Flere end 1.800 muslimske lærde i Pakistan har udstedt en fatwa, der forbyder selvmordsbomber, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Pakistan har i flere år været plaget af selvmordsangreb fra militante islamister, der ønsker at omdanne Pakistan til en islamisk stat. Selvmordsangreb fordømmes ofte som fanatiske og umoralske, især når civile dræbes, men oprørerne ser taktikken som deres mest effektive våben, skriver Reuters.
De militante islamisters angreb har kostet titusindvis af mennesker livet siden begyndelsen af 2000’erne, og i et forsøg på at bremse disse angreb har en gruppe på over 1.800 muslimske lærde forbudt selvmordsbombninger og erklæret dem for “haram” (synd).
“Denne fatwa sikrer os et stærkt fundament for stabiliteten i et moderat islamisk samfund,” skriver Pakistans præsident, Mamnoon Hussain, i bogen, der er udgivet af det statsdrevne Internationale Islamiske Universitet. Han tilføjer, at man i fatwaen kan søge vejledning i, hvordan man kan bremse ekstremisme i overensstemmelse med islams gyldne principper.

Blandt de mange, der har underskrevet fatwaen, findes der ifølge nyhedsbureauet flere fremtrædende personer, som er stærke kritikere af Vesten, og som menes at støtte den afghanske Taleban-bevægelse.
De pakistanske lærde skriver i fatwaen, at “intet individ eller gruppe har beføjelse til at erklære eller føre jihad”, og at selvmordsbombninger er en overtrædelse af nøglepunkter i den islamiske lære og som sådan er forbudt.
Læs mere
• Pakistan clerics issue fatwa against suicide bombings, Reuters.com, 16-01-2018
• Mindst 25 dræbt ved selvmordsbombeangreb mod moské i Pakistan, Religionsfrihed.nu, 19-09-2016
• Mindst 15 mennesker dræbt ved bombeangreb mod to kirker i Pakistan, Religionsfrihed.nu, 16-03-2015