Hvad omfatter religionsfriheden?

Essensen af religionsfriheden

De grundlæggende principper i religionsfriheden og friheden til at have en overbevisning er:
• Enhver har ret til at have en religion eller overbevisning.
• Enhver har ret til at udøve sin religion eller overbevisning alene og/eller sammen med andre.
• Enhver har ret til at udøve sin religion eller overbevisning privat og offentligt.
• Enhver har ret til at skifte religion eller overbevisning.
• Enhver har ret til ikke at have en religion eller overbevisning.
• Staten har pligt til at sikre, at ingen diskrimineres på grund af sin tro eller overbevisning.
• Staten må kun begrænse religionsudøvelsen, hvis det sker ved lov, og såfremt det er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden, eller for at beskytte andres ret og frihed.

I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention tales der om ”religion eller overbevisning”. Det betyder, at religionsfriheden både handler om retten til at have en religiøs tro og til at have en ikke-religiøs overbevisning, fx et humanistisk eller ateistisk livssyn.

Religionsfriheden beskytter ikke religioner mod kritik

Religionsfriheden beskytter en persons ret til at have en religion eller et livssyn og retten til alene eller sammen med andre at udøve sin tro eller overbevisning inden for lovens rammer.

Men religionsfriheden beskytter ikke en religion som sådan. Religionskritik er ikke en krænkelse af religionsfriheden. Enhver har ret til at kritisere en religion. Det ligger i ytringsfriheden, og inden for de lovmæssige rammer for ytringsfrihedens grænser har enhver ret til at udtale sig og kritisere såvel sin egen som andres religion eller overbevisning.

Konventioner og erklæringer om religionsfrihed

Det juridiske grundlag for religionsfriheden i Danmark er for det første Grundloven og de love, der fastlægger rammerne for religionsfriheden. For det andet er det Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i 1992 blev gjort til en del af dansk ret. Disse dokumenter er retligt bindende i Danmark. Det betyder, at man kan klage til danske myndigheder eller domstole, hvis man mener, at ens rettigheder er blevet krænket. Hvis man får afslag i det danske retssystem, har man mulighed for at gå videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Herudover er der en række dokumenter, der er vigtige for forståelsen af religionsfriheden og dens grænser. Det gælder blandt andet Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, der blev vedtaget på FN’s generalforsamling den 10. december 1948. Dokumentet er ikke retligt bindende for medlemslandene. Man kan derfor ikke klage til hverken FN eller danske domstole, hvis man mener, at en eller flere af de rettigheder, der nævnes i erklæringen, er blevet overtrådt.

FN har derimod vedtaget en række konventioner, som er folkeretligt bindende. Det betyder, at man kan påberåbe sig konventionen over for administrative myndigheder og domstole i Danmark, hvis man mener, at konventionens bestemmelser er blevet overtrådt. Nogle FN-konventioner indeholder desuden en individuel klageadgang, som giver enkeltpersoner ret til at klage til FN, hvis man mener, at ens rettigheder efter den pågældende konvention er blevet krænket. På Justitsministeriets hjemmeside kan man læse mere om, hvilke FN-komitéer man kan klage til, og hvordan man gør.

Der er bestemmelser om beskyttelse af religionsfriheden i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (med mulighed for at klage til FN’s Menneskerettighedskomité) og i FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen, med mulighed for at klage til FN’s Børnekomité).

Menneskerettighedskonventionens bestemmelser

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 slår fast, at ”enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.”

I den anden halvdel af artiklen gøres det klart, at disse rettigheder kun må ”kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”

Grundlovens bestemmelser

Grundloven indeholder flere paragraffer, der definerer rammerne for religionsfriheden i Danmark. Det gælder blandt andet § 67, hvor der står, at ”borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

En af de love, der sætter rammer for religionsfriheden, er loven om trossamfund uden for folkekirken. Loven indeholder blandt andet denne definition af et trossamfund: ”Ved trossamfund forstås i denne lov et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer.”

• Læs mere om loven om trossamfund uden for folkekirken.

Begrænsninger af religionsfriheden kan være legale

Både Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder bestemmelser, der gør det muligt at begrænse religionsfriheden uden at komme i konflikt med grundlovssikrede rettigheder eller menneskerettighederne.

Det gælder fx Grundlovens ord om, at ”intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden” (§ 67) og § 70 om, at ingen må forskelsbehandles på grund af sin tro. Og det gælder Menneskerettighedskonventionens bestemmelse om, at religionsfriheden kun må ”underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed” (Artikel 9, stk. 2).

Disse bestemmelser udstikker rammerne for eventuelle begrænsninger af religionsfriheden:
      • Begrænsningerne skal indføres ved lov.
      • Begrænsningerne må ikke føre til, at nogen forskelsbehandles pga. sin tro.
      • Begrænsningerne skal være nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden, eller for at beskytte andres ret og frihed.

Begrænsninger af religionsfriheden er således ikke nødvendigvis en krænkelse af Grundloven eller Menneskerettighedskonventionen – fx har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol godkendt de love om tildækningsforbud, der er indført i Frankrig og Belgien. Og på grundlag af disse domme blev der i 2018 indført et lignende tildækningsforbud i Danmark.

Grundlovens paragraffer om religionsfrihed

§ 4
Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

§ 6
Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66
Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68
Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er hans egen.

§ 69
De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70
Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

§ 71
Stk. 1.
Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

§ 78
Stk. 2.
Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. (Dette gælder også religiøse foreninger, red.)

Kilde: Danmarks Riges Grundlov.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions paragraffer om religionsfrihed

Artikel 9
Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed
1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.

2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.

Artikel 14
Forbud mod diskriminering
Nydelsen af de i denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

Kilde: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Artikler om religionsfrihed i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder

Artikel 18
1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.

2. Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg.

3. Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres grundlæggende rettigheder og friheder.

4. De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres og i givet fald værgers frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning.

Artikel 27
I de stater, hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige mindretal, må personer, der tilhører sådanne mindretal, ikke forholdes retten til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres gruppe at leve deres eget kulturliv, at bekende sig til og udøve deres egen religion eller at benytte deres eget sprog.

Kilde: FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

Artikel om religionsfrihed i Børnekonventionen

Artikel 14
1. Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed.

2. Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene, og i påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets gradvise udvikling af dets evner, at give retningslinjer til barnet med henblik på udøvelsen af dets ret.

3. Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundheden, sædeligheden, eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.

Kilde: FN’s Konvention om Barnets Rettigheder

Artiklen er oprettet 14-08-2019.
Artiklen er senest opdateret 04-02-2021.