Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Afghanistan

Afghanistans flag er fra 2002. Farverne sort, rød og grøn symboliserer henholdsvis traditionen, martyrernes blod og islam. Våbenet i midten viser en moské, og inskriptionen er den muslimske trosbekendelse ”Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet”. Flaget skal symbolisere foreningen af alle afghanske folk. [9]
Religionsfrihed – hvad er status?

Afghanistan ligger ”højt” både med hensyn til begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og når det gælder krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af Pew Research Centers 2020-analyse om begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2018. Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et ”lavt”, ”moderat”, ”højt” eller ”meget højt” niveau. [12] [21]

Der har i de seneste år været mange angreb, der har krænket religiøse gruppers frihed til at udøve deres religion. Angrebene har især været rettet mod shiamuslimer.

Der har i de seneste år også været overgreb mod sikher, kristne, hinduer og andre ikke-muslimske mindretal. I marts 2020 blev mindst 25 mennesker dræbt ved et angreb i et sikh-tempel i hovedstaden Kabul.

Befolkning og sprog

Der bor 37,5 millioner mennesker i Afghanistan (anslået 2021). [22]

De største etniske grupper er: Pashtuner (38 %), tadsjikere (25 %), hazaraer (19 %) og usbekere (6 %). De øvrige etniske grupper udgør tilsammen 12 % af befolkningen. [10]

De officielle sprog er pashto og dari, og herudover tales flere andre sprog. [2]

Religion

99,7 % af befolkningen er muslimer, og de religiøse mindretal udgør tilsammen mindre end 0,3 % af befolkningen (anslået 2009). [22] [23]

Blandt muslimerne er 85-90 % sunnier, og 10-15 % er shiaer. Der er usikkerhed om de statistiske oplysninger om muslimer. Shialedere mener, at de udgør 20-25 % af befolkningen, mens sunni-ledere mener, at shiaandelen ligger på 10 %. Omkring 90 % af shiamuslimerne er etniske hazaraer. [11] [22]

De religiøse mindretal er små i Afghanistan, og nogle er blevet mindre i de seneste år. De største grupper er hinduer, sikher, baha’ier og kristne. Ifølge sikh-ledere var der i slutningen af 2020 færre end 400 sikher tilbage i landet sammenlignet med 600 i starten af året. Hindu-ledere anslår, at der er færre end 50 hinduer tilbage i Afghanistan. De er alle mænd, primært forretningsfolk, og deres familier bor i andre lande. Antallet af ahmadiyya-muslimer er faldet fra 600 i 2017 til 450 i 2020. Der er ifølge USA’s udenrigsministerium ingen pålidelige skøn over antallet af baha’ier og kristne. [11] [23]

Forholdet mellem stat og religion

Den afghanske forfatning slår fast, at islam er statsreligion, og at ingen love må være i strid med islam. Ifølge forfatningen har tilhængere af andre religioner end islam “frihed til at udøve deres tro og udføre deres religiøse ritualer inden for lovens rammer”. [8] [11]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Frafald fra islam (apostasi) kan for mænds vedkommende straffes med halshugning. Apostasi omtales ikke i den afghanske straffelov, og anklager om apostasi afgøres i henhold islamisk retslære, som den praktiseres i Afghanistan. Det amerikanske udenrigsministerium oplyser, at Afghanistan følger Hanifa-retsskolen, der er en af de fire sunniislamiske retsskoler. Ministeriet oplyser videre, at ”halshugning” ifølge Hanifa-skolens tolkning er en ”passende straf” for mænd, som falder fra islam, hvis de ikke omvender sig inden tre dage. For kvinder, der falder fra islam, er fængsling en hensigtsmæssig straf. Hvis der er tvivl om frafaldet, kan dommeren idømme en kort fængselsstraf eller piskning. Det er også muligt at konfiskere en frafaldens ejendom og at gøre vedkommende arveløs. [11]

Strafferammen for forsøg på at få en person til at konvertere fra islam til en anden religion er den samme som for apostasi. [11]

USA’s udenrigsministerium oplyste i 2021, at der i 2020 – ligesom i de foregående seks år – ikke blev rapporteret om retsforfølgelser på grund af frafald fra islam eller blasfemi, som behandles på linje med apostasi. Personer, der er konverteret fra islam til andre religioner, oplyste, at de dog risikerede at få deres ægteskab ophævet af myndighederne og at miste deres job. De risikerede også at blive udstødt af familien eller lokalsamfundet – og i værste fald en dødsstraf. [11] [16] [23] [24] [25] [26]

Den danske muslim Aminah Tønnsen, der er forfatter til flere bøger om islam, skriver, at Koranen intetsteds omtaler nogen jordisk straf for frafald fra islam. [13]

Det er forbudt at fremstille, trykke og udgive bøger og andre materialer, der er i strid med islams principper eller stødende over for andre religioner og trossamfund. Det er også forbudt at promovere andre religioner end islam og at offentliggøre artikler, som efter regeringens mening kan skade personers fysiske, åndelige og moralske velbefindende, især børn og unge. [11]

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

Der har i de seneste år været mange angreb, der har krænket religiøse gruppers frihed til at udøve deres religion. Angrebene har især været rettet mod shiamuslimer.

Krænkelser af shiamuslimers religionsfrihed

Mindst 30 mennesker blev dræbt og 60 såret den 21. marts 2018 ved et selvmordsbombeangreb i nærheden af Sakhi-helligdommen i Kabul, hvor de var samlet for at markere det persiske nytår. Det var dengang det seneste af en række angreb i to år mod hovedstadens shiitiske samfund, som overvejende består af etniske hazaraer. ISIS- og Taleban-ekstremister har taget ansvar for mere end et dusin angreb på moskeer, helligdomme, skoler og offentlige samlinger i hovedstaden siden 2016. Angrebene har ofte fundet sted i forbindelse med religiøse helligdage, og det sker tilsyneladende i et forsøg på at skabe splittelse mellem det sunnimuslimske flertal og det shiamuslimske mindretal. På landsplan har angreb mod shiamuslimer og hazaraer kostet flere end 300 mennesker livet og såret over 700 mennesker i de seneste to år. De fleste er udført – eller menes at være udført – af ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS). “Det er vanskeligt at være hazara for tiden. Vi lider uden tvivl mere end andre,” udtalte 19-årige Feraidon Hakimi til The Washington Post efter angrebet i marts 2018. [14]

Mindst 20 mennesker, der var samlet til fredagsbøn i en shiamuslimsk moské i hovedstaden Kabul, blev dræbt og mindst 50 såret fredag den 25. august 2017, da bevæbnede mænd trængte ind i moskeen og skød mod de tilstedeværende. En gruppe, der hævder, at den repræsenterer ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS), har taget ansvaret for angrebet. En måned tidligere blev 32 mennesker dræbt ved et angreb mod en anden shiamuslimsk moské i Kabul. [15]

De islamistiske bevægelser Taleban og ISIS i Khorasan-provinsen (Isis-KP) rettede i 2016 flere angreb mod mennesker fra religiøse minoriteter, heriblandt shiamuslimske hazaraer. Flere hundrede mennesker blev dræbt ved disse angreb, der blev foretaget på grund af deres tro eller deres forbindelser til regeringen. (ISIS-KP, eller blot ISIS-K, blev dannet i januar 2015 af tidligere Taleban-krigere. Gruppen svor troskab til lederen af Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS). Forkortelsen K står for Khorasan, der er en gammel betegnelse for Afghanistan og de omkringliggende områder, og P’et står for Provinsen.) [16]

I juli 2016 blev mindst 97 mennesker dræbt og flere end 260 såret ved et selvmordsbombeangreb mod en demonstration, hvor hovedparten af deltagerne var shiamuslimske hazaraer. I oktober 2016 gik bevæbnede mænd ind i Karte-Sakhi-moskeen og åbnede ild mod dem, der var samlet til bøn for at markere den shiamuslimske helligdag Ashura. 17 mennesker blev dræbt og 58 såret, heriblandt kvinder og børn. ISKP, der er tilknyttet ISIS, har taget ansvaret for begge disse angreb. [16]

Taleban-bevægelsen kidnappede i 2016 en række shiamuslimske hazaraer, ligesom de har truet prædikanter med døden, hvis de forkynder budskaber, der er i strid med Talebans fortolkning af islam. Bevægelsen har også advaret mullaher om ikke at udføre begravelsesceremonier for embedsmænd i sikkerhedssektoren. [16]

  
Krænkelser af sikhers og hinduers religionsfrihed

Ifølge 2020-rapporten fra USA’s udenrigsministerium kan sikher og hinduer udøve deres respektive religioner offentligt. Deres religiøse ledere siger videre, at sikher og hinduer er udsat for verbal chikane fra nogle muslimer, og at deres børn blev chikaneret af medstuderende i offentlige skoler – i nogle tilfælde i et sådant omfang, at forældrene trak børnene ud af skolen. Der har også været tilfælde, hvor sikher er blevet fortalt, at de ikke hører til i landet. Sikher og hinduer har desuden oplevet tilfælde, hvor de bliver chikaneret eller udsat for trusler i forbindelse med begravelser. [16] [23]

I marts 2020 blev 25 mennesker dræbt og 11 såret ved et angreb mod et sikh-tempel (gurdwara) i hovedstaden Kabul. Den islamistiske gruppe ISIS-KP tog ansvaret for angrebet, hvor en af gruppens krigere i flere timer holdt omkring 80 mennesker som gidsler i templet, før han angreb dem med granater og skød med en automatriffel. Gerningsmanden blev dræbt ved aktionen af soldater fra afghanske specialtropper og internationale styrker. Under begravelsesceremonien dagen efter eksploderede en bombe i nærheden af det krematorium, hvor pårørende var i gang med ceremonierne for de dræbte. Her blev en person såret. [19] [20] [23]

I juli 2018 blev mindst 10 mennesker blev dræbt og fire såret i byen Jalalabad, da en selvmordsbomber detonerede en bombe, som han havde fastspændt på kroppen. Det skete nær en tankstation, og angrebet udløste en stor brand, oplyser lokale embedsmænd. En selvmordsbombeeksplosion rystede ni dage forinden den centrale del af Jalalabad. Her blev mindst 19 dræbt. Angrebet var rettet mod et lille mindretal af sikher og hinduer i området, oplyser myndighederne i provinsen. [17]

Sikher, hinduer, kristne og andre ikke-muslimske minoriteter oplyste i 2016, at de bliver udsat for chikane og lejlighedsvis også for vold. Kvinder fra flere forskellige religioner har oplevet konfrontationer fra lokale muslimske religiøse ledere på grund af deres påklædning, og derfor går næsten alle kvinder med en form for hovedbeklædning. [16]

Nyhedsbureauet AP skrev i september 2020, at sikh- og hindu-samfundene i Afghanistan engang talte 250.000 medlemmer, men at antallet har været faldende i en årrække – til færre end 700 i efteråret 2020. Årsagen er ifølge nyhedsbureauet diskrimination og utilstrækkelig beskyttelse fra regeringens og myndighedernes side. Og de seneste angreb fra ISIS-KP har yderligere forstærket udvandringen. I 2018 blev 19 mennesker, heriblandt flere sikher, dræbt, da ISIS-KP gennemførte et selvmordsangreb i byen Jalalabad. [29]

Krænkelser af kristnes religionsfrihed

Der er ingen offentlige kirker i Afghanistan, og de kristne mødes privat til gudstjeneste for at undgå diskrimination og forfølgelse. Den eneste kirke, der er tilbage i landet, ligger på samme grund som den italienske ambassade i hovedstaden Kabul, og den er forbeholdt udlændinge. [18] [30]

Kristne oplyste i 2016 – ligesom andre ikke-muslimske minoriteter – at de bliver udsat for chikane og lejlighedsvis også for vold. Kvinder fra flere forskellige religioner har oplevet konfrontationer fra lokale muslimske religiøse ledere på grund af deres påklædning, og derfor går næsten alle kvinder med en form for hovedbeklædning. [16]

Kristne oplyste i 2016, at der fortsat er en fjendtlig holdning i offentligheden over for kristen mission. Nogle af de kristne i Afghanistan er konverteret fra islam – og betragtes derfor som frafaldne. [16]

Krænkelser af andre religiøse minoriteters religionsfrihed

De ikke-muslimske religiøse minoriteter omfatter – ud over sikher, hinduer og kristne – også buddhister, baha’ier og andre grupper. Desuden er der en gruppe ahmadiyya-muslimer.

Ahmadiyya-muslimerne mødes – ligesom de kristne – kun privat af frygt for diskrimination og forfølgelse. [23]

Ifølge de seneste rapporter fra USA’s udenrigsministerium om international religionsfrihed oplever ikke-muslimske minoriteter tilfælde, hvor de bliver udsat for verbal chikane og lejlighedsvis også for vold fra visse muslimers side. Kvinder fra flere forskellige religioner har oplevet konfrontationer fra lokale muslimske religiøse ledere på grund af deres påklædning, og derfor går næsten alle kvinder med en form for hovedbeklædning. [16] [23]

Krænkelser af ikke-muslimske minoriteters religionsfrihed

25 mennesker blev i marts 2020 dræbt og 8 såret ved et angreb mod et sikh-tempel (gurdwara) i hovedstaden Kabul. Ifølge det afghanske indenrigsministerium blev angrebet foretaget af en bevæbnet mand fra den militante islamistiske bevægelse ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS), som senere tog ansvar for angrebet. Han havde i flere timer holdt omkring 80 mennesker som gidsler i templet, før han angreb de tilstedeværende med granater og skød med en automatriffel. Gerningsmanden blev dræbt ved aktionen af soldater fra de afghanske specialtropper, der blev bistået af internationale styrker. Under begravelsesceremonien dagen efter eksploderede en bombe i nærheden af det krematorium, hvor pårørende var i gang med ceremonierne for de dræbte. Ingen mennesker kom til skade ved bombeangrebet. [19] [20]

Historie
I de seneste 40 år har der udspillet sig en lang række væbnede konflikter mellem forskellige bevægelser om den politiske magt i landet. Det er flere gange sket med indblanding fra udlandet. Kampene har kostet mange mennesker livet og sendt endnu flere på flugt. (Foto: Pixabay)

Afghanistan har op gennem tiden været underlagt flere forskellige magter, herunder perserne og Alexander den Store. I slutningen af 600-tallet blev landet en vasalstat under det islamisk-arabiske kalifat. Fra 900-tallet og en tid frem afløste små uafhængige iransk-afghanske fyrstedømmer hinanden som magthavere, indtil Djengis Khan og mongolerne i 1219 erobrede Afghanistan. Efter Djengis Khans død opløstes landet i lokale fyrstedømmer frem til slutningen af 1400-tallet. [1]

Herefter havde forskellige imperier magten i landet, indtil Ahmad Khan (pashtun) i 1747 som en stammeføderation samlede Afghanistan til ét selvstændigt rige. Det opløstes igen efter hans død i 1773 pga. stridigheder om, hvem der skulle efterfølge ham. Samtidig betød landets geografiske placering og interessemodsætninger mellem Britisk Indien og Rusland, at der blev udkæmpet tre anglo-afghanske krige – den første i 1839-1842, den næste i 1878-1880 og den sidste i 1919. Afghanistan blev formelt en uafhængig stat, men fra 1879 og frem til 1919 kontrollerede briterne landets udenrigspolitik. Fra 1880 til 1901 var emir Abdur Rahman Khan ved magten. Han omdannede Afghanistan til en centraliseret stat, hvor statsmagten blev styrket på bekostning af stammelederne og de religiøse ledere. I de kommende år skete der en modernisering af landet og uddannelsessystemet blev udbygget. [1]

I 1919 blev Afghanistan uafhængigt, og i 1923 fik landet sin første forfatning. Moderniseringen vakte modstand hos stammeledere og religiøse ledere, som mente, at den var i strid med islam. Det førte til en kortvarig borgerkrig, før nye magthavere fortsatte med at reformere landet. I 1964 blev der vedtaget en forfatning, som betød, at der blev indført demokrati. Der blev holdt frie valg i både 1965 og 1969, men samfundet var ikke stabilt, og udviklingen blev kritiseret af både venstreorienterede og radikale islamiske grupper. Det endte med et statskup i 1973. Det bragte dog ikke ro og stabilitet til landet. I 1978 gennemførte af Det Folkedemokratiske Parti (PDPA) et nyt kup. Det var et kommunistisk parti, som blev splittet af interne stridigheder. I december 1979 gennemførte den ene fløj i partiet et nyt kup, og samtidig blev der indledt en sovjetisk invasion, som skulle støtte styret. [1] [2]

Siden har magtforholdene vekslet mellem vidt forskellige grupper i Afghanistan, og landet har i de seneste årtier ikke for alvor oplevet længere perioder med varig stabilitet. Det afspejles blandt andet af, at Afghanistan i mere end 30 år var det land i verden, som flest mennesker flygtede fra. Ved udgangen af 2017 opholdt 2,6 millioner afghanere sig som flygtninge uden for landets grænser. [1] [3] [4]

Flere millioner afghanere flygtede efter den sovjetiske invasion, og stammeledere og religiøse ledere iværksatte en modstandskamp mod det kommunistiske PDPA-styre. I februar 1989 blev de sovjetiske styrker trukket tilbage, og i 1992 kom en alliance af modstandsgrupper og eksilpartier til magten. Samtidig blev det erklæret, at Afghanistan er en islamisk stat, og den hidtidige forfatning blev sat ud af kraft. De følgende fire år var præget af en stor grad af ustabilitet med anarki og sammenbrud i administrationen. [1]

I september 1996 indtog den islamistiske Taleban-bevægelse hovedstaden Kabul, og i løbet af et par år fik Taleban kontrol over hovedparten af Afghanistan. Efterhånden som bevægelsen fik magt, gennemførte den en religiøs ensretning. Kvinder skulle bære burka, de måtte ikke længere arbejde uden for hjemmet, og pigeskoler blev lukket. [1]

Efter den militante islamistiske al-Qaeda organisations terrorangreb mod USA den 11. september 2001 øgedes det internationale pres mod Taleban-styret for at få udleveret al-Qaeda-lederen Osama bin Laden. Da det ikke skete, indledte USA og Storbritannien et militært angreb mod Afghanistan. Det førte til Talebans fald i december 2001. Der blev indsat en midlertidig regering med Hamid Karzai i spidsen. I 2004 blev der vedtaget en ny forfatning, og Hamid Karzai blev genvalgt som præsident. Taleban kom på benene igen, og i 2006 begyndte nye kampe mellem Taleban og NATO-styrker i den sydlige del af Afghanistan. Taleban fik mere og mere kontrol i området, og NATO-styrkerne blev trukket ud af landet ved udgangen af 2014. Ved præsidentvalget i 2014 blev Ashraf Ghani valgt som præsident. [1] [2]

Der var i foråret 2018 endnu ikke opnået en varig og stabil fred i landet. Taleban har i de seneste år rettet mange angreb mod både offentlige institutioner, udenlandske organisationer og moskéer. Ifølge FN blev over 10.000 civile afghanere i 2017 dræbt eller såret ved angreb med selvmordsbomber eller anden vold. I februar 2018 foreslog præsident Ashraf Ghani, at regeringen og Taleban skulle indgå en våbenhvile og begynde at forhandle om fred. Det standsede ikke volden, men der blev i juni 2018 indgået en midlertidig våbenhvile. Den varede en uge fra afslutningen af den muslimske fastemåned, ramadanen, hvor muslimerne fejrer Eid. Få dage efter våbenhvilens ophør foretog Taleban nye angreb i Afghanistan. [5] [6] [7]

Forfatning og styreform

Afghanistans nuværende forfatning er fra 2004. Forfatningen pålægger staten at skabe et velstående og progressivt samfund baseret på social retfærdighed, beskyttelse af menneskelig værdighed, menneskerettigheder, demokrati, national enhed og ligestilling mellem alle etniske grupper og stammer. [8]

Landets officielle navn er Den Islamiske Republik Afghanistan. Landet er inddelt i 34 provinser. [2]

Landets øverste leder er præsidenten, som også er regeringsleder. Præsidenten vælges ved direkte valg for fem år. Præsidenten kan genopstille én gang. [2]

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger hos Nationalforsamlingen (parlamentet), der består af to kamre: De Ældstes Hus og Folkets Hus. De Ældstes Hus har 102 medlemmer. En tredjedel af dem vælges af provinsrådene for fire år, en tredjedel af lokale distriktsråd for tre år, og en tredjedel af præsidenten for fem år. Halvdelen af de præsidentudpegede skal være kvinder. Folkets Hus har 249 medlemmer, som vælges ved direkte valg for fem år. [2] [8]

Den udøvende magt

Den udøvende magt ligger hos præsidenten og regeringen. [2] [8]

Den dømmende magt

Den dømmende magt ligger hos domstolene. [2]

Artiklen er oprettet 12-07-2018.
Artiklen er senest opdateret 23-08-2021.


Kilder

[1] Afghanistan – historie, DenStoreDanske.dk, hentet 29-06-2018

[2] Afghanistan, CIA: The World Factbook, hentet 29-06-2018

[3] More than seven million refugees displaced in 2012 – UN, BBC News, 19-06-2013

[4] Global trends. Forced displacement in 2017, UNHCR.org, 19-06-2018

[5] FN: 10.000 civile afghanere er dræbt eller såret i 2017, Information.dk, 15-02-2018

[6] Taleban blev aldrig nedkæmpet – nu vil præsidenten slå dem i valglokalerne, Politiken.dk, 01-03-2018

[7] Muslimsk højtid giver midlertidig våbenhvile i Afghanistan, Politiken.dk, 07-06-2018

[8] Afghanistan – forfatning, DenStoreDanske.dk, hentet 30-06-2018

[9] Afghanistan – nationalflag, DenStoreDanske.dk, hentet 29-06-2018

[10] Afghanistan, DenStoreDanske.dk, hentet 29-06-2018

[11] 2017 Report on International Religious Freedom: Afghanistan, U.S. Department of State, 29-05-2018

[12] A Closer Look at How Religious Restrictions Have Risen Around the World, Pew Research Center, 15-07-2019

[13] Aminah Tønnsen: ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Forlaget Mellemgaard, 2015), side 191-256 om strafferet, herunder side 214-226 om frafald fra islam

[14] ’We suffer more’: Rising violence on Shiite targets takes toll on Afghanistan’s Hazaras, The Washington Post, 21-03-2018

[15] Blodbad i shiamuslimsk moské i Kabul efter IS-angreb, Information.dk, 25-08-2017

[16] 2016 Report on International Religious Freedom: Afghanistan, U.S. Department of State, 15-08-2017

[17] Selvmorder angriber ved afghansk tankstation og dræber 10, Politiken.dk, 10-07-2018

[18] International Religious Freedom Report for July-December 2010 (Afghanistan), U.S. Department of State

[19] Afghan officials say 25 killed in Kabul attack on Sikhs, Associated Press, 25-03-2020

[20] Bomb disrupts funeral for 25 Sikhs killed in Afghan capital, Associated Press, 26-03-2020

[21] In 2018, Government Restrictions on Religion Reach Highest Level Globally in More Than a Decade, Pew Research Center, 10-11-2020

[22] Afghanistan, CIA: The World Factbook, besøgt 16-08-2021

[23] 2020 Report on International Religious Freedom: Afghanistan, U.S. Department of State, 12-05-2021

[24] 2019 Report on International Religious Freedom: Afghanistan, U.S. Department of State, 10-06-2020

[25] 2018 Report on International Religious Freedom: Afghanistan, U.S. Department of State, 21-06-2019

[26] International Religious Freedom Report 2015: Afghanistan, U.S. Department of State

[27] International Religious Freedom Report 2009: Afghanistan, U.S. Department of State, 26-10-2009

[28] July-December, 2010 International Religious Freedom Report: Afghanistan, U.S. Department of State, 13-09-2011 – hent som PDF

[29] Facing IS, last embattled Sikhs, Hindus leave Afghanistan, AP, 27-09-2020

[30] Ingen offentlige kirker tilbage i Afghanistan, Religionsfrihed.nu, 21-11-2011