Islamisk råd i Pakistan: ”Det er imod islam at udøve vold mod personer, som påstås at have handlet blasfemisk”

Efter flere meget voldelige episoder i Pakistan, hvor pøbeloptøjer har ført til lynchning af mennesker, som er blevet anklaget for at have handlet eller udtalt sig blasfemisk, udsendte Rådet for Islamisk Ideologi i februar en erklæring om, at det er imod Koranen, sharia og islamiske principper at tage loven i egen hånd og udsætte mennesker for vold.

Rådet for Islamisk Ideologi er nedsat i henhold til Pakistans forfatning for at rådgive lovgiverne om, hvorvidt en lov er i overensstemmelse eller modstrid med islam – som religionen tolkes med udgangspunkt i Koranen og sunnaen, der er en samling beretninger om profeten Muhammeds sædvane.

Erklæringen er blevet til på baggrund af flere episoder i de seneste måneder, hvor menneskemængder har dræbt mennesker, som er blevet anklaget for blasfemi. Det gælder to sager fra Punjab-provinsen i det nordøstlige Pakistan (se mere nedenfor) og flere andre sager.

Rådet for Islamisk Ideologi fordømmer kraftigt den slags hændelser. ”En sådan brutal tortur, udført af en voldelig pøbel, er hverken fornuftig eller i overensstemmelse med religionens påbud,” hedder det i erklæringen.

Rådet foreslår også, at regeringen nedsætter en national kommission med psykologer og eksperter inden for sociologi, jura og religion, der skal komme med kortsigtede og langsigtede anbefalinger til at forebygge, at beskyldninger om blasfemi fører til voldelige hændelser.

Mentalt ustabil mand dræbt af landsbybeboere

I februar 2022 blev en mentalt ustabil mand lynchet til døde i en landsby i Punjab-provinsen, angiveligt fordi han havde sat ild til nogle sider, han havde revet ud af Koranen. (Foto: Fausan My, Pixabay)

Lørdag den 12. februar 2022 blev en mand dræbt i en landsby i Khanewal-distriktet, der ligger 275 km sydvest for millionbyen Lahore i Punjab-provinsen, skriver BBC News. Manden havde angiveligt brændt nogle sider, han havde revet ud af Koranen. Han blev ifølge politiets talsperson, Munawar Hussain, overfaldet af en gruppe beboere fra landsbyen, der var bevæbnet med stokke, økser og jernstænger, og som bagefter bandt den bevidstløse mand til et træ. Politiet har anholdt over 80 personer i forbindelse med drabet. Den dræbte har ifølge lederen af politistationen i Tulamba, Munawar Gujjar, været mentalt ustabilt i de seneste 15 år.

Pakistans premierminister, Imran Khan, fordømte drabet og udtalte, at regeringens politik er ”nultolerance ”over for enhver, der tager loven i egen hånd. Han udbad sig samtidig en rapport om de politibetjente, der anklages for at have svigtet deres pligt til at redde manden. Det sidste henviser til oplysninger fra øjenvidner om, en politipatrulje nåede frem til gerningsstedet før manden døde, og at han var i politiets varetægt, før det tilsyneladende lykkedes pøbelen at snuppe ham fra politiet.

Srilankansk mand lynchet til døde – og liget brændt

En srilankansk mand blev den 3. december 2021 dræbt, da en menneskemængde lynchede ham i Sialkot i Punjab-provinsen i det nordøstlige Pakistan, skriver BBC News. Manden, Priyantha Diyawadanage, arbejdede som eksportchef på en lokal fabrik. Han blev dræbt på grund af beskyldninger om blasfemi, og bagefter brændte gerningsmændene hans lig, oplyser politiet til magasinet DAWN. De voldelige overgreb begyndte inde på fabrikken, da nogle af medarbejderne anklagede eksportchefen for at have vanhelliget plakater, hvor navnet på profeten Muhammed indgik i teksten. Volden bredte sig til gaden udenfor, hvor flere hundrede mænd og unge drenge deltog i optøjerne. Det fremgår af videoklip, som blev delt på sociale medier. Efterfølgende blev mellem 50 og 100 mennesker arresteret af politiet.

Premierminister Imran Khan fordømte lynchningen i kraftige vendinger og udtalte, at det var “en skammens dag” for Pakistan.

I april blev seks mænd dømt til døden for drabet af Priyantha Diyawadanage, skriver BBC News. Ni andre blev idømt fængsel på livstid. I alt blev 88 personer dømt for at have medvirket i lynchningen af den srilankanske mand. De øvrige blev idømt straffe fra to til fem års fængsel.

Pakistan har rekord i blasfemisager

Pakistan er det land i verden, hvor flest mennesker bliver tiltalt for blasfemi-forbrydelser. I perioden fra januar 2014 til december 2018 blev der rejst 184 sager i Pakistan for overtrædelse af landets blasfemibestemmelser. Det fremgår af en undersøgelse, som USA’s Kommission for International Religionsfrihed (USCIRF) offentliggjorde i december 2020. Undersøgelsen omfatter 41 lande, hvor der i alt blev rejst 674 blasfemisager. Pakistan tegnede sig med 184 sager for 27 % af samtlige sager i femårsperioden 2014-2018. Der var næstflest sager i Iran (96), og derefter fulgt Rusland (58), Indien (51), Egypten (44) og Indonesien på de efterfølgende pladser.

I de seneste år er antallet af dødsdomme for blasfemi steget – fra 28 dødsdomme i 2018 til mindst 35 i 2020, fremgår det af de seneste rapporter fra USA’s udenrigsministerium om international religionsfrihed. Ministeriet tilføjer, at ingen hidtil er blevet henrettet ”specifikt for blasfemi”.

Ifølge kritikere bliver blasfemilovene brugt til at forfølge religiøse minoriteter, skriver BBC News. Desuden bliver lovene ofte brugt til at afgøre personlige anliggender, der kun har lidt eller intet at gøre med religion.

Den nationale kommission for retfærdighed og fred (NCJP) har indsamlet data om blasfemisager siden 1987. Ifølge NCJP er der fra 1987 og frem til 2018 rejst 1.540 sager om overtrædelse af forskellige bestemmelser i den pakistanske lov. De er fordelt med 776 sager mod muslimer (50 %), 505 sager mod medlemmer af Ahmadiyya-bevægelsen (33 %), 229 sager mod kristne (15 %) og 30 sager mod hinduer (2 %), oplyser de britiske tv-station BBC News i en artikel, der senest er opdateret i maj 2019. Tallene viser en tydelig skævhed, idet halvdelen af sagerne i perioden var rettet mod personer fra religiøse mindretal, som tilsammen kun udgør omkring 4 % af befolkningen. Langt de fleste af sagerne handler om vanhelligelse af Koranen – langt færre om bespottelse af profeten Muhammed.

Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Pakistan

• Tænketanken Pew Research Center udgiver hvert år en analyse af niveauet for begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i verdens lande.
• I 2021-rapporten, der bygger på oplysninger fra 2019, ligger Pakistan højt, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og meget højt med hensyn til krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau.
Kilde: Globally, Social Hostilities Related to Religion Decline in 2019, While Government Restrictions Remain at Highest Levels, Pew Research Center, 30-09-2021

Artiklen blev oprettet 03-03-2022
.Artiklen er senest opdateret 20-04-2022.

Læs mere

CII declares violence over blasphemy allegations against principles of Islam, DAWN, 23-02-2022

The Council og Islamic Ideology

CII for improving judicial system to stop Sialkot-like incident, DAWN, 21-12-2021

Sialkot mob lynches Sri Lankan factory manager, burns corpse over blasphemy allegations, DAWN, 03-12-2021

• Pakistan: Killing of Sri Lankan accused of blasphemy sparks protests, BBC News, 06-12-2021

• Pakistan: Man accused of blasphemy killed by mob in Khanewal, BBC News, 13-02-2022

Pakistan: Death sentences over killing of Sri Lankan accused of blasphemy, BBC News, 18-04-2022

Blasfemi strafbart i et stigende antal lande, Religionsfrihed.nu, 26-01-2022

Violating Rights: Enforcing the World’s Blasphemy Laws, USCIRF, 09-12-2020

2019 Report on International Religious Freedom: Pakistan, U.S. Department of State, 10-06-2020

2020 Report on International Religious Freedom: Pakistan, U.S. Department of State, 12-05-2021

What are Pakistan’s blasphemy laws?, BBC News, 08-05-2019

Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Pakistan, Religionsfrihed.nu