Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Israel

Israel ligger højt, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og meget højt med hensyn til krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet. Det fremgår af Pew Research Centers 2022-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger ved udgangen af 2020. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau. [1] [23]

Befolkning og sprog

Der bor 9,0 millioner mennesker i Israel (anslået 2023). Tallet bygger på oplysninger fra CIA’s The World Factbook, og det omfatter også Golanhøjderne og Østjerusalem, som Israel besatte under krigen i juni 1967 og senere annekterede. Disse områder tælles med i World Factbook, fordi USA i 2017 anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad – og i 2019 godkendte, at Golan er en del af Israel. [2]

De største etniske grupper er: Jøder (74 %), arabere/palæstinensere (21,1 %) og andre (4,9 %). (Anslået 2020) [2] [3]

Landets officielle sprog er hebraisk. Arabisk har en særlig status. Engelsk er det mest anvendte fremmedsprog. [2] [6]

Religion

Befolkningens religiøse baggrund er: Jøder (74 %), muslimer (18 %), kristne (1,9 %), drusere (1,6 %), andre (4,5 %). (Anslået 2020) [2]

Hovedparten af den jødiske befolkning (58 %) identificerer sig ikke med nogen af de religiøse retninger inden for jødedommen. Det viser en opinionsundersøgelse, der er foretaget i 2022 af organisationen Hiddush – For Religionsfrihed og Lighed. Undersøgelsen viser, at 11 % af Israels jøder betegner sig som ultraortodokse (haredi), 2 % som national-ultraortodokse, 20 % som national-religiøse og 9 % som reformjøder eller konservative. [9]

• Læs også: Markante religiøse skillelinjer i Israel, Religionsfrihed.nu, 11-03-2016

Forholdet mellem stat og religion

Republikken Israel har ikke en samlet forfatning, men der er i årenes løb vedtaget en række love, der har status som basislove, og de udgør landets statsforfatning og fastlægger de grundlæggende rettigheder i det israelske samfund. [3] [4] [5]

I en af basislovene med titlen Menneskelig værdighed og frihed fra 1992 beskrives Israel som en ”jødisk og demokratisk stat”. Loven henviser til erklæringen om oprettelsen af staten Israel, hvori det hedder, at staten Israel ”vil fremme udviklingen af landet til gavn for alle dets indbyggere, at den vil være baseret på frihed, retfærdighed og fred som forudset af Israels profeter, at den vil sikre fuldstændig lige sociale og politiske rettigheder for alle dens indbyggere uanset religion, race eller køn, at den vil garantere frihed til religion, samvittighed, sprog, uddannelse og kultur, at den vil beskytte alle religioners hellige steder, og at den vil være tro mod principperne i De Forenede Nationers pagt. Ifølge lovgivningen er det forbudt at afvise Israels eksistens som en ”jødisk og demokratisk stat”, ligesom det er forbudt at fejre Israels uafhængighedsdag eller dagen for statens oprettelse som en sørgedag. [3] [7] [8]

I en anden basislov – Israel som det jødiske folks nationalstat (nationalstatsloven) fra 2018 – hedder det, at ”staten Israel er det jødiske folks nationalstat, hvor den virkeliggør sin naturlige, religiøse og historiske ret til selvbestemmelse”, og at ”virkeliggørelsen af retten til national selvbestemmelse i staten Israel er unik for det jødiske folk”. Der står videre, at ”staten betragter jødisk bosættelse som en national værdi og vil arbejde for at opmuntre og fremme dens etablering og udvikling”. [6]

Alle borgere, der opfylder Overrabbinatets kriterier for at være ”jøde” i henhold til jødisk religiøs lov, registreres som jøder i det nationale folkeregister, uanset om de er ortodokse eller ej – medmindre de konverterer til en anden religion. Omkring 450.000 borgere, der identificerer sig som jøder, men som ikke opfylder Overrabbinatets kriterier for at være ”jøde”, samt medlemmer af religiøse grupper, der ikke er anerkendt, registreres som ”mangler religion”. Langt hovedparten af dem er immigranter fra det tidligere Sovjetunionen og deres børn, som har fået statsborgerskab i henhold til loven om tilbagevenden, men som ikke anerkendes som jødiske af Overrabbinatet, fordi de ikke kan bevise, at de stammer fra en jødisk mor. [3]

Israels lov om statsborgerskab og indrejse, som blev vedtaget i 2003 og fornyes årligt, indeholder et eksplicit forbud om opholdstilladelse for ikke-jødiske iranere, irakere, syrere, libanesere og palæstinensere fra Vestbredden og Gaza, herunder også ægtefæller til israelske indbyggere eller statsborgere, medmindre Indenrigsministeriet giver en særlig tilladelse, fx af humanitære grunde. [3]

Ifølge nationalstatsloven er sabbatten og de jødiske helligdage officielle hviledage. Det fremgår også af loven, at ikke-jøder har ret til at holde fri på deres hvile- og helligdage. Arbejdsgivere, der holder deres virksomhed åben og beskæftiger jøder på sabbatten, bortset fra selvstændige, kan straffes med op til en måneds fængsel – dog med undtagelser for vigtig infrastruktur samt hotel- og kulturindustrien. Lovgivningen forbyder forskelsbehandling af arbejdstagere, der nægter at arbejde på deres religiøse hviledag. Lovgivningen forbyder også al offentlig transport på sabbatten, dog undtagen sygetransport til hospitaler og transport til fjerntliggende steder og ikke-jødiske lokaliteter samt for køretøjer, der er afgørende for den offentlige sikkerhed. [3] [6]

Lovgivningen forbyder forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af alder, race, religion, national oprindelse, etnicitet, køn, seksuel orientering og handicap. [3]

Anerkendte religioner og trossamfund

Ud over jødedommen er kun kristendommen, islam, drusisk tro og baha’i-troen anerkendt i Israel. [3]

En række kristne kirkesamfund er anerkendt i henhold til love fra det osmanniske imperium. Det gælder bl.a. østlige ortodokse, romersk-katolske, gregoriansk-armenske, armensk-katolske, syrisk-katolske, kaldæiske, græsk-katolske, maronitiske, syrisk-ortodokse og evangeliske kirkesamfund. Det anglikanske kirkesamfund og Bahá’i-samfundet er anerkendt i henhold til en lov fra den britisk mandatperiode. Regeringen anerkender ikke andre religiøse samfund, herunder store protestantiske trosretninger med tilstedeværelse i landet, som særskilte trossamfund. Trossamfund kan søge om anerkendelse ved enten at indsende en ansøgning til premierministerens kontor eller til Indenrigsministeriet. Afslag på en ansøgning kan ankes til den israelske højesteret. [3]

Anerkendte trossamfund er fritaget for at betale skat af ejendomme, der bruges til tilbedelse, og de kan oprette religiøse domstole, der kan behandle sager om vielse, skilsmisse og begravelse. Kommuner kan opkræve ejendomsskat af ejendomme, der ikke bruges til bøn, såsom skoler, klostre, pilgrimsherberger og suppekøkkener. [3]

Ministeriet for Religiøse Tjenester

Ministeriet for Religiøse Tjenester står i spidsen for den offentlige forvaltning, når det gælder religiøse forhold i Israel. Ministeriet beskriver dets funktion som at ”sørge for religiøse tjenester til Israels befolkning” og herudover at ”beskæftige sig med alle spørgsmål i forbindelse med formidlingen af religiøse tjenester”. På ministeriets hjemmeside findes en liste over 13 opgaver, ministeriet varetager. De handler næsten udelukkende om jødiske forhold. Kun i ét tilfælde tales der specifikt om ikke-jødiske grupper – nemlig i det niende punkt om at ”hjælpe med at opretholde de forskellige ikke-jødiske gruppers religiøse tjenester i Israel og håndtere deres bekymringer”. De øvrige punkter handler økonomisk støtte til synagoger og andre jødiske institutioner, om at bevogte hellige jødiske steder, støtte til jødisk religiøs undervisning, fremme af jødisk religiøs livsstil og andre punkter, som understøtter jødisk religiøs praksis. Beskrivelsen af ministeriets formål og aktiviteter viser, at jødedommen har en klar særstatus i den israelske stat. [17]

Overrabbinatet

Israel har ved lov oprettet et Overrabbinat, der er den øverste religiøse myndighed for jøder i staten Israel. Overrabbinatet ledes af Israels to overrabbinere – Yitzchak Yosef og David Lau. De to overrabbinere vælges for 10 år, og den ene fungerer som præsident for Det Israelske Overrabbinerråd, og den anden som præsident for Den Store Rabbinerdomstol. De bytter plads på disse topposter, når halvdelen af valgperioden er gået. Den ene overrabbiner skal være ashkenazisk jøde, den anden skal være sefardisk jøde. Ashkenaziske jøder er betegnelsen for jøder, der oprindeligt kommer fra bl.a. Østeuropa, og sefardiske jøder er efterkommere af jøder, der boede i Spanien og Portugal før uddrivelsen i 1492 og derefter bosatte sig i bl.a. Nordafrika, Tyrkiet og Mellemøsten. Overrabbinerne bistås af et råd, Det Israelske Overrabbinerråd, der består af 15 rabbinere – heraf den ene overrabbiner, som præsident for rådet. Overrabbinatet bistår Israels Ministerium for Religiøse Tjenester i spørgsmål om fortolkningen af jødisk religiøs lov (halakah), herunder regler om jødisk ægteskab, skilsmisse, begravelse, religiøs slagtning, spørgsmålet om, hvem der er jøde, konversion mv. Det fører også tilsyn med de religiøse domstole for jøder. Jødiske institutioner i udlandet kan også rejse religiøse spørgsmål over for Overrabbinatet i Jerusalem. [11] [13] [14] [15] [16]

Afdeling for ikke-jødiske anliggender

I det israelske indenrigsministerium er der en Afdeling for ikke-jødiske anliggender, som er den forvaltning, der tager sig af religiøse anliggender vedrørende de ikke-jødiske grupper og trossamfund. Afdelingen indkalder hvert år et interreligiøst råd, der fungerer som et diskussionsforum for alle anerkendte trossamfund, herunder jødedommen. [3]

Militærtjeneste

Militærtjeneste er obligatorisk for jødiske borgere, mandlige drusere og mandlige tjerkessere (folk, der oprindeligt er fra den nordvestlige Kaukasus-region, hvorfra de emigrerede/flygtede i slutningen af 1800-tallet. Det er ikke muligt at blive fritaget for militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde. Religiøse jødiske kvinder og ultraortodokse mænd kan anmode om at blive fritaget for militærtjeneste. De fleste ultraortodokse yeshiva-studerende (jøder, der studerer de jødiske skrifter Torah og Talmud), samt Jehovas Vidner og drusiske religiøse studerende får i praksis udskudt deres militærtjenesten i flere år, hvorefter de får dispensation. Arabiske/palæstinensiske muslimer og kristne samt drusiske og tjerkessiske kvinder bliver de facto fritaget, idet de ikke bliver indkaldt til militærtjeneste. De, der er fritaget for militærtjeneste, kan melde sig frivilligt til den eller til den nationale civiltjeneste. Medlemmer af Jehovas Vidner må ikke deltage i den nationale civiltjeneste, der er et civilt alternativ til militærtjenesten, hvor man i to år deltager i frivilligt socialt arbejde på hospitaler, i skoler eller ngo’er. [3] [24]

Indskrænkninger af religionsfriheden i Israel

Både når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side (grå kurve) og krænkelser af religionsfriheden på grund af fjendtligheder i civilsamfundet (gul kurve), ligger Israel væsentligt over gennemsnittet på verdensplan. Det fremgår af tænketanken Pew Research Centers 2022-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger ved udgangen af 2020. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau. [1]

Indskrænkningerne af religionsfriheden i Israel rammer både den jødiske majoritetsbefolkning, men især de religiøse mindretal, herunder muslimer og kristne. I Israel og de besatte områder er religiøse og nationale/etniske identiteter ofte knyttet meget tæt sammen, og derfor kan i det i nogle tilfælde være svært at afgøre om fx en konflikt bunder i religiøse eller nationale/etniske forhold.

Israelske jøder og arabere har fx ifølge en undersøgelse fra 2016 meget forskellige opfattelser af, hvorvidt muslimer bliver diskrimineret i Israel. Fire ud af fem israelske arabere (79 %) mener, at der er megen diskrimination i det israelske samfund mod muslimer. Til sammenligning mener kun en ud af fem israelske jøder (21 %), at der er megen diskrimination mod muslimer i landet. Tallene stammer fra en analyse, som tænketanken Pew Research Center offentliggjorde i sommeren 2016. [10]

Statslige begrænsninger af religionsfriheden for jøder

En stor del af de statslige begrænsninger af religionsfriheden for jøder hænger sammen med den fortolkning af jødisk lov, som Israels Overrabbinat udøver. Det er fx kun jøder, som ifølge Overrabbinatets bestemmelser anses for ortodokse jøder, der må begraves på jødiske statsgravpladser. Alle har dog ret til at blive begravet på en civil gravplads. [3]

*Området ved Grædemuren er opdelt i en afdeling for mænd og en for kvinder. (Foto: Bent Dahl Jensen)*

Begrænsninger af jødiske kvinders rettigheder ved Grædemuren

Siden 1988 har den religiøse jødiske kvindegruppe Women of the Wall (WOW) kæmpet for i lighed med jødiske mænd at kunne læse op fra Torah-ruller og bære bedesjaler og bedekapsler, når de samles til bøn ved Grædemuren i Jerusalem. Baggrunden for deres kamp er, at der ifølge de israelske myndigheder kun må udføres religiøse ceremonier ved Grædemuren, som er i ”overensstemmelse med stedets skikke”, eller som ikke skader offentlighedens følelser over for stedet. På trods af indvendinger fra jødiske konservative grupper og reformbevægelser tolker myndighederne ”stedets skikke” som et forbud mod, at mænd og kvinder kan bede sammen. Pladsen ved Grædemuren er delt op i en afdeling for mænd og en for kvinder.

WOW har hver måned i mere end 30 år holdt bøn ved Grædemuren, og gruppen mener, at de med denne månedlige tilstedeværelse har etableret sig som en del af ”stedets skikke”. Hidtil har de dog ikke fået lov til at bringe Torah-ruller med ind i kvindesektionen, når de samles til bøn. Til sammenligning er 100 Torah-ruller tilgængelige i mændenes afdeling. Derimod har jødiske kvinder fået lov til at bære bedesjaler og bedekapsler ved Grædemuren. [24] [43]

Ultraortodokse demonstranter har gentagne gange chikaneret og angrebet WOW-kvinder ved de månedlige bedesamlinger ved at skrige, bande, blæse i fløjter og spytte på dem eller skubbe til dem. Ifølge repræsentanter for Women of the Wall er politiet tilbageholdende med at gribe ind over for ultraortodokse kvinder og mænd, som forstyrrer deres månedlige bøn. [24] [43]

• Læs mere om Women of the Wall: Jødiske kvinder kæmper for religiøs ligestilling ved Grædemuren – Religionsfrihed.nu, Religionsfrihed.nu, 27-04-2016

Artiklen er under udarbejdelse.

Artiklen blev oprettet 22-12-2022.
Artiklen er senest opdateret 30-05-2023.