Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Indien

Religionsfrihed – hvad er status?

Indiens flag bygger på Kongrespartiets flag. Kongrespartiet er et af de politiske partier i Indien. Flagets farver symboliserer mod, fred og troskab – tillige med opofrelse, sandhed og frugtbarhed. Figuren i midten er et gammelt buddhistisk symbol, der kaldes Ashokas hjul. Flaget blev officielt taget i brug i 1947. [8]

Indien ligger højt med hensyn til begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og meget højt, når det gælder krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af den amerikanske tænketank Pew Research Centers 2020-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2018. Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et ”lavt”, ”moderat”, ”højt” eller ”meget højt” niveau. [11] [24]

Krænkelserne af religionsfriheden rammer særligt muslimer og kristne, der er de større religiøse mindretal i landet. Der har været voldelige angreb mod personer fra begge religiøse samfund – i nogle tilfælde med døden til følge. Gerningsmændene har ofte været tilknyttet militante hindu-nationalistske grupper, som ønsker at gøre Indien mere hinduistisk. Generelt er der en voksende nationalistisk bevægelse i landet, som har gjort atmosfæren over for muslimer og kristne mere fjendtlig, selv om der også er grupper, som tager afstand fra den nationalistiske bevægelse.

Befolkning og sprog

Der bor 1,34 milliarder mennesker i Indien (anslået, 2021). [6]

De største etniske grupper er: Indoariere (72 %) og dravider (25 %). De øvrige grupper udgør tilsammen 3 % af befolkningen. [1] [6]

Der er over 20 officielle sprog. De mest talte sprog er: Hindi (43,6 %), bengali (8 %), marathi (6,9 %), telugu (6,7 %), tamil (5,7 %), gujarati (4,6 %) og urdu (4,2 %). Der er i alt omkring 200 sprog i Indien. [1] [6]

Religion

Hovedparten af befolkningen er hinduer (79,8 %). [6]

De største religiøse mindretal er: Muslimer (14,2 %), kristne (2,3 %) og sikher (1,7 %). [6]

Det muslimske mindretal tæller omkring 185 millioner mennesker, og det er dermed det tredjestørste muslimske samfund i verden – kun overgået af Indonesien (230 millioner) og Pakistan (200 millioner). Muslimer er i flertal i delstaten Jammu og Kashmir. Her er 68 % af befolkningen muslimer. [9]

Det kristne mindretal tæller omkring 30 millioner mennesker. Kristne udgør flertallet i tre mindre delstater i den nordøstlige del af Indien. Det er i Nagaland (90 %), Mizoram (87 %) og Meghalaya (70 %). [9]

Sikher er i flertal i delstaten Punjab i den nordvestlige del af Indien. De udgør 54 % af befolkningen. [9]

Forholdet mellem stat og religion

Indien er ifølge forfatningen er en sekulær stat. Forfatningen garanterer religions- og samvittighedsfrihed. Enhver har ret til frit at forkynde og udøve sin religion – blot den ikke skader den offentlige orden, moral eller sundhed. Ifølge forfatningen skal staten behandle alle religioner upartisk, og den forbyder religiøst begrundet diskrimination, fx i forhold til beskæftigelse eller adgang til offentlige faciliteter. Det er forbudt at tvinge nogen til at betale skat for at fremme eller opretholde en bestemt religion. [9]

Regeringen kan forbyde religiøse organisationer, der er involveret i terrorisme eller provokerer til spændinger i lokalsamfundene. [9]

Muslimer, sikher, kristne, Parsis (zarathustrisme eller zoroastrisme), jainister (en indisk religion) og buddhister anerkendes som religiøse mindretal i Indien. [9]

Religionsundervisning er ifølge forfatningen forbudt i offentlige skoler. Det er tilladt at oprette private religiøse skoler. [9]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Restriktioner for at slagte kvæg i 24 delstater

I 24 af Indiens 28 delstater og 8 unionsterritorier er der indført restriktioner for at slagte kvæg. Forbuddet berører især muslimer og visse lavkaster. Straffene varierer fra delstat til delstat. I de fleste af de 24 stater, hvor det er forbudt at slagte kvæg, straffes en overtrædelse af forbuddet med bøder fra 1.000 til 10.000 rupier (ca. 100-1.000 DKK) og med fængsel fra seks måneder til to år. I delstaterne Rajasthan, Punjab, Haryana, Himachal Pradesh, og Jammu og Kashmir straffes slagtning af køer med fængsel fra to til 10 år. I delstaten Gujarat blev strafferammen for at dræbe køer, sælge oksekød og for ulovligt at transportere køer eller oksekød forhøjet i 2017. Strafferammen efter den nye lov er mindst 10 års fængsel, og i nogle tilfælde kan der idømmes fængsel på livstid. En straf på 10 års straf svarer til straffen for nogle tilfælde af manddrab, og fængsel på livstid, svarer til straffen for overlagt mord på mennesker. [9]

Anti-konversionslove i flere delstater

I ni af de 28 delstater er der vedtaget love, der begrænser retten til at konvertere til en anden religion. De ni delstater er: Arunachal Pradesh, Chhattisgarh, Gujarat, Himachal Pradesh, Jharkhand, Madhya Pradesh, Odisha (Orissa), Rajasthan og Uttarakhand. Lovene er trådt i kraft i fem delstater. I delstaterne Chhattisgarh, Madhya Pradesh og Uttarakhand er det forbudt at tvinge nogen til at skifte religion, og hvis en person ønsker at konvertere, skal distriktsmyndighederne underrettes om det en måned i forvejen. I delstaten Odisha skal personer, som ønsker at konvertere til en anden religion, og gejstlige, der har til hensigt at deltage i en sådan ceremoni, sende en formel anmeldelse til myndighederne. Personer, som overtræder reglerne – herunder missionærer og andre religiøse personer, der tilskynder til at konvertere til en anden religion – kan straffes med bøde og andre sanktioner. I delstaterne Chhattisgarh og Madhya Pradesh kan en overtrædelse af reglerne straffes med fængsel i op til henholdsvis tre eller fire år, hvis de, der konverterer, fx er mindreårige eller kvinder. [9]

Delstaten Himachal Pradesh i det nordlige Indien strammede ifølge organisationen International Christian Concern (ICC) i august 2019 delstatens anti-konversionslov. Efter de nye regler er det forbudt, direkte eller indirekte, at få en anden person til at skifte religion eller forsøge at få en person til at konvertere, hvis det sker ved brug af forkerte oplysninger, magt, overdreven påvirkning, tvang, overtalelse eller ved svigagtige midler. Lovændringen betyder også, at et ægteskab vil blive erklæret ugyldigt, hvis det alene indgås med henblik på at få en person til at skifte religion. Delstaten indførte i 2006 en lov, hvorefter det er forbudt at få en person til at konvertere ved magt eller overtalelse. Efter lovændringen i 2019 er strafferammen udvidet, så en overtrædelse af forbuddet nu kan medføre fængsel i op syv år. Begrundelsen fra regeringspartiet BNJ for at stramme lov var, at 2006-loven ikke havde medført et stop for religiøs konversion. En af delstatens præster frygter, at den nye lov vil blive brugt over for kristne. ”Vi er ikke bekymrede over selve loven, for vi overholder loven. Men vi er alvorligt bekymrede for, at loven vil blive misbrugt,” siger pastor Vinod til ICC. Ifølge ICC misbruger radikale hindu-nationalister anti-konversionslovene til fejlagtigt at beskylde kristne for med magt at få personer til at konvertere til kristendommen for at retfærdiggøre deres chikane og overgreb mod kristne. Indtil videre er ingen blevet dømt for at tvangsomvende nogen i Indien. [18]

Ifølge den indiske højesteret medfører en konvertering fra hinduisme til en anden religion, at vedkommende ”udstødes fra sin kaste”, da kastesystemet er knyttet til hindusamfundet. Det har betydning – fx for retten til offentlige goder – hvilken kaste en person tilhører. [9]

Overgreb fra myndighedspersoner

I juni 2018 blev to politibetjente anklaget for drab, efter at en muslimsk kvæghandler, Mohammad Salim Qureshi, døde af kvæstelser, han blev påført underen afhøring hos politiet i Bareilly i delstaten Uttar Pradesh. De to politibetjente blev suspenderet efter en politiundersøgelse. [9]

I september 2018 suspenderede myndighederne i delstaten Uttar Pradesh tre politibetjente. Det skete, efter at der dukkede en video op, hvor man angiveligt kan se den ene betjent slå en hinduisk kvinde, fordi hun havde været sammen med en muslimsk mand, mens de to andre betjente spottede hende. Ifølge oplysninger i medierne rykkede politiet ud for at redde det interreligiøse par, der begge medicinstuderende, fordi medlemmer af en nationalistisk hinduorganisation havde angrebet i protest mod deres såkaldte ”love jihad”. Det er et udtryk, der bruges om muslimske mænd, som beskyldes for at forføre hinduistiske kvinder for at få dem til at konvertere. [9]

I januar 2018 arresterede politiet i delstaten Jammu og Kashmir otte hinduistiske mænd, heriblandt fire politibetjente og en pensioneret embedsmand, i forbindelse med kidnapningen, gruppevoldtægt og drabet på en 8-årig pige. Offeret, Asifa Bano, tilhørte et muslimsk stammesamfund i Kathua-distriktet. Hun blev kidnappet, mens hun gik med sin hest i en eng. Mændene tog hende angiveligt med til et nærliggende hindutempel, hvor de bedøvede hende og voldtog hende gennem flere dage. Ifølge oplysninger i medierne voldtog og myrdede mændene pigen for at drive hendes muslimske nomadesamfund ud af området. Flere hinduistiske grupper og advokater samt to BJP-ministre i delstaten sluttede op om en protest, hvor de krævede de arresterede løsladt. De mente, at der var tale om en anti-hinduistisk handling fra politiets og anklagernes side i den muslimsk dominerede delstat. Den 7. maj 2018 besluttede den indiske Højesteret, at retssagen skulle flyttes til Pathankot-distriktet i delstaten Punjab. De to BJP-ministre, der støttede de mistænkte, har siden trukket sig tilbage. [9]

Kritik af myndigheder for manglende beskyttelse af minoriteter

Repræsentanter fra religiøse mindretal har i flere tilfælde kritiseret myndighederne for ikke at gøre tilstrækkeligt for at beskytte deres rettigheder. Her refereres et par af en lang række af lignende eksempler.

I august 2018 beordrede Indiens Højesteret myndighederne i delstaten Uttar Pradesh til at genoptage efterforskningen af drabet på en muslimsk kvæghandler, der blev angrebet af en pøbel under en transport af køer. Ordren kom, efter at der dukkede flere videoer op på nettet, som rejste tvivl om indholdet af den oprindelige politirapport, hvor overfaldet blev beskrevet som et ”vejskænderi”. I en af videoen kan man se kvæghandleren tilbagevise påstande om, at køerne var på vej til slagtning. Politiet arresterede efterfølgende ni personer, der sigtes for medvirken ved drabet. [9]

I november 2018 angreb fire mænd ifølge netavisen AsiaNews en katolsk præst, Vineet Vincent Pereira, der ledte en bønnegudstjeneste i Ghohana i delstaten Uttar Pradesh. De fire gerningsmænd var angiveligt medlemmer af en hinduistisk gruppe, som forsøger at “genomvende” personer, der tidligere har været hinduer Efter angrebet tog politiet Pereira i forvaring for at beskytte, men dagen efter blev han anklaget for oprør og for at organisere en ulovlig forsamling. Der blev ikke rejst tiltale mod de fire gerningsmænd. [9]

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) skrev i sin rapport for 2018, at indiske myndigheder ikke havde ”forhindret eller troværdigt undersøgt” pøbelangreb mod religiøse minoriteter, marginaliserede samfund og kritikere af regeringen. Ligeledes har nogle BJP-medarbejdere offentligt støttet nogle af gerningsmændene bag den slags forbrydelser og holdt brandtaler mod mindretalssamfundene – og dermed opmuntret til yderligere vold. [9]

Strid mellem muslimer og hinduer om jordstykke i delstaten Uttar Pradesh

Indiens Højesteret afgjorde med en enstemmig dom i november 2019 den videre skæbne for et jordstykke i byen Ayodhya i det nordlige Indien i delstaten Uttar Pradesh. Jordlodden er hellig for både muslimer og hinduer. I 1528 blev der bygget en moské, Babri-moskeen, på grunden. Men i 1992 blev den revet ned og ødelagt, da flere hundrede hinduer gik til angreb på moskeen med skovle, hamre og deres bare næver. Moskeen kollapsede. Og det førte til voldsomme optøjer, som kostede næsten 2.000 mennesker livet. Hovedparten af ofrene var muslimer. Moskégrunden er også hellig for hinduer. De mener, at en af hinduismens guder, guden Rama, blev født på det sted, og ifølge hinduerne har der tidligere ligget et hindutempel på grunden. Det har i mange år været uvist, hvad der skulle ske med jordstykket. I 2000 besluttede en lavere retsinstans, at det skulle deles i tre jordlodder – to til hinduerne og et til muslimerne. Men sagen gik videre til den indiske højesteret, som i november 2019 – efter flere måneders høringer – besluttede, at hele jordstykket skal gives til hinduerne. Højesteret besluttede samtidig, at der skal udstykkes et område på to hektar med ”en fremtrædende placering” til det muslimske samfund. Den løsning er muslimerne ikke tilfredse med. Der er ikke kun religiøse følelser, men også politik involveret i sagen. Allerede under valgkampen i 2014 lovede Narendra Modi at bygge et tempel i Ayodhya. Han valgte dog at afvente udfaldet af sagens behandling i Højesteret. [21] [22]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

I Pew Research Centers 2020-rapport om religionsfrihed, der bygger på oplysninger fra 2018, ligger Indien allerøverst, når det gælder krænkelser af religionsfriheden på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. Det gjorde landet også i de foregående to år. Det går især ud over de religiøse mindretal i landet. [11] [24]

I flere delstater har civile overfaldet – og i nogle tilfælde dræbt – kvægavlere, mælkeproducenter m.fl. Det er ofte hindu-nationalister, der påberåber sig at ville ”beskytte køer”. Koen er et helligt dyr i hinduismen. Mediedataprojekt IndiaSpend registrerede i alt 31 af den slags hændelser i 2018, og otte mennesker blev dræbt ved disse overfald. 73 % af ofrene var muslimer. I 2017 var der 43 hændelser – med i alt 108 ofre, heriblandt 13 dræbte. I 2016 var der 30 hændelser – med i alt 67 ofre, heriblandt 9 dræbte. I 2017 udgjorde muslimer 60 % af ofrene. I 2016 var 42 % af ofrene muslimer, mens 34 % var dalitter (kasteløse). [9]

I februar 2018 præsenterede det indiske indenrigsministerium en rapport for parlamentets underhus, Folkets Hus, som viste, at antallet af hændelser med religiøs vold var steget 9 % fra 2015 til 2017. Der blev i 2017 registreret 822 hændelser, som havde kostet 111 mennesker livet, mens 2.384 personer var blevet såret. [9]

Krænkelser af muslimers religionsfrihed

*Nationalistiske hindugrupper i Indien har – under påskud af at ville ”beskytte køer” – i flere tilfælde angrebet og dræbt muslimer og andre grupper. (Arkivfoto fra New Delhi: Pixabay)*

I slutningen af juni 2017 blev en muslimsk mand, Alimuddin Ansari, angrebet af en gruppe hinduer, fordi han transporterede oksekød i sin bil. Mændene hev ham ud af bilen, slog ham og satte ild til bilen. På videooptagelser kan man ifølge The Guardian se, at mændene slår Alimuddin Ansari med kødstykker, mens bilen brænder i nærheden. Alimuddin Ansari døde som følge af det voldelige overfald. 11 af gerningsmændene blev i marts 2018 idømt fængsel på livstid for mord og kriminel sammensværgelse. Mændene er del af en nationalistisk hindubevægelse, der bruger vold i deres kamp for at ”beskytte køer”. Avisen oplyser, at en af dem er distriktsmedarbejder i det regerende BJP-parti (Bharatiya Janata Party). [12]

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) skrev i sin 2018-rapport, at der siden november 2017 havde været 18 tilfælde, hvor ekstremistiske hinduer havde angrebet muslimer på baggrund af rygter om, at de solgte eller slagtede køer, og at otte mennesker var blevet dræbt ved disse angreb. [9]

I marts 2018 fik en muslimsk kvinde, Roshan Bi, skåret en finger af, og hendes søn Farzan Saiyed blev overfaldet i byen Chhatral i delstaten Gujarat i det vestlige Indien. Det var angiveligt medlemmer af den nationalistiske hindu-organisation Bajrang Dal, der stod bag angrebet. Ifølge flere medier skete det, fordi de ikke havde fulgt advarsler om kun at lade deres kvæg græsse i muslimske områder. Saiyed døde senere af sine kvæstelser. Politiet har arresteret fem mænd i forbindelse med angrebet. [9]

I maj 2018 blev to muslimske mænd overfaldet af en gruppe mænd i Satna-distriktet i delstaten Madhya Pradesh i det centrale Indien. Den ene blev dræbt. Gerningsmændene hævdede, at de to mænd havde slagtet en tyr. Politiet arresterede fire mænd for overfaldet. Samtidig sigtede politiet den sårede muslim, der overlevede overfaldet, for at have slagtet kvæg, hvilket han nægtede at have gjort. [9]

I juli 2018 angreb og myrdede en gruppe ”ko-beskyttere” en muslimsk mælkeproducent, Rakbar Khan, fra Haryana i delstaten Rajasthan i den vestlige del af Indien. Han blev overfaldet om natten, mens han transporterede to køer. Myndighederne suspenderede senere en højtstående politibetjent, efter at han efter sigende havde været fire timer om at transportere Khan til et lokalt hospital fire kilometer væk. Khan havde været ved bevidsthed, men lægerne erklærede ham død ved ankomsten til hospitalet. I september 2018 blev tre mænd sigtet for at have dræbt Rakbar Khan. [9]

I juli 2018 angreb medlemmer af en nationalistisk hindu-organisation en muslimsk mand, Sahil Khan, uden for en domstol i Ghaziabad i delstaten Uttar Pradesh i det nordlige Indien. Sahil Khan var inde i retten for at registrere sit ægteskab med en hinduisk kvinde. Ifølge medierne trak en gruppe mænd Khan ud på gaden, hvor de slog ham og bagefter beskadigede hans bil. Politiet har sigtet to personer for angrebet. [9]

Krænkelser af kristnes religionsfrihed

I oktober 2017 udtalte lederen af den nationalistiske hinduorganisation Vishwa Hindu Parishad (VHP), at kristne missionærer skulle forlade landet, og at organisationen ville starte en ”Forlad Indien”-kampagne. VHP-lederen tilføjede, at organisationen ikke vil tillade, at en eneste kristen missionær bliver tilbage i landet. [10]

I 2018 registrerede Religious Liberty Commission of the Evangelical Fellowship of India (EFI-RLC) 325 tilfælde af vold og angreb mod kristne og kirker – sammenlignet med 351 tilfælde i 2017, 300 tilfælde i 2016 og 177 i 2015. Organisationen betegnede 2017 som et af de mest traumatiske år for det kristne samfund, og den opfordrede regeringen til at gribe ind for at genskabe samfundets tillid til regeringen. Et stigende antal angreb på kirker fandt sted på søndage og helligdage som palmesøndag, langfredag, påske og jul. I nogle tilfælde angreb hinduistiske nationalister også religiøse samlinger i private hjem. Organisationen oplyser, at der i 2017 var 52 tilfælde af vold mod kristne i delstaten Tamil Nadu, 50 i Uttar Pradesh, 43 i Chhattisgarh, 38 i Maharashtra, 36 i Madhya Pradesh og 6 tilfælde i Delhi. I 2018 var der mange tilfælde, hvor kristne blev anklaget for vold, trusler eller chikane. Over 40 % af de dokumenterede hændelser i 2018 fandt sted i delstaten Uttar Pradesh i det nordlige Indien. Kirker blev angiveligt angrebet af nationalistiske hindugrupper, der beskyldte dem for at få mennesker til at konvertere ved tvang eller svig. Det resulterede i, at de forstyrrede gudstjenester, chikanerede præster og kirkemedlemmer samt anholdelser ogr tilbageholdelser af præster og lægfolk. [9] [10]

Organisationen Persecution Relief registrerede 477 tilfælde af vold mod kristne i 2018 sammenlignet med 440 tilfælde i 2017. Ifølge organisationen er forholdene blevet forværret i Indien, da gerningsmændene til religiøse vold ofte ikke bliver retsforfulgt. [9]

Organisationen Alliance Defending Freedom India (ADFI) oplyste, at 15 kirker i 2018 blev lukket for at sikre kirkernes sikkerhed, fordi hindu-nationalistiske grupper angreb kristne ledere og deres arbejde, især i landdistrikter, under påskud af, at de kristne praktiserede tvangsomvendelser. Det blev også oplyst, at regeringen arbejdede for at få genåbnet kirkerne. ADFI oplyste også, at en præst blev overfaldet i Fatehpur under en søndagsgudstjeneste. [9]

I januar 2018 afbrændte uidentificerede personer flere eksemplarer af en telugu-oversættelse af Bibelen i Nagarkurnool distriktet i delstaten Telangana. De havde i forvejen tiltvunget sig biblerne, som en gruppe kristne fra organisationen Gideonitterne havde planlagt at uddele i området. [9]

I december 2018 blev en gruppe på 16 kristne i delstaten Tamil Nadu, ifølge netmediet AsiaNews, angrebet af en flok på omkring 150 personer, mens de sang julesange. [9]

I september 2019 blev Devin Grace Church i Sirupurkagaznaar i det sydlige Indien fuldstændig ødelagt af ukendte gerningsmænd. Kirken, der er bygget 2004, bruges af en menighed på omkring 50 medlemmer. Ifølge kirkens præst, pastor Samson, har der været flere tilfælde af angreb mod kristne og hærværk mod kirker i området i den seneste tid. Han mente, at radikale hinduer stod bag angrebet, og han kritiserede politiet for ikke at gøre nok for at efterforske sagen. [19]

Krænkelser af hinduers religionsfrihed

Den islamistiske organisation Lashkar-e-Taiba, der har base i Pakistan, har foretaget flere terrorangreb i Kashmir. I juli 2017 angreb bevægelsen en bus med hindu-pilgrimme, hvor otte mennesker blev dræbt og 17 blev såret. [13]

I februar 2018 blev en 23-årig hinduistisk mand, Ankit Saxena, dræbt på en befærdet gade i hovedstaden Delhi. Han blev angiveligt dræbt af familiemedlemmer til en muslimsk kvinde, som han var forelsket i. Myndighederne har efterfølgende arresteret og rejst sigtelse mod kvindens forældre, en onkel og en mindreårig bror, som efter sigende var imod det interreligiøse forhold mellem de to unge. [9]

I november 2018 døde hindupræsten D. Satyanarayana på et hospital i Hyderabad i det østlige Indien som følge af de kvæstelser, han blev påført knap en uge forinden. Han blev angiveligt dræbt af en muslimsk imam, Syed Sadiq Hussain, som angreb hindupræsten under et skænderi om brugen af en højttaler i templet, hvor den afdøde arbejdede. Politiet har sigtet imamen for mord. [9]

Forbedringer af religionsfriheden

I juni 2018 oplyste flere medier, at førsteministeren i delstaten Arunachal Pradesh, Pema Khandu (BJP), havde meddelt, at hans regering ville ophæve delstatens 40 år gamle anti-konversionslov. Det er uvist, om førsteministerens intension om at ophæve loven er gennemført i praksis. [9]

I november 2019 indgik Indien og Pakistan en aftale, der tillader indiske sikh-pilgrimme at besøge en sikh-helligdom i den pakistanske by Kartarpur. Byen er hjemsted for et tempel (gurdwara), der markerer stedet, hvor grundlæggeren af sikhismen, Guru Nanak, døde. Ifølge aftalen bliver det muligt at rejse fra Indien til Kartarpur uden visum. Sikh-mindretallet i Indien har længe ønsket at få lettere adgang til templet i Kartarpur, der ligger ved grænsen, 4-5 kilometer inde i Pakistan. Aftalen blev indgået på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Indien og Pakistan i et nogle måneder har været ekstra spændt på grund af den langvarige konflikt om Kashmir-området. Aftalen blev markeret med ceremonier på den indiske og den pakistanske side af grænseovergangen den 9. november 2019. Indiens premierminister, Narendra Modi, deltog ved åbningsceremonien på den indiske side, og den pakistanske premierminister Imran Khan deltog i den pakistanske ceremoni. Imran Khan sagde, at grænsekorridoren er begyndelsen, og at der vil komme yderligere forbedringer i forbindelserne mellem Pakistan og Indien – og tilføjede: ”Når Kashmir-problemet er løst, vil det bringe fred til denne del af kontinentet.” Manmohan Singh, der er sikh og tidligere indisk premierminister sagde, at ”dette er den største og lykkeligste dag for Sikh-samfundet”, og at og det vil hjælpe med at forbedre forholdet mellem Indien og Pakistan. Manmohan Singh var blandt den første gruppe på 500 pilgrimme, der benyttede den nye grænsekorridor. [20] [23]

Historie

Indien er befolkningsmæssigt verdens næststørste land, og to af verdens store religioner – hinduismen og buddhismen – stammer fra Indien. Hinduismen har længe været den dominerende religion i landet. [1]

Indiens historie går flere tusinde år tilbage i tiden, og landet er blevet påvirket af forskellige indvandringer. Det er dog kun få riger, som i længere tid har haft magt over hele det område, der i dag udgør den indiske forbundsstat. En af dem var den britiske kolonimagt. [2]

Indien blev en britisk kronkoloni i 1858. Handlen mellem Indien og Europa begyndte dog allerede efter 1492, hvor den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama fandt en søvej til Indien. Ud over portugiserne har hollænderne og franskmændene i perioder kontrolleret visse regioner i Indien, men efterhånden skaffede det britiske Ostindiske Kompagni sig kontrol over større og større dele af landet. Flere steder blev de mødt af modstand, og der blev udkæmpet flere slag. Briterne endte med at besejre al modstand, herunder et stort oprør i Nordindien i 1857-1858. Dette oprør kaldes både ”det indiske mytteri” og ”den første uafhængighedskrig”, og det blev først nedkæmpet, efter at Det Ostindiske Kompagnis egne styrker fik forstærkning af britiske soldater. Med sejren kontrollerede briterne et stort rige, som omfattede både det nuværende Indien samt Pakistan og Bangladesh. I 1858 blev riget en britisk kronkoloni. [2] [3]

Briterne anvendte i et vist omfang indere som skatteopkrævere og til andre embedsmandsopgaver, men fra slutningen af 1800-tallet sporedes der blandt uddannede indere en større og større utilfredshed over, at det var svært at få høje stillinger i administrationen. Der opstod også et ønske om øget politisk indflydelse. I 1885 blev Den Indiske Nationalkongres (INC) dannet, og den kom til at spille en vigtig rolle i indernes kamp for selvstændighed. Efter Første Verdenskrig blev advokaten Mahatma Gandhi leder af INC, og omkring 1920 indledte han en kampagne om ikke at samarbejde med briterne som led i kampen for uafhængighed. Midlerne var ”civil ulydighed” og andre ikke voldelige aktioner. Modstanden førte til en britisk tilbagetrækning i 1947. [2] [4]

Ved uafhængigheden blev Britisk Indien delt i to lande: Indien og Pakistan. Opdelingen skete primært ud fra religiøse skillelinjer. I det nye Indien var hovedparten af befolkningen hinduer. I Pakistan, der var delt i et Øst- og Vest-Pakistan, var befolkningsflertallet muslimer. Gandhi var imod denne deling. Han ønskede en fælles hinduistisk-muslimsk stat. Gandhi blev myrdet i 1948 af en militant hindu, der var modstander af Gandhis forsonlige linje i forhold til muslimerne. Øst-Pakistan blev i 1971 en selvstændig stat under navnet Bangladesh – efter en borgerkrig med Vest-Pakistan, som blev til det nuværende Pakistan. [2] [4]

Det nye, selvstændige Indien indrettede sig som en sekulær, demokratisk forbundsstat.

Indien har et spændt forhold til nabolandet Pakistan. Gennem flere år har der været en konflikt mellem de to lande om delstaten Jammu og Kashmirs tilhørsforhold. Delstaten har en større grad af selvstyre end de øvrige delstater. I 2003 blev der indgået en våbenstilstandsaftale, og det forbedrede forholdet mellem Indien og Pakistan. Året efter blev der åbnet en jernbaneforbindelse mellem landene. Uenigheden om Jammu og Kashmir har ført til mange væbnede sammenstød og terrorangreb. Konflikten blev optrappet markant, da premierminister Narendra Modi i august 2019 indskrænkede delstatens selvstændighed. Det fremkaldte protester fra såvel Pakistan som Kina. [2] [14] [15]

I forbindelse med Østpakistans kamp for uafhængighed i 1971, som førte til oprettelsen af staten Bangladesh, støttede Indien den øst-pakistanske selvstændighedsbevægelse i krigen mod Vest-Pakistan. Udenrigspolitisk har der også været grænsestridigheder mellem Indien og Kina. [2] [5]

Indenrigspolitisk har Kongrespartiet været ved magten en stor del af tiden efter uafhængigheden i 1947. Blandt partiets markante politikere har været Indira Gandhi, der var premierminister i 1966-1977 og igen fra 1980 til 1984, hvor hun blev myrdet af sikh-separatister. Hun blev efterfulgt af sønnen Rajiv Gandhi. Han blev myrdet under en valgkamp i 1991. [2]

I 1990’erne blev forholdet mellem hinduer og muslimer mere spændt. I 1992 blev Babri-moskeen i byen Ayodhya revet ned af flere hundrede hinduer. Det første som beskrevet ovenfor til voldsomme optøjer, der kostede næsten 2.000 mennesker livet. Den religiøse nationalisme har også påvirket den politiske udvikling. Ved valget i 1996 blev det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) det største i Indien, og Indien fik en BJP-ledet koalitionsregering. I delstaten Gujarat opstod der i 2002 voldsomme optøjer mellem hinduer og muslimer. Det skete, efter at der blev sat ild til en togvogn med hinduaktivister. Mindst 800 muslimer blev efterfølgende dræbt ved hævnaktioner. [2] [21] [22]

Ved parlamentsvalget i 2004 tabte BJP-koalitionen regeringsmagten til Kongrespartiet med den italienskfødte Sonia Gandhi som formand. Hun var enke efter Rajiv Gandhi. Hun overlod posten som premierminister til Manmohan Singh, der havde været finansminister i 1991-1996. Manmohan Singh var premierminister frem til valget i 2014, hvor Kongrespartiet led et stort nederlag til BJP. BJP’s leder, Narendra Modi, blev ny premierminister. Han har tidligere været chefminister i delstaten Gujarat, og han beskyldes for ikke at have gjort nok for at dæmme op for volden i delstaten i 2002. [2]

Ved parlamentsvalget i foråret 2019 vandt BJP en endnu større sejr. Partiet fik 37,4 % af stemmerne, og det gav 303 mandater – og dermed absolut flertal i Folkets Hus, der er det andet af parlamentets to kamre. Det store mandattal skyldes, at valget foregår ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Kongrespartiet fik 19,5 % af stemmerne, og det rakte kun til 52 af de 543 pladser i Folkets Hus. De øvrige mandater blev fordelt på en række mindre partier. BJP gik til valg i en National Demokratisk Alliance sammen med flere partier, og denne alliance vandt i alt 353 af de 543 mandater i Folkets Hus. 43 % af de valgte parlamentsmedlemmer blev valgt, selv om de stod anklaget for kriminelle handlinger, som skal behandles ved en domstol. [16] [17]

Forfatning og styreform

Indien er en forbundsrepublik med 28 delstater og 8 unionsterritorier. [6] [7]

Indiens forfatning trådte i kraft i 1950, og den slår fast, at Indien er en demokratisk, sekulær republik. Indien kaldes verdens største demokrati. Delstaten Jammu og Kashmir har nogle særlige beføjelser, som betyder, at den har større selvstyre end de øvrige delstater. Denne særstatus blev dog indskrænket af premierminister Narendra Modi i august 2019. [2] [6] [7] [14] [15]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der består af to kamre: Staternes Råd og Folkets Hus. Staternes Råd har 245 medlemmer, hvoraf 233 vælges ved indirekte valg af delstaterne og unionsterritorierne. De øvrige 12 udpeges af præsidenten. Medlemmerne vælges for seks år. Folkets Hus består af 545 medlemmer, hvor af 543 medlemmer vælges ved direkte valg i enkeltmandskredse. Præsidenten udpeger to medlemmer som repræsentanter for den anglo-indiske befolkningsgruppe. Valgperioden er fem år. [6] [7]

Den udøvende magt

Den udøvende magt ligger formelt hos præsidenten, der er landets statsoverhoved. Præsidenten vælges for fem år af et valgkollegium, der består af parlamentsmedlemmerne og medlemmerne af delstaternes lovgivende forsamlinger. Præsidenten har primært repræsentative opgaver, men har dog magt til at opløse Folkets Hus. Præsidenten kan også erklære en delstat i undtagelsestilstand. En sådan beslutning kræver dog, at den godkendes af begge parlamentets kamre inden to måneder. Reelt ligger den udøvende magt hos premierministeren og regeringen. [6] [7]

Den dømmende magt

Den dømmende magt ligger hos domstolene. Indiens Højesteret (Supreme Court) er den øverste retsinstans. Under den findes en række landsretter (High Courts). [6]

Delstaterne

Delstaterne har også lovgivende forsamlinger, der vælges for fem år. De udpeger en delstatsregering, som ledes af en chefminister. Centralregeringen udpeger en guvernør i hver delstat. Guvernørens rolle i delstaten svarer til den, præsidenten har på nationalt plan. [7]

Artiklen er oprettet 15-01-2019.
Artiklen er senest opdateret 21-10-2022.