Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Kina

Kinas flag er fra 1949. Den røde farve symboliserer revolutionen. Den store stjerne symboliserer kommunistpartiets lederskab, og de fire små stjerner symboliserer bønder, arbejdere, småborgere og patriotiske kapitalister. [11]

Kina ligger meget højt, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og lavt med hensyn til krænkelser på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. Det fremgår af den amerikanske tænketank Pew Research Centers 2019-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2017. Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et ”lavt”, ”moderat”, ”højt” eller ”meget højt” niveau. [4]

Indskrænkninger af religionsfriheden er vokset i omfang, mens præsident Xi Jinping har været ved magten. De rammer især tibetanske buddhister, uighur-muslimer, kristne i ikke-anerkendte trossamfund og Falun Gong-udøvere. Der er eksempler på, at myndighederne har ødelagt eller beskadiget templer, moskeer, kirker og andre helligdomme.

Befolkning og sprog

Der bor 1,385 milliarder mennesker i Kina (2018), der er verdens folkerigeste land. [1]

De største etniske grupper er: Han-kinesere (91,6 %) og zhuang (1,3 %). Den kinesiske regering anerkender i alt 56 etniske grupper, heriblandt hui-kinesere, manchuer, uighurer og tibetanere. [1]

Kinas officielle sprog er mandarin. I nogle provinser har et lokalt sprog også officiel status. [1]

Religion

Kina er officielt et ateistisk land, og 52,2 % af befolkningen angiver, at de ikke har et religiøst tilhørsforhold. [1]

Der foreligger ingen sikre tal for, hvor stor tilslutningen er til de forskellige religioner og trossamfund i Kina. Ifølge CIA’s ”The World Factbook” er de største religiøse samfund: Buddhister (18,2 %), kristne (5,1 %), muslimer (1,8 %) og folkereligioner (21,9 %). Hinduer, jøder, taoister og andre udgør i alt 0,8 % af befolkningen. Taoisme (også kaldet daoisme) er både navnet på en kinesisk filosofi og en kinesisk religion, der bygger på skrifter tilbage fra omkring 400 f.Kr. [1] [20] [21]

Ifølge en rapport fra Det Kinesiske Statsråds Informationskontor i april 2018 er der over 200 millioner troende i landet, hvilket vil sige omkring en syvendedel af befolkningen. Blandt dem er der 38 millioner protestanter. De officielt anerkendte protestantiske kirker har 20 millioner medlemmer ifølge oplysninger i marts 2017 fra Den Patriotiske Tre-selv Bevægelse (TSPM). TSPM er en forkortelse af bevægelsens engelske navn: Tre-Self Patriotic Movement. TSPM er en paraplyorganisation for de officielt anerkendte protestantiske kirker i Kina, og den fungerer under opsyn af Det Kinesiske Kommunistpartis afdeling for religiøse anliggender. De kirker, der hører under organisationen, betegnes også som Tre-selv-kirker. Tre-selv-begrebet refererer til, at kirkerne skal være selvstyrende, selvforsørgende og selvudbredende. Det betyder, at kirkerne ikke må modtage økonomisk støtte eller på anden måde være under indflydelse fra udlandet. Der anslås at være 5,7 millioner medlemmer i de katolske kirker, der er tilknyttet Den Kinesisk-katolske Patriotiske Forening. Andre kilder mener, at der i alt er mellem 10 og 12 millioner katolikker i Kina. [2]

Mange eksperter vurderer, at antallet af religiøse i Kina generelt er højere end de officielle tal. Den amerikanske organisation Freedom House anslog i februar 2017, at der er over 350 millioner troende i Kina – heriblandt 185-250 millioner kinesiske buddhister, 60-80 millioner protestanter, 21-23 millioner muslimer, 12 millioner katolikker, 6-8 millioner tibetanske buddhister og flere hundredmillioner, som dyrker folkereligioner. En jødisk organisation oplyste i 2017, at der er 2.700 jøder i Kina. [2]

I 10 af de etniske minoriteter er hovedparten muslimer. Ifølge en rapport fra Det Kinesiske Statsråds Informationskontor i april 2018 tæller disse grupper flere end 20 millioner personer. Langt de fleste muslimer er sunnier. De to største muslimske etniske mindretal er hui og uighur. Hui-muslimerne bor primært i den autonome region Ningxia samt i provinserne Qinghai, Gansu og Yunnan. Den kinesiske statsadministration for religiøse anliggender anslår, at der i alt er 10,6 millioner hui-muslimer i Kina. [2]

Den kinesiske regering vurderede, at Falun Gong havde 70 millioner udøvere, da bevægelsen blev forbudt i 1999. Falun Gong (også kaldet Falun Dafa) er en åndelig/spirituel bevægelse, som praktiserer en række øvelser, der beskrives som ”en avanceret form for udøvelse af selvkultivering i Buddha Skole”. Den amerikanske organisation Freedom House anslog i 2017, at der er mellem 7 og 20 millioner Falun Gong-udøvere i Kina. [2] [3]

Forholdet mellem stat og religion

Ifølge forfatningen har borgerne religionsfrihed, men retten til religiøs praksis begrænses til “normale religiøse aktiviteter”, og den definerer ikke, hvad der menes med “normal”. Ifølge forfatningen må religion ikke bruges til at forstyrre den offentlige orden, skade borgernes sundhed eller forstyrre uddannelsessystemet. Borgerne har til at have en religiøs overbevisning – og til ikke at have en religiøs overbevisning. [2]

Det er forbudt for statslige institutioner, offentlige myndigheder og privatpersoner at diskriminere borgere med henvisning til deres religion eller overbevisning. Ifølge straffeloven kan embedsmænd idømmes op til to år i fængsel, hvis de krænker en borgers religionsfrihed. Det er ikke muligt at anlægge sag mod staten, hvis den ikke lever op til forfatningens bestemmelser om at beskytte af religionsfriheden. [2]

De kinesiske myndigheder udøver kontrol over religiøse aktiviteter, og de begrænser religiøse aktiviteter og troendes personlige frihed, hvis myndighederne opfatter aktiviteterne som en trussel mod staten eller Det Kinesiske Kommunistpartis interesser. [2]

Medlemmer af Det Kinesiske Kommunistparti og medlemmer af de væbnede styrker skal være ateister, og de må ikke udøve en religiøs praksis. [2]

Kun trossamfund inden for en af de fem statsanerkendte “patriotiske religiøse foreninger” har mulighed for at blive registreret som anerkendt trossamfund. Det er nødvendigt med en sådan anerkendelse for at få tilladelse til at holde gudstjenester og lignende religiøse ceremonier. De fem “patriotiske religiøse foreninger” omfatter: Buddhister, taoister (også kaldet daoister), muslimer, katolikker og protestanter. Der findes ikke en ”patriotisk religiøs forening” for jøder. Og lovgivningen indeholder ingen mulighed for, at jøder eller andre religiøse grupper, der falder uden for de fem officielle “patriotiske religiøse foreninger”, kan opnå juridisk anerkendelse som trossamfund. Det gælder fx protestantiske grupper, der ikke er tilknyttet den officielle “patriotiske religiøse forening”, og katolikker, der er loyale over for Vatikanet. [2]

Visse religiøse og spirituelle grupper, der betegnes som “kultorganisationer”, er forbudt ved lov, og deres tilhængere kan fængsles i op til livstid. Falun Gong-bevægelsen (også kaldet Falun Dafa) er en af de forbudte ”kultorganisationer”. Andre lignende organisationer er også blevet forbudt. De kinesiske myndigheder betegner også flere kristne grupper som ”onde kulter”. [2]

I den kinesiske lovgivning om bekæmpelse af terrorisme beskrives “religiøs ekstremisme” som det ideologiske grundlag af terrorisme, idet den anvender “forvrænget religiøs lære eller andre midler til at tilskynde til had, diskrimination eller til at støtte anvendelse af vold”. [2]

I marts 2018 blev den kinesiske statsadministration for religiøse anliggender flyttet fra Statsrådet til et departement i Det Kinesiske Kommunistparti, således at ansvaret for religiøse anliggender nu hører direkte under partiet. [2]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Kina har ligget allerøverst på tre af de fire seneste lister, der er udarbejdet af den amerikanske tænketank Pew Research Center over niveauet for begrænsninger af religionsfriheden fra statens side rundt omkring i verden. I analyserne fra 2016, 2018 og 2019 ligger Kina på førstepladsen og i 2017 indtog landet andenpladsen på listen over begrænsninger af religionsfriheden fra regeringens og myndighedernes side. Derimod ligger niveauet for krænkelser af religionsfriheden på grund af fjendtligheder i civilsamfundet i alle årene på et lavt niveau. [4] [5] [6] [7]

Indskrænkningerne af religionsfriheden forekommer i form af bestemmelser i landets forfatning og lovgivning, der begrænser religionsfriheden. (Se nærmere i afsnittet ovenfor om forholdet mellem stat og religion.) For det andet krænker kinesiske myndigheder religionsfriheden ved helt eller delvist at forbyde flere religiøse grupper at udøve deres religion – og i de seneste år har disse indskrænkninger fået karakter af systematisk forfølgelse, fx af uighur-muslimerne i Xinjiang Autonome Region. Der er også eksempler på, at myndighederne har ødelagt eller beskadiget templer, moskeer, kirker og andre helligdomme. (Mere herom nedenfor.)

Det er ikke kun religionsfriheden, der krænkes groft i Kina. Det gælder også andre menneskerettigheder. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) skriver i november 2019, at landet har et autoritært ét-parti styre, som systematisk begrænser de grundlæggende frihedsrettigheder. Ifølge HRW er hundredvis af menneskerettighedsforkæmpere og advokater blevet vilkårligt tilbageholdt og retsforfulgt siden præsident Xi Jinping overtog magten i 2013. Samtidig har myndighederne strammet kontrollen af ikke-statslige organisationer, medier og internettet ved hjælp af en række nye love, hvor fredelig kritik af myndigheder betragtes som trusler mod statens sikkerhed. Og selv om det ved lov er forbudt at anvende tortur af frihedsberøvede, er denne praksis fortsat udbredt. [8]

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Dui Hua Foundation sad mindst 310 protestanter, 136 muslimer, 22 buddhister og 9 katolikker samt 205 medlemmer af Den Almægtige Guds Kirke fængslet ved udgangen af 2018 på grund af deres religiøse aktiviteter. Herudover sad 505 muslimske uighurer og 234 muslimer med kasakhisk baggrund fængslet. De er ikke talt med i statistikker over ”religiøse fanger”, da de betegnes som ”etniske fanger”. Opgørelsen omfatter ikke personer, der tilbageholdes i ”genopdragelseslejre”. Ifølge Dui Hua Foundation sad mindst 3.486 Falun Gong-udøvere fængslet ved udgangen af 2018, sammenlignet med 3.516 fængslede Falun Gong-udøvere ved slutningen af 2017. Falun Gong mener selv, at antallet af fængslede og tilbageholdte er betydeligt højere. [2] [9]

Forordningen om religiøse anliggender er blevet strammet med virkning fra februar 2018, blandt andet med en bestemmelse om, at religiøse aktiviteter ”ikke må skade den nationale sikkerhed”. De nye regler giver ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International mulighed for en vidtrækkende statslig kontrol af alle former for religiøs praksis. Endvidere giver forordningen myndighederne øget magt til på alle niveauer at overvåge, kontrollere og eventuelt straffe religiøs praksis. De nye regler kan ifølge Amnesty International bruges til yderligere at undertrykke religionsfriheden for især tibetanske buddhister, muslimske uighurer og kristne i ikke-anerkendte kirker. [13] [14] [19]

I februar 2017 udarbejdede myndighederne i Xinjiang Autonome Region en liste over 26 religiøse aktiviteter, som er ulovlige uden myndighedernes tilladelse. Disse aktiviteter omfatter forskellige former for religionsudøvelse inden for islam, kristendom og tibetansk buddhisme. Reglerne trådte i kraft i april 2017. Ifølge reglerne må ingen religiøse grupper foretage religiøse aktiviteter, herunder forkynde, missionere eller ordinere præster eller andre gejstlige uden myndighedernes godkendelse. Det er ligeledes forbudt at udpege reinkarnationer af tibetanske buddhistlærere uden myndighedernes godkendelse. Det er også forbudt at skrive, oversætte, trykke, kopiere, distribuere, sælge og/eller udbrede religiøse publikationer og audiovisuelle udgivelser uden tilladelse. [9]

Krænkelser af tibetanske buddhisters religionsfrihed

*Tibetanere udgør over halvdelen af befolkningen i Giang Aba-bebyggelsen i Sichuan-provinsen i det centrale Kina. (Foto: Chilliwei, Pixabay)*

Tibetanske buddhister bliver diskrimineret og chikaneret på flere måder af de kinesiske myndigheder. Tibetanere udgør langt hovedparten af befolkningen i Tibet Autonome Region (TAR) i det sydvestlige Kina. Herudover lever der tibetanske mindretal i flere vestlige kinesiske provinser, flest i provinserne Qinghai, Sichuan, Ganzu og Yunnan. Ifølge flere medier nyder buddhisme, især tibetansk buddhisme, en voksende popularitet blandt han-kinesere. [2] [19]

Myndighederne blander sig jævnligt i de buddhistiske klostres liv, og der ligger mange politiske motiver bag disse krænkelser af religionsfriheden. Der har op gennem historien været mange kampe mellem Kina og tibetanerne om Tibet. Fra 1912 og frem til 1951 var Tibet reelt en selvstændig stat, selv om den ikke blev anerkendt som sådan. I 1950 invaderede kinesiske tropper Østtibet, og året efter accepterede Tibet en aftale, der gjorde landet til en del af Kina, dog med et vist selvstyre. En tiltagende kinesisk undertrykkelse førte i 1959 til, at tibetanerne gjorde oprør mod kineserne. Oprøret blev slået ned, og den tibetanske leder, den 14. Dalai Lama, og omkring 100.000 tibetanere flygtede til Indien. Selvstyret blev ophævet, men i 1965 fik Tibet igen et vist selvstyre, idet landet blev gjort til autonom kinesisk region. Men tibetanerne oplever fortsat, at de undertrykkes af Kina, og der har flere gange været opstande mod de kinesiske magthavere. [15] [16] [17]

Tibetansk buddhisme spiller en central rolle for tibetansk identitet og nationalisme. Det religiøse, kulturelle og politiske indgår i en større helhed i tibetanernes kamp, og derfor kan det være svært at skelne skarpt mellem, hvad der er religiøse konflikter, og hvad der er etniske og politiske konflikter. Det står dog klart, at de kinesiske myndigheders begrænsninger af tibetanernes rettigheder også omfatter en krænkelse af deres religionsfrihed. [18]

I Tibet Autonome Region og i andre tibetanske områder blander de kinesiske myndigheder sig i religionsudøvelsen blandt tibetanske buddhister, især i tibetanske munke- og nonneklostre. Flere kilder rapporterer om tortur, fysisk mishandling, langvarige tilbageholdelser uden retssag, forsvindinger og arrestationer af enkeltpersoner på grund af deres religiøse praksis. Myndighederne udsteder restriktioner, der hindrer folk i at foretage pilgrimsrejser. Undertrykkelsen er værst i forbindelse med særlige religiøse begivenheder og fx Dalai Lamas fødselsdag. [19]

Menneskerettighedsorganisationen Tibetansk Center for Menneskerettigheder og Demokrati (TCHRD) oplyste i maj 2018, at tibetanske buddhistiske nonner var blevet udsat for tortur, herunder seksuelt misbrug, i en genopdragelseslejr i regionen. [19]

Ud over krænkelserne af deres religionsfrihed bliver tibetanske buddhister diskrimineret i forhold til andre grupper, når de fx søger arbejde eller skal finde en bolig. [19]

Tibetanske buddhister må ikke vise ærbødighed over for den tibetanske åndelige leder, Dalai Lama, eller andre religiøse ledere. [19]

Klostre nedrives

De kinesiske myndigheder har i flere år været i gang med et større projekt, der går ud på at nedrive Larung Gar klosterkomplekset i Sichuan-provinsen. Larung Gar er verdens største tibetansk-buddhistiske klostersamfund. Det blev grundlagt i 1980 på en bjergskråning i Larung Gar-dalen og er siden vokset til at rumme flere tusinde munke og nonner. De kinesiske myndigheder besluttede i 2016, at antallet af munke og nonner skulle halveres fra 10.000 til 5.000 – fordelt på 3.500 nonner og 1.500 munke. Nogle kilder angiver, at der dengang boede op mod 40.000 i Larung Gar-komplekset. Omkring 3.000 munke og nonner – måske flere – er blevet sat på gaden, og omkring 1.500 boliger er blevet ødelagt. Mange munke og nonner har i de seneste år også været igennem en ”patriotisk og juridisk genoplæring”. [10] [19] [25] [26] [27]

I sommeren 2019 begyndte kinesiske myndigheder at nedrive over hundrede boliger i Yachen Gar, der er et andet tibetansk-buddhistisk center i Sichuan-provinsen. Myndighederne har også ødelagt boliger mv. i andre klostre i området. [28]

Buddhister begår selvmord i protest mod undertrykkelsen

De kinesiske myndigheder retfærdiggør ofte deres handlinger ved at anklage de religiøse institutioner for at have engageret sig i separatistiske aktiviteter, uafhængighedsaktiviteter eller for at underminere Det Kinesiske Kommunistpartis lederskab. [10] [19]

I de seneste år har et betragteligt antal tibetanske buddhister protesteret mod indskrænkningen af deres frihed ved at tage deres eget liv. I 2014 begik 11 buddhister, heriblandt munke og nonner, selvmord i protest mod den kinesiske indblanding i klostrenes liv. I 2017 satte mindst seks mennesker i tibetansk-beboede områder ild til sig selv i protest mod myndighedernes undertrykkende politik, og menneskerettighedsorganisationen Amnesty International oplyser i deres rapport for 2017/2018, at der siden februar 2009 er 152 mennesker, som har taget deres eget liv ved ildspåsættelse. I 2018 er der kendskab til, at fire personer er omkommet efter at have sat ild til sig selv i protest mod den kinesiske regerings politik. [13] [19]

Krænkelser af kinesiske buddhisters religionsfrihed

Næsten en femtedel af den kinesiske befolkning er buddhister. De kinesisk-buddhistiske samfund bliver også undertrykt i forskelligt omfang. I flere provinser har kinesiske myndigheder ifølge magasinet Bitter Winter lukket eller ødelagt buddhistiske helligdomme. I løbet af få dage – fra den 28. oktober til den 1. november 2018 – blev 35 buddhistiske templer og andre helligdomme lukket i byen Xinmi i den centrale Henan-provins. I Shaanxi-provinsen, der ligeledes ligger i det centrale Kina, bebudede myndighederne ”en kampagne” mod en række buddhistiske og taoistiske helligdomme i Qinling-bjergene, fordi de ikke overholdt bygningsreglerne. I juli 2018 ødelagde myndighederne Longhua Templet i byen Taiyi, idet de hævdede, at det ikke var lovligt. I slutningen af august 2018 blev Jade Buddha-templet i Huyi-distriktet revet ned, og flere munke, der boede ved templet, blev hjemløse. [2] [24]

I januar 2017 satte en buddhistmunk, Shi-Wu Zong, ild til sig selv ved en protestaktion i byen Haikou i Hainan-provinsen i det sydlige Kina. Buddhistmunken havde siden slutningen af 2016 protesteret mod en påstået ulovlig handel mellem myndighederne og en lokal ejendoms-entreprenør, som havde nedrevet et buddhistisk tempel for at gøre plads til et nybyggeri. Forud for Shi-Wu Zongs protestaktion, havde myndighederne beskyldt ham for at have begået en forbrydelse ved at forstyrre den offentlige orden. [9]

Krænkelser af muslimers religionsfrihed i Xinjiang

Der sker meget alvorlige krænkelser af religionsfriheden i den autonome region Xinjiang i det nordvestlige Kina. Det anslås ifølge flere medier og menneskerettighedsorganisationer, at mellem 800.000 og 2 millioner uighurer, etniske kasakhere og medlemmer af andre muslimske grupper, som for hovedpartens vedkommende er kinesiske statsborgere, er eller har været tilbageholdt i såkaldte ”genopdragelseslejre” inden for de seneste to år. Der rapporteres også om fysisk mishandling, tortur, forsvindinger og langvarige tilbageholdelser uden retssag på grund af deres religion og etnicitet – og om dødsfald blandt de fængslede. Der er desuden indført omfattende sikkerheds- og overvågningsforanstaltninger i regionen med brug af ”et tæt net af kameraer, ansigtsgenkendelsesprogrammer, obligatoriske spion-apps på mobilerne”, ligesom væbnet politi, vejspærringer og pansret militær er blevet en del af gadebilledet i dagligdagen. [2] [29] [30] [31]

Uighurerne er et af de 56 anerkendte etniske mindretal i Kina. Der bor omkring 10-11 millioner uighurer i Xinjiang Autonome Region. Langt hovedparten af uighurerne er muslimer, men nogle tilhører andre religioner. [1] [30]

Indgreb i uighuriske muslimers religionsudøvelse

Undertrykkelsen af muslimske uighurer blev skærpet i 2014, hvor de kinesiske myndigheder vedtog en række begrænsninger af uighuriske muslimers religionsudøvelse i Xinjiang Autonome Region. Myndighedernes begrundelse var, at de ville bekæmpe ”separatisme, religiøs ekstremisme og terrorisme”, der af myndighederne betegnes som de ”tre onder”. Det skete efter, at der havde været øget vold og flere selvmordsangreb i regionen, angiveligt begået af uighuriske separatister. Myndighederne lancerede deres kampagne som en ”folkets krig mod terror”. [31] [32]

I Xinjiang-regionen er det forbudt at bære slør, der dækker ansigtet, og mænd må ikke have lange skæg. En lov fra 2016 forbyder religionsøvelse i offentlige bygninger, og det er forbudt at bære tøj, der kan sættes i forbindelse med “religiøs ekstremisme”. Børn og unge skal have gennemført en niårig obligatorisk grunduddannelse, før de må deltage i religiøs undervisning uden for skolen. Mindreårige må ikke deltage i religiøse aktiviteter, og der er forbud mod enhver form for religiøs aktivitet i skolerne i regionen. Ifølge en række medier forsøger myndighederne at forhindre uighuriske muslimer i at faste under ramadanen. Dette afvises af det kinesiske udenrigsministerium. Men der er andre kilder, som oplyser, at myndighederne har forbudt studerende på mellemuddannelser og universiteter at faste. Ligeledes har myndighederne forsøgt at hindre medlemmer af kommunistpartiet og medarbejdere i statsdrevne virksomheder og organisationer i at faste. [29]

I 2017 forbød myndighederne en række personnavne, hvoraf de fleste har en muslimsk oprindelse. De krævede også, at alle børn under 16 år med et af disse navne, skulle have et nyt navn. [13]

Mindst 10 uighuriske kvinder begik, ifølge en fortalergruppe, selvmord i 2018 på grund af pres eller overgreb fra myndighederne – fx ved at embedsmænd kom til deres hjem og krævede, at kvinderne skulle gifte sig med en han-kinesisk mand, da ellers ville de frihedsberøve deres forældre. For at forhindre dette begik kvinderne selvmord. [2]

Dagbladet Information bragte den 10. februar 2022 et interview med Gulbahar Haitiwaji, der i tre år blev holdt fanget i interneringslejre i Xinjiang-regionen – og nu bor i Frankrig. Hun anklager Kina for at begå kulturelt folkedrab af de uighuriske mindretal. [40]

Uighurer i udlandet presses til at vende tilbage til Kina

Allerede i 2014 var flere hundrede uighurer flygtet til udlandet for at søge asyl på grund af religiøs forfølgelse – blandt andet i Thailand, Vietnam og Malaysia. Efter sigende forsøgte de kinesiske myndigheder at få landene til at tvangshjemsende uighurerne, og det lykkedes i nogle tilfælde, især i forhold til uighurer, der havde søgt tilflugt i Vietnam. Tvangshjemsendte uighurer blev – i hvert fald i nogle tilfælde – fængslet og udsat for tortur. [32]

De kinesiske myndigheder har i de seneste år også prøvet at tvinge uighurer, der studerer i udlandet til at vende tilbage til Kina. Nogle af de hjemvendte blev tilbageholdt, da de kom tilbage og idømt lange fængselsstraffe, oplyser menneskerettighedsorganisationen Amnesty International. Seks uighurer, der vendte tilbage efter at have studeret i Tyrkiet, blev idømt fængselsstraffe på 5-12 år. Buzainafu Abudourexiti er en uighurisk kvinde, der vendte tilbage til Kina efter at have studeret i to år i Egypten. Hun blev tilbageholdt i marts 2017 og tre måneder senere idømt syv års fængsel ved en hemmelig retssag. Nogle af de hjemvendte uighurer døde, mens de var i de kinesiske myndigheders varetægt, og andre er forsvundet. I april 2017 tilbageholdt kinesiske myndigheder flere familiemedlemmer til studerende i Egypten for herigennem at tvinge de studerende til at rejse tilbage til Kina. I juli 2017 begyndte de egyptiske myndigheder i stor stil at opspore kinesiske statsborgere i Egypten, især uighurer. Nogle af dem studerede på Al-Azhar Universitetet. Over 200 uighuriske studerende i Kairo blev arresteret, og mindst 22 af dem blev tvangsmæssigt sendt tilbage til Kina. Bestræbelserne for at få uighuriske studerende, der er muslimer, i udlandet til at vende tilbage til Kina har fået flere af dem til at søge asyl i udlandet. [9] [13]

Moskeer ødelægges

Kinesiske myndigheder har siden 2016 helt eller delvist ødelagt et antal moskeer i Xinjiang Autonome Region. Det britiske dagblad The Guardian og open source-webstedet Bellingcat har ved hjælp af satellitbilleder kontrolleret placeringen af 100 moskeer og helligdomme i regionen. Ud af 91 analyserede steder fandt de 31 moskeer og to større helligdomme, herunder Imam Asim-komplekset og et andet sted, som havde lidt betydelige bygningsmæssige skader mellem 2016 og 2018. Og det ser ud til, at 15 moskeer og de to større helligdomme er blevet helt eller næsten fuldstændigt raseret. Ved de øvrige beskadigede moskeer var indgang, kupler og minareter fjernet. Yderligere ni bygninger, der af tidligere beboere i Xinjiang-regionen blev identificeret som moskeer, var blevet ødelagt. Det var bygninger, der blev anvendt som moskeer, selv om bygningerne ikke havde kupler eller minareter. Andre kilder mener, at antallet af ødelagte moskeer er langt højere – måske omkring 5.000. Det Kinesiske Statsråds Informationskontor oplyste i 2018, at der er 35.000 moskeer i Kina. Året forinden anslog informationskontoret, at der var 40.000 moskeer i landet. [2] [9] [10] [33]

Krænkelser af kristnes religionsfrihed

Kristne har også oplevet en stærkere undertrykkelse i de seneste år. Den mærkes især blandt kristne, der mødes i ikke-anerkendte kirker. Undertrykkelsen varierer fra provins til provins – og den rammer i nogle tilfælde også kristne i anerkendte Tre-selv-kirker. [9]

Protestanter fængslet på grund af religiøse aktiviteter

Fem kristne i Liaoning-provinsen i det nordøstlige Kina blev i marts 2017 idømt mellem tre og syv års fængsel, fordi de havde købt og solgt ”officielt forbudte kristne andagtsbøger”. Selvom deres kirke, Chaoguang Village Christian Gathering Place, er officielt anerkendt under Den Patriotiske Tre-selv Bevægelse for protestantiske kirker i Kina, hævdede myndighederne, at de fem havde drevet ulovlig forretning, fordi det var deres hensigt at tjene penge på deres aktiviteter. Samtidig lukkede myndighederne kirken. [9]

I januar 2017 tilbageholdte kinesiske myndigheder flere end 80 kristne, der er tilknyttet et netværk af protestantiske huskirker i Xinjiang Autonome Region i det nordvestlige Kina, fordi de havde holdt møder i huskirker. Nogle af de arresterede blev anklaget for at deltage i religiøse aktiviteter, der foregik på steder, der ikke var godkendt til religiøse aktiviteter. [9]

Ifølge det amerikanske medie The Christian Post blev Ma Huichao i 2017 idømt tre års fængsel, fordi hun havde samlet folk til bibelstudier i sit hjem i Xinjiang. De anklagede hende for at “have samlet en folkemængde for at forstyrre den offentlige orden”. [9]

I juli 2017 tilbageholdt politiet i Guangdong pastor Tang Lili, der er præst i en protestantisk huskirke i en landsby i Xinhui-distriktet i Guangdong-provinsen i det sydøstlige Kina. Myndighederne lukkede kirken, og politiet ransagede senere præstens lejlighed, hvor de konfiskerede alle religiøse genstande. [9]

I begyndelsen af april 2020 blev Zhao Huaiguo, der er præst i Bethel Kirken i Hunan-provinsen i det sydøstlige Kina arresteret og anklaget for undergravende virksomhed. Bethel Kirken er en husmenighed, som pastor Zhao Huaiguo grundlagde for 13 år siden. Menigheden har ikke ønsket at tilslutte sig de officielle Tre-selv-kirker, og i 2019 forbød myndighederne kirkens virksomhed. [38]

I april 2020 blev seks kristne, der deltog i en online påske-gudstjeneste arresteret af myndighederne i Sichuan-provinsen i det centrale Kina. De seks tilhører en ikke-registreret kirke, der blev lukket af myndighederne i december 2018. De seks arresterede blev løsladt igen samme dag. Kirkens præst blev i slutningen af 2019 idømt ni års fængsel. [39]

Fjerner kors fra kirkebygninger

I Zhejiang-provinsen i det sydøstlige Kina indledte myndighederne i 2014 en omfattende kampagne, hvor de ødelægger bygninger, som ifølge myndighederne er opført ulovligt, og fjerner kors fra kirkebygningers spir, tage og hvælvinger. Ifølge medier og ngo’er har myndighederne siden 2014 nedrevet eller ødelagt over 2.000 kors og bygninger i provinsen. Der er også blevet fjernet kors fra kirker i andre provinser. [9] [10]

I 2017 tog myndighederne en ny form for kontrol i anvendelse i Zhejiang-provinsen, nemlig overvågningskameraer. I en række kirker trængte embedsmænd ind for at installere overvågningskameraer, som gør det muligt for myndighederne at overvåge kirkens aktiviteter dagligt. I nogle tilfælde, hvor kirkemedlemmer strittede imod, lukkede embedsmændene for vand og elektricitet til kirken. I nogle tilfælde blev der anvendt vold over for de modvillige kirkemedlemmer. Mange af de kirker, der har fået installeret overvågningsudstyr, er blandt de kirker, der inden for de seneste tre-fire år har fået fjernet kors fra deres kirkebygninger. [9]

I januar 2017 blev pastor Gu “Joseph” Yuese arresteret. Han var tidligere præst i Chongyi Church i Hangzhou, der er en af Zhejiang-provinsens største Tre-selv-kirker. Han blev formelt anklaget for at have begået underslæb, men ifølge hans tilhængere er anklagen fabrikeret af myndighederne, da de ønsker at straffe ham, fordi han offentligt har modsat sig deres kampagne for at fjerne kors fra kirkerne i Zhejiang-provinsen. Den 24. december 2017 trak myndighederne anklagerne tilbage og løslod Gu Yuese, men han fik ikke lov til at genoptage sine pastorale opgaver. Det var anden gang, han var i konflikt med myndighederne. I januar 2016 blev han første gang frataget sine pastorale opgaver og varetægtsfængslet, mistænkt for at have begået underslæb med kirkens midler. Han blev løsladt i marts 2016 mod kaution. [9]

Overgreb mod katolikker

I Shanxi-provinsen i det centrale Kina blev snesevis af katolikker i august 2017 såret, da de forsøgte at hindre bulldozere i at ødelægge deres lokale kirke, som tilhører den officielt anerkendte Kinesisk-katolske Patriotiske Forening. Ifølge lokale embedsmænd skulle kirken og den omkringliggende plads rives “for at berige folks liv”. [9]

I april 2017 foretog kinesiske myndigheder en razzia, da der blev holdt en katolsk “undergrunds”-messe i et offentligt lokale i Heilongjiang-provinsen i det nordøstlige Kina. Det skete ifølge myndighederne for at forhindre en “ulovlig religiøs aktivitet”. Det fremgår af videooptagelser fra razziaen, at politiet forsøgte at arrestere sognepræsten og en lægprædikant. [9]

Der har været flere andre konflikter mellem kinesiske myndigheder og blandt andet katolske præster og biskopper. [9]

Krænkelser af Falun Gong-bevægelsens religionsfrihed

Den spirituelle Falun Gong-bevægelse (også kaldet Falun Dafa) er også udsat for alvorlig undertrykkelse. I 1999 organiserede Falun Gong en sit-in aktion foran den kinesiske regerings hovedsæde i Beijing. Her deltog omkring 10.000 mennesker. Efter aktionen blev Falun Gong-bevægelsen forbudt, og dens tilhængere er siden blevet chikaneret og udsat for overgreb. Ifølge den kinesiske regering var der 70 millioner Falun Gong-udøvere i Kina i 1999. [2]

Omkring 3.500 Falun Gong-udøvere holdes ifølge menneskerettighedsorganisationen Dui Hua Foundation indespærret i kinesiske fængsler, og nogle udsættes for tortur og andre former for mishandling. Falun Gong mener selv, at antallet af fængslede og tilbageholdte er betydeligt højere. Ifølge organisationen Minghui, der tilknyttet Falun Gong, blev 4.848 Falun Gong-udøvere arresteret i 2018, og yderligere 4.127 blev chikaneret i et forsøg på at få dem til at holde op med at udøve Falun Gong. 2.414 af dem var fortsat tilbageholdt ved udgangen af 2018. [2]

Ifølge organisationen Minghui døde 42 Falun Gong-tilhængere i 2017, mens de var i fængsel eller på grund af skader, de var blevet påført, mens de var tilbageholdt. En af dem er Han Hongxia, der døde i marts 2017. Hun blev arresteret i Jilin-provinsen i det nordøstlige Kina i oktober 2016, og ifølge Minghui blev hun tortureret af vagterne i detentionen i Baicheng, fordi hun nægtede at fraskrive sig Falun Gong. En anden Falun Gong-udøver, Yang Yuyong, døde i juli 2017. Han og hans kone, Meng Xianzhen, blev arresteret i december 2016, og han blev efter sigende udsat for alvorligt misbrug, mens han var i politiets varetægt, herunder seksuelt misbrug, hvor 13 indsatte var involveret. Da myndighederne langt om længe sørgede for, at han fik lægehjælp, var flere af hans organer allerede svært medtaget. Hans familie har fortalt, at hans krop var sort og blå, og at der var spor af bambuspinde under hans tånegle. [9]

Kinesiske myndigheder arresterede i juli 2018 Ma Guilan fra Hebei-provinsen i det østlige Kina. Hun blev tilbageholdt, fordi hun havde fortalt andre mennesker om Falun Gong. I september 2018 blev Ma Guilan ifølge myndighederne syg, og hun blev kørt til et hospital, hvor hun døde få timer senere. Ifølge organisationen Minghui kom der flere personer til hospitalet for at fjerne og undersøge Mas organer, men det er uklart, hvad der skete med disse organer. [2]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

Krænkelser af religionsfriheden på grund af fjendtligheder i civilsamfundet ligger på et lavt niveau i Kina. Det kan dog i flere tilfælde være svært at afgøre, hvor der sker krænkelser på grund af enkeltpersoner og gruppers religiøse tilhørsforhold eller som følge af deres etniske eller kulturelle baggrund, da religion, kultur og etnicitet ofte er vævet tæt sammen. [2] [4]

Etniske minoritetsgrupper som tibetanske buddhister og uighur-muslimer bliver ifølge rapporter diskrimineret på grund af både deres religiøse tro og deres status som etniske minoriteter med forskellige sprog og kulturer. [2]
Der forekom i 2018 fortsat mange hadefulde ytringer på sociale medier, der har vendt mod muslimer – til trods for, at den kinesiske regering i september 2017 oplyste, at den ville censurere den slags angreb på internettet. [2]

Forbedringer af religionsfriheden

I januar 2017 blev en ny kirke åbnet i Guangzhou-provinsen i det sydøstlige Kina. Tianhe-kirken er den største kirke i provinsen, og den er efter sigende den første kirke, der er bygget i Kina siden 1949. Ved indvielsen af kirken deltog bl.a. Fu Xianwei, der er formand for Den Patriotiske Tre-selv Bevægelse for protestantiske kirker (TSPM). TSPM er en forkortelse af bevægelsens engelske navn: Tre-Self Patriotic Movement. Det er en paraplyorganisation for de officielt anerkendte protestantiske kirker i Kina, og den fungerer under opsyn af Det Kinesiske Kommunistpartis afdeling for religiøse anliggender. De kirker, der hører under organisationen, betegnes også som Tre-selv-kirker. Tre-selv-begrebet refererer til, at kirkerne skal være selvstyrende, selvforsørgende og selvudbredende. Det betyder, at kirkerne ikke må modtage økonomisk støtte eller på anden måde være under indflydelse fra udlandet. [34]

I november 2019 blev det markeret, at det kinesiske selskab, Amity Printing Company, siden 1987 har trykt 200 millioner bibler. Over 85 millioner af biblerne er distribueret til kirker i Kina, herunder bibler til blinde og bibler på 11 etniske mindretalssprog. De øvrige 115 millioner bibler er trykt for bibelselskaber og organisationer i over 140 lande og territorier. [36]

I april 2020 oplyste nyhedsbureauet Reuters, at Mormonkirken vil åbne et nyt tempel i Kina. Templet opføres i Shanghai i det østlige Kina. Det bliver kirkens første tempel i Folkerepublikken Kina. Mormonkirken, hvis fulde navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har allerede et tempel i Hongkong. Det er dog ved at blive renoveret. Nyheden blev offentliggjort på et tidspunkt, hvor der gennem flere år har været en øget undertrykkelse af religionsfriheden fra den kinesiske myndigheders side. Mormonkirkens præsident, Russell M. Nelson, udtaler til Reuters, at Mormonkirken i respekt for lovgivningen i Kina ikke sender missionærer til landet. Der findes ingen officielle tal for, hvor mange medlemmer Mormonkirken har i Kina. [37]

Historie

De tidligste kendte bosættelser i Kina går tilbage til omkring år 7000 f.Kr., og landet har en lang og rig historie op gennem tiden. Nogle af de områder, der er en del af det nuværende Kina, har i sig selv en rig, selvstændig historie. Det gælder fx de vestlige autonome regioner Tibet og Xinjiang, der blev en del af det kinesiske rige i 1700-tallet. [22]

I flere århundreder f. og e.Kr. blev Kina regeret af dynastier og kejserriger, som kontrollerede større eller mindre dele af det kinesiske rige. Det kinesiske samfund udviklede sig gennem flere århundrede under påvirkning af konfucianismen, der er en kinesisk filosofi og religion, der blandt andet lægger vægt på fromhed og næstekærlighed. [22]

Påvirkninger udefra har også sat sit præg på det kinesiske samfund. Buddhismen kom til Kina fra Indien og var i en del af det første årtusinde den vigtigste åndelige strømning i landet. Senere førte arabiske købmandssamfund islam med sig til Kina. I løbet af 1500-tallet kom de første europæere til Kina. På det tidspunkt førte Kina en politik, hvor de forsøgte at begrænse kontakten til udlandet. Europæerne indrettede deres handel efter de betingelser, der blev opstillet af kineserne – i hvert fald frem til 1800-tallet. Her krævede europæerne, at de fik lige betingelser, og at der blev oprettet diplomatiske forbindelser. Samtidig holdt englænderne op med at betale med sølv, når de købte te i Kina. I stedet blev opium deres foretrukne betalingsmiddel. Det skabte økonomiske problemer, og Kina forbød import af opium. Det førte til en handelskrig mellem Kina og Storbritannien i 1839-1842. Efter krigen, der kaldes Opiumkrigen, fulgte flere krige, hvor Kina led nederlag til både englændere og franskmænd – og i 1895 til japanerne. Det svækkede det kinesiske kejserrige, og efter en militæropstand i 1911 valgte repræsentanter fra 16 provinser Sun Yat-sen til ny præsident. Han tiltrådte den 1. januar 1912, og måneden efter trak kejseren sig tilbage, og dermed sluttede flere hundrede års kejserstyre. [22]

Den nye republik viste sig dog ikke særlig stabil. Interne magtkampe mellem de nye magthavere førte til en opsplitning af landet. I 1917 opstod der en protestbevægelse i Beijing, hvis medlemmer var utilfredse over, at Japan ved fredsforhandlingerne i Versailles havde fået rettighederne til den kinesiske halvø Shandong. Ud fra protestbevægelsen og andre bevægelser blev Det Kinesiske Kommunistparti dannet i 1921. Sideløbende hermed forsøgte Guomindang-partiet (GMD) med Sun Yat-sen i spidsen at genforene Kina. Sovjetunionen tilbød sin støtte, og i 1924 dannede kommunistpartiet og GMD Den Forenede Front – med Chiang Kai-shek som leder. Sun Yat-sen døde året efter. I de følgende år bredte den revolutionære bevægelse sig til flere kinesiske provinser. Chiang Kai-shek brød i 1927 med kommunisterne. Ved et efterfølgende kup blev flere hundrede kommunister og fagforeningsledere dræbt, og kommunisterne blev drevet under jorden. I oktober 1928 dannede GMD en ny kinesisk nationalregering med Chiang Kai-shek som leder. GMD kontrollerede dog kun en del af Kina, og kommunisterne fik oprettet en base i det sydøstlige Kina. Her dannede de i 1930 ”Det Sydvestlige Jiangxis Sovjetregering” med Mao Zedong som leder. I år følgende år blev der udkæmpet flere slag mellem Chiang Kai-shek og Den Røde Hær. Men i tiden op til Anden Verdenskrig fik de en fælles fjende i japanerne, og i 1937-1945 dannede de igen en fælles front. [22]

Efter Anden Verdenskrig udbrød der i 1946 borgerkrig mellem Chiang Kai-sheks styrker og kommunisterne. Den sluttede – efter mere end tre års kampe – med udnævnelsen af Folkerepublikken Kina den 1. oktober 1949 med Mao Zedong som leder. Chiang Kai-shek trak sig tilbage til øen Taiwan. [22]

Under Mao Zedongs ledelse blev der gennemført en jordreform, hvor godsejernes jord blev givet til fattige bønder. En anden reform gav kvinder ret til at eje jord, og det blev lettere for kvinder at blive skilt. Jordreformen medførte utallige voldelige overgreb i landsbyerne, hvor omkring en million godsejere blev myrdet. Mao Zedong var også manden bag Kulturrevolutionen, der blev indledt i 1966. Her blev flere millioner skoleelever og unge organiseret i rødgardistgrupper, der skulle bekæmpe borgerlig tankegang, levn fra Kinas gamle kultur og ting, der kunne minde om vestlig indflydelse. Samtidig blev modstandere i partiledelsen fjernet fra deres poster. Ifølge leksikonet DenStoreDanske.dk mistede op imod en million mennesker livet under Kulturrevolutionen. Andre kilder sætter antallet af dræbte endnu højere. Mao Zedong døde i september 1976. [22] [35]

Siden har Kina haft flere forskellige ledere. I de seneste par årtier har Kina oplevet en stor økonomisk vækst. Det har øget velstanden hos en del af befolkningen og skabt en større og større middelklasse, men der er fortsat mange fattige bønder og arbejdere, og der er stor social ulighed. Desuden har væksten medført forurening og miljøødelæggelser. Det Kinesiske Kommunistparti sidder fortsat på magten, og der bliver til stadighed slået ned på systemkritikere, ligesom ytringsfriheden, religionsfriheden og andre grundlæggende menneskerettigheder krænkes groft. ”Landet har et autoritært ét-parti styre, som systematisk begrænser de grundlæggende frihedsrettigheder,” skriver menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) i 2019 om Kina. [8] [22]

I november 2012 blev Xi Jinping valgt som generalsekretær for kommunistpartiet, og i marts 2013 blev han tillige valgt som Kinas præsident. Ifølge Human Rights Watch er hundredvis af menneskerettighedsforkæmpere og advokater blevet vilkårligt tilbageholdt og retsforfulgt siden præsident Xi Jinping overtog magten. Samtidig har myndighederne strammet kontrollen af ikke-statslige organisationer, medier og internettet ved hjælp af en række nye love, hvor fredelig kritik af myndigheder betragtes som trusler mod statens sikkerhed. Og selv om det ved lov er forbudt at anvende tortur af frihedsberøvede, er denne praksis fortsat udbredt. [8] [12]

*Kinas administrative opdeling i provinser, autonome regioner, kommuner og særlige administrative regioner. (Illustration: Wikimedia.org, 2011)*

Forfatning og styreform

Kina er en republik. Landets officielle navn er Folkerepublikken Kina. [1]

Kina består af 23 provinser, fem autonome regioner, fire kommuner samt to særlige administrative regioner (Hongkong og Macau). Blandt de 23 provinser er Taiwan, der er en republik med eget styre, men som Kina betragter som en kinesisk provins. De fem autonome regioner er: Guangxi Zhuang, Indre Mongoliet, Ningxia Hui, Tibet (Xizang), Xinjiang Uighur. De fire kommuner er: Beijing, Chongqing, Shanghai og Tianjin. [1]

Kinas forfatning fra 1982 er blevet ændret flere gange. Ifølge forfatningen er Kina en socialistisk stat under folkets demokratiske diktatur, ledet af arbejderklassen. Staten skal fremme opbygningen af en “socialistisk åndelig civilisation”. Ved en ændring af forfatningen i 1999 blev begrebet ”privat ejendomsret” formelt godkendt. [23]

Det Kinesiske Kommunistparti har den reelle magt i Kina, og partiets generalsekretær indtager en meget magtfuld position i det politiske system. Det fremgår af præamblen til forfatningen, at Det Kinesiske Kommunistparti indtager den ledende rolle i landet, men partiet nævnes ikke i selve forfatningen. [23]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger hos Den Nationale Folkekongres. Folkekongressen har op til 3.000 medlemmer. De bliver valgt ved indirekte valg for fem år af folkekongresser i landets regioner, kommuner og provinser samt af Folkets Befrielseshær. Provinsfolkekongresserne bliver valgt af lokale folkekongresser. Medlemmerne af de lokale folkekongresser vælges ved direkte valg, hvor der kan opstilles flere kandidater. Folkekongressen havde 2.980 medlemmer pr. 8. november 2019. [1] [23]

Den Nationale Folkekongres vælger præsidenten, vicepræsidenten, Statsrådet (regeringen), ledelsen for Den Centrale Militærkommission, Folkets Højeste Domstol og andre højtstående poster. Folkekongressen kan ændre forfatningen. Folkekongressen mødes én gang om året i en-to uger. Mellem møderne repræsenteres Folkekongressen af Den Stående Komité. Komitéen har ca. 150 medlemmer, som vælges af Folkekongressen ved hemmelige valg. [1] [23]

Den udøvende magt

Den udøvende magt ligger hos præsidenten, der vælges for fem år ved indirekte valg af Folkekongressen. Præsidenten er også generalsekretær for Det Kinesiske Kommunistparti. Regeringen (Statsrådet) vælges også af Folkekongressen. Formelt ledes regeringen af en premierminister, der godkendes af Folkekongressen efter indstilling af præsidenten. [1]