Krigen i Syrien: Over 120 kirker ødelagt eller beskadiget siden 2011

Billedet er fra et kapel i Syriens hovedstad, Damaskus. Redaktionen har ikke kendskab til, om det er blandt de beskadigede helligdomme. (Foto: Dianne Ket, Pixabay)

Over 120 kirker og kristne helligdomme i Syrien er blevet beskadiget eller ødelagt siden 2011, hvor den lange konflikt mellem hæren og forskellige militser og oprørsgrupper begyndte. Det oplyser nyhedsbureauet Associated Press (AP) på baggrund af en rapport fra organisationen Syrian Network for Human Rights (SNHR), der er tilknyttet oppositionen i Syrien.

Ødelæggelserne er foretaget af forskellige parter i den blodige konflikt. Nogle har været bevidste, som da den militante islamistiske bevægelse ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS) i 2015 med bulldozere ødelægge det gamle Saint Elian-kloster i Homs.

Men hovedparten af de 120 helligdomme er blevet beskadiget eller ødelagt, fordi de er blevet ramt i forbindelse med kampe i området eller af raketter, skriver AP. Ifølge SNHR er regeringsstyrker ansvarlige for 60 % af de 124 dokumenterede angreb mod kirker og kristne helligdomme, siden kamphandlinger brød ud i marts 2011.

Kristent mindretal på 10 %

”De målrettede angreb mod kristne tilbedelsessteder er et forsøgt på at skræmme og fordrive det kristne mindretal i Syrien,” siger Fadel Abdul Ghany, der er grundlægger af og formand for Syrian Network for Human Rights.

Det kristne mindretal i Syrien udgjorde ved borgerkrigens udbrud i 2011 omkring 10 procent af landets befolkning på 23 millioner mennesker. En del af dem er siden flygtet til andre lande.

Læs mere

Report: Over 120 Syrian churches damaged by war since 2011, AP, 10-09-2019