Pakistan: Ny taskforce skal føre tilsyn med implementeringen af rettigheder for minoriteter

Pakistans premierminister Shehbaz Sharif har godkendt, at der oprettes en taskforce til at føre tilsyn med implementeringen af rettigheder for landets ​​mindretal. Det sker på baggrund af en enstemmig beslutning i Nationalforsamlingen (parlamentet) i maj om at oprette en sådan taskforce, skriver onlinemagasinet DAWN.

Den nye taskforce skal ifølge meddelelsen fra premierministerens kontor ”føre tilsyn med alle anliggender vedrørende beskyttelse af mindretals rettigheder i lyset af beslutninger truffet af den øverste domstol”. Rådet har en rådgivende funktion og skal hvert kvartal afgive en rapport til premierministeren.

Hindu bliver leder af ny taskforce

Der bor over 200 millioner mennesker i Pakistan. (Foto: Arman Sabir, Pixabay)

Den nye taskforce får 23 medlemmer, heriblandt parlamentsmedlemmer og senatorer, og med Ramesh Kumar Vankwani som formand. Han grundlagde i 2005 Pakistan Hindu Council, og han har siden 2018 været medlem af parlamentet.

Ramesh Kumar Vankwani udtrykte sig glæde over oprettelsen af den nye taskforce i et opslag på Twitter, hvor han skrev, at det var ”første gang i Pakistans historie”, at der blev taget et sådant skridt. Han lovede videre, at ”der vil blive fremsat anbefalinger til løsningen af ​​de problemer, som minoriteterne står over for”, og at han snart ville lancere en ny kampagne til beskyttelse af mindretals rettigheder i samarbejde med medlemmer af parlamentet, civilsamfundet, menneskerettighedsaktivister, medier og diplomater, skriver DAWN.

Beslutninger fra 2014 blev ikke implementeret

Pakistans højesteret besluttede tilbage i 2014, at der skulle oprettes et nationalt råd, som skulle overvåge, at de rettigheder, landets mindretal har i henhold til forfatningen og lovgivningen, overholdes i praksis. Den øverste domstol beordrede også, at der skulle oprettes en særlig taskforce til at beskytte minoriteters tilbedelsessteder, og at en særlig politienhed skulle uddannes til at beskytte minoriteters tilbedelsessteder. Den foreslåede taskforce fik også til opgave at udarbejde forslag til en strategi med henblik på at beskytte minoriteters rettigheder. Der blev nævnt flere andre tiltag i den 32-sider lange afgørelse fra den pakistanske højesteret i 2014.

Højesteretsafgørelsen fulgte i kølvandet på et selvmordsbombeangreb mod en kirke i Peshawar i 2013, som kostede 80 mennesker livet.

Men flere rapporter har i de forløbne år konkluderet, at staten har undladt at implementere ordrerne fra den øverste domstol, skriver DAWN.

Alvorlige indskrænkninger af religionsfriheden i Pakistan

Der forekommer alvorlige indskrænkninger af religionsfriheden i Pakistan, hvor hovedparten af befolkningen er muslimer. De største religiøse mindretal er hinduer og kristne.

Fra statens begrænses religionsfriheden blandt andet af, at ahmadiyya-muslimer ikke anerkendes som muslimer. Pakistan er det land i verden, hvor der bliver rejst flest sager om blasfemi, og en overtrædelse af blasfemi-bestemmelserne kan medføre lange fængselsstraffe – og i nogle tilfælde dødsdom. Ingen er dog hidtil blevet henrettet for blasfemi, fremgår det af en rapport fra USA’s udenrigsministerium.

Der foregår også alvorlige krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet. Der er flere eksempler på, at mennesker er blevet lynchet til døde, fordi nogle har anklaget dem for blasfemi. Både hinduer og kristne har oplevet flere tilfælde, hvor unge piger er blevet bortført af muslimske mænd – og dernæst er blevet tvangsomvendt og tvunget til at gifte sig med bortføreren.

Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Pakistan

• Tænketanken Pew Research Center udgiver hvert år en analyse af niveauet for begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i verdens lande.
• I 2021-rapporten, der bygger på oplysninger fra 2019, ligger Pakistan højt, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og meget højt med hensyn til krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau.
Kilde: Globally, Social Hostilities Related to Religion Decline in 2019, While Government Restrictions Remain at Highest Levels, Pew Research Center, 30-09-2021

Artiklen blev oprettet 30-06-2022
.Artiklen er senest opdateret 30-06-2022.

Læs mere

PM Shehbaz approves constitution of task force to oversee implementation of minority rights, DAWN.com, 19-06-2022

SC orders formation of national council for minorities’ rights, DAWN.com, 19-06-2014

Islamisk råd I Pakistan: Det er imod islam at udøve vold mod personer, som påstås at handle blasfemisk, Religionsfrihed.nu, 03-03-2022

Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Pakistan, Religionsfrihed.nu