Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Thailand

Religionsfrihed – hvad er status?

Thailands flag er fra 1917. Inden da havde landet et flag, der var helt rødt. Den blå stribe, der er Thailands nationalfarve, og de to hvide striber blev indsat under Første Verdenskrig. De røde, hvide og blå striber symboliserer henholdsvis nationen, buddhismen og monarkiet. [3]

Thailand ligger højt, både når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side og med hensyn til krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af den amerikanske tænketank Pew Research Centers 2019-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2017. Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et ”lavt”, ”moderat”, ”højt” eller ”meget højt” niveau. [1]

En af begrænsningerne af religionsfriheden i det overvejende buddhistiske Thailand er, at buddhist-munke og novicer ikke har stemmeret og ikke må engagere sig i politik.

I de sydligste provinser – kaldet Deep South – har der gennem mange år været en etnisk-nationalistisk konflikt, som også har medført begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden.

Befolkning og sprog

Der bor 68,9 millioner mennesker i Thailand (2020). Landet er både med hensyn til areal og indbyggertal på størrelse med Frankrig. [2]

80 % af befolkningen er thaier (siamesere og lao). De største etniske mindretal er kinesere (12 %), malajer (4 %), khmer (3 %) og andre (1 %). [11]

Landets officielle sprog er thai. Der findes over 50 sprog i Thailand. [2] [11]

Religion

*Langt hovedparten af befolkningen i Thailand er buddhister. Billedet er fra Wat Phra Singh (Guldtemplet) i* *Chiang Mai i det nordlige Thailand. (Foto: Bent Dahl Jensen)*

Den overvejende del af befolkningen (94,6 %) er buddhister. De største religiøse mindretal er: Muslimer (4,3 %) og kristne (1 %) (2015). De religiøse mindretal omfatter også hinduer, folkereligioner, sikher m.fl. [2] [4]

Andre kilder anslår, at andelen af buddhister ligger på 85-95 %, og at 5-10 % er muslimer. [4]

Der er – ifølge en opgørelse fra september 2018 – mere end 41.000 buddhistiske templer med ca. 335.000 novicer, munke og andre gejstlige. Hovedparten af Thailands buddhister tilhører Hinayana-retningen (også kaldet Theravada). Den adskiller sig fra de andre buddhistiske retninger ved dens syn på udfrielse. Som udgangspunkt er oplysningen nemlig kun for munke og nonner, mens almindelige mennesker blot kan stræbe mod den ved at rense sin karma gennem gode handlinger, medfølelse og støtte til munkevæsenet. Mange buddhister inddrager også elementer fra hinduisme og folkereligioner i deres religiøse praksis. [4] [9]

Islam er den dominerende religion i fire af de fem sydligste provinser. Hovedparten af muslimerne i disse provinser er etniske malajer. 99 % af Thailands muslimer er sunnier. [4]

Hovedparten af det kristne mindretal er af kinesisk oprindelse. Over halvdelen af de kristne er katolikker. [4]

Forholdet mellem stat og religion

Det er forbudt at ryge og drikke alkohol på tempelområderne. Overtrædelse af alkoholforbuddet kan straffes med fængsel i op til seks måneder og/eller en bøde på 10.000 baht (ca. 2.200 DKK). (Foto: Bent Dahl Jensen)

Ifølge forfatningen har alle ret til at bekende og udøve enhver religion efter deres eget valg, så længe det ikke er til ”skade for statens sikkerhed”, og alle er lige for loven uanset deres religiøse overbevisning. Ifølge forfatningen skal staten beskytte buddhismen og andre religioner, men staten har også en særlig opgave i at fremme Theravada-buddhismen gennem uddannelse, ved at udbrede dens principper og ved at forhindre enhver form for vanhelligelse af buddhismen. Ærekrænkelser overfor buddhismen og buddhistiske munke og nonner kan straffes med op til et års fængsel og/eller bøder på op til 20.000 baht (4.200 DKK). Straffeloven forbyder uorden og forstyrrelser ved helligdomme og religiøse ceremonier blandt de fem anerkendte trosretninger. En overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde og/eller fængsel i et til syv år. [4]

Thailand anerkender officielt fem religioner: Buddhister, muslimer, brahmin-hinduer, sikher og kristne. De thailandske myndigheder har siden 1984 ikke anerkendt nye religioner. [4]

Det er ifølge Thailands forfatning kongens opgave at opretholde og beskytte religioner – ikke blot buddhismen, men også de andre anerkendte religioner. Derfor kan man også se portrætter af kongen ved kirker og andre helligdomme. Her ses en kæmpe fotostat af kong Vajiralongkorn ved en bygning tæt ved Assumption Church i Bangkok, der er den største katolske kirke i hovedstaden. (Foto: Bent Dahl Jensen)

Der er ingen officiel statsreligion i Thailand, men kongen skal ifølge forfatningen være buddhist. Herudover er det kongens opgave “at opretholde og beskytte religioner”. [4]

Trossamfund inden for de fem anerkendte religioner kan blive registreret hos myndigheder. Det giver dem nogle økonomiske fordele, herunder fritagelse for skat, og fordele i forhold til at søge opholdstilladelse for udenlandske medarbejdere. Det er frivilligt, om trossamfund lader sig registrere, og trossamfund kan virke i landet uden regeringsindblanding, uanset om de officielt er registreret eller anerkendt. [4]

Regeringens kontor for Religiøse Anliggender fastlægger, hvor mange udenlandske missionærer og forkyndere, der må være i Thailand. I 2018 var der 1.357 kristne, 6 muslimer, 20 hinduer og 41 sikher. [4]

Det Centrale Islamiske Råd er et råd af muslimer, som er udnævnt af kongen. Rådet har til opgave at rådgive det thailandske undervisningsministerium og indenrigsministerium angående islamiske anliggender. [4]

Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden

Omtalen af begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden fra henholdsvis statens side og i civilsamfundet er delt op i to dele.

Den første del handler om situationen generelt i Thailand.

Den anden del handler specifikt om forholdene i området Deep South. Det omfatter de tre sydligste provinser, Pattani, Yala og Narathiwat. Her har der i gennem flere årtier været et meget spændingsfyldt forhold mellem thailandske myndigheder og dele af den overvejende muslimske lokalbefolkning.

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side generelt i Thailand

Begrænsninger af buddhisters religionsfrihed

Buddhistiske novicer, munke og andre gejstlige må ifølge forfatningen ikke stemme ved valg eller stille op som kandidater ved valg til parlamentet. Der er ved de buddhistiske templer i Thailand i alt omkring 335.000 novicer, munke og andre gejstlige, som af den grund ikke kan stemme ved parlamentsvalg. Kristne præster og andre gejstlige må ikke stemme ved valg, hvis de bærer en religiøs klædedragt. Bortset fra den muslimske stormufti) anses muslimske imamer ikke forkyndere (præster) eller gejstlige, og de har derfor lov til at stemme ved valg. [4]

I juli 2018 vedtog parlamentet en lov, som giver kongen fuld autoritet til at udnævne og fjerne medlemmer af Det Øverste Sangha Råd, der er det ledende gejstlige organ for buddhismen i Thailand. [4]

I august 2018 udstedte Det Øverste Sangha Råd forbud mod at holde politiske møder og aktiviteter på tempelområder. Forbuddet omfatter også samlinger og møder, som krænker loven eller påvirker den nationale sikkerhed, den sociale orden eller offentlige moral. Rådet understregede ligeledes, at det er forbudt for munke og novicer at deltage i politiske aktiviteter. [4]

Blandt munkene er der utilfredshed over indskrænkningerne af deres politiske rettigheder. I oktober 2018 skrev en gruppe munke til den thailandske valgkommission med en anmodning om at ændret de love, som begrænser deres rettigheder. [4]

Begrænsninger af flygtninges og asylansøgeres religionsfrihed

Der opholder sig op mod 100.000 flygtninge i Thailand. Langs den vestlige grænse til Myanmar, er der ni flygtningelejre for mennesker, der er flygtet fra Myanmar. Lejrene drives af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), og hovedparten af beboerne er etniske karener, men der er også andre etniske grupper i lejrene. Halvdelen af flygtningene fra Myanmar er kristne, mens en tredjedel er buddhister. De øvrige er muslimer eller fra folkereligioner. Ifølge UNHCR bor der også mange flygtninge i Thailand, som ikke har en opholdstilladelse, og derfor kan risikere at blive arresteret og sendt ud af landet. En del af flygtninge og asylansøgerne i Thailand er flygtet, fordi de var udsat for religiøs forfølgelse i deres hjemlande. [4] [14]

Thailands udlændingemyndigheder foretog gennem 2018 flere aktioner, hvor de arresterede mennesker, som ikke var i besiddelse af en opholdstilladelse. Flere tusinde personer blev arresteret ved disse aktioner, heriblandt også flygtninge og asylansøgere, som var registreret hos UNHCR. De personer, der var registreret af UNHCR, blev dog løsladt efter kort tid efter deres anholdelse. Den thailandske regering oplyste, at aktionerne ikke var rettet mod en specifik religiøs gruppe, og at der blandt de arresterede var personer fra forskellige religioner. [4]

Organisationen International Christian Concern (ICC) oplyste i september 2018, at mindst 70 pakistanske kristne blev holdt fanget i Bangkok Immigration Center under forhold, der blev beskrevet som ”nedværdigende, beskidte og overfyldte”. Måneden forinden oplyste ICC, at 181 hovedsageligt kristne flygtninge fra Vietnam blev arresteret i Thailand, og at de voksne blev tilbageholdt i immigrationscentret i Bangkok, mens flere end 50 børn blev adskilt fra deres forældre og indlogeret på tre andre centre. [4]

I juli 2019 oplyste International Christian Concern, at thailandske myndigheder havde arresteret 51 pakistanske asylansøgere, der opholdt sig i et lejlighedskompleks i Bangkok. De anholdte blev anbragt i Bangkok Immigration Center. [16]

Andre begrænsninger religionsfriheden fra statens side

Menneskerettighedsgrupper og hjælpeorganisationer oplyste i 2018, at det var vanskeligt for muslimske og andre migranter fra Sydasien at få opholdstilladelse i Thailand, og at det især var blevet svært, efter at et nyt dekret trådte i kraft i begyndelsen af året. Det berørte blandt andet muslimske migranter fra Myanmar, hvoraf mange angiveligt var flygtet på grund af forfølgelse i hjemlandet. [4]

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch og andre grupper oplyste i 2018, at de var bekymrede for, den thailandske regering ville reagere på en anmodning fra Kina om at udlevere kinesiske systemkritikere, herunder personer, der har forbindelse til religiøse grupper, som er forbudt i Kina. Men ifølge USA’s udenrigsministerium blev ingen medlemmer af forbudte religiøse grupper tvangsdeporteret til Kina i 2018. Derimod blev syv kinesiske statsborgere arresteret i marts 2018 af det thailandske turistpoliti for at have distribueret materiale om Falun Gong-bevægelsen, der er forbudt i Kina. De anholdte blev idømt bøder for at have overtrådt deres visum. [4]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet generelt i Thailand

Buddhistiske aktivister har gennem flere år agiteret for at gøre buddhismen til Thailands officielle religion. I juni 2018 holdt en buddhistisk bevægelse en kampagne i Bueng Kan-provinsen i det nordøstlige Thailand ved grænsen til Laos, hvor de agiterede for at udnævne buddhismen som provinsens officielle religion. Bevægelsen ønskede også at udpege provinsen som buddhismens hovedstad i Thailand. [4]

I Thailand anerkendes buddhistiske nonner (bhikkhunis) ikke på lige fod med munke (blikkhus). Den thailandske ligestillingslov omfatter ikke sager, der involverer ”overholdelse af religiøse principper”. Derfor er det et spørgsmål, som afgøres internt i det buddhistiske samfund. Og Det Øverste Sangha Råd, der er det ledende gejstlige organ for buddhismen i Thailand, forbyder kvinder at blive ”munke”. Kvinder, der ønsker at slutte sig til en buddhistisk ”munkeorden”, rejser normalt til Sri Lanka for at blive ordineret. Der er kun 229 kvinder blandt Thailands omkring 335.000 buddhistiske gejstlige. I februar 2018 henvendte en gruppe buddhistiske kvinder sig til Den Nationale Menneskerettighedskommission og anmodede om at få ændret loven, så nonner kan anerkendes på lige fod med munke. Der var i september 2018 ikke sket ændringer i forhold til den hidtidige praksis. Selv om buddhistiske nonner ikke anerkendes på lige fod med buddhistiske munke, har de lov til at oprette klostre og templer. Men uden en officiel anerkendelse er de afskåret fra at få del i den økonomiske støtte og andre fordele, som de anerkendte templer nyder godt af. Nonnerne er heller ikke omfattet af den særlige beskyttelse mod fx chikane og fysiske overgreb, som gælder for buddhistiske munke – og i nogle tilfælde er det munke, der udsætter nonner for den slags overgreb. [4]

Flere medier berettede i 2018 om, at der var en voksende antimuslimsk atmosfære i landet. Blandt andet skrev det tyske Deutsche Welle, at buddhister i Thailand og andre steder så buddhismen truet, og at de ”frygter, at islam og muslimer forsøger at overtage deres land”. Disse udsagn blev dog imødegået af flere buddhistiske og muslimske religiøse ledere, som udtalte, at flertallet i deres religiøse samfund fortsat går ind for interreligiøs dialog og kulturel forståelse. Der blev i den forbindelse henvist til resultaterne af en regional undersøgelse, som det malaysiske Merdeka Center for Opinion Research havde gennemført om ekstremisme. Den undersøgelse viste, at mens der blandt de adspurgte i nabolandene var en høj andel, som udtrykte intolerance over for personer med en anden tro, så udtrykte muslimer og buddhister i Thailand positive holdninger over for hinanden. [4]

Forbedringer af religionsfriheden generelt i Thailand

Den thailandske regering yder økonomisk støtte til islamiske uddannelsesinstitutioner, til opførelse af moskeer og til, at muslimer kan deltage i pilgrimsfærden til Mekka (Hajj). Der er flere hundrede islamiske skoler i Thailand. [4]

På landsplan er der valgt 39 Islamiske Provinsråd, som anerkendes af den thailandske regering. De Islamiske Provinsråd rådgiver provinsguvernører om islamiske spørgsmål, herunder opførelser, flytninger og opløsning af moskeer, udnævnelse af imamer og godkendelser af islamiske religiøse aktiviteter. [4]

Sameksistens på tværs af religion og tro generelt i Thailand

*4-5 % af den thailandske befolkning er muslimer. Billedet viser et bederum for muslimer på banegården i hovedstaden Bangkok. (Foto: Bent Dahl Jensen)*

Det Centrale Islamiske Råd udstedte i august 2018 en forordning om, at minimumsalderen for at indgå ægteskab er 17 år. Det er helt i overensstemmelse med den thailandske lovgivning om, at minimumsalderen for at kunne gifte sig er 17 år, uanset ens religiøse tilknytning. Forordningen fra Det Centrale Islamiske Råd kom i kølvandet på en sag fra maj 2018, hvor en 41-årig malaysisk mand havde giftet sig med en 11-årig thailandske pige i Deep South. Pigen blev efter udstedelsen af forordningen sendt tilbage til sin familie. Det Centrale Islamiske Råd er et råd af muslimer, som er udnævnt af kongen. Rådet har til opgave at rådgive det thailandske undervisningsministerium og indenrigsministerium angående islamiske anliggender. [4]

Kort om den etnisk-nationalistiske konflikt i Deep South

Der har i mange år været en etnisk-nationalistisk konflikt i de sydligste provinser ved grænsen til Malaysia. Det etniske element er en væsentlig faktor i den komplekse konflikt, men kultur og økonomi spiller også ind, da området hører til blandt de fattigste i Thailand. Det er vanskeligt at afgøre, hvor stor en rolle religionen spiller. Det kan dog konstateres, at der som følge af konflikten sker krænkelser af religionsfriheden – både fra statens side og ved fjendtligheder i civilsamfundet, som det fremgår af denne artikel.

I provinserne Pattani, Yala og Narathiwat, der også kaldes Deep South, er malajer den største etniske gruppe. Ud over thaier bor der også kinesere i området, som har en stærk malaysisk kulturarv. Hovedparten af befolkningen i disse provinser er muslimer – ligesom i Songkhla-provinsen, der også ligger ved grænsen til Malaysia. Omkring år 1900 annekterede Thailand området, der dengang var et sultanat, Pattani Sultanatet. Det omfattede desuden den nordlige del af det nuværende Malaysia, som blev en selvstændig stat i 1957. I begyndelsen blandede de thailandske myndigheder sig ikke ret meget i lokalbefolkningens liv, og den overvejende muslimske befolkning kunne opretholde deres kulturelle og religiøse traditioner, herunder sharia. Det ændrede sig fra omkring 1940, hvor der blev indledt en proces for at fremme en særlig ”thai-ness” i hele landet. Dette og flere efterfølgende forsøg på at gennemføre en kulturel thai-assimilering af provinserne har ifølge flere iagttagere været stærkt medvirkende til at vække en nationalistisk malaysisk bevidsthed i Deep South. Der blev dannet lokale oprørsgrupper, som kæmpede for øget selvstyre eller fuldstændig uafhængighed i forhold til resten af Thailand, hvor buddhismen er den dominerende religion. Flere af oprørsgrupperne har anvendt bombeangreb og andre voldelige midler i deres kamp mod styret i Bangkok. I 1990’erne mindskedes de voldelige angreb dog. Konflikten påvirkes også af uligheder på arbejdsmarkedet. Selv om flertallet af befolkningen er muslimer, er det kun 2-3 % af de beskæftigede muslimer ansat i den offentlige sektor, mens det gælder for knap 20 % af de beskæftigede buddhister. En af grundene til, at det er vanskeligt for muslimer at få job i den offentlige sektor, er, at mange muslimer aldrig fuldt ud har accepterede det thailandske sprog og det thailandske uddannelsessystem. [6] [10] [13]

Siden årtusindskiftet er volden igen eskaleret i Deep South. Især efter et par voldsomme begivenheder i 2004.

Den første fandt sted den 28. april 2004, hvor over 100 militante oprørere angreb politiposter 10 forskellige steder i Pattani-, Yala- og Songkhla-provinserne. Bagefter søgte 32 bevæbnede oprørere tilflugt i Krue Se-moskéen. Den er fra det 16. århundrede og betragtes af muslimer som den helligste moské i Pattani-provinsen. Efter at have holdt sig på afstand i syv timer beordrede den øverstbefalende for de thailandske soldater på stedet at angribe moskeen, og de 32 oprørere blev alle dræbt. Det blev senere oplyst, at beslutningen om at storme moskeen var i modstrid med en direkte ordre fra justitsministeren, som ønskede en fredelig løsning. Senere kom det også frem ved en høring i Senatet, at flere af de dræbte oprørere var skudt i hovedet, og at der havde været bundet reb om deres hænder, hvilket var tegn på, at de var blevet henrettet, efter at de var taget til fange. [13]

Den anden begivenhed fandt sted i oktober 2004 i byen Tak Bai i Narathiwat-provinsen. Her var seks lokale mænd blev arresteret, fordi de havde leveret våben til oprørsgrupper. Lokale indbyggere holdt derefter en demonstration, hvor de krævede de anholdte løsladt. Det endte i et sammenstød med politi og soldater, som anvendte tåregas og vandkanoner. Det kom også til skyderier, som kostede syv mennesker livet. Flere hundrede lokale mennesker blev arresteret. De blev senere læsset på lastbiler og kørt til en militærlejr i Pattani-provinsen. De blev stuvet tæt sammen, og da lastbilerne fem timer senere – på en varm dag – nåede frem til lejren, var 78 af mændene døde – af kvælning. Det medførte omfattende protester – ikke kun i Deep South, men også i andre dele af Thailand. Både muslimer og ikke-muslimer var forfærdede over hærens behandling af fangerne. Men den daværende premierminister, Thaksin, gav hæren sin fulde støtte, og de soldater, der var ansvarlige for mishandlingen af fangerne, fik meget milde straffe. I november 2006 undskyldte den daværende premierminister, Surayud Chulanont, hændelsen i 2004. [13]

Siden 2001 har der været over 16.000 voldelige hændelser, herunder bombeangreb, skyderier, brandstiftelse og sabotage. Flere end 8.000 mennesker, hovedsageligt civile, er døde direkte som følge af denne konflikt, skrev Murray Hunter i 2019 i en analyse af konflikten. Han er professor ved University of Malaysia Perlis og har fulgt situationen i området i flere årtier. Han oplyser videre, at der er udstationeret 58.000 soldater og næsten lige så mange hjælpearbejdere for at opretholde sikkerheden i regionen. [10]

Modstanden mod det thailandske kommer fra en række organiserede oprørsgrupper, der indbyrdes har forskellige mål. Nogle holder fast i et nationalistisk mål om at bevare og styrke Pattani-regionens kultur. Andre er mere inspireret af militant islamistisk salafisme og har ikke nødvendigvis særlige nationalistiske ml, men er mere optaget af at gøre området usikkert. Herudover findes der nogle meget små grupper, der opererer helt på egen hånd. Det gør konflikten meget kompleks, og det gør det vanskeligt at finde en løsning, der kan bilægge stridighederne. Ifølge professor Murray Hunter er der mere tale om en etnisk end en religiøs konflikt. Han skriver, at selv om forskellige interesser har fremstillet urolighederne i regionen som en religiøs konflikt, især på grund af angrebene på munke og buddhister i det seneste årti, så viser historien, at kampen handler mere om etnisk identitet end islam. [10] [13]

Konflikten i Deep South koster fortsat mange mennesker livet, og blandt ofrene er der både buddhister og muslimer. Antallet af dræbte har dog været faldende siden 2013. [4] [12]

Ifølge Organisationen Deep South Watch har oprørsrelateret vold kostet mindst 146 mennesker livet fra januar til august 2018. De dræbte er 128 muslimer og 18 buddhister. I samme periode blev 196 mennesker såret – 91 muslimer og 105 buddhister. Tallene viser, at oprørsgruppernes angreb ikke blot rammer buddhister, men også muslimer. [4]

I hele 2017 blev 187 muslimer, 64 buddhister og 12 uidentificerede personer dræbt som følge af konflikten i Deep South. [4]

I november 2019 blev mindst 15 mennesker dræbt, da bevæbnede mænd åbnede ild mod sikkerhedsstyrker ved et checkpoint i Yala-provinsen. Det er det højeste antal dræbte ved et enkelt angreb i flere år. Mindst fem personer blev såret ved angrebet. [12]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side i Deep South

I juni 2018 besluttede det thailandske undervisningsministerium, at skoleelever og studerende har pligt til at bære den skoleuniform, som deres skole kræver. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en sag fra Pattani-provinsen, hvor direktøren for en offentlig skole ved et buddhistisk tempel, havde afvist en anmodning fra en gruppe muslimske forældre om at give deres børn lov til at bære tørklæde i skolen. 40 % af skolens elever er muslimer, men skolens ordensreglement tillod ikke, at eleverne bar religiøse klæder. Ministeriets afgørelse blev dog underkendt. Den 29. oktober 2018 udstedte Songkhla Administrative Domstol et påbud om, at skolen ikke måtte straffe elever for at bære tøj, der er islamisk præget. [4]

Ifølge oplysninger i 2018 fra fakultetet på et fremtrædende universitet i Deep South ransager militæret fortsat muslimske lærere på private skoler, hvor antallet af ransagelser af muslimske professorer og gejstlige er faldet.
I august 2018 blev fem malaj-muslimer arresteret i henhold til ”en særlig lov”. Ifølge onlinemediet Prachatai var to af de anholdte aktivister, som kæmpede for fred i Deep South. [4]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet i Deep South

Etniske malaj-oprørere har gennem flere år angrebet buddhister og muslimer i Deep South. Det fortsatte i 2018. Men der blev dog hverken i 2017 eller 2018 rapporteret om, at der var muslimer, som opfordre til at øve vold mod buddhister. Den langvarige konflikt har dog øget afstanden mellem de muslimske og buddhistiske samfund i området. [4]

En muslimsk lærer, Adul Sima, blev i august 2018 dræbt af en bevæbnet mand. Læreren blev skudt, da han havde været til bøn i en moské i Mai Kaen-distriktet i Pattani-provinsen. Drabet havde ifølge myndighederne efter al sandsynlighed forbindelse til konflikten i området. [4]
I august 2018 blev en buddhistisk mor og hendes 13-årige datter dræbt, da de på motorcykel var på vej til et marked i Narathiwat-provinsen. En muslimsk mand blev arresteret, og han tilstod drabene, som blev fordømt i erklæringer fra flere muslimske og buddhistiske organisationer. [4]

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch og Det Buddhistiske Netværk for Fred udsendte også erklæringer, hvori de fordømmer en række angreb i juni og juli 2018 med landminer, der var rettet mod buddhistiske landmænd i Yala-provinsen. [4]

Forbedringer af religionsfriheden i Deep South

Den 29. oktober 2018 udstedte Songkhla Administrative Domstol et påbud om, at skolen ikke måtte straffe elever for at bære tøj, der er islamisk præget. Det skete på baggrund af en sag fra Pattani-provinsen, hvor en offentlig skole ved et buddhistisk tempel havde afvist en anmodning fra en gruppe muslimske forældre om at give deres børn lov til at bære tørklæde i skolen. Det thailandske undervisningsministerium havde efterfølgende besluttet, at skoleelever og studerende har pligt til at bære den skoleuniform, som deres skole kræver. [4]

Medlemmer af Islamiske Provinsråd i Deep South fungerer – ud over deres opgaver som rådgivere for provinsguvernørerne – også som rådgivere for de thailandske myndigheder i forhold til de etnisk-nationalistiske og religiøse spændinger i området. [4]

Sameksistens på tværs af religion og tro i Deep South

Der er fire former for skoler og undervisning for muslimske børn og unge i Deep South. Der er for det første offentligt støttede skoler, som følger den nationale læseplan og tilbyder undervisning i islam. For det andet er der private muslimske skoler, som tilbyder undervisning i fremmedsprog (arabisk og engelsk), men ikke har egentlig Koran-undervisning. For det tredje er der private islamiske dagskoler (kaldet pondoks), som tilbyder undervisning i islam på alle klassetrin. For det fjerde er der tadika, som er et religiøst kursus, der holdes efter skoletid og ofte finder sted i en moské. [4]

Historie

Thailand er det eneste land i Sydøstasien, der ikke har været koloniseret af vestlige magter. Thailand er et konstitutionelt monarki, og der har i flere hundrede år været kongedømmer i landet, som frem til 1939 hed Siam. Navnet Siam blev også anvendt i 1945-1949. [5]

De første selvstændige thaikongedømmer blev grundlagt i Sukhothai (ca. 1240) og i Chiang Mai (1296), der begge ligger i den nordlige del af det nuværende Thailand. På det tidspunkt havde der allerede i et par hundrede år – måske endnu længere – levet thaifolk i regionen. De var indvandret fra Kina. Senere overtog andre kongedømmer positionen som de mest dominerende i landets udvikling. Thailands historie bliver ofte opdelt i kongedømmerne Sukhothai (ca. 1240-1419), Ayutthaya (1351-1767) og Bangkok (siden 1767). [5]

I 1782 blev landets hovedstad flyttet til Bangkok, og det blev begyndelsen til en opblomstringstid i landet med en voksende udenrigshandel – men også med pres fra europæiske kolonimagter. Landet indgik handelsaftaler med flere lande, blandt andet Danmark, og det var medvirkende til, at landet ikke blev koloniseret. Samtidig med opsvinget i den internationale handel, søgte mange kinesere til landet for at arbejde. Kongen centraliserede mere af den offentlige administration, og de fjerneste landområder blev knyttet tættere til Bangkok. Dermed fremstod det daværende Siam for første gang i historien som et land med klart definerede grænser, og landet var bundet sammen af jernbaner og telegraflinjer. Omkring 1900 tog danskere i Siam del i udviklingen af nationen ved bl.a. at medvirke til en modernisering af flåden. Det var også i den periode, at finansmanden H.N. Andersen skabte grundlaget for virksomheden ØK (Det Østasiatiske Kompagni). [5]

I denne periode blev kongemagten mere enevældig end tidligere, og det førte i 1932 til et kup, hvor det enevældige kongedømme blev afskaffet og erstattet af et konstitutionelt monarki. Kupmagerne var utilfredse folk i militæret og administrationen. Der har været flere militærkup i de følgende år, og Thailand er i nogle perioder blevet styret af demokratisk valgte regeringer, mens militæret i andre perioder har kontrolleret regeringsmagten. Militæret har – uanset hvem der har haft regeringsmagten – spillet en fremtrædende politisk rolle siden 1932. Ligeledes har kongen ved nogle lejligheder blandet sig mere aktivt i den politiske ledelse af landet, end vi fx kender det fra Danmark, der også er et konstitutionelt monarki. (Mere herom senere.) [5]

Officeren Phibun Songkhram, der var en af de ledende kupmagere, styrkede i de følgende år sin magt, og i blev i december 1938 landets diktator. Hans officielle titel var premierminister. Under Anden Verdenskrig var Thailand – efter 1941 – allieret med Japan. Alliancen kom i stand, efter at japansk militær havde invaderet Thailand. I 1944 blev Phibun Songkhram væltet af en modstandsbevægelse, som blev støttet af USA. Demokratiet blev genindført, men de politiske partier var svage, og militæret tog igen magten ved et militærkup i 1947. Det medførte, at Phibun Songkhram i 1948 igen blev Thailands leder – en post, han bestred frem til 1957. Han mistede magten efter et valg, hvor der var åbenlys valgsvindel. Militæret fastholdt magten frem til 1973 – med skiftende generaler som regeringschefer. [5] [6]

Efter Anden Verdenskrig førte Thailand en antikommunistisk politik, og USA anlagde flere baser i Thailand i 1960’erne og 1970’erne, hvorfra USA bombede mål i Vietnam, Laos og Cambodia. De amerikanske styrkers tilstedeværelse i Thailand medførte en økonomisk fremgang for landet, som mange nød godt af. En anden side af den amerikanske tilstedeværelse var, at den såkaldte sexindustri fik stor udbredelse i visse thailandske byer, fx Pattaya. [5]

I 1970’erne blev de økonomiske forhold forværret – blandt andet fordi USA trak sine soldater ud af Vietnam. Det medførte en række protester blandt studerende, og det førte i 1973 til militærdiktaturets fald. Det lykkedes dog ikke de politiske partier at få løst problemerne, og i 1976 tog militæret igen magten. To år tidligere var den højreorienterede organisation Nawaphon, der blev støttet af militæret, begyndt at agitere under slagordene ”nationen, religionen, kongen”. Det var en antikommunistisk organisation, der blandt andet var imod demokrati. I 1976 opstod der nye studenterdemonstrationer i hovedstaden Bangkok. Det førte til blodige kampe, hvor flere tusinde mennesker blev dræbt. [6] [7] [8]

I 1980 blev general Prem Tinsulanonda premierminister, og der blev indført en ny regeringsform. Magten blev delt mellem regeringen og militæret, og kongen fungerede som mellemled. Thailand oplevede igen en tid med økonomisk vækst og øget stabilitet. General Prem Tinsulanonda var premierminister frem til 1988, hvor partiet Thainationen fik fremgang, og partiets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Han blev den første demokratisk valgte regeringsleder i Thailand siden 1976. Hans regeringsperiode sluttede i 1991, da han blev afsat ved et ublodigt militærkup. [6]

I befolkningen var der en voksende utilfredshed med militærstyret, der havde sat sig på regeringsmagten efter et parlamentsvalg i marts 1992. Mange protesterede over, at det ikke var en af de folkevalgte politikere, der var blevet regeringsleder. Det førte til store demonstrationer i hovedstaden Bangkok. I maj satte regeringen militæret ind for at stoppe protesterne. 52 mennesker blev dræbt af militæret, inden volden stoppede, efter at kong Bhumibol Adulyadej havde grebet ind. Efterfølgende blev der indsat en ny overgangsregering. I resten af 1990’erne skiftede regeringsmagten mellem forskellige konstellationer af partier. [6]

Parlamentsvalget i 2001 blev vundet af partiet Thai Rak Thai med milliardæren Thaksin Shinawatra i spidsen. Han blev den første demokratisk valgte premierminister, der sad i en hel valgperiode, og han blev genvalgt ved valget i januar 2005. Thaksin Shinawatra blev senere anklaget for korruption, men sagen blev afvist ved en konstitutionel domstol. En politisk krise i 2006, hvor parlamentet blev opløst, og det efterfølgende valg blev boykottet af så mange vælgerne, at det blev erklæret for ugyldigt, endte med, at Thaksin blev afsat ved et militærkup. [5] [6]

Det midlertidige militærstyre opløste parlamentet, forbød protester, indførte censur på medieområdet og forbød Thaksins parti. Efter parlamentsvalget i december 2007 dannede People Power Party (PPP) en koalitionsregering. Partiet var en videreførelse af Thai Rak Thai-partiet. PPP blev også forbudt, men blev senere videreført i partiet Pheu Thai Party (PTP). Thaksin blev i 2008 anklaget for korruption, men løsladt mod kaution, og han søgte derefter eksil i udlandet. Thailand var i de følgende år præget af politisk uro, og det kom i 2010 til konfrontationer i hovedstaden Bangkok mellem Rødskjorterne, der støttede PTP, og Gulskjorterne, som støttede oppositionen, Det Demokratiske Parti. Rødskjorterne blev i stigende grad mødt af kampberedt politi, og der var sammenstød med mange dræbte. Ved valget i juli 2011 vandt PTP – under ledelse af Thaksins søster, Yingluck Shinawatra – absolut flertal i parlamentet. Hun blev i 2014 tvunget til at gå af, da landets forfatningsdomstol fandt hende skyldig i magtmisbrug, og senere fjernede militæret ved et ublodigt kup resterne af hendes regering. Lederen af kuppet, general Prayut Chan-o-cha, udnævnte senere sig selv til premierminister, og han sad på posten i næsten fem år. [5] [6]

I 2016 døde kong Bhumibol Adulyadej, som var meget populær i Thailand. Kronprins Vajiralongkorn, der er mindre populær, blev ny regent. [6]

I 2019 blev der – efter en ændring af forfatningen I 2017 – holdt en nyt parlamentsvalg. Her stillede Prayut Chan-o-cha op som premierministerkandidat for et nyt parti, og han blev valgt til posten af et flertal, som dels bestod af folkevalgte parlamentsmedlemmer og senatorer, der var udpeget af militæret. Oppositionen ved valget bestod blandt andet af partiet Future Forward. Regeringen forsøgte både at få partiet opløst og at få partiets leder ekskluderet af parlamentet. I 2020 besluttede Forfatningsdomstolen at opløse partiet og forbød samtidig 16 af dets ledende medlemmer, heriblandt 11 parlamentsmedlemmer, at deltage i politik. Ved parlamentsvalget i marts 2019 fik Future Forward 81 mandater i parlamentet, der i alt har 500 medlemmer. [2] [6]

Forfatning og styreform

Thailand er et konstitutionelt monarki. Landet er inddelt i 77 provinser. [15]

Landet har haft mange forfatninger. Den nuværende blev vedtaget ved en folkeafstemning i 2016 og underskrevet af kongen i 2017. [2]

Kongen er statsoverhoved. [2]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger i Nationalforsamlingen, der består af to kamre med i alt 750 medlemmer.

Det ene er Senatet, der har 250 medlemmer. De udpeges af Den Kongelige Thailandske Hær, og embedsperioden er fem år. [2]

Det andet kammer er Repræsentanternes Hus. Det har 500 medlemmer. 350 af dem vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, og 150 vælges ved forholdstalsvalg, hvor kandidaterne er opstillet på partilister. Valgperioden er fire år. [2] [6]

Den udøvende magt

Den udøvende magt ligger hos regeringen, der ledes af premierministeren. Premierministeren vælges af Nationalforsamlingens to kamre. Premierministeren indstiller regeringens ministre, som formelt udpeges af kongen. [2] [6]

Den dømmende magt

Den dømmende magt ligger hos domstolene. Thailands højesteret er den øverste retsinstans. Forfatningsmæssige anliggender afgøres af landets forfatningsdomstol. [2]

I Deep South, der omfatter de sydligste provinser Pattani, Yala og Narathiwait, har Justitsministeriet tilladt en særlig juridisk procedure, hvor bestemmelserne i sharia kan anvendes i sager om familieretlige anliggender, herunder arv. Det sker ved, at en sharia-ekspert rådgiver dommeren, når sagerne afgøres ved provinsdomstolene. I disse provinser bor der mange muslimer. [4]

Artiklen er senest opdateret 11-04-2020.