Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Pakistan

Flaget er fra 1947. Den hvide stribe repræsenterer landets mindretal (heriblandt hinduer, kristne og buddhister). Den hvide farve er også et symbol på fred, mens den grønne symboliserer velstand. Halvmånen symboliserer fremskridt og stjernen symboliserer oplysning. [16]

Pakistan ligger højt, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og meget højt med hensyn til krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af den amerikanske tænketank Pew Research Centers 2021-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2019. I den forrige analyse lå begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side på et meget højt niveau i Pakistan. Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau. [4] [36] [43]

Den pakistanske stat begrænser religionsfriheden på flere måder. Forfatningen indeholder fx en bestemmelse om, at medlemmer af Ahmadiyya-bevægelsen ikke anses for at være muslimer.

Lovgivningen indeholder en række blasfemibestemmelser, der håndhæves på en meget restriktiv måde – og ifølge kritikere også håndhæves meget lemfældigt. Herudover kritiseres regeringen og myndighederne for, at de ikke beskytter religiøse minoriteters og ikke-religiøse gruppers rettigheder i tilstrækkeligt omfang. Tiden må vise, om praksis ændrer sig, efter at Pakistans Højesteret i august 2022 afsagde en dom, hvori den gør det klart, at der udvises ”størst mulig omhu” ved efterforskningen og behandlingen af blasfemisager i retssystemet – ikke mindst i sager, som straffes med døden.

En del af krænkelserne i civilsamfundet kommer fra militante islamistiske og ekstremistiske grupper, der har gennemført adskillige angreb mod helligdomme og religiøse grupper. Det har ramt både kristne og muslimer.

Der er dog også tegn på forbedringer af religionsfriheden. I august 2022 afsagde Pakistans Højesteret en dom, hvori den gør det klart, at det ikke er en forbrydelse at forkynde kristendom.

Befolkning og sprog

Der bor 208 millioner mennesker i Pakistan (2018). [1]

De største etniske grupper er: Punjabier (44,7 %), pashtuner (15,4 %) og sindhi (14,1 %). Baluchier udgør 3,6 % af befolkningen. [1]

Landets officielle sprog er urdu. Herudover tales panjabi, sindhi, pashto, baluchi og flere andre sprog. [1] [2]

Religion

Hovedparten af befolkningen er muslimer (96,4 %). Muslimerne fordelt med 80-90 % sunni og 10-20 % shia. [1] [3]

De største religiøse mindretal er hinduer, kristne og ahmadiyya-muslimer. Deres andel varierer fra kilde til kilde. Andelen af hinduer varierer fra 0,7 % til 1,9 %, andelen af kristne fra 0,6 % til 1,6 % og andelen af ahmadiyya-muslimer fra 0,1 % til 0,3 %. Pakistan anerkender ikke medlemmer af Ahmadiyya-bevægelsen som muslimer, og derfor tælles de ikke med i den officielle statistik over muslimer. Herudover er der baha’ier, sikher, buddhister og andre trossamfund i landet. [1] [3] [5]

Forholdet mellem stat og religion

Ifølge forfatningen er islam statsreligion i Pakistan, og alle lovbestemmelser skal være i overensstemmelse med islam. I henhold til forfatningen har enhver borger ret til at bekende, praktisere og udbrede sin religion under hensyntagen til loven, den offentlige orden og moral. [3]

Den islamiske troslære (sharia) og strafferet indgår som en del af retsvæsenet. Der er oprettet en forbundsshariadomstol, som har beføjelser til at afgøre, om lovene er i modstrid med islams forbud. Den er også bemyndiget til at bedømme straffesager om de såkaldte hudud-forbrydelser. Det er forbrydelser, der er omtalt i Koranen, fx drab og utugt. [1] [3]

Der er i henhold til forfatningen nedsat et råd, Rådet for Islamisk Ideologi. Det er et råd, som – efter anmodninger fra parlamentet og provinsforsamlingerne – kan komme med anbefalinger om, hvordan man kan “tilskynde og gøre det muligt for muslimer at leve i overensstemmelse med islams principper”. De lovgivende og udøvende myndigheder kan også bede om vejledning fra rådet, hvis de ønsker at få afklaret, om et lovforslag er i modstrid med islam. [3]

Ifølge forfatningen kan ingen personer tvinges til at betale skat til en anden religion end sin egen. Sunnimuslimer betaler en zakat (skat) på 2,5 %, som opkræves af staten. Disse midler går til sunnimuslimske moskeer, religiøse skole og velgørenhedsorganisationer. [3]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Den pakistanske stat begrænser religionsfriheden på flere måder. Forfatningen indeholder fx en bestemmelse om, at medlemmer af Ahmadiyya-bevægelsen ikke anses for at være muslimer. Lovgivningen indeholder en række blasfemibestemmelser, der håndhæves på en meget restriktiv måde – og ifølge kritikere også håndhæves meget lemfældigt. Herudover kritiseres regeringen og myndighederne for, at de ikke beskytter religiøse minoriteters og ikke-religiøse gruppers rettigheder i tilstrækkeligt omfang.

Blasfemi-bestemmelser rammer både religiøse mindretal og ikke-religiøse

Pakistans straffelov indeholder en række blasfemi-bestemmelser, og en overtrædelse af disse bestemmelser kan straffes med fængsel i op til livstid og i nogle tilfælde med dødsstraf. Det kan koste dødsstraf at ”bespotte profeten Muhammed”, fængsel på livstid at ”bespotte, beskadige eller vanhellige Koranen” og op til 10 års fængsel at ”fornærme en andens religiøse følelser”. Ytringer og handlinger, der har til formål at tilskynde til religiøst had, kan straffes med op til syv års fængsel. Ifølge USA’s udenrigsministerium er ingen hidtil blevet henrettet ”specifikt for blasfemi” i Pakistan. Blasfemibestemmelserne går tilbage til kolonitiden, hvor de britiske herskere indførte sanktioner for at straffe forhånelser af religiøse overbevisninger. Disse love bles fastholdt efter Pakistans uafhængighed i 1947, og de er siden strammet markant. Mellem 1980 og 1986 indførte general Zia ul-Haqs militærregering en række tilføjelser med henblik på at “islamisere” blasfemibestemmelserne samt for på lovlig vis at adskille Ahmadiyya-bevægelsens medlemmer fra Pakistans overvejende muslimske befolkning. [3] [6]

Ifølge rapporter fra civilsamfundet sad mindst 77 personer fængslet på grund af anklager om blasfemi ved udgangen af 2018, og mindst 28 af dem var idømt dødsstraf. Regeringen har dog aldrig henrettet nogen specifikt for blasfemi. Ifølge oplysninger fra ikke-statslige organisationer (ngo’er) registrerede politiet mindst syv nye blasfemisager mod syv personer i 2018. [3]

Den nationale kommission for retfærdighed og fred (NCJP) har siden 1987 indsamlet data om blasfemisager. Ifølge NCJP er der fra 1987 og frem til 2018 rejst 1.540 sager om overtrædelse af blasfemibestemmelser i den pakistanske straffelov. De er fordelt med 776 sager mod muslimer (50 %), 505 sager mod medlemmer af Ahmadiyya-bevægelsen (33 %), 229 sager mod kristne (15 %) og 30 sager mod hinduer (2 %). Tallene viser en tydelig skævhed, idet halvdelen af sagerne i perioden var rettet mod personer fra religiøse mindretal, som tilsammen kun udgør omkring 4 % af befolkningen. Hovedparten af sagerne handler om vanhelligelse af Koranen – langt færre om bespottelse af profeten Muhammed. [6]

Asia Bibi er en af de kristne, der er blevet dømt for blasfemi. Hun fik i 2010 en dødsdom for blasfemi. Hun appellerede dommen, og den 31. oktober 2018 blev hun frikendt ved Pakistans Højesteret. Frifindelsen medførte omfattende og voldsomme demonstrationer, blandt andet fra tilhængere af det islamistiske parti Tehreek-e-Labaik Pakistan (TLP), der var utilfredse med, at Asia Bibi ikke blev henrettet. Regeringen lovede demonstranterne, at den ikke ville modsætte sig, hvis der kom en anmodning om at få sagen genoptaget. I forbindelse med urolighederne blev flere hundrede demonstranter arresteret, og der er siden rejst tiltale mod nogle af dem og ledere fra TLP. Pakistans Højesteret stadfæstede frifindelsen af Asia Bibi i slutningen af januar 2019, og i maj 2019 rejste Asia Bibi til Canada, som havde lovet hende asyl. [3] [7] [8] [44]

I oktober 2018 udtalte Noor-ul Haq Qadri, der er minister for religiøse anliggender og interreligiøs harmoni, at regeringen ”energisk vil modsætte sig” enhver ændring af blasfemibestemmelserne. Afvisningen omfattede også forslag, der skulle afholde mennesker fra at fremsætte falske blasfemi-beskyldninger mod andre. Samtidig siger ikke-statslige organisationer (NGO’er), at lokale domstole ofte ikke overholder de helt grundlæggende krav til bevismateriale i blasfemisager. [3]

Trods kritikken af myndighedernes utilstrækkelige beskyttelse af religiøse mindretals rettigheder er der tilfælde, hvor politiet har forhindret, at spændte situationer i lokalsamfund har udartet til voldelige konfrontationer – fx i tilfælde, hvor en person er blevet anklaget for blasfemi. [3]

Blasfemi-bestemmelserne bruges også imod mennesker, der ikke er religiøse. Her er et par af flere eksempler:

I marts 2017 arresterede politiet to mænd, der blev beskyldt for ”ateisme”. Den ene var Abdul Waheed (kendt under forfatternavnet Ayaz Nizami). Den anden var bloggeren Rana Noman. Det er uklart, hvad de to præcist vil blive anklaget for, men at dømme efter kommentarer fra embedsmænd tyder på, at de begge vil blive tiltalt for ”blasfemi”, og at de derfor risikerer at få en dødsdom. [27]

I slutningen af marts 2017 skrev Bob Churchill, der er kommunikationschef for organisationen Humanists International, at der i de første par måneder af 2017 har været et foruroligende antal angreb på ”ateister”, ”liberale” og ”sekulære” forfattere og bloggere i Pakistan. Det fremgik videre af artiklen, at pakistanske myndigheder i det første kvartal af 2017 havde rejst blasfemi-anklager mod en halv snes personer, der blev betegnet som ateister, liberale eller sekulære. [29]

Krænkelser af ahmadiyya-muslimers religionsfrihed

Pakistan vedtog i 1974 en ændring af forfatningen, som betød, at ahmadiyya-muslimer ikke betragtes som muslimer. Det skete, da der i september 1974 blev vedtaget en tilføjelse til forfatningen (Second Amendment), hvoraf det fremgår, at en person fra Qadiani-gruppen eller Lahori-gruppen (der kalder sig selv ahmadiyyaer), som ikke tror på, at profeten Muhammed var den sidste og endelige profet, anses ikke for at være en muslim i henhold til forfatningen. [3] [9] [45]

Ahmadiyya-bevægelsen, der blev grundlagt i 1889, anerkendes således ikke som muslimer, og de må ikke kalde sig muslimer eller anvende islamiske symboler i udøvelsen af deres religion. Baggrunden for denne afstandtagen er, at de pakistanske myndigheder anser ahmadiyyaernes tro for at være en hån mod islam, fordi de betragter bevægelsens grundlægger, Mirza Ghulam Ahmad, som en ”underordnet profet”. Og det anses af mange sunnimuslimer for at bryde med det islamiske dogme om, at profeten Mohammad var Guds sidste sendebud (”Profeternes Segl”). [3] [9]

Ahmadiyyaerne er – som det fremgår af afsnittet ovenfor om blasfemi – ofre for hver tredje anklage om blasfemi, selv om de udgør under en procent af befolkningen. Og generelt er de genstand for indskrænkninger af deres religionsfrihed og andre menneskerettigheder – både fra myndighedernes side og i civilsamfundet. Ahmadiyyaer må ifølge straffeloven ikke prædike eller udbrede deres religiøse overbevisning eller ”fornærme muslimers religiøse følelser”. Det er også forbudt at sælge bøger om deres religion. [3] [9]

I 2018 kunne man i løbet af året – og også under valgkampen i forbindelse med sommerens parlamentsvalg – høre flere regeringsembedsmænd udtale sig imod ahmadiyya-muslimer, ligesom de deltog i events, som ifølge ahmadiyyaer ansporede til vold mod medlemmer af deres bevægelse. Ved et møde i Chakwal i Punjab-provinsen foreslog en kandidat fra Pakistan Muslim League, at ahmadiyyaer skulle udvises fra Pakistan, og Imran Khan, der senere blev valgt som premierminister, udtalte i valgkampen, at ingen, som ikke tror, at profeten Muhammed var den sidste profet, kan kalde sig muslim. I september 2018 trak den nyvalgte regering en invitation tilbage til ahmadiyya-økonomen Atif Mian om at deltage i regeringens rådgivende økonomiske råd. Det skete efter betydelig offentlig kritik fra blandt andet religiøse ledere. Pakistans minister for religiøse anliggender og interreligiøs harmoni, Noor-ul Haq Qadri, udtalte på en konference i oktober 2018, at ”regeringen og premierministeren i Pakistan altid vil stå imod ahmadiyyaer”. Udtalelsen faldt på en konference, der var arrangeret af den militante islamist Hafiz Saeed, som FN har udpeget som terrorist. [3]

Repræsentanter fra Ahmadiyya-samfundet oplyste også, at lokale sammenslutninger af muslimske gejstlige ofte sendte klistermærker med slogans, der var vendt imod ahmadiyyaer, til skoledistrikter og bad dem om at sætte klistermærkerne på lærebøger. Det kunne være slogans som: “Det er strengt forbudt i sharia at tale med eller lave forretninger med Qadianis” eller “Det første tegn på kærlighed til profeten er total boykot af Qadianis”. Qadianis er et pakistansk udtryk for ahmadiyyaer. [3]

I marts 2018 afsagde Islamabads High Court en dom, der kræver, at borgerne skal underskrive en erklæring tro og love for at kunne gøre tjeneste i hæren, retsvæsenet og andre tjenestefunktioner. Den pålagde også parlamentet at udarbejde love, der skal sikre, at ahmadiyyaer ikke bruger “islamiske” udtryk eller har navne, der er forbundet med islam. [3]

I maj 2019 udtalte Saleem ud Din, der er talsmand for Ahmadiyya-bevægelsen, at ”ahmadiyyaer ikke har religionsfrihed i Pakistan, og at situationen er blevet endnu værre på grund af myndighedernes seneste handlinger, som gør det umuligt for ahmadiyyaer at fortsætte med deres hverdagsliv”. Det skete i forbindelse med offentliggørelsen af en ny rapport om krænkelser af ahmadiyyaernes trosfrihed. Han henviste blandt andet til en højesteretsdom, som betyder, at borgere skal oplyse deres religion, når de ansøger om at få identitetsdokumenter. Det er ifølge menneskerettighedsgrupper en beslutning, der er rettet specifikt mod Ahmadiyya-samfundet. Saleem ud Din anklagede også Pakistans premierminister Imran Khan for at have ”opildnet til religiøst had mod ahmadiyyaer”, blandt andet under valgkampen i 2018. [9]

I oktober 2019 rev pakistanske myndigheder en ahmadiyya-moské ned i landsbyen Hasilpur i den østlige Punjab-provins. Der var ifølge en talsmand for Ahmadiyya-bevægelsen, Saleem-ud-Din, tale om en 70 år gammel moské. Ifølge myndighederne var moskeen opført ulovligt på en regeringsgrund, men det benægtes af ahmadiyya-talsmanden. [21]

Diskrimination af religiøse minoriteter i øvrigt

Ikke-statslige organisationer (NGO’er) har flere gange kritiseret og udtrykt bekymring over, at myndighederne ofte ikke griber ind, når religiøse minoriteter udsættes for voldelige overgreb i samfundet, og at gerningsmændene til overgrebene dermed ofte ikke stilles for retten. Den manglende retshåndhævelse skyldes ifølge NGO’erne, at gerningsmændene bestikker myndigheder, og at ofrene presses til at frafalde sagerne. [3]

Ifølge ledere fra religiøse minoriteter bliver medlemmer af deres samfund diskrimineret i offentlige skoler og på de videregående uddannelser, ligesom de er udsat for forskelsbehandling i private såvel som offentlige jobs. [3]

Pakistanere må ikke, uanset deres religiøse tilhørsforhold, rejse til Israel. Det rammer særligt medlemmer af Baha’i-samfundet, da deres åndelige og administrative verdenscenter ligger i Haifa i Israel. [3]

Religiøse ledere og NGO’ere har gentagne gange kritiseret, at de fleste skolebøger, der bruges i offentlige skoler, indeholder nedsættende udsagn om religiøse minoriteter, herunder ahmadiyya-muslimer, hinduer, jøder og kristne. I september 2018 blev premierministeren på et møde med ledere fra de religiøse mindretal præsenteret for kritikken og deres anmodninger om at få fjernet det diskriminerende indhold i læseplanerne. Ministre fra forbundsregeringen oplyste, at de var begyndt at gennemgå lærebøgerne, men ifølge repræsentanter for religiøse mindretal er de ikke blevet inddraget i processen, og de frygter, at der fortsat vil være problematisk indhold i læseplanerne. [3]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

Hovedparten af Pakistans befolkning er sunnimuslimer, og krænkelserne af religionsfriheden for de religiøse mindretal rammer både shiamuslimer, ahmadiyya-muslimer, kristne, hinduer, sikher og andre trossamfund og ikke-religiøse grupper. [3]

Militante islamister og andre ekstremister står bag flere angreb mod religiøse mål

Der har været flere bombeangreb mod helligdomme i millionbyen Lahore i den nordøstlige Punjab-provins. Blandt andet ved sufi-helligdommen Data Darbar, der ses i baggrunden. Her blev mindst ni mennesker dræbt ved et bombeangreb i maj 2019. (Arkivfoto: Irfanarif666, Pixabay)

En af truslerne mod religionsfriheden i Pakistan kommer fra militante islamistiske og ekstremistiske grupper. I de seneste år har forskellige organisationer, hvoraf nogle er forbudt af regeringen, gennemført adskillige angreb mod helligdomme og religiøse grupper. [3]

Ifølge South Asia Terrorism Portal (SATP) faldt både antallet af angreb og antallet af ofre dog i 2018 sammenlignet med 2017. Det skyldes, at der generelt var færre terrorangreb i 2018 end året før. Ifølge SATP stod ekstremistiske grupper i 2018 bag ni tilfælde af sekterisk vold, hvor mindst 39 personer blev dræbt og 62 såret. [3]

I maj 2019 blev mindst ni mennesker dræbt ved et selvmordsangreb i nærheden af Data Darbar-helligdommen i Lahore, der er hovedbyen i Punjab-provinsen i det østlige Pakistan. Den er en vigtig helligdom indenfor sufismen i Pakistan, og den anses for en af helligste i Lahore. Data Darbar er en af de ældste og største sufi-helligdomme i Sydasien, og den besøges hvert år af flere hundredetusinde muslimer fra både sunni- og shia-traditionerne. Der har været flere angreb mod sufi-tilhængere af militante islamister, der anser sufier for at være kættere, da de ikke følger deres fundamentalistiske tolkninger af islam. Hizbul Ahrar, der er en udbrydergruppe fra den pakistanske Taleban-bevægelse, tog ansvar for angrebet, der fandt sted i forbindelse med den islamiske fastemåned, ramadanen. [19]

Piger tvangsomvendes til islam – og til ægteskab med muslimske mænd

Der er flere eksempler på, at piger og unge kvinder er blevet kidnappet af muslimske mænd, som derefter har tvunget dem til at konvertere til islam og gifte sig med manden. Både kristne og hinduer har været udsat for den slags overgreb. I 2014 offentliggjorde Movement for Solidarity & Peace (MSP) en rapport, hvor de anslog, at der årligt er mellem 100 og 700 kristne piger samt mindst 300 hindu-piger, som bliver tvangsomvendt til islam og tvangsgiftet med muslimske mænd. [34] [35]

I april 2018 blev en kristen teenagepige kidnappet, tvunget til at konvertere til islam og gifte sig med en handicappet muslimsk mand. Ifølge Rasheed Masih, der er en fattig landarbejder i landsbyen Sahiwal, bortførte en muslimsk familie hans mindreårige datter Ribqa, mens han var på markarbejde. Familien kørte pigen til byen Depalpur, hvor hun blev tvunget til at konvertere til islam og gifte sig med deres 25-årige søn Waqas Muhammad, som er handicappet. Rasheed Masih er gift og har yderligere to døtre og en søn. [24]

I oktober 2018 blev en 11-årig hindu-pige bortført i Matiari i Sindh-provinsen af en muslimsk mand, der hævdede, at han havde giftet sig med hende, efter at hun konverterede til islam. Politiet fandt pigen to dage senere, og hun fortalte, at hun var blevet bortført og voldtaget. Den lokale domstol besluttede, at pigen skulle tilbage til sin familie. Manden blev tiltalt for kidnapning, og han blev derefter frigivet mod kaution. [3]

I marts 2019 protesterede hindu-samfundet i Pakistan mod kidnapningen af to mindreårige piger på 13 og 15 år. Senere dukkede en video op på sociale medier, hvori det blev sagt, at pigerne frivilligt var konverteret til islam. Det blev afvist af flere hindu-ledere. Ifølge dem blev de to hindu-piger bortført, og Shaman Das, der er bror til de to piger, har anmeldt kidnapningen til politiet. Det fremgår af anmeldelsen, at seks bevæbnede mænd var involveret i bortførelsen af pigerne, og at de også stjal værdigenstande og penge fra familiens hus. [26]

I april 2019 afgjorde en pakistansk domstol en sag, hvor en kristen teenagepige to måneder forinden var blevet bortført, tvangsomvendt til islam og tvunget til at indgå ægteskab med en muslimsk mand. Den 14-årige pige fortalte i retten i Lahore, at hun var blevet bortført i byen Faisalabad og senere solgt til en muslimsk mand. Herefter blev hun tvunget til at konvertere til islam og gifte sig med en mand, der hed Zafar Iqbal. Domstolen besluttede, at pigen skulle sendes tilbage til sine forældre, men der skete ikke yderligere retsforfølgelse af de involverede gerningsmænd. [25]

I oktober 2020 godkendte Højesteret i Sindh-provinsen et ægteskab mellem en 13-årig kristen pige og en 44-årig muslimsk mand, hvilket er i strid med loven i provinsen, som forbyder ægteskab med personer under 18 år. Den 13-årige pige, Arzoo Raja, blev ifølge hendes forældre bortført fra deres hjem i Karachi i den 13. oktober, hvorefter hun blev tvangsomvendt til islam og tvangsgiftet med den 44-årige Ali Azhar. Organisationen International Christian Concern (ICC) oplyser, at forældrene anmeldte bortførelsen til politiet. To dage senere, den 15. oktober, gav politiet dem besked om, at pigen frivilligt var konverteret til islam og havde giftet sig med Ali Azhar. Ifølge politiet havde Ali Azhar fremlagt en ægteskabsattest, hvoraf det fremgår, at Arzoo er 18 år gammel. Forældrene gik til retten, hvor de anfægtede gyldigheden af ægteskabet, som er imod provinsens forbud mod tvangsægteskaber, og de fremlagde en kopi af Arzoos fødselsattest som dokumentation for, at hun er 13 år. Men den 27. oktober afsagde Højesteret i Sindh-provinsen en kendelse om, at ægteskabet var gyldigt. Det skete med henvisning til en sharia-bestemmelse, som tillader ægteskab med mindreårige. Denne beslutning medførte demonstrationer i Karachi og protester fra både menneskerettighedsgrupper og den katolske kirke i Pakistan, og den pakistanske menneskerettighedsminister, Shireen Mazari, beordrede sagen genoptaget. Ved et retsmøde den 2. november besluttede Sindh-provinsens højesteret, at pigen skulle anbringes på et krisecenter under genoptagelsen af sagen. Samme aften blev hendes påståede bortfører anholdt af politiet. Ved et nyt retsmøde den 9. november blev der fremlagt et lægeligt dokument, hvori det vurderes, at Arzoo er mellem 14 og 15 år, mens hun ifølge sin fødselsattest er 13 år. Retten besluttede, at hun skal forblive på krisecentret indtil et nyt retsmøde den 23. november, hvor man skal tage stilling til, om hun frivilligt er konverteret til islam – som hun selv hævdede ved retsmødet. Samtidig beordrede retten, at politiet skal udforme et anklageskrift mod Ali Azhar for at have overtrådt loven, der forbyder ægteskab med piger under 18 år. [32] [33] [34] [37] [38] [39] [40]

I februar 2020 kom Sindh-provinsens Højesteret med en tilsvarende kendelse, da den godkendte et ægteskab mellem en 14-årig kristen pige, Huma Younas, og en voksen muslimsk mand, Abdul Jabbar. Ifølge Huma Jounas’ forældre blev deres pige bortført fra hjemmet, inden hun blev tvangsomvendt til islam og tvangsgiftet med Jabbar. [32] [33] [34]

Krænkelser af kristnes religionsfrihed

Den kristne minoritet i Pakistan tæller formentlig mindst et par millioner mennesker. Det er svært at fastslå det præcise tal, da der blandt kilderne er forskellige bud på, hvor mange kristne der er i landet. Uanset antallet har kristne været udsat for angreb forskellige steder i landet. Her er nogle eksempler fra de seneste år. [1] [3] [5]

I september 2013 blev mindst 80 mennesker dræbt og omkring 150 såret, da All Saints Church i Peshawar det nordvestlige Pakistan efter søndagsgudstjenesten blev ramt af to selvmordsangreb. Det menes at være det hidtil største antal mennesker, der er omkommet ved angreb mod landets kristne mindretal. Kristne demonstrerede efterfølgende i flere i byer i Pakistan for at kræve bedre beskyttelse fra myndighedernes side. [13]

I marts 2016 blev mindst 72 mennesker dræbt og omkring 300 såret påskedag ved et bombeangreb ved Gulshan-i-Iqbal-parken i Lahore. Her var kristne samlet for at fejre påske. Ifølge den britiske tv-station var hovedparten af de dræbte muslimer, og mindst 29 af ofrene var børn. Over 200 mennesker blev efterfølgende tilbageholdt af politiet i forsøget på at finde gerningsmændene bag terrorangrebet. Gruppen Jamaat-ul-Ahrar, der er en udbrydergruppe fra den pakistanske Taleban-bevægelse, tog ansvar for bombeangrebet. Gruppen udtalte, at den gennemførte angrebet mod kristne, der fejrede påske. [22] [23]

I april 2018 blev en kristen familie på fire dræbt af bevæbnede mænd, som skød mod familien, mens den kørte med rickshaw i Quetta, der er hovedbyen i provinsen Baluchistan i det sydvestlige Pakistan. En gruppe, der er tilknyttet ISIS-K, har taget ansvar for angrebet. [3]

I december 2020 flygtede flere hundrede kristne familier fra Charar-kvarteret i millionbyen Lahore fra deres hjem, efter at en gruppe ekstremistiske muslimer truede med at sætte ild til deres huse. Årsagen til de ekstremistiske muslimers vrede var angiveligt, at en præst, Raja Waris, havde offentliggjort et opslag på Facebook den 22. december 2020, som ifølge muslimerne krænkede deres religiøse følelser. ”Præsten undskyldte opslaget, og problemet blev løst den næste dag,” oplyste Saleem Khokhar, der er en kristne, der er flygtet fra Charar, til organisationen International Christian Concern (ICC). Organisationen oplyste, at der frem til den 27. december 2020 ikke var rejst nogen blasfemi-anklager mod pastor Waris for opslaget på Facebook. Pastor Waris og hans familie lever nu i skjul, for selv om spørgsmålet om opslaget på Facebook er løst, fortsætter en gruppe på flere hundrede muslimer med at protestere mod de kristne i Charar. Ifølge ICC kræver den ekstremistiske gruppe, at pastor Waris halshugges for at have offentliggjort opslaget på Facebook. Myndighederne har udstationeret politi i Charar for at hindre, at protesterne udvikler sig voldeligt. [41]

Krænkelser af shiamuslimers religionsfrihed

Det shiamuslimske mindretals religionsfrihed bliver flere steder krænket på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. Ifølge South Asia Terrorism Portal (SATP) blev mindst 41 mennesker dræbt i 2018 ved angreb på shiamuslimske tilbedelsessteder og mod religiøse leder og andre enkeltpersoner. Her er nogle eksempler fra de seneste år.

I begyndelsen af januar 2021 blev 11 shiamuslimske minearbejdere bortført og dræbt af bevæbnede IS-krigere i nærheden af Machh-kulminen, som ligger knap 50 km øst for Quetta, der er provinshovedstad i Baluchistan-provinsen i det sydvestlige Pakistan. IS-krigerne bortførte de 11 minearbejdere og kørte dem til et nærliggende bjerg, hvor de blev skudt. Seks af dem døde på stedet, mens de øvrige fem døde på vej til hospitalet. Flere hundrede shiamuslimer protesterede de følgende dage over angrebet og erklærede, at de dræbte ikke ville blive begravet, før myndighederne har arresteret drabsmændene. Det er et brud med den islamiske tradition, hvor døde normalt begraves så hurtigt, det er muligt. De demonstrerende shiamuslimer mener ikke, at de pakistanske myndigheder gør nok for at beskytte dem mod angreb fra sunnimuslimske ekstremister. [42]

I november 2018 blev 33 mennesker dræbt og 56 såret ved et selvmordsangreb i Orakzai-distriktet i provinsen Khyber Pakhtunkhwa i det nordvestlige Pakistan. Angrebet fandt sted tæt ved en bygning, hvor shiamuslimer samles til bøn. Blandt ofrene var der både sunni- og shiamuslimer samt sikher. Den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat Khorasan-provinsen (ISIS-K) påtog sig ansvaret for angrebet. [3]

I april 2018 var der fire episoder i Quetta, der er hovedbyen i provinsen Baluchistan, hvor forbikørende skød mod shiamuslimer. Der blev i alt dræbt seks ved disse episoder. Drabene udløste vedvarende protester blandt byens etniske hazaraer, der er shiamuslimer. De hævdede, at mindst 509 hazaraer var blevet dræbt og 627 såret i Quetta i perioden fra 2012 til 2017. Efter et møde mellem hærchefen og protestlederne, øgede politiet indsatsen for at beskytte de religiøse minoriteter mod angreb. [3]

Der blev i 2018 rapporteret om flere drab på shiamuslimer i Dera Ismail Khan, der også ligger i Khyber Pakhtunkhwa. Det er dog uklart, om alle angreb var religiøst motiverede. [3]

I februar og maj 2018 blev flere shiaer dræbt af militante fra gruppen Lashkar-e-Jhangvi (LeJ), som også mistænkes for at være ansvarlig for at have begået flere drab i det samme område i august 2018. [3]

Krænkelser af ahmadiyya-muslimers religionsfrihed

Ovenfor er omtalt flere eksempler på, hvordan de pakistanske myndigheder begrænser og krænker ahmadiyya-muslimers religionsfrihed, men ahmadiyyaer oplever også krænkelser på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. Nedenfor omtales et par eksempler.

I august 2018 angreb bevæbnede røvere smykkebutik i Syedwala og dræbte ejeren, Muhammad Zafrullah, der var ahmadiyya-muslim. Ifølge lokale kilder jagtede politiet røverne og dræbte tre af dem. [3]

I juni 2018 trængte maskerede pistolmænd ind i Qazi Shaban Ahmad Khans hjem i Lahore, hvor de skød og dræbte ham. Lokale kilder oplyste, at Khan i dagene forinden var blevet truet af imamen i en nærliggende moské. [3]

Krænkelser af ikke-religiøses religionsfrihed

I april 2017 blev en studerende, Mashal Khan, dræbt, da han blev overfaldet af en stor gruppe studerende på Abdul Wali Khan Universitetet i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen i det nordvestlige Pakistan. Mashal Khan, der omtalte sig selv som ”humanisten”, studerede journalistik og massekommunikation. Han blev angiveligt overfaldet, fordi han havde offentliggjort materiale, der blev opfattet som “blasfemisk”. Mashal Khan blev ifølge oplysninger på nettet skudt i hovedet og derefter slået med stokke. Det blev også oplyst, at politiet var til stede på universitetet, mens overfaldet fandt sted – netop på grund af beskyldningen om “blasfemi”. En talsmand fra politiet udtalte bagefter, at de ikke var i stand til at gribe ind, fordi der var for mange overfaldsmænd. Mellem 15 og 35 studerende blev arresteret efter overfaldet. [28]

Forbedringer af religionsfriheden

I januar 2018 underskrev flere end 1.800 muslimske lærde i Pakistan en fatwa, der forbyder selvmordsbomber. Pakistan har i flere år været plaget af selvmordsangreb fra militante islamister, der ønsker at omdanne Pakistan til en islamisk stat. De militante islamisters angreb har kostet titusindvis af mennesker livet siden begyndelsen af 2000’erne, og i et forsøg på at bremse disse angreb har en gruppe på over 1.800 muslimske lærde forbudt selvmordsbombninger og erklæret dem for “haram” (synd). [30]

I 2018 indsatte provinsregeringerne over hele landet politi og sikkerhedsstyrker i tusindvis for at beskytte shiamuslimers religiøse ceremonier i forbindelse ashura. Det er en vigtig helligdag for shiamuslimer, hvor de mindes drabet i 681 på Hussein ibn Ali, der var barnebarn af profeten Mohammed. På dansk kaldes dagen også for Martyrernes Dag. I 2018 foregik markeringen af ashura i Pakistan fredeligt for andet år i træk. [3] [20]

I november 2019 indgik Indien og Pakistan en aftale, der tillader indiske sikh-pilgrimme at besøge en sikh-helligdom i den pakistanske by Kartarpur. Byen er hjemsted for et tempel (gurdwara), der markerer stedet, hvor grundlæggeren af sikhismen, Guru Nanak, døde. Ifølge aftalen bliver det muligt at rejse fra Indien til Kartarpur uden visum. Sikh-mindretallet i Indien har længe ønsket at få lettere adgang til templet i Kartarpur, der ligger ved grænsen, 4-5 kilometer inde i Pakistan. Aftalen blev indgået på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Indien og Pakistan i et nogle måneder har været ekstra spændt på grund af den langvarige konflikt om Kashmir-området. Aftalen blev markeret med ceremonier på den indiske og den pakistanske side af grænseovergangen den 9. november 2019. Indiens premierminister, Narendra Modi, deltog ved åbningsceremonien på den indiske side, og den pakistanske premierminister Imran Khan deltog i den pakistanske ceremoni. Imran Khan sagde, at grænsekorridoren er begyndelsen, og at der vil komme yderligere forbedringer i forbindelserne mellem Pakistan og Indien – og tilføjede: ”Når Kashmir-problemet er løst, vil det bringe fred til denne del af kontinentet.” Manmohan Singh, der er sikh og tidligere indisk premierminister sagde, at ”dette er den største og lykkeligste dag for Sikh-samfundet”, og at og det vil hjælpe med at forbedre forholdet mellem Indien og Pakistan. Manmohan Singh var blandt den første gruppe på 500 pilgrimme, der benyttede den nye grænsekorridor. [10] [31]

*Pakistans Højesteret. (Foto: Supremecourt.gov.pk)*

I august 2022 afsagde Pakistans Højesteret en dom, hvori det blev slået fast, at det ikke er en forbrydelse at forkynde kristendom, ligesom det understreges, at kristen forkyndelse – som følge af den grundlæggende ret til at bekende, praktisere og udbrede sin religion – heller ikke kan gøres til en forbrydelse i Pakistan. Baggrunden for højesteretsdommen er en sag mod den pakistanske sanitetsarbejder Salamat Mansha Masih, der blev arresteret den 1. april 2021, efter at fire studerende midt i februar 2021 havde anmeldt ham og en anden kristen til politiet og beskyldt dem for at forkynde om deres tro og fremsætte blasfemiske bemærkninger i en park i millionbyen Lahore. Det fremgår af dommen, at der er begået flere fejl ved efterforskningen af den konkrete sag, og højesteretsdommen gør det meget klart, at der skal udvises ”størst mulig omhu” ved domstole og andre offentlige myndigheder, som behandler blasfemisager. Ikke mindst i sager, hvor en person tiltales for bespottelse af profeten Muhammed, hvor straffen er døden. Derfor skal vidneudsagn bekræftes af andre beviser, så man sikrer ”domfældelse af de skyldige” og forhindrer, at uskyldige dømmes. Dommerne tilføjer, at der ifølge islamisk retspraksis kræves den højeste eller bedste form for beviser i sager, som handler om religion, og at ”enhver tvivl fritager den anklagede”. Det understreges videre, at det ikke blot er forkert, men også strafbart, hvis borgere tager loven i egen hånd. ”Der har været tilfælde,” skriver dommerne, ”hvor temperamenter er blevet provokeret og opflammet af provokatører, og hvor en ophidset pøbel har samlet sig for at tage loven i egne hænder og for at skade og endda dræbe en anklaget person, før vedkommende nogensinde blev kendt skyldig. Loven forbyder at tage loven i egne hænder, endsige at forårsage kvæstelser eller død. Denne beskyttelse gælder også fuldt ud for én, der kan være skyldig. Efter islamisk retspraksis kan dommen mod en person, som er fundet skyldig og dømt til døden, kun fuldbyrdes af en person, der er autoriseret til at gøre det.” ommerne tilføjer, at hvis en ikke-autoriseret person dræber den dømte, er han skyldig i en lovovertrædelse, hvor han sætter sig i statens sted, og skal straffes. Forsvarsadvokaten Saif ul Malook er meget tilfreds med dommen. Han håber, at dommen vil sætte en stopper for sager, der bygger på falske beskyldninger om blasfemi. Saif ul Malook var advokat for den pakistanske kvinde Asia Bibi, der i 2019 blev endeligt frikendt i en sag, hvor der ikke viste sig at være hold i beskyldningerne om blasfemi. [46] [47]

Sameksistens på tværs af tro og livssyn

Selv om der sker mange begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Pakistan, er der også eksempler på, at mennesker lever fredeligt sammen på tværs af forskelligheder i deres tro og livssyn.

I oktober 2013 dannede muslimer i Pakistan et menneskeskjold ved en kirke i Lahore for at beskytte kristne mod terrorangreb. Det skete den 6. oktober 2013, og det var anden gang i løbet af kort tid, at der blev demonstreret en sådan muslimsk-kristen enhed. En tilsvarende aktion fandt ugen forinden sted i Karachi. Det skete i solidaritet med ofrene for et blodigt selvmordsangreb mod All Saints Church i Peshawar i september 2013, hvor mindst 80 mennesker blev dræbt. (Omtalt ovenfor.) Ved manifestationen i Lahore stod muslimer og kristne side om side i menneskekæden foran kirken. Centralt i kæden stod en muslimsk mufti, Mohammad Farooq, sammen med fader Nasir Gulfam, der er præst ved St. Anthony’s Church I Lahore. Demonstrationen var arrangeret af en gruppe, der kalder sig “Pakistan for Alle”. [12]

Historie

Pakistans tidlige historie er tæt forbundet med Nordindiens historie. Fra omkring 320 f.Kr. og frem til 570 e.Kr. var landet under kontrol af forskellige indiske riger. I 700-tallet trængte muslimske erobrere ind i det område, der nu er Pakistan. I midten af 1700-tallet kom briterne, og i 1858 blev Britisk Indien, som også omfattede det nuværende Indien og Bangladesh, gjort til en britisk kronkoloni. [11]

Pakistan blev selvstændigt i 1947 – ligesom Indien gjorde. De to lande fik deres uafhængighed ved en deling af den britiske kronkoloni. Delingen blev foretaget efter religiøse skillelinjer i et Pakistan, med et muslimsk befolkningsflertal, og et Indien med et hinduistisk befolkningsflertal. Ved selvstændigheden i 1947 bestod Pakistan også af det nuværende Bangladesh. Dengang blev de to områder, der lå med 1.600 kilometers afstand fra hinanden, kaldt henholdsvis Vest- og Østpakistan. En voksende utilfredshed i Østpakistan over styret i Vestpakistan førte til en borgerkrig, som resulterede i, at Østpakistan løsrev sig og i 1971 dannede staten Bangladesh. Og Vestpakistan blev til det nuværende Pakistan. [11] [17]

Både før og efter 1971 har der været konflikter mellem nationale grupper i Pakistan. Pashtunere og baluchier har gentagne gange vendt sig imod punjabiernes dominans, og de mest yderligtgående har krævet selvstændighed. I den sydlige provins Sindh har der også været krav om øget uafhængighed af den punjabi-dominerede regering i Islamabad. Herudover har konflikter mellem land og by og uenigheder om, hvilken rolle islam skal spille i samfundet, gjort det vanskeligt at regere landet på demokratisk vis. Konflikterne har flere gange fået militæret til at gribe ind og tage magten. Det skete første gang i 1958. Efter tabet af Østpakistan i 1971 overlod militæret regeringsmagten til lederen af Pakistans største parti, Pakistan People’s Party (PPP), Zulfikar Ali Bhutto. Efter et nyt militærkup i 1977 blev general Mohammad Zia ul-Haq regeringsleder. Under ham fik islam større betydning, fx blev der oprettet en særlig føderal islamisk domstol. Zia ul-Haq døde i 1988. Ved et efterfølgende parlamentsvalg fik Ali Bhuttos datter, Benazir Bhutto, flertal. Hun blev dermed den første kvindelige regeringsleder i et land med muslimsk befolkningsflertal. I 1990 blev lederen af Pakistans Muslimske Liga, Mohammad Nawaz Sharif, valgt som premierminister. I de følgende år kæmpede de to om magten – og indtog på skift posten som regeringsleder – uden at det lykkedes nogen af dem at skabe politisk stabilitet. Nawaz Sharif, der senest var kommet til magten i 1997, blev afsat to år senere ved et ublodigt militærkup i 1999, efter at han havde søgt at afskedige hærchefen, Pervez Musharraf. [11]

Musharraf tog selv magten, og i 2001 lod han sig udråbe til præsident. Året efter blev han valgt til præsident for fem år. Han støttede USA i ”kampen mod terrorisme”, hvilket førte til uro blandt fundamentalistiske grupper i Pakistan, som støttede Taleban i Afghanistan. Der eksisterer flere militante islamistiske grupper i Pakistan, særligt i de vestlige områder ved grænsen til Afghanistan, og der har været flere konfrontationer mellem militæret og militante islamister, blandt andet i 2007 omkring Den Røde Moské i hovedstaden Islamabad. Efter parlamentsvalget i februar 2008 dannede Pakistan People’s Party og Den Muslimske Liga regering med Yusuf Raza Gilani fra PPP som under premierminister. For regeringen stod kampen mod terror højt på dagsordenen. Musharraf gik af som præsident i august samme år, og der blev siden indledt et retsopgør mod ham for embedsmisbrug og brud på forfatningen. Ligeledes er Pakistans forhold til USA blevet mere spændt. [11]

Parlamentsvalget i 2013 blev vundet af Den Muslimske Liga, og Nawaz Sharif blev premierminister. Han blev i efteråret 2017 afsat af Pakistans Højesteret, og han er blevet idømt ti års fængsel for korruption. Efter parlamentsvalget i sommeren 2018 blev Imran Khan premierminister. Forud havde der været en blodig valgkamp, hvor flere hundrede mennesker blev dræbt – blandt andet ved et selvmordsangreb i Baluchistan og flere andre angreb mod valgmøder. Imran Khan er leder partiet Pakistan Tehrik-e Insaaf (PTI). Partiets navn betyder Pakistans Bevægelse for Retfærdighed, og Imran Khans mål er at skabe en islamisk velfærdsstat. [1] [11] [18]

Udenrigspolitisk har der til tider været et meget spændt forhold mellem Pakistan og Indien. Det skyldes især uenigheden om Kashmirområdet, hvor der har været regulære krigshandlinger mellem de to lande. Ligeledes har den militante islamistiske gruppe Lashkar-e-Taiba, der har base i Pakistan, foretaget flere terrorangreb ind i Indien. I 2003 blev der indgået en våbenstilstandsaftale mellem landene, og det forbedrede forholdet i nogle år, og i 2005 blev der åbnet en direkte busrute mellem landene. Konflikten blev dog optrappet markant, da Indiens premierminister, Narendra Modi, i august 2019 indskrænkede den indiske delstat Jammu og Kashmirs selvstændighed, der er den indisk kontrollerede del af Kashmirområdet. Det fremkaldte protester fra såvel Pakistan som Kina. Både Pakistan og Indien har atomvåben, og atombombeprøvesprængninger har også været en del af konflikten mellem de to lande. [11] [15]

Forfatning og styreform

Pakistan er en islamisk republik. Landets officielle navn er Den Islamiske Republik Pakistan. Landet er en forbundsstat med fire provinser og tre territorier. Provinserne er: Sindh (den sydøstlige del af landet), Baluchistan (den sydvestlige del af landet) Punjab (den østlige del) og Khyber Pakhtunkhwa (den nordvestlige del af landet). Det ene territorium er hovedstadsterritoriet Islamabad. De to andre er de pakistansk administrerede territorier: Gilgit-Baltistan (mod nord) og Azad Kashmir (mod nordøst). [1] [14]

Pakistans forfatning er fra 1973, og den er siden ændret flere gange. [1]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger i parlamentet, der har to kamre. Det ene er Senatet, der har 104 medlemmer. De vælges ved indirekte valg af de valgte forsamlinger i landets provinser og territorier. De vælges for seks år, og der er valg hvert tredje år, hvor halvdelen er på valg. Det andet kammer er Nationalforsamlingen. Det har 342 medlemmer, hvoraf 272 vælges ved direkte valg i enkeltmandskredse. De øvrige 70 medlemmer – 60 kvinder og 10 ikke-muslimer – vælges ved direkte valg ved forholdstalsvalg. Valgperioden er 5 år. [1]

Herudover vælges der ved direkte valg 85 medlemmer til Det Rådgivende Råd (Majlis al-Shura). Her er valgperioden 4 år. [1]

Den udøvende magt

Den udøvende magt ligger hos præsidenten, der også er statsoverhoved. Premierministeren er regeringsleder. Han/hun vælges af Nationalforsamlingen. Ministrene udpeges af præsidenten efter indstilling fra premierministeren. [1] [14]

Præsidenten vælges af et valgkollegium, der består af Senatet, Nationalforsamlingen og de fire provinsforsamlinger. Præsidenten vælges for 5 år og kan genvælges, men må højst have to sammenhængende valgperioder. Præsidenten og premierministeren skal være muslimer. [1] [3] [14]

Den dømmende magt

Den dømmende magt ligger hos domstolene. Pakistans Højesteret er den øverste retsinstans. Herudover eksisterer der en række underretter, blandt andet High Courts, en forbundsshariadomstol, provins- og distriktsdomstole. [1] [14]

Artiklen er oprettet 30-10-2019.
Artiklen er senest opdateret 05-10-2022.