aktivt vil søge at fremme den islamiske revolution i andre lande. Iran anklages bl.a. for at støtte Hizbollah i Libanon samt flere terrororganisationer i regionen. Hizbollah er en libanesisk milits, som blev dannet efter Israels invasion i Libanon i 1982. Iran og andre regionale stormagter er også involveret i den borgerkrig, der brød ud i Yemen i 2015. Her støtter Iran houthi-oprørerne, mens Yemens regering støttes af Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater m.fl. [3] [12] [14] [15]

I 1989 døde ayatollah Khomeini, og han efterfulgtes som åndelig leder af Ali Khamenei. Samme år blev Ali Rafsanjani valgt som præsident. Han indledte en forsoningspolitik i forhold til Europa og gennemførte en liberalisering af industrien. Han forsøgte også at liberalisere dele af samfundslivet. Ved præsidentvalget otte år senere – i 1997 – blev Muhammad Khatami valgt. Han forsøgte at justere det politiske system, men det lykkedes ham ikke at styrke præsidentembedet på bekostning af de religiøse lederes magt. Khatami forsøgte også med ”civilisationernes dialog” at sikre Iran en plads i det internationale samarbejde, og det lykkedes i et vist omfang i forhold til Europa, men ikke i forhold til USA. Magthaverne i Teheran så USA’s militære tilstedeværelse i Afghanistan og Irak som en trussel mod Iran. Og USA’s daværende præsident, George W. Bush, omtalte i 2002 Iran som en del af ”ondskabens akse”. Modsætningsforholdet blev forstærket, da Mahmoud Ahmadinejad i 2005 blev valgt som ny præsident. Han benyttede en hård retorik over for Vesten – og især over for Israel og USA. Han understregede, at Iran havde ret til at udvikle kernekraft til fredelige formål. Da han i 2006 udtalte, at Iran var gået i gang med at berige uran for ad åre at kunne opbygge kernekraft, blev det af USA og andre lande mødt med et krav om internationale sanktioner mod Iran. [12]

Op til præsidentvalget i 2009 var der ifølge opinionsundersøgelser udsigt til et meget tæt valg mellem Mahmoud Ahmadinejad og Mir Hossein Mousavi, der er en ledende reformpolitiker. Ifølge det officielle valgresultat vandt Ahmadinejad stort. Det førte til de største demonstrationer i Iran siden revolutionen i 1979, da reformtilhængere gik på gaden i protest mod en formodet valgsvindel. Det kom til sammenstød med politi og sikkerhedsstyrker, og under urolighederne blev mange mennesker dræbt. Omverdenens isolation af Iran fortsatte efter genvalget af Ahmadinejad, og de økonomiske sanktioner, der var indført pga. af landets atomprogram, førte efterhånden til økonomisk krise og kraftig inflation. [12]

Ved præsidentvalget i 2013 fik Hassan Rouhani flertal. Han betegnes som moderat, og han indledte en mere forsonlig linje i udenrigspolitikken. I november 2013 indgik Iran en aftale med flere vestlige lande om begrænsning af uran-oparbejdelse til gengæld for en lettelse af de økonomiske sanktioner mod landet. Det medførte forbedringer af økonomien i Iran i nogle år. Udviklingen vendte igen, efter at Donald Trump i 2017 tiltrådte som præsident i USA. I 2018 trådte USA ud af atomaftalen med Iran, og i kølvandet på udtrædelsen genindførte landet en række økonomiske sanktioner over for Iran. Det har medført en ny krise i Iran. Det kom tydeligt frem i en tale som Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, i marts 2019 holdt i anledning af det persiske nytår, Nouruz. Han sagde bl.a.: ”I de seneste måneder har flere i befolkningen oplevet sværere kår. Økonomien er det akutte problem. Det er vores mest presserende og primære problem.” I sommeren 2019 øgedes spændingerne mellem Iran og USA. [12] [16]

Iran har nogle af verdens største olie- og naturgasreserver, og landet er meget afhængigt af olieeksporten og er derfor sårbar over for de svingende priser på verdensmarkedet. [3] [12]

Forfatning og styreform

Iran er en islamisk republik. Landets officielle navn er Den Islamiske Republik Iran. Landet består af 31 provinser. [2]

Landets forfatning er fra 1979, hvor den blev vedtaget ved en folkeafstemning efter den islamiske revolution. Ved en ændring af forfatningen i 1989 blev statsministerposten afskaffet, og præsidentposten blev styrket. [12] [17]

Ifølge forfatningen er den åndelige leder den øverste autoritet i Iran. Det fremgår af ”velayat-i faqih-doktrinen”, der fastslår, at landets øverste autoritet er ”den mest anerkendte af de retslærde”. Den åndelige leder vælges af Ekspertrådet, der består af islamiske lærde. Antallet af medlemmer varierer. I 2018 havde Ekspertrådet 88 medlemmer. [12] [17] [27]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger hos Den Islamiske Rådgivende Forsamling (Majlis). Forsamlingen består af 290 medlemmer, hvoraf 285 vælges ved direkte, almindelige valg. De øvrige fem pladser er forbeholdt medlemmer fra de anerkendte religiøse minoriteter. Armenske kristne har to pladser, og assyriske kristne, jøder og zarathustrier har hver en plads. Valgperioden er fire år. For at sikre, at lovforslagene er i overensstemmelse med islamisk ret, skal de sendes til Rådet til Forfatningens Beskyttelse (Vogternes Råd). Det består af 12 medlemmer, hvoraf 6 udpeges af den åndelige leder, og 6 udpeges af retsvæsenet og godkendes af parlamentet. [2][4] [17] [27]

Den udøvende magt

Den udøvende magt ligger hos præsidenten, som vælges ved direkte, almindelige valg. Valgperioden er fire år, og genvalg kan finde sted. Præsidenten udnævner ministrene, men er i sidste instans underordnet den religiøse leder. [17]