Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden i Israel

Israel ligger højt, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og meget højt med hensyn til krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet. Det fremgår af Pew Research Centers 2022-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger ved udgangen af 2020. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau. [1] [23]

Befolkning og sprog

Der bor 9,0 millioner mennesker i Israel (anslået 2023). Tallet bygger på oplysninger fra CIA’s The World Factbook, og det omfatter også Golanhøjderne og Østjerusalem, som Israel besatte under krigen i juni 1967 og senere annekterede. Disse områder tælles med i World Factbook, fordi USA i 2017 anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad – og i 2019 godkendte, at Golan er en del af Israel. [2]

De største etniske grupper er: Jøder (74 %), arabere/palæstinensere (21,1 %) og andre (4,9 %). (Anslået 2020) [2] [3]

Landets officielle sprog er hebraisk. Arabisk har en særlig status. Engelsk er det mest anvendte fremmedsprog. [2] [6]

Religion

Befolkningens religiøse baggrund er: Jøder (74 %), muslimer (18 %), kristne (1,9 %), drusere (1,6 %), andre (4,5 %). (Anslået 2020) [2]

Hovedparten af den jødiske befolkning (58 %) identificerer sig ikke med nogen af de religiøse retninger inden for jødedommen. Det viser en opinionsundersøgelse, der er foretaget i 2022 af organisationen Hiddush – For Religionsfrihed og Lighed. Undersøgelsen viser, at 11 % af Israels jøder betegner sig som ultraortodokse (haredi), 2 % som national-ultraortodokse, 20 % som national-religiøse og 9 % som reformjøder eller konservative. [9]

• Læs også: Markante religiøse skillelinjer i Israel, Religionsfrihed.nu, 11-03-2016

Forholdet mellem stat og religion

Republikken Israel har ikke en samlet forfatning, men der er i årenes løb vedtaget en række love, der har status som basislove, og de udgør landets statsforfatning og fastlægger de grundlæggende rettigheder i det israelske samfund. [3] [4] [5]

I en af basislovene med titlen Menneskelig værdighed og frihed fra 1992 beskrives Israel som en ”jødisk og demokratisk stat”. Loven henviser til erklæringen om oprettelsen af staten Israel, hvori det hedder, at staten Israel ”vil fremme udviklingen af landet til gavn for alle dets indbyggere, at den vil være baseret på frihed, retfærdighed og fred som forudset af Israels profeter, at den vil sikre fuldstændig lige sociale og politiske rettigheder for alle dens indbyggere uanset religion, race eller køn, at den vil garantere frihed til religion, samvittighed, sprog, uddannelse og kultur, at den vil beskytte alle religioners hellige steder, og at den vil være tro mod principperne i De Forenede Nationers pagt. Ifølge lovgivningen er det forbudt at afvise Israels eksistens som en ”jødisk og demokratisk stat”, ligesom det er forbudt at fejre Israels uafhængighedsdag eller dagen for statens oprettelse som en sørgedag. [3] [7] [8]

I en anden basislov – Israel som det jødiske folks nationalstat (nationalstatsloven) fra 2018 – hedder det, at ”staten Israel er det jødiske folks nationalstat, hvor den virkeliggør sin naturlige, religiøse og historiske ret til selvbestemmelse”, og at ”virkeliggørelsen af retten til national selvbestemmelse i staten Israel er unik for det jødiske folk”. Der står videre, at ”staten betragter jødisk bosættelse som en national værdi og vil arbejde for at opmuntre og fremme dens etablering og udvikling”. [6]

Alle borgere, der opfylder Overrabbinatets kriterier for at være ”jøde” i henhold til jødisk religiøs lov, registreres som jøder i det nationale folkeregister, uanset om de er ortodokse eller ej – medmindre de konverterer til en anden religion. Omkring 450.000 borgere, der identificerer sig som jøder, men som ikke opfylder Overrabbinatets kriterier for at være ”jøde”, samt medlemmer af religiøse grupper, der ikke er anerkendt, registreres som ”mangler religion”. Langt hovedparten af dem er immigranter fra det tidligere Sovjetunionen og deres børn, som har fået statsborgerskab i henhold til loven om tilbagevenden, men som ikke anerkendes som jødiske af Overrabbinatet, fordi de ikke kan bevise, at de stammer fra en jødisk mor. [3]

Israels lov om statsborgerskab og indrejse, som blev vedtaget i 2003 og fornyes årligt, indeholder et eksplicit forbud om opholdstilladelse for ikke-jødiske iranere, irakere, syrere, libanesere og palæstinensere fra Vestbredden og Gaza, herunder også ægtefæller til israelske indbyggere eller statsborgere, medmindre Indenrigsministeriet giver en særlig tilladelse, fx af humanitære grunde. [3]

Ifølge nationalstatsloven er sabbatten og de jødiske helligdage officielle hviledage. Det fremgår også af loven, at ikke-jøder har ret til at holde fri på deres hvile- og helligdage. Arbejdsgivere, der holder deres virksomhed åben og beskæftiger jøder på sabbatten, bortset fra selvstændige, kan straffes med op til en måneds fængsel – dog med undtagelser for vigtig infrastruktur samt hotel- og kulturindustrien. Lovgivningen forbyder forskelsbehandling af arbejdstagere, der nægter at arbejde på deres religiøse hviledag. Lovgivningen forbyder også al offentlig transport på sabbatten, dog undtagen sygetransport til hospitaler og transport til fjerntliggende steder og ikke-jødiske lokaliteter samt for køretøjer, der er afgørende for den offentlige sikkerhed. [3] [6]

Lovgivningen forbyder forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af alder, race, religion, national oprindelse, etnicitet, køn, seksuel orientering og handicap. [3]

Anerkendte religioner og trossamfund

Ud over jødedommen er kun kristendommen, islam, drusisk tro og baha’i-troen anerkendt i Israel. [3]

En række kristne kirkesamfund er anerkendt i henhold til love fra det osmanniske imperium. Det gælder bl.a. østlige ortodokse, romersk-katolske, gregoriansk-armenske, armensk-katolske, syrisk-katolske, kaldæiske, græsk-katolske, maronitiske, syrisk-ortodokse og evangeliske kirkesamfund. Det anglikanske kirkesamfund og Bahá’i-samfundet er anerkendt i henhold til en lov fra den britisk mandatperiode. Regeringen anerkender ikke andre religiøse samfund, herunder store protestantiske trosretninger med tilstedeværelse i landet, som særskilte trossamfund. Trossamfund kan søge om anerkendelse ved enten at indsende en ansøgning til premierministerens kontor eller til Indenrigsministeriet. Afslag på en ansøgning kan ankes til den israelske højesteret. [3]

Anerkendte trossamfund er fritaget for at betale skat af ejendomme, der bruges til tilbedelse, og de kan oprette religiøse domstole, der kan behandle sager om vielse, skilsmisse og begravelse. Kommuner kan opkræve ejendomsskat af ejendomme, der ikke bruges til bøn, såsom skoler, klostre, pilgrimsherberger og suppekøkkener. [3]

Ministeriet for Religiøse Tjenester

Ministeriet for Religiøse Tjenester står i spidsen for den offentlige forvaltning, når det gælder religiøse forhold i Israel. Ministeriet beskriver dets funktion som at ”sørge for religiøse tjenester til Israels befolkning” og herudover at ”beskæftige sig med alle spørgsmål i forbindelse med formidlingen af religiøse tjenester”. På ministeriets hjemmeside findes en liste over 13 opgaver, ministeriet varetager. De handler næsten udelukkende om jødiske forhold. Kun i ét tilfælde tales der specifikt om ikke-jødiske grupper – nemlig i det niende punkt om at ”hjælpe med at opretholde de forskellige ikke-jødiske gruppers religiøse tjenester i Israel og håndtere deres bekymringer”. De øvrige punkter handler økonomisk støtte til synagoger og andre jødiske institutioner, om at bevogte hellige jødiske steder, støtte til jødisk religiøs undervisning, fremme af jødisk religiøs livsstil og andre punkter, som understøtter jødisk religiøs praksis. Beskrivelsen af ministeriets formål og aktiviteter viser, at jødedommen har en klar særstatus i den israelske stat. [17]

Overrabbinatet

Israel har ved lov oprettet et Overrabbinat, der er den øverste religiøse myndighed for jøder i staten Israel. Overrabbinatet ledes af Israels to overrabbinere – Yitzchak Yosef og David Lau. De to overrabbinere vælges for 10 år, og den ene fungerer som præsident for Det Israelske Overrabbinerråd, og den anden som præsident for Den Store Rabbinerdomstol. De bytter plads på disse topposter, når halvdelen af valgperioden er gået. Den ene overrabbiner skal være ashkenazisk jøde, den anden skal være sefardisk jøde. Ashkenaziske jøder er betegnelsen for jøder, der oprindeligt kommer fra bl.a. Østeuropa, og sefardiske jøder er efterkommere af jøder, der boede i Spanien og Portugal før uddrivelsen i 1492 og derefter bosatte sig i bl.a. Nordafrika, Tyrkiet og Mellemøsten. Overrabbinerne bistås af et råd, Det Israelske Overrabbinerråd, der består af 15 rabbinere – heraf den ene overrabbiner, som præsident for rådet. Overrabbinatet bistår Israels Ministerium for Religiøse Tjenester i spørgsmål om fortolkningen af jødisk religiøs lov (halakah), herunder regler om jødisk ægteskab, skilsmisse, begravelse, religiøs slagtning, spørgsmålet om, hvem der er jøde, konversion mv. Det fører også tilsyn med de religiøse domstole for jøder. Jødiske institutioner i udlandet kan også rejse religiøse spørgsmål over for Overrabbinatet i Jerusalem. [11] [13] [14] [15] [16]

Afdeling for ikke-jødiske anliggender

I det israelske indenrigsministerium er der en Afdeling for ikke-jødiske anliggender, som er den forvaltning, der tager sig af religiøse anliggender vedrørende de ikke-jødiske grupper og trossamfund. Afdelingen indkalder hvert år et interreligiøst råd, der fungerer som et diskussionsforum for alle anerkendte trossamfund, herunder jødedommen. [3]

Militærtjeneste

Militærtjeneste er obligatorisk for jødiske borgere, mandlige drusere og mandlige tjerkessere (folk, der oprindeligt er fra den nordvestlige Kaukasus-region, hvorfra de emigrerede/flygtede i slutningen af 1800-tallet. Det er ikke muligt at blive fritaget for militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde. Religiøse jødiske kvinder og ultraortodokse mænd kan anmode om at blive fritaget for militærtjeneste. De fleste ultraortodokse yeshiva-studerende (jøder, der studerer de jødiske skrifter Torah og Talmud), samt Jehovas Vidner og drusiske religiøse studerende får i praksis udskudt deres militærtjenesten i flere år, hvorefter de får dispensation. Arabiske/palæstinensiske muslimer og kristne samt drusiske og tjerkessiske kvinder bliver de facto fritaget, idet de ikke bliver indkaldt til militærtjeneste. De, der er fritaget for militærtjeneste, kan melde sig frivilligt til den eller til den nationale civiltjeneste. Medlemmer af Jehovas Vidner må ikke deltage i den nationale civiltjeneste, der er et civilt alternativ til militærtjenesten, hvor man i to år deltager i frivilligt socialt arbejde på hospitaler, i skoler eller ngo’er. [3] [24]

Indskrænkninger af religionsfriheden i Israel

Både når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side (grå kurve) og krænkelser af religionsfriheden på grund af fjendtligheder i civilsamfundet (gul kurve), ligger Israel væsentligt over gennemsnittet på verdensplan. Det fremgår af tænketanken Pew Research Centers 2022-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger ved udgangen af 2020. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau. [1]

Indskrænkningerne af religionsfriheden i Israel rammer både den jødiske majoritetsbefolkning, men især de religiøse mindretal, herunder muslimer og kristne. I Israel og de besatte områder er religiøse og nationale/etniske identiteter ofte knyttet meget tæt sammen, og derfor kan i det i nogle tilfælde være svært at afgøre om fx en konflikt bunder i religiøse eller nationale/etniske forhold.

Israelske jøder og arabere har fx ifølge en undersøgelse fra 2016 meget forskellige opfattelser af, hvorvidt muslimer bliver diskrimineret i Israel. Fire ud af fem israelske arabere (79 %) mener, at der er megen diskrimination i det israelske samfund mod muslimer. Til sammenligning mener kun en ud af fem israelske jøder (21 %), at der er megen diskrimination mod muslimer i landet. Tallene stammer fra en analyse, som tænketanken Pew Research Center offentliggjorde i sommeren 2016. [10]

Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side i Israel (blå kurve) har siden 2008 ligget på et højt niveau i de årlige analyser, der udarbejdes af tænketanken Pew Research Center – efter at have ligget på et moderat niveau i 2007. Der har gennem årene været visse udsving på kurven, som viser en stigende tendens fra en score på 3,9 i 2007 til 6,5 i 2012, 2016 og 2020. Scoren skal sammenlignes med, at gennemsnittet for alle lande (grøn kurve) i samme periode er steget fra 1,8 til 2,8, når det gælder statslige begrænsninger af religionsfriheden – målt på en skala fra 0 til 10. Grafikken viser også, at de statslige begrænsninger af religionsfriheden i hele perioden ligger på et højere niveau i Israel end i Palæstinensiske Områder (gul kurve).

Forbud mod mission over for unge

Det er ulovligt at missionere over for en person under 18 år for at få vedkommende til at skifte religion, medmindre det sker med samtykke fra begge forældre. Det er også forbudt, i forbindelse med mission, at tilbyde potentielle konvertitter materielle fordele. [3] [24]

To medlemmer af det ultraortodokse parti United Torah Judaism (UTJ), Moshe Gafni og Yaakov Asher, præsenterede i januar 2023 et lovforslag om at kriminalisere mission i Israel. Forslaget har overskriften ”Forbud mod opfordring til religiøs omvendelse” og det foreslås, at en person, der opfordrer en person, direkte, digitalt, via post eller online, til at skifte religion, straffes med et års fængsel. Hvis det er en mindreårig person, der opfordres, skal straffen være års fængsel. De to parlamentsmedlemmer skriver i begrundelsen for forslaget, at der i stigende grad – hovedsageligt fra kristne missionærer – har været forsøg på at opfordre mennesker til at konvertere til en anden religion. Hvis disse forsøg ikke er forbundet med økonomiske løfter eller materielle gevinster, er de ikke ulovlige i henhold til den gældende lov, ”men de mange negative konsekvenser, herunder psykiske skader, berettiger en lovmæssig indgriben,” skriver Moshe Gafni og Yaakov Asher i bemærkningerne til forslaget, der blev overdraget til formanden for Knesset den 9. januar 2023. I marts 2023 meddelte premierminister Benjamin Netanyahu, at han vil forhindre vedtagelsen af forslaget om at straffe kristen mission med fængsel – med henvisning til et opslag på Twitter, hvor han skrev: ”Vi vil ikke fremme nogen lov mod det kristne samfund.” Det skete få dage efter, at det evangeliske onlinemedie All Israel News havde omtalt forslaget, der ifølge mediet kan medføre ”en ny stor hovedpine for Netanyahus regering ved at udløse et alvorligt sammenstød med evangeliske kristne i USA og rundt om i verden, som er blandt de største tilhængere af staten Israel”. [45] [46] [47]

Statslige begrænsninger af religionsfriheden
på Tempelbjerget/Haram al-Sharif

*Tempelbjerget/Haram al-Sharif. (Foto: Bent Dahl Jensen)*

Jerusalem er hjemsted for flere hellige steder, der har stor betydning for både jøder, kristne og muslimer.

For jøder og muslimer har Tempelbjerget/Haram al-Sharif i den sydøstlige del af den gamle bydel i Østjerusalem en helt særlig betydning. Jøderne kalder stedet for Tempelbjerget, fordi det jødiske tempel, der blev ødelagt af romerne i år 70, lå her. Resterne af Tempelbjergets vestlige mur kaldes Grædemuren, og den er i dag jødernes helligste sted. Her samles jøder for at sørge over ødelæggelsen af templet og for at bede om dets gendannelse. Ifølge jødisk tradition lå jødernes første tempel også her, men der findes ingen arkæologiske beviser. Haram al-Sharif, der er den arabiske betegnelse for stedet, er det tredje helligste sted for muslimer – efter Mekka og Medina i Saudi Arabien. [21] [22] [24]

På Tempelpladsen, øverst på Tempelbjerget/Haram al-Sharif, ligger Al-Aqsa Moskéen og Klippehelligdommen med den gyldne kuppel (også kaldet Klippemoskéen), og om fredagen samles adskillige tusinde muslimer til bøn på Tempelpladsen. [21] [22] [24]

Tempelbjerget/Haram al-Sharif administreres af jordansk Waqf

Tempelbjerget/Haram al-Sharif ligger i Østjerusalem, og området er siden den israelsk-arabiske krig i 1948-1949 blevet administreret af den islamiske organisation Waqf, der er udpeget af Jordans ministerium for islamiske anliggender og hellige steder. Jordan har fortsat denne ”særlige rolle” efter krigen i 1967, hvor Østjerusalem blev besat og senere annekteret af Israel, og den blev i 1994 nedfældet i fredsaftalen mellem Israel og Jordan. Waqf’s medarbejdere i Jerusalem bliver aflønnet af Jordan. [21] [22] [24] [25]

Waqf har flere gange kritiseret de israelske myndigheder for at blande sig i administrationen af Tempelbjerget/Haram al-Sharif, herunder at vedligeholdelses- og restaureringsarbejde er blevet forsinket langvarigt. Israelske embedsmænd og aktivister kritiserer modsat Waqf for i nogle tilfælde at udføre reparationer uden at koordinere det med de israelske myndigheder. Waqf beklager samtidig, at de israelske myndigheder nægter at give tilladelser til nye medarbejdere, der er blevet ansat til at arbejde på stedet, hvilket efterlader Waqf alvorligt underbemandet og dermed mindsker organisationens mulighed for at administrere stedet. [24]

Begrænsninger i adgangen til Tempelbjerget/Haram al-Sharif

Spørgsmålet om adgangen til Tempelbjerget/Haram al-Sharif har flere gange ført til stridigheder og voldelige sammenstød, blandt andet i forbindelse med religiøse højtider.

Israels højesteret har gentagne gange siden 1993 afgjort, at jøder på den ene side har ret til at bede på Tempelbjerget/Haram al-Sharif, og at politiet på den anden side har ret til at begrænse denne ret af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed. I praksis har der i flere år været en status quo-aftale, der går ud på, at ikke-muslimer har adgang til at besøge Tempelbjerget/Haram al-Sharif, men at de ikke må bede på området. Israels regering støtter denne praksis, men ifølge organisationen Ir Amim forsøger jødiske tempelpladsaktivister at udhule status quo-aftalen ved at udføre religiøse aktiviteter på området – og organisationen kritiserer politiet for ”ofte at vende det blinde øje” til aktivisternes handlinger. Ifølge Waqf har israelsk politi i nogle tilfælde forhindret enkeltpersoner i at bede på området og fjernet dem; i andre tilfælde så politiet ikke ud til at bemærke aktiviteten. [3] [24] [26]

I april 2022 arresterede politiet seks jødiske aktivister, der var mistænkt for at ville ofre en ged på Haram al-Sharif/Tempelbjerget under den jødiske påske. Gruppen Returning to the Mount (Tilbagevenden til Bjerget), som går ind for at opføre et tredje jødisk tempel på stedet, havde udsendt en flyer, hvor de tilbød en pengepræmie til enhver, der formåede at ofre et levende dyr på Tempelbjerget, og til enhver, som blev arresteret i et forsøg på at gøre det. [24]

Israelske myndigheder udelukkede i 2022 i flere tilfælde specifikke personer fra at få adgang til Haram al-Sharif/Tempelbjerget, heriblandt jødiske aktivister, som overtrådte status quo-aftalen, der forbyder ikke-islamisk bøn. Udelukkelsen omfattede også muslimer, som havde chikaneret ikke-muslimske besøgende verbalt eller været voldelige – eller har opildnet andre til vold. Ligeledes blev offentlige personligheder nægtet adgang, hvis myndighederne frygtede, at deres tilstedeværelse ville skabe spændinger. I alt blev 666 muslimer og 181 jøder nægtet adgang i 2022 – sammenlignet med 17 jøder og 93 muslimer i 2021. Ifølge israelske myndigheder blev 172 jøder og 586 muslimer arresteret ved Haram al-Sharif/Tempelbjerget i 2022. [24]

Ifølge palæstinensiske civilsamfundsorganisationer indledte israelsk politi i 2020 en ny praksis, hvor de kontrollerer id-kort for personer, som ønsker at besøge den gamle bydel for at deltage i fredagsbøn, og at indbyggere fra Vestbredden bliver afvist og sendt tilbage til Vestbredden. Den 26. april 2022 skrev den israelske avis Haaretz, at israelsk politi i den foregående uge kun havde tilladt muslimer at komme ind i Al-Aqsa Moskéen, hvis de afleverede deres id-kort til politiet, hvilket avisen mener formentlig er i strid med loven og retten til at udøve sin religion. [24]

Spændinger har flere gange ført til vold ved Tempelbjerget/Haram al-Sharif

Både i år og tidligere har religiøse og politiske spændinger ført til voldelige sammenstød på Tempelbjerget/Haram al-Sharif.

Ifølge israelske myndigheder greb politiet i 2022 fem gange ind for at forhindre og stoppe voldelige uroligheder på Haram al-Sharif/Tempelbjerget – og 10 gange i løbet af året var området lukket fuldstændigt for ikke-muslimske besøgende under muslimske helligdage. Området var ifølge myndighederne ikke lukket for muslimer i løbet af året. [24]

De israelske myndigheder er flere gange blevet kritiseret for at bruge overdreven magt mod demonstranter ved Haram al-Sharif/Tempelbjerget og andre steder i Østjerusalem. Et af sammenstødene fandt sted den 15. april 2022, hvor israelsk politi gik ind i al-Aqsa Moskéen efter den tidlige morgenbøn under ramadanen. Ifølge politiet forsøgte de at bryde en menneskemængde op, der kastede med sten og fyrværkeri mod deres styrker og det nærliggende jødiske bedeområde ved Grædemuren. Der er offentliggjort videoer, som viser politiet affyre tåregas og chokgranater. Andre videoer ser ud til at vise en gruppe palæstinensere barrikadere sig i moskéen og affyre fyrværkeri, sten og molotovcocktails, mens politiet på toppen af moskéen knuser vinduer og affyrer tåregas og gummikugler mod de barrikaderede palæstinensere, før de går ind i moskéen og arresterer de formodede uromagere. Ifølge Waqf blev en af moskeens vagter ramt i øjet af en gummibelagt kugle, og ifølge flere medier blev mosképersonale, ældre, unge og paramedicinere slået af politiet. Den palæstinensiske Røde Halvmåne oplyste, at politiet forhindrede ambulancer og paramedicinere i at komme frem. Det anslås, at mindst 158 palæstinensere og tre israelske politibetjente blev såret, og 300-400 personer blev tilbageholdt at politiet. [24]

Der udviklede sig et nyt voldeligt sammenstød i Østjerusalem den 16. maj 2022, da politi og palæstinensere stødte sammen under et begravelsesoptog for en ung palæstinenser, der døde af en hjerneskade, han havde pådraget sig ved et sammenstød med politiet måneden forinden. den 22. april på Haram al-Sharif/tempelbjerget. Ifølge begravelsesdeltagere stødte palæstinensere sammen med politiet, efter at de forsøgte at begrænse antallet af deltagere og palæstinensiske flag i begravelsesoptoget. [24]

Fejringen af Jerusalems dag den 29. maj 2022 førte til nye sammenstød. Dagen holdes i anledning af, at Israel under krigen i 1967 erobrede den østlige del af Jerusalem. Som led i fejringen anslås det, at 70.000 israelere – det største deltagertal i flere år – deltog i en flagmarch, der blandt andet gik gennem Damaskusporten og det muslimske kvarter i Jerusalems gamle bydel. Ifølge mediereportager dansede folkemængden og råbte slagord som ”død over arabere”, ”Muhammed er død” og ”Muhammed er søn af en luder”. I løbet af dagen besøgte et rekordstort antal på flere end 2.600 jøder Haram al-Sharif/Tempelbjerget, mens unge arabere/palæstinensere barrikaderede sig inde i al-Aqsa Moskéen. Israelsk politi i kampudstyr blokerede de omkringliggende gader og tvangsfjernede palæstinensere fra ruten. Den palæstinensiske Røde Halvmåne oplyste, at israelske myndigheders brug af gummikugler, lydgranater, peberspray og i ét tilfælde skarpladt ammunition sårede 79 palæstinensere, hvoraf 28 blev indlagt. Politiet tilbageholdt flere end 60 mistænkte, hvoraf 35 blev varetægtsfængslet. Blandt de varetægtsfængslede var to jødiske mænd, der angiveligt overfaldt en arabisk/palæstinensisk journalist, der dækkede begivenhederne for den israelske tv-station KAN. Ifølge avisen Haaretz var de to de eneste jøder, der blev arresteret i forbindelse med begivenhederne på Jerusalems dag. [24]

Flere voldelige sammenstød i 2023

Status-quo-aftalen mellem Israel og Jordan er blevet udfordret flere gange, efter at premierminister Benjamin Netanyahu (Likud) i slutningen af 2022 dannede en ny koalitionsregering med deltagelse af bl.a. to ultraortodokse partier (Shas og United Torah Judaism).

Få dage efter regeringens tiltræden foretog den nye minister for national sikkerhed, Itamar Ben Gvir, et kort besøg på Tempelpladsen. Ben-Gvir, som er dømt for racisme, afviklede ifølge Politiken.dk sit besøg så overraskende, at palæstinensere ikke nåede at møde ham med protester, og han holdt ikke bøn på pladsen. ”Men Ben-Gvir har sat sig for at bryde aftalen – han siger, at »regeringen ikke skal bøje sig for trusler fra Hamas«, som på forhånd havde truet med en voldsom reaktion, hvis Ben-Gvir gjorde alvor af at besøge Tempelpladsen med al-Aqsa Moskéen,” skriver Politiken. Ben Gvir er fra det højreorienterede parti Otzma Yehudit (tidligere Otzma LeyIsrael), der af nogle ses som den ideologiske arvtager af Kach-partiet, der blev stiftet i 1971 af rabbineren Meir Kahane. Partiet, der gik ind for at omdanne Israel til en ren jødisk stat, fik forbud mod at stille ved valget i 1988, da partiet opfordrede til racisme. Sikkerhedsminister Ben Gvirs besøg på Tempelpladsen blev mødt med protester fra palæstinensere, men også fra Jordan, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Marokko, der alle har indgået fredsaftaler med Israel – samt fra Tyrkiet, USA og europæiske lande, ”som med forskellig ordlyd er enige om at kalde Ben-Gvirs besøg for en unødig provokation, der kan blive dødsensfarlig”. Sikkerhedsminister Itamar Ben Gvir foretog et nyt besøg på Tempelpladsen i maj 2023, hvor han erklærede, at området – i strid med status-quo-aftalen – er under israelsk kontrol. Palæstinensere og flere lande, heriblandt Jordan, Egypten og USA tog afstand fra Ben Gvirs besøg, som bl.a. blev betegnet som ”en provokation” og et ”groft angreb”. [29] [30] [31] [32] [33] [34]

I marts-april 2023, hvor den jødiske påske (pesach) faldt under den islamiske fastemåned ramadan førte den spændte situation på Haram al-Sharif/Tempelbjerget til uroligheder og voldelige sammenstød. Onlinemediet Times of Israel skrev i dagene op til påsken, at jødiske aktivister havde forsøgt at udføre rituelle ofringer (af en ged) på Tempelpladsen, men at myndighederne havde forhindret dem i at gøre det. Ligeledes blev der spredt flyers, hvor aktivister blev opfordret til at ofre et lam på Tempelbjerget som det traditionelle offer før påsken, og der blev udlovet en økonomisk belønning til dem, der blev arresteret af politiet, mens de forsøgte at gøre det. Sikkerhedsminister Ben Gvir opfordrer ifølge artiklen folk til at besøge Tempelbjerget, men ikke til at tage et påskeoffer med. I et interview med tv-stationen Channel 12 sagde Ben Gvir, at jøder har en forpligtelse til at besøge Tempelbjerget. ”Tempelbjerget er ikke kun for arabere… Det er det vigtigste sted i staten Israel. Det vil vi ikke give afkald på.” [37] [38]

Rygtet om jødiske påskeofringer fik unge palæstinensere til at barrikadere sig i al-Aqsa Moskéen for at forsvare Haram al-Sharif/Tempelbjerget. Det skete ifølge flere medier på opfordring fra den militante palæstinensiske organisation Hamas, der kontrollerer Gazastriben. Den 5. april anholdt israelsk politi flere end 350 personer, der havde barrikaderet sig i moskéen. Flere af dem var maskerede og bevæbnet med sten og fyrværkeri, skriver DR Nyheder. Inden anholdelserne affyrede politiet blandt andet chokgranater for at rømme moskéen. Ifølge Information ryddede politiet moskéen med henvisning til, at der var tale om et brud på status-quo-aftalen, men også af frygt for, at aktivisterne ville bombardere bedende jøder ved Grædemuren, der afslutter den vestlige ende af Tempelbjerget, med diverse kasteskyts. Mindst syv personer blev såret, oplyser Palæstinensisk Røde Halvmåne, primært på grund af gummikugler affyret af israelsk politi. Rygtet om den jødiske påskeofring på Tempelpladsen var ifølge Kristeligt Dagblads korrespondent i Israel også anledning til, at Hamas natten forinden affyrede raketter mod Israel, som svarede igen ved at bombe mål i Gaza. Få dage senere var den højspændte situation kølnet af. [39] [40] [41] [42]

Ligesom i 2022 kom det til flere voldelige episoder, da titusindvis af israelske nationalister den 18. maj 2023 deltog i en march, hvor de med israelske flag gik gennem det muslimske kvarter og andre dele af den gamle bydel i Jerusalem. Det skete ved fejringen af Jerusalems Dag. Ved marchen, som foregik under stærk politibevogtning, blev der råbt slagord som ”Død over arabere”, og ifølge øjenvidner blev nogle palæstinensere slået af unge jøder, der bar racistiske bannere. Der blev også kastet sten og flasker mod journalister, hvoraf nogle blev såret. Israels ambulancetjeneste oplyste, at de havde behandlet to personer for lettere skader fra stenkast. Politiet oplyste, at de havde spredt optøjer, og at en politibetjent blev såret. Alt i alt konkluderer nyhedsbureauet Reuters, at marchen forløb uden ”større sikkerhedshændelser”. Både USA og FN fordømte marchdeltagernes brug af racistiske tilråb. Reuters skriver, at fejringen af Jerusalems dag i de seneste år er blevet en magtdemonstration for jødiske nationalister. [35] [36]

Statslige begrænsninger af religionsfriheden for jøder

En stor del af de statslige begrænsninger af religionsfriheden for jøder hænger sammen med den fortolkning af jødisk lov, som Israels Overrabbinat udøver. Det er fx kun jøder, som ifølge Overrabbinatets bestemmelser anses for ortodokse jøder, der må begraves på jødiske statsgravpladser. Alle har dog ret til at blive begravet på en civil gravplads. [3]

*Området ved Grædemuren er opdelt i en afdeling for mænd og en for kvinder. (Foto: Bent Dahl Jensen)*

Begrænsninger af jødiske kvinders rettigheder ved Grædemuren

Siden 1988 har den religiøse jødiske kvindegruppe Women of the Wall (WOW) kæmpet for i lighed med jødiske mænd at kunne læse op fra Torah-ruller og bære bedesjaler og bedekapsler, når de samles til bøn ved Grædemuren i Jerusalem. Baggrunden for deres kamp er, at der ifølge de israelske myndigheder kun må udføres religiøse ceremonier ved Grædemuren, som er i ”overensstemmelse med stedets skikke”, eller som ikke skader offentlighedens følelser over for stedet. På trods af indvendinger fra jødiske konservative grupper og reformbevægelser tolker myndighederne ”stedets skikke” som et forbud mod, at mænd og kvinder kan bede sammen. Pladsen ved Grædemuren er delt op i en afdeling for mænd og en for kvinder.

WOW har hver måned i mere end 30 år holdt bøn ved Grædemuren, og gruppen mener, at de med denne månedlige tilstedeværelse har etableret sig som en del af ”stedets skikke”. Hidtil har de dog ikke fået lov til at bringe Torah-ruller med ind i kvindesektionen, når de samles til bøn. Til sammenligning er 100 Torah-ruller tilgængelige i mændenes afdeling. Derimod har jødiske kvinder fået lov til at bære bedesjaler og bedekapsler ved Grædemuren. [24] [43]

Ultraortodokse demonstranter har gentagne gange chikaneret og angrebet WOW-kvinder ved de månedlige bedesamlinger ved at skrige, bande, blæse i fløjter og spytte på dem eller skubbe til dem. Ifølge repræsentanter for Women of the Wall er politiet tilbageholdende med at gribe ind over for ultraortodokse kvinder og mænd, som forstyrrer deres månedlige bøn. [24] [43]

• Læs mere om Women of the Wall: Jødiske kvinder kæmper for religiøs ligestilling ved Grædemuren, Religionsfrihed.nu, 27-04-2016

Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

Krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet i Israel (blå kurve) har siden 2007 ligget på et meget højt niveau i de årlige analyser, der udarbejdes af tænketanken Pew Research Center. Der har gennem årene været visse udsving på kurven – med en score på 7,2 i 2008-2009 som den laveste, og med en score på 9,4 i 2012 som den højeste. Scoren skal sammenlignes med, at gennemsnittet for alle lande (grøn kurve) i samme periode er steget fra 1,0 til 1,9, når det gælder krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet – målt på en skala fra 0 til 10. Grafikken viser også, at krænkelserne af religionsfriheden i civilsamfundet i hele perioden, bortset fra 2016, ligger på et højere niveau i Israel end i Palæstinensiske Områder (gul kurve).

Krænkelser af kristnes religionsfrihed i civilsamfundet

Kristne – herunder zionistiske kristne – har i flere tilfælde oplevet protester og angreb fra nationalistiske jødiske grupper.

Pinsedag – den 28. maj 2023 – demonstrerede flere hundrede jøder, som var utilfredse med, at flere hundrede evangeliske kristne holdt et bedemøde i Davidson Center, der er en arkæologisk park med adgang til Grædemuren, jødernes hellige sted. Demonstranterne råbte til de kristne, at de skulle forlade stedet. Bedemødet blev holdt på initiativ af den evangeliske bevægelse International House of Prayer i Kansas City, som havde opfordret til 21-dage med faste og bøn for at tjene som ”vogtere af murene” i byen, skriver onlinemediet The Times of Israel. Mediet skriver videre, at ”hændelsen understreger spændingerne i forholdet mellem religiøse israelske nationalister og evangeliske kristne, som politisk og økonomisk støtter Israel såvel som religiøse nationalisters strategiske mål, men afviger radikalt fra dem teologisk”. Ved demonstrationen blev mindst én glasdør til Davidson Centret smadret, og mindst én person blev tilbageholdt. Blandt demonstranterne var Jerusalems viceborgmester Arieh King, og han blev filmet, mens han og andre demonstranter råbte: ”Missionærer rejs hjem”. Han udsendte senere en erklæring, hvori han fordømte dem, der havde tilladt ”kristne missionærer at holde en kristen tilbedelsesceremoni, som var designet til at forberede en missionsindsats rettet mod israelske indbyggere” – og han lod ”enhver missionær vide, at de ikke er velkomne i Israels land”. [44]

Artiklen er under udarbejdelse.

Artiklen blev oprettet 22-12-2022.
Artiklen er senest opdateret 13-06-2023.