New Zealand: Over 50 mennesker er døde efter skudangreb mod moskeer i Christchurch

Fredag den 15. marts 2019 blev en mørk dag i Christchurch’ historie, da angreb mod to moskeer i byen kostede omkring 50 mennesker livet. (Foto: Pixabay)

Fredag den 15. marts 2019 blev mindst 49 mennesker dræbt, da en mand skød mod muslimer i to moskeer i byen Christchurch i New Zealand. Skudangrebet fandt sted i forbindelse med fredagsbønnen i de to moskeer. 41 mennesker blev dræbt i Al Noor-moskeen, og syv blev dræbt i Linwood Islamiske Center. To af de sårede døde i løbet af weekenden, og i begyndelsen af maj døde endnu en af de sårede af sine kvæstelser. Dermed er antallet af døde oppe på 51 personer.

Den mistænkte gerningsmand sigtes også for terrorisme

Kort tid efter skudangrebene anholdt politiet en 28-årig mand, Brenton Tarrant, der mistænkes for angrebene. Han sigtes for drabene på de 51 personer samt for forsøg på at dræbe yderligere 40 personer. I maj 2019 oplyste politiet i New Zealand, at han også bliver sigtet for at have overtrådt terrorlovgivningen. Maksimumstraffen for den slags overtrædelser er fængsel på livstid.

Den mistænkte gerningsmand, der nu er 29 år, erklærede sig ved et retsmøde den 26. marts 2020 skyldig i alle de forhold, han er tiltalt for. Indtil da havde han erklæret sig ikke-skyldig, skriver Politiken.dk. Ud over drabene af 51 mennesker og overtrædelse af terrorlovgivningen er han tiltalt for at have forsøgt at dræbe 40 personer ved angrebene i de to moskeer i Christchurch.

Højreekstremistisk manifest

Ni minutter før gerningsmanden fredag eftermiddag begyndte at skyde mod muslimer i den første moské, blev der mailet et manifest til den new zealandske premierministers kontor, skriver Jyllands-Posten.

”Jeg var en af flere end 30 modtagere af manifestet,” oplyste premierminister Jacinda Ardern på et pressemøde om søndagen.

Manifestet er på 74 sider. Det har overskriften “Den Store Udskiftning”, og gerningsmanden skriver, at han ville ramme muslimer. Titlen er den samme som navnet på en konspirationsteori i Frankrig, hvor der tales om, at de europæiske befolkninger “udskiftes” i deres hjemlande med indvandrergrupper, som har højere fødselsrater.

”Det faktum, at der var et ideologisk manifest med ekstreme synspunkter, som kobles til angrebet, er selvfølgelig dybt foruroligende,” udtalte New Zealands premierminister på søndagens pressemøde.

I manifestet betegner gerningsmanden sig selv som en “almindelig hvid mand”, der er 28 år og født i Australien ”i en arbejderklassefamilie med lav indkomst”. Han fortæller, at han er inspireret af nordmanden Anders Behring Breivik, som i juli 2011 begik to terrorangreb i Norge, hvor der i alt omkom i alt 77 mennesker.

Angreb i Christchurch delt på sociale medier

Gerningsmanden bag masakren i Christchurch bar et kamera, som filmede angrebene og sendte billederne live på sociale medier.

Umiddelbart før massakren i Christchurch offentliggjorde gerningsmanden sit manifest, “Den Store Udskiftning”, på websitet 8Chan, skriver Information.dk. Avisen skriver videre, at 8Chan igen-igen er i fokus i forhold til den radikalisering, der sker af unge, vrede, hvide, racistiske mænd på nettet. ”8Chan er det ultimative ekkokammer for radikaliserede, højreekstreme unge. Især det forum, der hedder “/pol/“, har et højt aktivitetsniveau. I dette forum er der nu flere gange blevet offentliggjort planer om massedrab,” skriver Information.dk.

Avisen oplyser, at Brenton Tarrant, der sigtes for angrebene i Christchurch, løbende er blevet hyldet på sitet 8Chan. ”Blandt andet omtales massemorderen som Sankt Tarrant, komplet med billeder, hvor han fremstilles som en næsten religiøs figur. Flere brugere af 8Chan er løbende i gang med at oversætte Tarrants manifest til andre sprog. Manifestet er blandt andet blevet oversat til fransk, bulgarsk og russisk.”

8Chan kom også i fokus i forbindelse med skudangrebet i USA den 3. august 2019, hvor en ung mand åbnede ild ved et supermarked i El Paso tæt ved grænsen til Mexico. Her offentliggjorde den formodede gerningsmand et indlæg på 8Chan omkring tre kvarter før han indledte massakren. Han offentliggjorde også et manifest på fire sider, hvor han ifølge Information.dk hyldede drabsmanden fra Christchurch-massakren i New Zealand. Den formodede gerningsmand fra El Paso-massakren skrev i manifestet, at det var nødvendigt at gribe til handling – altså massemord – for at forhindre ”den store udskiftning”, hvor USA’s hvide befolkning bliver erstattet af latinoer.

Mand dømt for at dele video af Christchurch-massakre

I juni 2019 blev en 44-årig mand, Philip Arps, idømt 21 måneders fængsel for at have delt en video af angrebet mod de to moskeer i Christchurch. Manden ankede dommen på stedet.

Philip Arps blev i 2016 idømt en bøde på ca. 3.500 DKK for upassende opførsel. Han blev dømt for at have stillet en kasse med svinehoveder uden for Al Noor-moskeen i Christchurch. Desuden havde han filmet episoden og distribueret den online. Al Noor var en af de moskeer, der var mål for angrebene den 15. marts 2019.

Tre dage efter angrebene i Christchurch besluttede New Zealands myndigheder, at det var strafbart at besidde og dele optagelser af massakren, som gerningsmanden angiveligt havde streamet på Facebook.

Overlevende inviteret til pilgrimsfærd

Saudi Arabiens kong Salman har inviteret de overlevende fra moskéangrebene i Christchurch til at deltage i pilgrimsfærden til Mekka i år, skriver Politiken.dk. Omkring 200 personer overlevede massakren, og de er inviteret som æresgæster. Pilgrimsfærden (hajj) indledes fredag den 9. august, og omkring 2,5 millioner muslimer ventes at deltage.

Artiklen er oprettet 05-08-2019.
Artiklen er senest opdateret 26-03-2020.

Læs mere

Mistænkt ændrer mening og erklærer sig skyldig i moskémassakre, Politiken.dk, 26-03-2020

Ofre for moskéangreb er æresgæster ved muslimsk pilgrimsfærd, Politiken.dk, 09-08-2019

Hajj trip may help Christchurch mosque victims heal, AP, 06-08-2019

8Chan er det ultimative ekkokammer for radikaliserede, højreekstreme unge, Information.dk, 06-08-2019

New Zealand Man Gets 21 Months for Sharing Video of Christchurch Attacks, The New York Times, 18-06-2019

Christchurch-mistænkt er også sigtet for terrorisme, Politiken.dk, 21-05-2019

Drabstallet efter moské-angreb i Christchurch stiger til 51, Politiken.dk, 03-05-2019

New Zealand mindedes terrorofre med stilhed og fredagsbøn, DR.dk, 22-03-2019

Premierministers kontor fik 74 sider langt manifest ni minutter før moskéangreb, JP.dk, 17-03-2019

OVERBLIK: Det ved vi om terrorangrebet i New Zealand, DR.dk, 15-03-2019