Kina: Seks kristne arresteret i deres hjem under online-påskegudstjeneste

Seks ledende medlemmer af en ikke-registreret kirke i Sichuan-provinsen i det centrale Kina blev påskedag arresteret, mens de deltog i en online-gudstjeneste, oplyser organisationen International Christian Concern (ICC). Der blev også lukket for strømmen til hjemmet hos mindst en af de arresterede. Alle seks blev løsladt igen samme dag – og der blev også åbnet for elektriciteten igen.

Præst idømt ni års fængsel

Påskedag – den 12. april 2020 – blev seks kinesiske kristne arresteret i deres hjem i Sichuan-provinsen, fordi de overværede en online-gudstjeneste. (Foto: heike2hx, Pixabay)

De seks tilhører Early Rain Covenant Church i byen Chengdu, som de kinesiske myndigheder lukkede den 9. december 2018. Samtidig arresterede de kirkens præst og andre ledere. Baggrunden for myndighedernes aktion var, at kirken ikke er registreret, da den ikke er en del af Den Patriotiske Tre-selv Bevægelse, som de officielt anerkendte protestantiske kirker tilhører. Flere end 100 af kirkens medlemmer blev arresteret, skriver The Christian Post. Kirken er ifølge The New York Times en af de største ikke-registrerede kirker i Kina – med over 500 medlemmer, da den var på sit højeste i 2018.

Myndighederne forseglede kirkens ejendomme, herunder kontorer, en børnehave og en bibelskole, ligesom de ransagede flere kirkemedlemmers hjem. Politiet tvang også kirkemedlemmer til at skrive under på, at de ikke vil deltage i aktiviteter i kirken igen. Omkring halvdelen af kirkens oprindelige medlemmer blev ifølge The Christian Post sat under nøje overvågning af politiet.

Præsten, Wang Yi, blev i slutningen af 2019 idømt ni års fængsel for at undergrave statens magt og for at have drevet forretning uden tilladelse. Ud over fængselsdommen får præsten frataget sine politiske rettigheder i tre år, og myndighederne konfiskerede desuden et beløb på 7.200 dollars (knap 50.000 DKK).

Jurist, menneskerettighedsforkæmper og præst

Wang Yi er uddannet jurist. Han blev kristen i 2005, og han grundlagde Early Rain Covenant Church i 2008 i Chengdu i Sichuan-provinsen. Han går ind for at adskille kirke og stat, og han har gjort sig bemærket som menneskerettighedsforkæmper – blandt andet med kritik af massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor demonstranter krævede øget folkelig indflydelse i Kina.

I en erklæring fra kirken på Facebook hedder det blandt andet, at Wang Yi har ”undervist om, at selv når kirken forfølges, skal kristne være villige til at underkaste sig regeringens fysiske begrænsninger over for dem såvel som at de berøves deres ejendom”. “Han har aldrig sagt eller gjort noget, der tilskynder til ’at undergrave statens magt’,” hedder det videre.

Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Kina

Den amerikanske tænketank Pew Research Center udgiver hvert år en analyse af begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i verdens lande.
I 2019-rapporten, der bygger på oplysninger fra 2017, ligger Kina meget højt, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side og lavt med hensyn til krænkelser i civilsamfundet.
Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau.
• Læs mere om begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Kina.

Læs mere

Sichuan Church Members Detained During Easter Service, International Christian Concern, 13-04-2020

Early Rain Covenant Church wows to ’keep on fighting’ despite imprisonment of pastor Wang Yi, The Christian Post, 07.01-2020

China Sentences Wang Yi, Christian Pastor, to 9 Years in Prison, The New York Times, 30-12-2019

China: Early Rain Church pastor Wang Yi sentenced to 9 years in prison, The Christian Post, 30-12-2019

China releases Early Rain Covenant Church member 7 months after arrest, The Christian Post, 26-10-2019

Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Kina