Den første officielle synagoge i Forenede Arabiske Emirater ventes færdig i 2022

I Abu Dhabi planlægges opførelsen af et interreligiøst kompleks med moské, kirke og synagoge. (Foto: Pixabay)

Et nyt interreligiøst kompleks i Abu Dhabi skal ud over synagogen også rumme en kirke og en moské. Det skal bidrage til interreligiøs dialog og fredelig sameksistens, skriver Deutsche Welle. Komplekset betegnes som et Abrahamitisk Familiehus, og organisationen oplyste i går, søndag, at det skal efter planen stå færdigt i 2022. Abu Dhabi er hovedstad i Forenede Arabiske Emirater. Det er også navnet på et af de syv emirater, der udgør Emiraterne.

Planen om at bygge et sådant interreligiøst kompleks blev annonceret i februar, da pave Frans mødtes med Al-Azhars storimam, Sheikh Ahmed el-Tayeb, under sit besøg i Forenede Arabiske Emirater. Al-Azhar i Egypten er en af de førende islamiske institutioner inden for sunni-islam.

Landet kritiseres af menneskerettighedsgrupper

Der bor tæt ved 10 millioner mennesker i Forenede Arabiske Emirater. Landet, hvor flertallet af befolkningen er muslimer, forsøger at give indtryk af at være en tolerant stat, som støtter religionsfrihed og kulturel mangfoldighed. Men regeringen kritiseres af menneskerettighedsgrupper for at fængsle aktivister, der kritiserer landets ledelse, skriver Deutsche Welle.

I 2018-rapporten fra det amerikanske udenrigsministerium om international religionsfrihed omtales tilfælde, hvor personer blandt andet er blevet dømt for blasfemi, for sex uden for ægteskabet og for at udøve trolddom.

Religiøse mindretal

Hovedparten (76 %) af befolkningen i Emiraterne er muslimer, og kristne udgør med omkring 10 % af befolkningen det største religiøse mindretal. De religiøse minoriteter omfatter også hinduer, buddhister, baha’ier, drusere og sikher.

Der er også et lille jødisk samfund af udlændinge, som holder deres religiøse ceremonier ved private samlinger.

Artiklen er senest opdateret 10-04-2020.

Læs mere

UAE’s first official synagogue to be complete by 2022, Deutsche Welle, 22-09-2019

2018 Report on International Religions Freedom: United Arab Emirates, U.S. Departement of State, 21-06-2019

Ny katolsk kirke indviet i Abu Dhabi, Religionsfrihed.nu, 12-06-2015