En af ”imam-pakkens” begrænsninger af religionsfriheden er gjort permanent

Et flertal i Folketinget vedtog i 2016 et lovforslag, der kriminaliserer ”udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring”. Loven betyder, at det er strafbart som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri. Loven var en del af den såkaldte ”imam-pakke” på i alt seks lovforslag, der blev gennemført i kølvandet på udsendelserne ”Moskeerne bag sløret”, som blev vist på TV 2 i marts 2016.

Loven medførte en begrænsning af både religionsfriheden og ytringsfriheden, hvilket er blevet kritiseret af flere kirkelige organisationer.

I 2021 blev loven udvidet, således at det nu også er strafbart som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige psykisk vold og overtrædelser af straffelovens § 260 a om religiøse vielser af mindreårige.

Da den oprindelige lov blev vedtaget i 2016, var den af midlertidig karakter ifølge en bestemmelse om, at der senest i folketingsåret 2021-2022 skulle fremsættes et lovforslag om revision af loven. I februar 2022 fremsatte regeringen et lovforslag om at fjerne revisionsbestemmelsen, og med vedtagelsen af lovforslaget er loven gjort permanent. (Se boks nedenfor.)

”Den blotte oplæsning eller gengivelse af et skriftsted eller af religiøse forskrifter, hvori der gives udtryk for en opfordring eller støtte til strafbare handlinger, er ikke omfattet af bestemmelsen, medmindre den pågældende tilslutter sig (billiger) det oplæste eller gengivne i en eller anden form,” hedder det i bemærkningerne til lovforslaget, der kriminaliserer ”udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring”. (Foto: Hashem Islmai, Pixabay)

Regeringen: ”… et værn mod dem, der … underminerer fællesskabet”

Regeringens ønske om at bevare loven begrundes med, at der efter regeringens opfattelse ”fortsat er behov for et stærkt strafferetligt værn mod dem, der i forbindelse med religiøs oplæring misbruger deres særlige position og underminerer fællesskabet”.

”Regeringen vil ikke acceptere, at danske love og værdier undergraves gennem religiøs oplæring. Religiøse fora i Danmark skal ikke bruges til at opbygge og understøtte parallelle retsopfattelser. De, der forestår religiøs oplæring, har en særlig position i forhold til at påvirke deres menighed. Dermed har de også et særligt ansvar – både over for medlemmerne af det pågældende religiøse fællesskab, men også over for samfundet,” står der videre om begrundelsen i bemærkningerne til lovforslaget.

Lovens indhold

Lovens indhold er nærmere beskrevet i bemærkninger til lovforslaget. Her står blandt andet:

• Bestemmelsen omfatter ytringer, der fremsættes som led i religiøs oplæring. Ved religiøs oplæring forstås, at oplæringen er religiøst begrundet og har et forkyndende element. Det betyder, at formålet med oplæringen er at gøre et bestemt budskab kendt og at vinde nye tilhængere (eller fastholde eksisterende). Det indebærer bl.a., at almindelig religionsundervisning, der ikke indeholder et sådant forkyndende element – og hvor formålet således ikke er at vinde nye tilhængere mv. – ikke er omfattet af bestemmelsen.

• Der er alene tale om oplæring i bestemmelsens forstand, hvis den pågældende har en særlig (religiøs) autoritet i forhold til modtageren eller modtagergruppen, således at den person eller disse personer kan anses for særligt sårbare over for forkynderens påvirkning. Der skal således være et autoritetsspring mellem de pågældende. En tilfældigt sammensat modtagergruppe, som f.eks. ikke udspringer af en religiøs menighed eller lignende, i forhold til hvilken forkynderen mv. har en sådan autoritet, falder som udgangspunkt uden for det kriminaliserede område. Det gælder også i forhold til grupper og indlæg på sociale medier mv.

• Både religiøse forkynderes virksomhed og aktiviteter udøvet af andre, der i situationen ytrer sig som led i religiøs oplæring i den nævnte forstand, er omfattet.

• Religiøs oplæring kan bl.a. – udover “gudstjenester” og andre religiøse handlinger – omfatte den undervisning, instruktion eller vejledning (oplæring), der finder sted på koranskoler, bibelskoler, i visse religiøse studiekredse mv., men også i forbindelse med almindelig konfirmationsforberedelse.

• Bestemmelsen retter sig mod udtrykkelig billigelse af visse bestemte strafbare handlinger. Omfattet er straffelovens bestemmelser om terror (§§ 114-114 j), drab (§ 237), voldtægt (§ 216), voldshandlinger, herunder psykisk vold (§§ 243-246), incest (§ 210), pædofili (§§ 222 og 223), andet seksuelt forhold end samleje (§ 225, jf. §§ 216, 222 og 223), frihedsberøvelse (§ 261), tvang (§ 260), bigami (§ 208) og religiøse vielser mv. af mindreårige (§ 260 a). Afgrænsningen indebærer bl.a., at udtrykkelig billigelse af specifikke strafbare handlinger som stening, piskning, korporlig afstraffelse af børn, håndsafhugning, tvangsomskæring af kvinder, indgåelse af tvangsægteskab og flerkoneri mv. er omfattet.

• Både den udtrykkelige billigelse af en strafbar handling, som allerede er begået, og billigelsen af en strafbar handling, som ikke er begået (uanset om den rent faktisk senere begås), er omfattet af bestemmelsen.

• Det er endvidere en betingelse, at ytringen – for at være strafbar som billigelse – må have en sådan karakter, at den kan være med til at legitimere den form for strafbar handling, som ytringen angår. Dette indebærer, at ytringer om på demokratisk vis at ændre retstilstanden ikke er omfattet.

• Den blotte oplæsning eller gengivelse af et skriftsted eller af religiøse forskrifter, hvori der gives udtryk for en opfordring eller støtte til strafbare handlinger, er ikke omfattet af bestemmelsen, medmindre den pågældende tilslutter sig (billiger) det oplæste eller gengivne i en eller anden form.

• Både ytringer fremsat i offentlige og ikke-offentlige (lukkede) sammenhænge er omfattet af bestemmelsen. Offentlige ytringer omfatter ytringer fremsat i forbindelse med en prædiken eller anden mødeaktivitet, hvortil der er almindelig adgang for en menighed eller en bredere offentlighed. Det samme gælder ytringer på internettet og i medierne mv. Ikke-offentlige ytringer er ytringer, der fremsættes i lukkede sammenhænge og ikke er tiltænkt at skulle udbredes til en videre kreds. Eksempelvis kan ytringer, der fremsættes af en religiøs forkynder under en (fortrolig) samtale med en person, der har søgt religiøs vejledning, være omfattet af bestemmelsen.
Kilde: Lovforslag L 125

Loven har ført til én dom siden 2017

Den midlertidige lov trådte i kraft den 1. januar 2017, og i de følgende fem år frem til 12. januar 2022 har politiet modtaget tre anmeldelser om ”udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring”.

Den første sag blev behandlet ved Københavns Byret den 26. marts 2019, hvor tiltalte blev fundet skyldig ”ved i sin egenskab af imam under en prædiken i en moské den 31. marts 2017 udtrykkeligt at have billiget drab efter straffelovens § 237”. Tiltalte blev idømt 6 måneders betinget fængsel, og dommen blev stadfæstet af Østre Landsret den 30. januar 2020.

Den anden sag blev ikke efterforsket, ”idet det var tvivlsomt, hvorvidt der var dansk værneting”. Det var med andre ord tvivlsomt, om sagen kunne føres ved en dansk domstol.

Den tredje sag var ikke afgjort, da Rigspolitiet opgjorde antallet af anmeldelser den 12. januar 2022. På det tidspunkt var der rejst sigtelse i sagen.

Loven indskrænker religions- og ytringsfriheden

Både i forbindelse med vedtagelsen af den oprindelige lov i 2016 og af lovforslaget om at gøre loven permanent blev der indsendt flere kritiske høringssvar. Blandt andet mener Danske Kirkers Råd og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, at loven ikke skal gøres permanent, da den er overflødig og indskrænker religions- og ytringsfriheden.

Danske Kirkers Råd, der er et nationalt kirkeråd med 16 medlemskirker (heriblandt Folkekirken, Den Katolske Kirke, ortodokse og en række frikirker), fastholder i sit høringssvar rådets ”kritik af forslaget især grundet den skævvridning, der ligger i lovens begrænsning af ytringsfriheden specifikt hos religiøse forkyndere i forhold til andre grupper i samfundet”. Danske Kirkers Råd mener ikke, at loven skal gøres permanent, men at man derimod bør genoverveje relevansen af den.

Danske Kirkers Råd skriver indledningsvis, at rådet og dets medlemskirker og organisationer selvsagt tager afstand fra terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri, som nævnes i loven og støtter, at det fortsat er strafbart at udøve eller opfordre til sådanne forhold. ”Men det undrer os, at der overordnet skelnes mellem, om billigelsen sker i en religiøs sammenhæng, eller sker i andre sammenhænge – og at der i forhold til gældende straffelov om opfordring til f.eks. terror skal dømmes hårdere, når det sker i en religiøs sammenhæng end i andre sammenhænge. Der er her tale om en forskelsbehandling mellem f.eks. politiske røster, influencere m.fl. og religiøse forkyndere til de religiøse forkynderes ugunst,” skriver rådet – som også mener, at straffeloven øvrige bestemmelser ”tilstrækkeligt forbyder opfordring til kriminelle handlinger”.

Som nævnt ovenfor har loven hidtil ført til én domfældelse og yderligere to anmeldelser. Det forhold, at loven i praksis ikke har været anvendt yderligere, viser ifølge Danske Kirkers Råd dens karakter af symbolpolitik. ”Allerede inden lovens vedtagelse i 2016 lagde vi vægt på, at det daværende lovforslag ikke skete på baggrund af et reelt behov, men snarere fungerede som en mistænkeliggørelse af religiøse forkyndere generelt og af muslimske forkyndere specifikt,” skriver rådet – og tilføjer, at loven ”er problematisk i forhold til ytringsfriheden og religionsfriheden samt skaber forskelsbehandling mellem religiøse forkyndere og f.eks. offentlige meningsdannere i øvrigt”.

Slutteligt kritiserer Danske Kirkers Råd, at der ikke er en eneste religiøs organisation på høringslisten. ”Vi mener, at det er stik imod god praksis, at Justitsministeriet således vælger ikke at inddrage de religiøse grupper, organisationer og trossamfund, som det pågældende lovforslag faktisk har fokus på.”

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd opfordrer til, at loven ikke gøres permanent, ”men derimod slettes for at værne om principperne om lighed for loven og sikringen af mulighederne for realisering af tros- og religionsfrihed for alle”. Det begrundes med følgende punkter:

Loven er tænkt i forhold til en lille gruppe af religiøse forkyndere, som i deres forkyndelse og undervisning undergraver dansk lov og ulovligt opfordrer til kriminelle handlinger.
Loven er dog yderst sjældent anvendt.
Det område, som loven adresserer, må derfor allerede anses dækket af eksisterende strafferetslig lovgivning.
Loven er derfor først og fremmest en mistænkeliggørelse af religiøse forkyndere og af religiøs forkyndelse som sådan. Dermed bliver loven i praksis en symbolsk påmindelse til alle religiøse forkyndere om, at der er forskel på religiøs forkyndelse og andre typer af meningstilkendegivelser, og at religiøse forkyndere er anderledes stillet i forhold til loven end andre personer.
Loven er i sidste ende en ikke-proportional og uafgrænset indskrænkelse af mulighederne for realiseringen af tros- og religionsfrihed for alle borgere som en individuel og umistelig ret.

Foreningen Åndsfrihed kritiserer også lovforslaget. I høringssvaret skriver foreningen blandt andet:

”For det første er det et problem, at loven indebærer en markant indskrænkning i borgernes ytringsfrihed. Der er her ikke tale om at forbyde opfordring til lovovertrædelser – som i en række tilfælde allerede er forbudt – men her handler det om billigelse. Det ville have været et langt mindre radikalt skridt at have indført et forbud mod direkte opfordring til lovbrud, men her går man langt videre og forbyder enhver billigelse af de nævnte handlinger. Det bør være en selvfølge i et frit demokrati, at ytringer om, hvordan (og uanset hvordan) man gerne ser samfundet indrettet, selvfølgelig ikke skal kriminaliseres.

For det andet er det et problem, at denne indskrænkning i ytringsfriheden ikke gælder alle borgere, men kun borgere, der fremsætter disse ytringer i forbindelse med religiøs oplæring. Her er der altså tale om en markant forskelsbehandling til ugunst for religiøse forkyndere og undervisere! Begrundelsen for denne åbenlyse forskelsbehandling er at ”personer, der foretager religiøs oplæring, har en særlig position i forhold til at påvirke deres menighed mv.” Indirekte siges der hermed, at religion er et farligt fænomen, farligere end andre livsanskuelser og ideologier, og at samfundet derfor på en særlig måde må beskyttes mod farerne fra religion. Denne lov er desværre endnu et eksempel på den særliggørelse af religion, som i de senere år har fundet sted, men som dybest set er en diskrimination af religiøse aktører,” skriver foreningen Åndsfrihed.

Der var herudover indsendt høringssvar fra blandt andet Advokatsamfundet, Grundtvigs Forum, Institut for Menneskerettigheder, Indre Mission og Retspolitisk Forening.

Lovforslaget blev vedtaget den 21. april 2022 af et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance samt Karina Adsbøl, Lise Bech og Marie Krarup, der alle er tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti. Imod stemte Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne og Alternativet. Loven trådte i kraft den 1. maj 2022.

L 125 Ophævelse af revisionsbestemmelse vedrørende kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring

Lovforslaget blev fremsat af justitsministeren den 9. februar 2022.
Resumé af lovforslaget: Formålet med lovforslaget er at sikre en uændret videreførelse af bestemmelsen i straffelovens § 136, stk. 3, fra 2016, der kriminaliserer udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger, herunder voldtægt, bigami, terror og drab, som led i religiøs oplæring.
1. behandling af lovforslaget: Lovforslaget var til 1. behandling i folketingssalen den 1. marts 2022.
2. behandling af lovforslaget: Lovforslaget var til 2. behandling i folketingssalen den 19. april 2022.
3. behandling og afstemning om lovforslaget: Lovforslaget var til 3. behandling i folketingssalen den 21. april 2022. Her blev det vedtaget. 90 stemte for (Socialdemokratiet, Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance samt Karina Adsbøl, Lise Bech og Marie Krarup, der alle er tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti), mens 17 stemte imod (Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne og Alternativet). Loven trådte i kraft den 1. maj 2022.

• Læs lovforslaget
• Læs debatten ved 1. behandlingen af lovforslaget
• Læs betænkningen om lovforslaget
• Læs om 2. behandlingen af lovforslaget (ingen bemærkninger)
• Læs om 3. behandlingen og afstemningen om lovforslaget
• Indeks over Folketingets behandling af lovforslaget