I næsten en fjerdedel af verdens lande og selvstyreområder anvendte myndighederne fysisk magt for at forhindre gudstjenester, bøn og andre religiøse samlinger under COVID-19-pandemien i 2020. Det viser en analyse fra tænketanken Pew Research Center. Da COVID-19-pandemien for alvor bredte sig til flere og flere lande i løbet af foråret og sommeren 2020, gennemførte regeringer og myndigheder verden over mere eller mindre omfattende restriktioner for at bremse spredningen af den smitsomme virus. Restriktionerne, herunder forsamlingsforbud, påvirkede også trossamfund og religiøse grupper i de respektive lande.
Her gengives nogle af de vigtigste resultater fra analysen, som omfatter 198 lande og selvstyreområder. Oplysningerne i artiklen vedrører kun forhold, der fandt sted i 2020, da analysen ikke omfatter de efterfølgende år.
• I næsten en fjerdedel (23 %) af de undersøgte lande og selvstyreområder anvendte myndighederne fysiske magt, fx arrestationer og fængselsdomme, for at håndhæve restriktioner i forhold til gudstjenester og andre religiøse samlinger.
• I 54 lande og selvstyreområder (27%) anlagde religiøse grupper retssager – eller udtalte kritik – af sundhedsmyndighederne. Et gennemgående træk i mange klager var, at nogle kirker, moskéer, synagoger og andre bedehuse blev udsat for forskelsbehandling – enten sammenlignet med sekulære samlingssteder som butikker og restauranter, eller sammenlignet med andre religiøse grupper.
• I 69 lande og selvstyreområder (35 %) trodsede et eller flere trossamfund de sundhedsregler, der var vedtaget i forhold til COVID-19-pandemien.
• I 94 lande og selvstyreområder (47 %) støttede religiøse ledere og trossamfund sundhedsforanstaltninger, der skulle bremse spredningen af coronavirus, ved at tilskynde medlemmer af trossamfundet til at bede derhjemme, holde afstand, vaske hænder, bære mundbind eller tage andre forholdsregler.
Fysisk magt i form af arrestationer og fængslinger
I 46 lande og selvstyreområder håndhævede statslige myndigheder coronarelaterede forbud eller begrænsninger for religiøse forsamlinger i 2020 ved hjælp af fysiske magtmidler som arrestationer og tilbageholdelser, fysiske overgreb, beskadigelse eller konfiskering af lokaler og ejendomme, fordrivelse af mennesker fra deres hjem – og i enkelte tilfælde drab. Pew Research Center tager i analysen ikke stilling til, om brugen af den anvendte magt var berettiget i de enkelte tilfælde. De 46 lande omfatter ikke lande, hvor forsamlingsforbud eller andre restriktioner blev håndhævet ved hjælp af bøder.
Tilbageholdelser var det hyppigst anvendte magtmiddel, som blev brugt over for religiøse grupper, der blev anset for at handle i strid med myndighedernes retningslinjer for folkesundheden. Ifølge analysen blev der gennemført tilbageholdelser i 40 af de 46 lande. I Aserbajdsjan tilbageholdt politiet flere steder shiamuslimer, der – i strid med forsamlingsforbuddet – var samlet i en række byer for at mindes ashura-helligdagen. I USA anholdt politiet i New Jersey 15 personer, der deltog i begravelsen af en rabbiner, hvorved de overtrådte statens forbud mod offentlige forsamlinger. I Indien blev flere end 900 medlemmer af den islamiske gruppe Tablighi Jamaat og andre udenlandske statsborgere i april 2020 sat ”i karantæne” efter at have deltaget i en konference i New Delhi, som angiveligt var forbundet med spredningen af de tidlige tilfælde af coronavirus. Mange af de tilbageholdte blev løsladt eller bevilget kaution i juli 2020.
I 11 af de 46 lande omfattede myndighedernes magtanvendelse mod religiøse grupper fysiske overgreb – fx i Comorerne, Gabon og Nepal, hvor politiet brugte tåregas til at sprede religiøse forsamlinger, som overtrådte reglerne om forsamlingsforbud. I Kina blev flere end 300 medlemmer af et kirkesamfund arresteret i februar og marts 2020 under pandemi-relaterede identifikationskontroller og hjemmeinspektioner, og nogle blev udsat for tæsk og elektriske stød. I Zambia hævdede menneskerettighedsorganisationer, at politiet nogle gange brugte overdreven magt mod religiøse grupper, når de håndhævede COVID-19-restriktionerne. I april 2020 overfaldt politiet fx en gruppe kirkeledere i byen Mkushi, hvor de var samlet i strid med retningslinjerne for folkesundheden.
COVID-19-relaterede drab i tre lande i 2020
Der blev ifølge undersøgelsen fra Pew Research Center begået COVID-19-relaterede drab på medlemmer af religiøse mindretal i tre lande i 2020.
I Indien døde to kristne, efter at de blev slået, mens de var i politiets varetægt for at have overtrådt et COVID-19-relateret udgangsforbud i delstaten Tamil Nadu.
I Indonesien dræbte myndighederne seks medlemmer af en forbudt organisation, kaldet Islamic Defenders Fund (FPI) – en gruppe, der gennem lang tid er blevet anklaget for at deltage i vold, og som myndighederne skyggede, delvis fordi gruppens leder ikke var mødt op til en stævning i forbindelse med en anklage om at have overtrådt COVID-19-bestemmelserne. En officiel undersøgelse af hændelsen viste, at myndighederne havde krænket menneskerettighederne i forbindelse med fire af drabene, fordi FPI-medlemmerne var i politiets varetægt, da de døde.
I Yemen brugte Houthi-oprørere, der havde kontrol over områder med hovedparten af landets befolkning, pandemien som en undskyldning for at udvise tusindvis af etiopiske migranter, hvoraf mange var kristne. I forbindelse med udvisningen blev et antal migranter angiveligt dræbt.
Forskelsbehandling af religiøse mindretal
I Myanmar, hvor flertallet af befolkningen er buddhister, klagede ledere fra religiøse mindretal over, at pandemi-relaterede sundhedsforanstaltninger blev håndhævet meget hårdere over for muslimer og kristne end over for buddhister. For eksempel blev 12 muslimske mænd idømt tre måneder fængsel for at holde en religiøs sammenkomst i et hus i Chanmyathazi, og i en anden sag blev en kristen præst idømt tre måneders fængsel for at holde et bedemøde. Derimod blev ingen af de 200 deltagere ved en buddhistisk munks begravelse arresteret, mens arrangørerne i stedet blev idømt bøder.
Religiøse grupper blev anklaget for at sprede COVID-19
I flere lande blev religiøse grupper anklaget for at være skyld i COVID-19-pandemien, og den slags beskyldninger blev fremsat af både myndigheder og personer eller grupper i civilsamfundet.
Beskyldninger fra offentlige myndigheder
I 18 lande beskyldte embedsmænd eller myndigheder trossamfund og religiøse grupper for at have spredt COVID-19 – eller endog for at have forårsaget udbrud af smitten – med det resultat, at de blev stigmatiseret og gjort til syndebukke i samfundet. I rapporten nævnes blot nogle få tilfælde:
I Pakistan blev en gruppe shiamuslimer (etniske hazaraer) ved hjemkomsten til Balochistan-provinsen fra en pilgrimsrejse til Iran gjort til syndebukke, da embedsmænd i provinsen beskyldte dem for spredningen af coronavirussen. I Cambodja, hvor flertallet af befolkningen er buddhister, begyndte regeringen i marts 2020 officielt at udskille muslimer i en særlig ”khmer-islam”-kategori, når de offentliggjorde statistikker over infektionsrater. Denne praksis blev indført, efter at der dukkede oplysninger op om cambodjanske muslimer, som vendte tilbage til landet fra en religiøs samling i Malaysia, var smittet med COVID-19. I Canada klagede hutteritter (en protestantisk gruppe) over, at de blev udsat for social diskrimination, efter at myndighederne i nogle provinser havde informeret offentligheden om, at der var COVID-19-udbrud i nogle af gruppens lokalsamfund (også kaldet kolonier).
Der tages i undersøgelsen ikke stilling til, hvorvidt de rejste anklager var sande.
Beskyldninger i civilsamfundet
Der blev i endnu flere lande og selvstyreområder – 39 af de 198, der indgår i analysen – rejst lignende beskyldninger i civilsamfundet mod religiøse grupper og trossamfund.
I mere end halvdelen af disse lande (23 ud af de 39) blev anklagerne rettet mod jøder. I Frankrig blev der fx på sociale medier delt karikaturer, som skildrede en tidligere jødisk sundhedsminister, der forgiftede en brønd – som en antydning af, at jøder var ansvarlige for pandemien. I Storbritannien blev der online spredt antisemitiske konspirationsteorier med påstande om, at jøderne kontrollerede de globale nedlukninger og brugte pandemien til at ”stjæle alt”. I Marokko blev en mand anholdt, fordi han i et opslag på sociale medier, anklagede en jødisk statsborger og en udlænding for at have inficeret mange mennesker med COVID-19.
I 15 af de 39 lande blev angrebene rettet muslimer – heriblandt også lande med et muslimsk flertal i befolkningen. I Cambodja, hvor myndighederne indførte en særlig ”khmer-islam”-kategori i officielle statistikker over infektionsrater (se ovenfor), oplevede muslimer efterfølgende udbredt mistanke og diskrimination. Nogle cambodjanske købmænd nægtede angiveligt at sælge varer til muslimer, og nogle ikke-muslimer bar kun mundbind, når de var i nærheden af muslimer. I Pakistan blev der begået hadforbrydelser mod shiamuslimer (etniske hazaraer) af ekstremistiske sunnimuslismer og andre brugere af sociale medier, som var ”påvirket af regeringens og mediernes påstande om, at coronavirussen kom fra pilgrimme, der vendte tilbage fra Iran”. (Se ovenfor.) Og nogle pakistanske brugere af sociale medier stemplede COVID-19 som ”shia-virus”. I Indien cirkulerede der på sociale medier islamofobiske hashtags som #CoronaJihad med henblik på at give muslimer skylden for virussen.
I 9 af de 39 lande blev angrebene rettet mod kristne. I Tyrkiet blev sat ild til døren til en armensk-ortodoks kirke, og gerningsmanden fortalte politiet, at han havde gjort det, fordi de armenske kristne bragte coronavirussen til Tyrkiet. I Egypten blev der spredt konspirationsteorier, som gav det koptisk-ortodokse mindretal skylden for COVID-19-pandemien.
I 4 af de 39 lande, hvor religiøse grupper og trossamfund blev udsat for COVID-19-relaterede fjendtligheder i civilsamfundet, blev der rapporteret om vold eller hærværk i forbindelse med fjendtlighederne. Det skete i Indien, Argentina, Italien og USA.
I Indien var der flere rapporter om voldelige overfald på muslimer, som blev angrebet efter at være blevet beskyldt for at sprede coronavirus. I Argentina og Italien blev der øvet hærværk mod bygninger i form af antisemitisk graffiti og opslag, som koblede jøder sammen med COVID-19. I Italien fandt myndighederne fx graffiti, der viste en Davidsstjerne og ordene ”lig med virus”. I USA brændte en Mississippi-kirke ved et brandattentat, der fandt sted omkring en måned efter, at kirkens præst sagsøgte byen på grund af dens sundhedsrestriktioner i forhold til store forsamlinger. Efterforskerne fandt graffiti på kirkens parkeringsplads, hvor der stod: ”Vædder på, at I nu bliver hjemme nu, I hyklere”.
Analysen af COVID-19-pandemiens påvirkning af religionsfriheden rundt omkring i verden er udarbejdet som en del af den årlige analyse fra tænketanken Pew Research Center af omfanget af begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder.
Artiklen er oprettet 30-11-2022.
Artiklen er senest opdateret 13-12-2022.
Læs mere
• How COVID-19 Restrictions Affected Religious Groups Around the World in 2020, Pew Research Center, 29-11-2022
• Ny analyse: Indskrænkningerne af religionsfriheden på globalt plan lå i 2020 på et lidt lavere niveau end året før, Religionsfrihed.nu, 02-12-2022
• Ny analyse: Religiøse og ikke-religiøse grupper risikerer chikane i de fleste lande, Religionsfrihed.nu, 06-01-2023