Religionsfrihed – hvad er status?
Danmark ligger moderat, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og højt med hensyn til krænkelser i civilsamfundet. Det fremgår af tænketanken Pew Research Centers 2021-analyse af religionsfriheden i 198 lande og selvstyreområder. Analysen bygger på oplysninger fra 2019. Krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau. I 2020-analysen lå begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side på et højt niveau i Danmark, mens de i 2019-analysen også lå på et moderat niveau. [1] [74]
Der er foretaget flere begrænsninger af religionsfriheden fra statens side i de seneste år. Dommere må ikke bære religiøse symboler i retssalen. Der er indført et tildækningsforbud. Rituel religiøs slagtning af dyr må kun foregå efter forudgående bedøvelse af dyret. Og der er gennemført flere andre indskrænkninger, som i praksis især rammer muslimer og jøder.
Der er i de seneste år registreret et stigende antal religiøst motiverede hadforbrydelser. Ofrene for disse forbrydelser har for de flestes vedkommende været muslimer og jøder.
Befolkning og sprog
Der bor 5.825.337 mennesker i Danmark (1. juli 2020). [2]
86,1 % af befolkningen er af dansk oprindelse (1. januar 2020). Indvandrere (10,6 %) og efterkommere (3,3 %) udgør i alt 13,9 % af befolkningen. [5] De største udenlandske grupper er: Tyrkere, polakker, syrere, tyskere, irakere og rumænere.
Landets officielle sprog er dansk.
Religion
Folkekirken havde pr. 1. juli 2020 4.314.981 medlemmer. Det svarer til 74 % af befolkningen. [4]
Blandt de 1.510.356 personer, der ikke var medlem af folkekirken, tilhører nogle andre kristne trossamfund. [4] Lektor, ph.d. Marie Vejrup Nielsen, leder af Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet, vurderede i en artikel i 2019, at de anerkendte kristne trossamfund uden for folkekirken tilsammen har omkring 110.000 medlemmer. [6] De største trossamfund på centrets liste er:
Den Katolske Kirke i Danmark: 44.000 medlemmer.
Jehovas Vidner: 14.000 medlemmer.
Baptistkirken i Danmark: 5.200 medlemmer.
Pinsekirken i Danmark: 5.100 medlemmer.
Metodistkirken i Danmark: 5.000 medlemmer.
Muslimer er det største religiøse mindretal i Danmark. Det anslås, at der pr. 1. januar 2020 var omkring 256.000 danske muslimer, hvilket svarer til ca. 4,4 % af befolkningen. Det er færre end tidligere antaget. I 2019 blev anslog forskere, at der var omkring 320.000 muslimer i Danmark. Nedjusteringen er sket på baggrund af nye undersøgelser, der har gjort det muligt at foretage en mere præcis opgørelse. [7]
Der er omkring 6.000 jøder i Danmark. [8] [9]
Antallet af buddhister blev i 2015 anslået til at ligge på mellem 27.000 og 32.000, hvoraf hovedparten er indvandrere og efterkommere fra asiatiske lande, især Thailand, Vietnam og Kina. I tallet er også medregnet 3.000-5.000 danskere, der er konverteret til buddhismen. [10]
I en artikel fra 2011 blev antallet af hinduer i Danmark opgjort til ca. 13.000, mens antallet i en artikel fra 2019 anslås at ligge mellem 17.000 og 20.000. En stor del af dem er indvandrere og efterkommere fra Indien og Sri Lanka. [11] [12]
Der findes flere andre religiøse trossamfund i Danmark. På Kirkeministeriets hjemmeside findes en liste over alle anerkendte trossamfund uden for folkekirken. Trossamfund har ikke pligt til at søge om anerkendelse. [3]
Herudover er der en stor gruppe mennesker, som ikke har en religiøs overbevisning, heriblandt medlemmer af Humanistisk Samfund, ateister m.fl. Med udgangspunkt i tallene ovenfor udgør gruppen omkring en million mennesker, hvilket svarer til over 17 % af den danske befolkning.
Grundlaget for religionsfriheden i Danmark
Der er religionsfrihed i Danmark. Det fremgår af Grundlovens § 67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. [13]
Grundloven indeholder flere paragraffer, der er med til at fastlægge rammerne for religionsfriheden i Danmark, heriblandt § 70: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt. [13]
Ud over Grundloven er bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er inkorporeret i dansk lovgivning, med til at definere religionsfrihedens rammer i Danmark. Det gælder først og fremmest Artikel 9 om retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed:
1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.
2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.
Menneskerettighedskonventionen indeholder ligesom Grundloven et forbud mod diskriminering, nemlig Artikel 14: Nydelsen af de i denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Forholdet mellem stat og religion
Folkekirkens særstatus
Folkekirken har en særstatus i Danmark, som det fremgår af Grundlovens §4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Denne særstatus er ifølge en højesteretsdom fra 2007 ikke i strid med Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed. [14] [15] Dommen var den endelige afgørelse i en sag, der var anlagt af en person (NHK), som fandt det diskriminerende og krænkende for sin religionsfrihed, at han skulle anmelde sine børns fødsel på det lokale folkekirkelige kirkekontor, og at han via statens tilskud til præste- og bispelønninger var med til at bidrage til folkekirkens forkyndelse.
Sagen blev afgjort af Højesteret den 5. november 2007, og NHK fik ikke medhold i sine klagepunkter.
Vedr. fødselsanmeldelse: Højesteret afviste påstanden og henviste til, at man ikke behøver at møde op på kirkekontoret for at anmelde et barns fødsel, og at attesten for en person, der ikke er medlem af folkekirken, ikke skal være påført folkekirkens navn.
Vedr. skattebetaling: ”Som ikke-medlem af folkekirken betaler NHK ikke kirkeskat, men bidrager gennem sin almindelige skattebetaling indirekte til statstilskuddet. Der er således ingen direkte forbindelse mellem NHK’s betaling af almindelige skatter og statens tilskud til religiøse aktiviteter…” ”Højesteret finder herefter, at NHK’s ret til religionsfrihed (…) ikke berøres af, at han på denne måde indirekte er med til at finansiere folkekirken. Hertil kommer, at en del af folkekirkens udgifter vedrører varetagelse af ikke-religiøse samfundsopgaver, for eksempel civilregistrering og begravelsesvæsen.”
Med dommen i Højesteret blev der sat et retsligt punktum i en debat, der blev sat på dagsordenen i 2000, da en gruppe katolikker offentliggjorde et indlæg, hvor de fandt, at folkekirken efter deres mening diskriminerede andre trossamfund i forhold til civilregistrering og statstilskuddet til præstelønninger. Gruppen, der senere tog navnet Katolikker for Lighed blandt Trossamfund i Danmark, kunne ikke som gruppe gå til domstolene. Men to af dem gik rettens vej. Den ene var NHK. Hans sag blev afgjort ved Vestre Landsret i februar 2006 – og endeligt afgjort ved Højesteret i 2007, som beskrevet ovenfor. Vestre Landsret afgjort i 2006 også en anden sag, der var rejst af personen KET, som fandt det diskriminerende, at begravelsesafgiften er højere for ikke-medlemmer af folkekirken end for folkekirkemedlemmer. Her siger Vestre Landsret, at der ikke er tale om en urimelig forskelsbehandling. Det begrundes med, at den pris, som sagsøgeren skulle betale, er mindre end de faktiske udgifter på kirkegården ved begravelsen, og samtidig har medlemmer af folkekirken, i modsætning til ikke-medlemmer, via kirkeskatten løbende betalt til driften og vedligeholdelsen af folkekirkens begravelsesvæsen. [16]
Trossamfund uden for folkekirken
I Grundlovens § 69 står der, at ”de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.” Det var dog først med virkning fra den 1. januar 2018, at der blev gennemført en samlet Lov for trossamfund uden for folkekirken. Indtil da var de ikke-folkekirkelige trossamfunds forhold blev reguleret sporadisk via bestemmelser i blandt andet ægteskabslovgivningen og udlændingeloven. [17]
I loven for trossamfund uden for folkekirken slås det fast, hvilke rettigheder der gælder for trossamfundene, samt hvilke kriterier og pligter de skal opfylde for opnå (og bevare) deres anerkendelse. De skal fx have mindst 50 medlemmer, og der er indført en række bestemmelser om tilsyn – blandt andet med trossamfundenes økonomi. De trossamfund, der opnår anerkendelse, har ret til at opføre religiøse bygninger, anlægge begravelsespladser og muligheden for at ansøge om vielsesbemyndigelse til en eller flere præster/forkyndere i trossamfundet. Ligeledes kan medlemmer af trossamfundet få fradrag for donationer til trossamfundet. [17]
I loven defineres trossamfund i § 1 som ”et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer.” [17]
• Læs mere om loven om trossamfund uden for folkekirken.
Begrænsninger og krænkelser af religionsfriheden
I 2020-analysen fra tænketanken Pew Research Center ligger Danmark højt, både når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side og krænkelser i civilsamfundet. Analysen bygger på oplysninger fra 2018, og den omfatter i alt 198 lande og selvstyreområder. Indskrænkningerne af religionsfriheden inddeles i fire grupper – alt efter om de ligger på et lavt, moderat, højt eller meget højt niveau. [1]
Danmark ligger altså i den næstøverste kategori, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side og med hensyn til krænkelser af religionsfriheden pga. fjendtligheder i civilsamfundet. Det er en ændring i forhold til 2019-analysen, hvor begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side kun lå på et moderat niveau i Danmark. Det er bl.a. tildækningsforbuddet, som et flertal i Folketinget gennemførte med virkning fra 1. august 2018, der har bevirket, at begrænsningerne af religionsfriheden fra statens side samlet er steget til et højere niveau i Danmark. [1] [61]
I Pew Research Centers 2020-analyse ligger niveauet for begrænsninger af religionsfriheden på et højt niveau i 30 af de 198 lande og selvstyreområder, der indgår i analysen. Blandt de 30 lande er der ud over Danmark tre andre EU-lande: Bulgarien, Frankrig og Rumænien. Men Danmark er det eneste af de 30 lande i kategorien, der betegnes som fuldt demokratisk i det demokrati-indeks, som The Economist Intelligence Unit (EIU) har udregnet for 2018. De tre andre EU-lande er placeret i kategorien mangelfulde demokratier.
Af de 167 lande, der indgår i EIU’s demokrati-indeks, bliver kun 20 betegnet som fuldt demokratiske, mens 55 lande betegnes som mangelfulde demokratier. Blandt de mangelfulde demokratier findes også lande som Belgien, Italien, Portugal og USA. IEU’s demokrati-indeks omfatter yderligere to kategorier: Lande med et autoritært styre (53 lande) og en mellemgruppe, der kaldes hybrid, som omfatter 39 lande. [62]
Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side
Folketinget har vedtaget flere love, der begrænser religionsfriheden i Danmark. I nogle tilfælde har disse begrænsninger også omfattet ytringsfriheden eller andre frihedsrettigheder.
Begrænsninger i forhold til religiøse symboler og religiøs påklædning
• Dommere må ikke bære religiøse eller politiske symboler
Der blev med virkning fra 1. juli 2009 indføjet en paragraf (§ 56) i retsplejeloven, der forbyder dommere at bære religiøse eller politiske symboler i retssalen: En dommer må i retsmøder ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt. [18]
Bestemmelsen betyder, at en dommer under retsmødet fx ikke må bære et synligt kristent kors, en muslimsk hovedbeklædning som en hijab eller en jødisk kalot (kippa). En dommer må heller ikke bære et politisk partiemblem eller lignende. Ordningen gælder også for fuldmægtige, midlertidigt beskikkede dommere og andre personer, der fungerer som dommere i særlige sager. Derimod gælder forbuddet ikke for domsmænd og nævninge.
Forbuddet blev vedtaget med 81 stemmer for 31 stemmer imod. Venstre, Socialdemokratiet (undtagen 3), Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti (undtagen 1) stemte for, mens SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance samt tre socialdemokrater, en konservativ og et færøsk folketingsmedlem stemte imod forslaget.
• Tildækningsforbud
Der blev med virkning fra 1. august 2018 indført et tildækningsforbud, som betyder, at det er forbudt offentligt at bære ”en beklædnings-genstand, der skjuler vedkommendes ansigt”, medmindre tildækningen ”tjener et anerkendelsesværdigt formål”. De såkaldt anerkendelsesværdige formål kan fx være vintertøj, karnevals- og fastelavnskostumer, beskyttelses- og sikkerhedsudstyr, udklædning som ”butiksmaskot” samt tildækninger, der skyldes lovkrav, herunder brug af styrthjelm, når man kører motorcykel – og under corona-pandemien: Brug af mundbind. [19]
Tildækningsforbuddet indebærer en begrænsning af enkeltpersoners ret til at gå klædt efter deres religiøse overbevisning. Men flertallet bag tildækningsforbuddet mener ikke, at denne begrænsning af de pågældendes kulturelle og religiøse rettigheder er i strid med hverken Grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
I bemærkningerne til lovforslaget står der, ”at tildækning af ansigtet af religiøse årsager som klart udgangspunkt ikke er forbudt, når det sker i forbindelse med en konkret religiøs handling eller lignende, f.eks. i en religiøs bygning eller i forbindelse med et vielses- eller begravelsesritual mv.” Det betyder fx, at en niqabklædt kvinde har lov til at bære niqab i moskéen, ved en vielsesceremoni eller i forbindelse med et begravelsesritual. Derfor mener Justitsministeriet, at tildækningsforbuddet ligger inden for rammerne af Grundlovens § 67. Og da tildækningsforbuddet omfatter alle, uanset religiøst eller politisk tilhørsforhold mv., mener ministeriet heller ikke, at forbuddet er i strid med Grundlovens § 70, som forbyder diskrimination på baggrund af blandt andet ens trosbekendelse.
Justitsministeriet mener heller ikke, at tildækningsforbuddet er i strid med religionsfriheden eller andre rettigheder, der fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ministeriet henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i to sager om tildækningsforbud i Frankrig og Belgien fandt, at forbuddene i de to lande var i overensstemmelse med konventionen.
• Læs mere om tildækningsforbuddet.
Forbud rituel religiøs slagtning af dyr uden forudgående bedøvelse
Danmark strammede med virkning fra 17. februar 2014 reglerne for rituel religiøs slagtning af dyr. Efter den nye bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr, skal dyr, der slagtes efter religiøse ritualer, bedøves forud for slagtningen. Og slagtningen skal foregå på et slagteri. Det er fortsat tilladt at importere kød fra dyr, som er slagtet efter religiøse ritualer uden forudgående bedøvelse. [20]
Reglerne har især betydning i forhold til jødiske og islamiske slagtemetoder – henholdsvis schæchtning og halal. For danske jøder betyder forbuddet, at kosher-butikker importerer schæchtning-slagtet kød fra udlandet. Det gjorde de også før ændringen af bekendtgørelsen om rituelle slagtninger. Danske muslimer kan vælge mellem kød fra dyr, der er halalslagtet i Danmark efter forudgående bedøvelse, og importeret kød fra dyr, som er halalslagtet uden forudgående bedøvelse. [21] [22]
Kristeligt Dagblad skrev i 2014, at selv om både muslimer og jøder foretrækker, at slagtningen af dyr foregår uden bedøvelse, så har slagterierne i Danmark ikke været interesseret at tage denne metode i brug, hvilket betyder, at der ikke er slagtet dyr uden bedøvelse i flere år. Der er ikke siden 2004 blevet anmeldt slagtninger efter religiøse ritualer uden forudgående bedøvelse til Fødevarestyrelsen. [20] [21]
Bekendtgørelsen fra 2014 blev vedtaget, mens Dan Jørgensen (S) var fødevareminister, og den fik mange kritiske ord med på vejen fra både jøder, muslimer og juridiske eksperter. Lisbet Christoffersen, professor i religionskritik, kaldte i Kristeligt Dagblad forbuddet mod rituel slagtning uden forudgående bedøvelse for en indskrænkning af religionsfriheden, ”for med den nye lov forbyder man den måde, som slagtningen foregår på inden for islam og jødedommen”. ”I en tilsvarende sag har domstolen tidligere givet medhold i, at der var tale om indgreb i religionsfriheden, men henviste dog til, at det pågældende trossamfund kunne skaffe sig korrekt slagtet kød fra udlandet,” sagde Lisbet Christoffersen. Derimod vurderede juristen Jacob Mchangama, at det danske forbud ikke er i strid med menneskerettighedskonventionen. ”Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at hensynet til sundhed og sædelighed kan retfærdiggøre indgreb i rituelle slagtninger. Da muslimer og jøder i Danmark som nævnt i dag har muligheden for at importere kød fra udlandet og åbenbart ikke slagter uden bedøvelse, så vurderer jeg ikke, at der er tale om et brud mod religionsfriheden,” anførte Jacob Mchangama. [20] [21]
Formanden for Danish Halal (eller Danish Halal Fund), Benyones Essabar, sagde i 2014, at fonden vil gøre, hvad den kan for at bevare muligheden for at slagte, ”som vi ønsker”. Danish Halal Fund er ifølge dens Facebookside en nonprofit fond, der er stiftet af 52 muslimske organisationer i Danmark. Dens mål er at certificere halalslagtet kød. ”Som det er nu, er der mange muslimer, der ikke spiser halalkød i Danmark, fordi dyrene bliver bedøvet først. Derfor vælger mange at importere kødet, hvilket er både dyrt og besværligt. Vi vil gerne have muligheden for at forsyne os selv, så vi også kvalitetsmæssigt ved, hvad det er for noget kød, vi får.” [21] [23]
Overrabbiner emeritus Bent Lexner skrev i en kommentar til den nye bekendtgørelse blandt andet: ”Når Fødevareministeriet udsender et tillæg til en bekendtgørelse, hvor der helt umotiveret meddeles, at der ikke længere kan foretages schæchtning (jødisk slagtemetode) eller halalslagtning, så er det naturligvis noget, der berører såvel jøder som muslimer. For Danmark har den ingen praktisk betydning, fordi der ikke har været schæchtning i Danmark i mange år, men det er klart, at jeg ikke som jøde kan acceptere, at nogen mener om min religion, at den ikke skulle gøre det bedste for dyrene. Vi mener fortsat, at schæchtning er den bedste aflivningsmetode, som verden kender. Enhver, der har kendskab til slagtning i vor tid, ved, hvor ofte at skydning gentages ikke én gang, men faktisk flere. Dette sker ikke ved den såkaldte rituelle slagtning.” Bent Lexner tilføjede, at han har stor respekt for dyrevenner, og ”jeg tror, at ministeren er en dyreven, men at han slet ikke ved, hvad der foregår på danske slagterier – og så længe Danmark tillader jagt, så er forbud mod schæchtning ren populisme.” [21] [22]
Ifølge EU-domstolen er kravet om, at der kun må foretages rituelle slagtninger efter en forudgående bedøvelse, ikke i strid med bestemmelsen om religionsfrihed i EU-unionens charter om grundlæggende rettigheder. Det fremgår af den afgørelse, EU-domstolen afsagde den 17. december 2020 i forhold til en verserende sag i Belgien. Den belgiske sag handler om, at regionen Flandern har indført et dekret om, at der skal ”anvendes en reversibel bedøvelse”, der ikke kan medføre dyrets død, ved rituelle slagtninger. Sagen er anlagt af jødiske og muslimske organisationer, som mener, at dekretet hindrer dem i at slagte dyr i overensstemmelse med deres religiøse forskrifter og dermed forhindrer dem i at udøve deres religion. [55]
EU-domstolen siger i sin afgørelse, at ”rituel slagtning er omfattet af friheden til at udøve sin religion”, og at dekretet, som er indført i Flandern, således er en begrænsning af jødiske og muslimske troendes ret til at udøve deres religion. Men samtidig siger EU-domstolen, at dekretet fra Flandern ikke har som mål at forbyde rituelle slagtninger; dekretets mål er ”af almen interesse … nemlig fremme af dyrevelfærden”. Eller sagt med andre ord: Hensynet til religionsfriheden må vige for et hensyn af ”almen interesse”, nemlig at fremme dyrevelfærden. EU-domstolen konkluderer på den baggrund, at EU’s forordning om rituel slagtning ”ikke er til hinder for, at medlemsstaterne indfører et krav om bedøvelse forud for aflivning af dyr … dog forudsat at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, herved overholdes”. EU-domstolen konkluderer videre, at ”de foranstaltninger, som dekretet (i Flandern, red.) omfattede, gjorde det muligt at sikre en passende balance mellem den betydning, som dyrevelfærd tillægges, og jødiske og muslimske troendes frihed til at udøve deres religion”. [55]
Det er den belgiske domstol, der behandler sagen om dekretet, som har bedt EU-domstolen om at fortolke dekretet i forhold til de bestemmelser, der gælder i EU. Det er nu op til den belgiske domstol at afsige den endelige dom i sagen. [55]
Indrejseforbud for navngivne religiøse forkyndere
Med virkning fra den 1. januar 2017 blev der indført en offentlig national sanktionsliste med navngivne udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse her i landet af hensyn til den offentlige orden. Det skete ved, at der blev tilføjet en paragraf til udlændingeloven (§ 29 c), hvor der står, at en udlænding, der virker som ”religiøs forkynder eller på anden måde udbreder en religion eller tro”, kan optages på den nationale sanktionsliste, hvis ”hensynet til den offentlige orden i Danmark tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet”. Optagelsen på listen gælder for 2 år, og optagelsen kan forlænges med 2 år ad gangen. Bestemmelsen gælder ikke for udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed mv., eller udlændinge, som allerede har opholdstilladelse her i landet. Sanktionslisten administreres af Udlændingestyrelsen. [24] [25]
Loven giver også mulighed for, at de udlændinge, som optages på den nationale sanktionsliste, kan indberettes til Schengeninformationssystemet (SIS II) som uønskede i Schengenområdet. Som følge af indrejseforbuddet vil udlændingene på sanktionslisten kunne afvises ved grænsen og meddeles afslag på visum efter gældende regler. [25]
Den nationale sanktionsliste blev offentliggjort den 2. maj 2017, og den første udgave omfattede seks religiøse forkyndere, som dermed i to år blev frataget muligheden for at rejse til Danmark, hvis de i givet fald havde et ønske herom. Fem af prædikanterne var muslimer, og den sjette var kristen. Siden er sanktionslisten blevet opdateret flere gange. Nogle personer er slettet fra listen, mens andre er kommet til. [26] Den nationale sanktionsliste kan ses her.
Indførelsen af den nationale sanktionsliste medfører en begrænsning af religionsfriheden, idet trossamfund i Danmark hermed på forhånd ud er udelukket fra at kunne invitere de pågældende religiøse forkyndere til landet – såfremt de måtte have et ønske herom. Det er således en indskrænkning af trossamfunds mulighed for at kunne invitere udenlandske forkyndere til Danmark. Udlændingeministeriets jurister mener dog, ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget ikke er i strid med Grundlovens § 67, da indrejseforbuddet har til hensigt at beskytte den offentlige orden. Ministeriets jurister mener heller ikke, at sanktionslisten er i strid med andre dele af Grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. [25]
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti stemte for lovforslaget, mens Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF stemte imod. Enhedslistens og Radikale Venstres ordførere fandt blandt andet, at forslaget ikke tilstrækkelig klart definerede begrebet religiøs forkyndelse. [27]
Den nationale sanktionsliste blev indført i kraft af et lovforslag, som var et af i alt seks lovindgreb, der blev gennemført i slutningen af 2016 som reaktion på de programmer, der i marts samme år blev sendt på TV 2 med titlen ”Moskeerne bag sløret”. Lovindgrebene var ”rettet mod religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser”. [24]
Forbud mod udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring
Med virkning fra den 1. januar 2017 blev det strafbart som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri. Denne ændring af straffeloven var et andet af de lovindgreb, der blev vedtaget af et flertal i Folketinget i 2016 som reaktion på TV 2-serien ”Moskeerne bag sløret”. [24] [28]
I bemærkningerne til lovforslaget står der, at ”der er set eksempler på, at der i Danmark findes religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser. Religiøse forkyndere mv. har en særlig autoritet i forhold til deres menigheder. Det er derfor særlig problematisk, hvis netop disse personer gennem deres adfærd modarbejder og undergraver danske værdier.” [28]
Lovforslaget er udarbejdet på baggrund af en aftale mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Det Konservative Folkeparti om, at det skal være strafbart som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri. Det gælder, uanset om ytringerne er fremsat i private eller offentlige sammenhænge. Aftalen indebærer også, at både religiøse forkynderes virksomhed og aktiviteter udøvet af andre, der i situationen ytrer sig som led i religiøs oplæring, skal være omfattet af kriminaliseringen. [28]
I bemærkningerne til lovforslaget står der, at ”der er set eksempler på, at der findes religiøse forkyndere i Danmark, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser. Dette har bl.a. givet sig udslag i udtalelser, der indeholder en støtte til eller billigelse af f.eks. stening af kvinder eller korporlig afstraffelse af børn.” Justitsministeriet vurderer, at ”sådanne ytringer typisk ikke i dag kan anses for strafbare”, fordi ytringerne ”typisk ikke vil kunne anses for offentlige tilskyndelser til at begå forbrydelser efter straffeloven …, idet de dels ikke fremsættes offentligt, dels ikke er udtryk for tilskyndelse til at begå forbrydelser. Ytringerne vil typisk heller ikke kunne anses for strafbar medvirken til en lovovertrædelse, idet udtalelserne ikke vil være udtryk for tilskyndelse, råd eller dåd til en konkret strafbar handling.” [28]
Det hedder videre i bemærkningerne: ”Kriminaliseringen er efter aftalen rettet mod udtrykkelig billigelse af visse bestemte strafbare handlinger, som må antages at have en særlig relevans i forhold til problemstillingen om religiøse forkyndere, der undergraver dansk lovgivning mv. Afgrænsningen til alene at gælde religiøs oplæring – og ikke andre former for oplæring eller påvirkning – skal ses i sammenhæng med, at personer, der foretager religiøs oplæring, har en særlig position i forhold til at påvirke deres menighed mv. Religiøse forkyndere og andre, der foretager religiøs oplæring, taler således ud fra en generel betragtning med en særlig indsigt og autoritet i forhold til personer, der må anses for at være særligt sårbare over for forkynderens påvirkning, når de f.eks. opsøger og deltager i et fællesskab om religiøse handlinger og/eller søger religiøs vejledning. Efter aftalen gælder strafansvaret også ytringer fremsat i ikke-offentlige sammenhænge. Det skyldes, at den form for billigelse af visse strafbare handlinger, som det er hensigten at ramme med lovforslaget, må forventes i vidt omfang også at finde sted i sådanne sammenhænge. Hvis kriminaliseringen skal have den tilsigtede effekt, er det derfor nødvendigt at afgrænse anvendelsesområdet på den anførte måde. Det vil dog i en række tilfælde kunne være vanskeligt at bevise, at betingelserne for, at bestemmelsen finder anvendelse, er opfyldt, når ytringerne er fremsat i en ikke-offentlig sammenhæng.” [28]
Det var i forvejen muligt at straffe personer, som ”offentligt udtrykkeligt billiger” terrorisme, landsforræderi, forbrydelser mod statens sikkerhed og andre forbrydelser mod staten med bøde eller fængsel indtil 2 år. Strafferammen i den nye lov om kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring er bøde eller fængsel i indtil 3 år. [28]
Loven begrænser religionsfriheden og religiøse forkynderes ytringsfrihed, idet den gør det strafbart for religiøse forkyndere m.fl. som led i ”religiøs oplæring” udtrykkeligt at billige visse strafbare handlinger, fx ”stening af kvinder eller korporlig afstraffelse af børn”, uanset om det sker offentligt eller privat. Men hvis tilsvarende ytringer fx fremsættes af en politiker ved et offentligt debatarrangement, så vil de ifølge Justitsministeriets vurdering ikke være strafbare. Derved indskrænkes religiøse forkynderes ytringsfrihed i forhold til andre grupper i samfundet. [28]
Justitsministeriets jurister mener dog ikke, at denne begrænsning er i strid med hverken Grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De henviser i lovforslagets bemærkninger til, at ”gudsdyrkelsen”, der er omtalt i Grundlovens § 67, først og fremmest omfatter ”egentlige rituelle og kultiske handlinger, såsom forkyndelse, bøn, gudstjeneste, dåb mv.”, og at ”religiøs oplæring” også må anses for at være omfattet af bestemmelsen. Men de bemærker videre, at ”gudsdyrkelsen” er afgrænset af, at der ikke må ”foretages handlinger eller læres noget, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Og da målet med lovforslaget er ”at imødegå adfærd, der undergraver danske love og værdier og understøtter parallelle retsopfattelser, ved at kriminalisere udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring”, kan det ifølge ministeriets jurister gennemføres inden for rammerne af Grundlovens § 67. De mener heller ikke, at lovforslaget er i strid med Grundlovens § 70 om, at ingen må diskrimineres på grund af sin trosbekendelse. Juristerne skriver i bemærkningerne, at denne bestemmelse alene forbyder ”diskrimination på baggrund af en bestemt trosbekendelse”, og derfor kan lovforslaget gennemføres, da det skal gælde for alle, som udtrykkeligt billiger visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring. [28]
Det fremgår af bemærkningerne, at den ”foreslåede ordning vil indebære et indgreb i den materielle ytringsfrihed, idet den vil skabe mulighed for at straffe personer, når de har fremsat visse ytringer”. Juristerne i Justitsministeriet skriver videre, at ifølge ”den overvejende opfattelse i den statsretlige litteratur udelukker Grundlovens § 77 … ikke lovgivningsmagten fra at gøre ytringer på et hvilket som helst område og med et hvilket som helst indhold ansvarspådragende. Justitsministeriet tilslutter sig denne retsopfattelse.” I bemærkningerne gør ministeriets jurister også rede for, hvorfor de vurderer, at lovforslaget ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om religionsfrihed, ytringsfrihed mv. [28]
Lovforslaget om ”kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring” blev vedtaget den 13. december 2016. Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, SF og Det Konservative Folkeparti stemte for, mens Enhedslisten og Alternativet stemte imod lovforslaget. Når man følger lovforslagets behandling, som den fremgår af Folketingets hjemmeside, er det uklart, hvordan Radikale Venstre stillede sig til forslaget. Ved 1. behandlingen meddelte partiets ordfører, at partiet var imod lovforslaget. I betænkningen står der ligeledes, at Radikale Venstre (sammen med Enhedslisten og Alternativet) indstiller forslaget til forkastelse, men i forbindelse med afstemningen står der, at 4 medlemmer af RV stemte for, mens 1 fra RV stemte imod. Senest i folketingsåret 2021-2022 skal der fremsættes et lovforslag om revision af loven, ”således at Folketinget kan tage stilling til, om der fortsat er brug for kriminaliseringen”. [24] [28] [29]
Trossamfund, der har fået afslag på at blive anerkendt
Trossamfund uden for folkekirken har mulighed for at søge om anerkendelse, hvilket giver trossamfundet nogle fordele – og forpligtelser. Forkyndere i anerkendte trossamfund kan fx søge om bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed. Trossamfund kan også opnå en række skattemæssige fordele ved en anerkendelse. Anerkendte trossamfund skal leve op til en række forpligtelser for at bevare anerkendelsen, herunder offentliggørelse af årsregnskaber. Hvis et anerkendt trossamfund ikke længere opfylder betingelserne for at være anerkendt, kan anerkendelsen trækkes tilbage. [30] [31]
Ansøgningen om anerkendelse skal sendes til Kirkeministeriet. Ministeriet sender ansøgningen med alle de relevante oplysninger videre til Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund, som behandler ansøgningen og indstiller, om ansøgningen bør imødekommes eller afvises. Den endelige afgørelse træffes af Kirkeministeriet. Alle anerkendte trossamfund opføres i Trossamfundsregistret. [30] [31]
• Santo Daime-religionen fik afslag på anerkendelse som trossamfund
I juni 2018 tabte tilhængere af Santo Daime-religionen en sag ved Højesteret om, hvorvidt det var et brud på religionsfriheden, at gruppen havde fået afslag på at bruge ayahuasca-drikken ved deres religiøse ceremonier. Ayahuasca indeholder nemlig det psykedeliske stof dimethyltryptamin (DMT), der siden 1970’erne har været forbudt i Danmark. Tilhængere af Santo Daime-religionen, der er organiseret i foreningen Nordens Céu Sagrado Mester Fernandos Center for Meditation og Videnskab, søgte i maj 2014 Sundhedsministeriet om tilladelse til at importere ayahuasca, fordi de ønskede at bruge drikken ved religiøse ritualer. Samtidig søgte gruppen at blive anerkendt som trossamfund. Sundhedsministeriet afslog i januar 2015 at give foreningen tilladelse til at importere ayahuasca, fordi DMT ifølge ministeriet skaber afhængighed, og misbrug fører til sundhedsmæssige og sociale problemer. To uger senere fik foreningen afslag fra Kirkeministeriet på ansøgningen om anerkendelse som trossamfund – blandt andet med den begrundelse, at den ville overtræde loven, hvis den importerede ayahuasca. Foreningen anlagde derefter sag mod både Sundhedsministeriet og Kirkeministeriet, fordi afslagene efter foreningens mening var en begrænsning af religionsfriheden. Tilhængere af Santo Daime-religionen i USA og Holland har tilladelse til at bruge ayahuasca ved deres religiøse ceremonier, og drikken er lovlig i flere lande i Sydamerika. [32] [33] [34]
Tilhængerne af Santo Daime-religionen tabte sagen i Østre Landsret (i marts 2017) og året efter i Højesteret. Højesteret vurderede, om afslaget var et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 om retten til frit at praktisere sin religion, og ”Højesteret fandt, at afslaget på tilladelse til import af ayahuasca-vin var et indgreb i religionsfriheden i artikel 9’s forstand, men at afslaget var nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sundhed og offentlige orden.” [32]
Medlemmer af Jehovas Vidner kan ikke altid nægte at modtage blod
Et af kendetegnene ved Jehovas Vidner er, at trossamfundets medlemmer ikke ønsker at modtage i forbindelse med læge- og hospitalsbehandling. I en artikel på deres hjemmeside skriver Jehovas Vidner, at ”det er af religiøse grunde mere end af lægevidenskabelige grunde,” at de nægter at modtage blod. ”Både i Det Gamle og Det Nye Testamente står der, at vi skal afholde os fra blod,” skriver Jehovas Vidner og henviser til en række skriftsteder i Bibelen. I artiklen hedder det videre: ”Desuden betragter Gud blodet som noget, der repræsenterer livet. Vi afviser altså at modtage blod, ikke kun i lydighed mod Gud, men også af respekt for ham, fordi han har givet os livet,” skriver Jehovas Vidner. [35] [41]
Voksne medlemmer af Jehovas Vidner har mulighed for at afvise at modtage blod i forbindelse med en hospitalsindlæggelse. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning om blodtransfusion: ”Patienten kan i forbindelse med en aktuel sygdomssituation afvise at modtage blod eller blodprodukter. Afvisningen skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdom og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved behandlingen.” [36]
Vejledningen gælder både i de tilfælde, hvor Jehovas Vidne-patienten er ved fuld bevidsthed, og hvis vedkommende i bevidstløs tilstand bliver bragt på hospitalet. Det fremgår af en klagesag, der i 2015 blev rejst ved Styrelsen for Patientklager (nu Styrelsen for Patientsikkerhed), og som i 2022 blev endeligt afgjort af Højesteret. Den handlede om en mand, der i september 2014 blev indlagt akut på et hospital, efter at han var faldet igennem taget på et hønsehus. Tre dage efter indlæggelsen vurderede lægerne, at det var nødvendigt at give blodtransfusion. Manden var bevidstløs og kunne derfor ikke give sit samtykke til at modtage blod. Men hans pårørende oplyste hospitalets personale om, at han ikke ønskede at modtage blod, da han var medlem af Jehovas Vidner. Manden havde også under en tidligere indlæggelse skriftligt givet udtryk for, at han ikke ønskede blodtransfusion. Lægerne valgte i den konkrete situation i september 2014 at foretage en blodtransfusion, selv om det ikke var muligt at indhente et informeret samtykke pga. mandens bevidstløshed. I december 2015 afgjorde Styrelsen for Patientsikkerhed sagen til fordel for hospitalet, idet styrelsen bl.a. henviste til, at mandens tidligere ”afvisning af at modtage blod var en generel afvisning, der ikke blev givet i forbindelse med den aktuelle behandling”, og at han ”var bevidstløs under behandlingen, hvorfor han ikke kunne tage stilling til de helbredsmæssige konsekvenser af at afvise tilførsel af blod i den pågældende situation”. Afgørelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed blev i december 2020 behandlet ved Østre Landsret, og her fandt landsretten, at det var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til selvbestemmelse og artikel 9 om retten til religionsfrihed, at der var foretaget en blodtransfusion under hospitalsindlæggelsen i september 2014 – og dermed underkendte landsretten afgørelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Dommen i Østre Landsret var en flertalsafgørelse, idet to dommere stemte for, mens den tredje dommer stemte for at frifinde Styrelsen for Patientsikkerhed. Landsretsdommen er efterfølgende blevet anket til Højesteret af Styrelsen for Patientsikkerhed. Højesteret afgjorde sagen den 1. februar 2022, og her fik Styrelsen for Patientsikkerhed medhold i deres afgørelse fra 2015. [36] [37] [38] [39] [40] [41] [60] [73]
Forældre, der er medlem af Jehovas Vidner, kan ikke nægte, at børn under 15 år får blodtransfusion. Det fremgår også af Sundhedsstyrelsens vejledning: ”En sundhedsperson kan indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke i ganske særlige situationer. Det drejer sig om behandling af patienter, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, og som befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre chancen for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen.” [36] [41]
• Læs mere om Jehovas Vidner og blodtransfusion
Forslag, der havde begrænset religionsfriheden, hvis de var blevet vedtaget
Der er – ikke mindst i de seneste år – fremsat en række beslutningsforslag i Folketinget, som ville have medført begrænsninger af religionsfriheden, hvis de var blevet vedtaget. Blandt forslagene kan nævnes:
• Forslag om at forbyde omskæring af drenge under 18 år. [42] [43]
• Forslag om at fjerne anerkendelsen af muslimske trossamfund i Danmark. [44] [47]
• Forslag om at fjerne tilskuddet til friskoler baseret på islamiske værdier. [44]
• Forslag om at afskære statsstøtte til visse friskoler, hvor over halvdelen af eleverne har udenlandsk baggrund. [44] [46] [49]
• Forslag om forbud mod at anvende halalcertificeret kød i offentlige institutioner. [44]
• Forslag om at forbyde muslimske bønnekald i det offentlige rum. [44] [45]
• Forslag om forbud mod højtalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer i det offentlige rum. [44] [45]
• Forslag om at forbyde alle offentligt ansatte at bære religiøs hovedbeklædning på arbejde. [48] [50]
• Forslag om forbud mod markante religiøse symboler og religiøs beklædning for ansatte med direkte borgerkontakt. [48]
• Forslag om at forbyde brug af markante religiøse symboler for elever og undervisere i folkeskolen. [49]
• Forslag om at forbyde borgere at bære hovedbeklædning på deres kørekortfotografi af religiøse grunde. [49]
• Forslag om at forbyde Masjid Al-Faruq Moskeen på Nørrebro. [48]
• Forslag om at forbyde bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. [49] [50]
• Forslag om forbud mod minoritetshensyn i offentlige institution. [50]
• Forslag om forbud mod minareter. [50] [51]
Andre forsøg på at begrænse religionsfriheden via lovgivning
Nedenfor omtales andre forsøg på – via lovgivningen – at begrænse religionsfriheden i Danmark.
DF ville nægte islamistiske trossamfund anerkendelse som trossamfund
I december 2017 vedtog Folketinget et lovforslag til Lov om trossamfund uden for folkekirken. Loven trådte i kraft den 1. januar 2018. I forbindelse med behandlingen af lovforslaget gav Dansk Folkeparti udtryk for, at islamistiske bevægelser ikke burde anerkendes som trossamfund. Begrundelsen var, at islamistiske bevægelsers virke strider mod den offentlige orden, og at Kirkeministeriet derfor skulle trække godkendelsen af disse bevægelser som trossamfund tilbage. [17] [63]
Dansk Folkepartis ordfører, Christian Langballe, uddybede partiets holdning ved 2. behandlingen af lovforslaget den 5. december 2017: ”For os er det fuldstændig afgørende, at et trossamfund undersøges, med henblik på at en anerkendelse kan trækkes tilbage, hvis det viser sig, at en imam i det pågældende trossamfund gør sig skyldig i opfordring til stening, terror, vold eller andet. Staten skal hverken legitimere eller begunstige imamer og trossamfund moralsk og økonomisk, hvis det er det, der er tilfældet,” sagde Christian Langballe. [17] [63]
Daværende kirkeminister Mette Bock (LA) svarede hertil: ”Det, der sker med anerkendelsen, er jo netop, at vi får mulighed for at gå ind og sikre os, at de anerkendte trossamfund faktisk lever op til de forhold, de skal leve op til for at have anerkendelsen. Så sagsbehandlingen vil altså ske ud fra de helt almindelige forvaltningsprocessuelle og forvaltningsretlige krav om f.eks. partshøring. Det vil sige, at man ikke straks fratager et helt trossamfund en anerkendelse, fordi der er en forkynder, som har overtrådt vores lovgivning. Det tror jeg heller ikke, Christian Langballe ville synes var en god idé. Vi har jo også desværre sager, hvor forkyndere inden for det trossamfund, som både Christian Langballe og jeg tilhører, nemlig folkekirken, har begået lovbrud. Det betyder jo ikke, at det får konsekvenser for hele folkekirken som sådan. Så det vil være vores nye mulighed at gå ind og fratage en anerkendelse, hvis det viser sig, at der er grundlag herfor. Og det synes jeg er et meget stort fremskridt,” sagde den daværende kirkeminister. [17] [63]
Dansk Folkeparti markerede som nævnt ovenfor en klar modstand mod at give islamistiske trossamfund mulighed for at kunne søge om anerkendelse på lige fod med andre trossamfund, men partiet fremsatte ikke konkrete ændringsforslag om en sådan begrænsning af religionsfriheden.
DF og NB vil ikke give personer fra ”muslimske lande” dansk statsborgerskab
I december 2020 vedtog et flertal i Folketinget at give dansk statsborgerskab til omkring 2.950 udlændinge, der opfylder de gældende regler for at blive danske statsborgere. Navnene på disse personer fremgår af L 73 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse (folketingssamlingen 2020-2021). Under behandlingen af lovforslaget stillede Dansk Folkeparti et ændringsforslag om, at omkring 660 af disse personer skulle fjernes fra lovforslaget – hvilket vil sige mere end hver femte borger på listen. Disse mennesker kommer fra 28 forskellige lande, hvor majoriteten af befolkningen er muslimer, men hvor en større eller mindre andel af befolkningen har en anden religion eller overbevisning end islam. Det kan derfor ikke udelukkes, at der blandt disse nye statsborgere er mennesker, som er kristne eller tilhører en anden religiøs retning eller slet ikke har en religiøs overbevisning. Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Marie Krarup, sagde ved 1. behandlingen af lovforslaget: ”Det er en national katastrofe, at man i de sidste mange år har givet så mange statsborgerskaber, især til personer med islamisk baggrund. Det har ændret den danske befolkning for altid. Det gælder om at modgå den forandring på alle måder. En af dem er at sige stop for flere statsborgerskaber til personer med islamisk baggrund.” Forslaget blev forkastet med 10 stemmer for (Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige), mens 86 stemte imod (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance samt løsgængeren Susanne Zimmer fra det nye parti Frie Grønne). [64] [65] [66] [67] [68] [69] [70]
Dansk Folkepartis ændringsforslag om at udelukke omkring 660 mennesker fra at få dansk statsborgerskab med henvisning til, at de kommer fra lande, hvor befolkningsflertallet er muslimer, er i strid med Grundlovens § 70 om, at ingen mennesker pga. deres trosbekendelse eller afstamning må berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder. Det havde derfor været en begrænsning af religionsfriheden, hvis forslaget var blevet vedtaget.
Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet
Krænkelserne af religionsfriheden omfatter blandt andet religiøst motiverede hadforbrydelser og forskellige former for diskrimination af mennesker på baggrund af deres religion eller overbevisning.
Religiøst motiverede hadforbrydelser
I perioden 2015-2019 har Rigspolitiet i alt registreret 582 religiøst motiverede hadforbrydelser. Ofrene for disse forbrydelser har for de flestes vedkommende været muslimer (58 %) eller jøder (26 %). Andelen varierer fra år til år.
De religiøst motiverede hadforbrydelser udgjorde 30 % af alle de registrerede hadforbrydelser i perioden. 54 % af hadforbrydelserne havde et racistisk motiv, og i 16 % af sagerne var motivet offerets seksuelle orientering. Desuden er der nogle få sager, hvor motivet ikke er specificeret.
I 2019 blev der anmeldt 180 hadforbrydelser, hvor kriminaliteten var motiveret af offerets religiøse tilhørsforhold, sammenlignet med 112 anmeldelser i 2018 – og 142 religiøst motiverede hadforbrydelser i 2017. Det fremgår af Rigspolitiets rapport om hadforbrydelser i 2019. Antallet af religiøst motiverede hadforbrydelser i årene før 2017 kan ikke umiddelbart sammenlignes med tallene for de seneste år, da Rigspolitiet siden 2017 har opgjort statistikken efter en ny og udvidet metode. [52]
I 2019 var 61 % af de religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark rettet mod muslimer, og gennem hele perioden fra 2015 til 2019 har muslimer været ofre for hovedparten af de religiøst motiverede hadforbrydelser. Andelen har svinget mellem 47 % (2017) og 68 % (2015).
I 2019 var 28 % af de religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark rettet mod jøder, og gennem hele perioden fra 2015 til 2019 har jøder været ofre for den næststørste andel af de religiøst motiverede hadforbrydelser. Andelen har svinget mellem 22 % (2015) og 28 % (2019).
I 2019 var 4 % af de religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark rettet mod kristne. Det er den laveste andel i perioden. I 2015-2016 lå andelen på 7-8 %, og i 2017 steg den til 21 %, hvorefter den faldt til 13 % i 2018 og 4 % i 2019. En del af de kristne, der har været ofre for religiøst motiverede hadforbrydelser, er kristne, som er konverteret fra islam til kristendom.
I 2019 var 7 % af de religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark rettet personer fra andre trossamfund. Det svarer nogenlunde til niveauet i de foregående tre år, hvorimod religiøst motiverede hadforbrydelser mod medlemmer af andre trossamfund i 2015 kun udgjorde af det samlede antal religiøst motiverede hadforbrydelser mod medlemmer af andre trossamfund. I nogle tilfælde har ofrene været medlemmer af Jehovas Vidner. I andre tilfælde er det ikke oplyst, hvilket trossamfund de pågældende er fra.
Det fremgår dog af statistikkerne fra Rigspolitiet, at der i perioden 2015-2019 ikke er registreret religiøst motiverede hadforbrydelser mod buddhister og hinduer.
• Læs mere om religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark
Hærværk mod kirker og kirkegårde
I 2020 blev der ifølge Kirkeministeriet anmeldt 25 rene hærværkstilfælde mod kirker og kirkegårde, hvor udgiften til reparationer lå på over 15.000 kroner. Rene hærværkstilfælde omfatter hærværk, der ikke er sket i forbindelse med tyveri eller indbrud.
Kirkeministeriet har også undersøgt omfanget af hærværk mod kirker og kirkegårde i perioden fra 2017 og frem til november 2020. I den periode svarede 60 menighedsråd ud af de 316, der besvarede spørgeskemaet, at der havde været hærværk mod kirkerne. 62 menighedsråd svarede, at der havde været hærværk mod andre bygninger, og 19 menighedsråd oplyste, at der havde været hærværk mod gravsteder.
Motiverne har i de fleste tilfælde været tyveri og anden berigelseskriminalitet samt drengestreger. Men fem menighedsråd har angivet, at der har ligget hadefulde, politiske eller antireligiøse motiver bag episoderne med hærværk. [71] [72]
Religiøst motivet diskrimination
Diskrimination kan finde sted mange steder i samfundet: Når en person søger job, på arbejdspladsen, i adgangen til at få en bolig, i fritidslivet og i flere andre sammenhænge. Der kan enten være tale om direkte diskrimination eller indirekte diskrimination.
Direkte diskrimination vil sige, at en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse stilles dårligere end andre i en tilsvarende situation.
Indirekte diskrimination finder sted, når en bestemmelse eller praksis, der tilsyneladende er neutral, stiller personer af en bestemt race, religion, tro eller … dårligere end andre i en tilsvarende situation. Den indirekte forskelsbehandling kan dog være lovlig, hvis den pågældende bestemmelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål – og såfremt midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Nedenfor omtaler vi nogle eksempler, hvor mennesker er blevet diskrimineret eller har været udsat for forskelsbehandling på grund af deres religion.
• Kvinder med tørklæde diskrimineres på arbejdsmarkedet
I 2020 blev der offentliggjort en forskningsundersøgelse, som viste, at kvinder fra etniske minoriteter med tørklæde skal sende 60 % flere ansøgninger end etnisk danske kvinder for at blive indkaldt til jobsamtale. Undersøgelsen handler i udgangspunktet ikke om muslimske kvinder eller kvinder fra andre specifikke religioner, men i en dansk sammenhæng vil langt hovedparten af kvinder fra etniske minoriteter, som går med tørklæde, være muslimer. Så selv om, der kan indgå både religiøse og kulturelle aspekter i undersøgelsens resultater, må det antages, at det religiøse aspekt spiller en væsentlig rolle. Undersøgelsen er lavet af ph.d. Malte Dahl for Københavns Universitet og Institut for Statskundskab med titlen ”Alike, but different: How cultural distinctiveness shapes immigrant-origin minorities’ access to the labour market”. [53]
Institut for Menneskerettigheder udgav samtidig en rapport med interviews med ti veluddannede, velkvalificeret minoritetskvinder med tørklæde. De fortæller i rapporten blandt andet om oplevelser, hvor de har følt sig diskrimineret eller chikaneret til en jobsamtale eller på arbejdspladsen. De beretter også om oplevelser, hvor fordomme om muslimske kvinder – ifølge kvinderne selv – var udslagsgivende for, at de ikke kom i betragtning til en given stilling. [53]
”Forskningsresultaterne er et vigtigt indspark, der kan løfte debatten, for nu ved vi, at der sker et fravalg af minoritetskvinder på arbejdsmarkedet, særligt når de bærer tørklæde. Det er ikke længere blot en påstand men fakta,” udtalte Maria Ventegodt, ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder i en kommentar til rapporterne. [53]
Institut for Menneskerettigheder gjorde videre opmærksom på, at fravalg på grund af etnisk oprindelse altid er ulovligt, mens fravalg på grund af tørklæde i visse tilfælde kan være lovligt. Det vil det fx være, hvis en virksomhed har et særligt beklædningsreglement, der hviler på en saglig begrundelse, eller hvis det er nødvendigt af hensyn til sikkerhed og/eller hygiejne. [53]
• Uberettiget fyring af lærer: Jehovas Vidne ville ikke deltage i juletræsdans
Ligebehandlingsnævnet afgjorde i 2019 en sag, hvor en lærer, som er medlem af Jehovas Vidner, blev afskediget, fordi hun på grund af sin religiøse overbevisning ikke ville deltage i juletræsdans som led i skolens juleafslutning. Nævnet fandt, at fyringen var uberettiget, og læreren blev tilkendt en godtgørelse på omkring 12 måneders løn. [54] [56]
Skolen havde i 2016 besluttet, at alle elever og lærere fremover skulle deltage i juletræsdans som led i skolens årlige juleafslutning. I september 2017 gjorde læreren skolens ledelse opmærksom på, at hun som følge af sin religiøse overbevisning ikke kunne deltage i dansen om juletræet ved den kommende juleafslutning sammen med sin klasse. Hun foreslog, at hun holdt en feriedag eller tog sig af andre opgaver under den del af juleafslutningen, hvor hendes klasse skulle deltage i juletræsdans. Hendes forslag blev dog afvist af ledelsen – og da hun fastholdt sin beslutning, blev hun afskediget. [54] [56]
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der på baggrund af lærerens oplysninger om sin religiøse overbevisning og oplysningerne fra Jehovas Vidners hjemmeside om trossamfundets opfattelse af julen, var en nær sammenhæng mellem lærerens religiøse overbevisning og hendes afvisning af at deltage i juletræsdansen. Derfor var forholdet beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro. [54] [56]
Skolens krav om klasselærernes deltagelse i juletræsdansen var et tilsyneladende neutralt krav, der imidlertid stillede personer med lærerens religiøse overbevisning ringere end andre. Læreren havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. [54] [56]
Nævnet lagde til grund, at kravet om klasselærernes deltagelse i juletræsdansen var objektivt begrundet i det legitime mål at sikre, at juletræsdansen – som involverede alle skolens klasser – blev afviklet på en god måde. Samtidig vurderede nævnet, at skolen – som blot afviste hendes forslag uden at indgå i dialog om alternative løsninger – ikke havde godtgjort, at det var nødvendigt, at læreren deltog i selve juletræsdansen, som blot var en del af julearrangementet. Det indgik også i nævnets vurdering, at to andre lærere var blevet fritaget på grund af henholdsvis ferie og knæproblemer. Læreren fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse, der svarer til omkring 12 måneders løn. [54] [56]
• Uberettiget fyring af lærer: Syvendedags Adventist ville ikke deltage i åbent hus-arrangement på en lørdag
Ligebehandlingsnævnet afgjorde i 2019 en sag, hvor en faglærer, som er medlem af Syvendedags Adventisterne, blev afskediget, fordi på grund af sin religiøse overbevisning ikke mødte op til et åbent-hus-arrangement på uddannelsesinstitutionen, hvor han var faglærer i idræt. Nævnet fandt, at fyringen var uberettiget, og læreren blev tilkendt en godtgørelse, som endte med at blive på omkring 355.000 kroner. [54] [57]
I efteråret 2017 holdt uddannelsesinstitutionen et åbent hus-arrangement på en lørdag, og ledelsen bad faglæreren om at møde til arrangementet og undervise i idræt. Klageren var den eneste faglærer i idræt på uddannelsesinstitutionen, men to hjælpelærere var tilknyttet idrætsfaget. Det afviste han og begrundede det med, at lørdagen ifølge hans religiøse overbevisning er en sabbatsdag, der skal holdes hellig. Dagen inden arrangementet sendte faglæreren sin leder en detaljeret undervisningsplan til idrætsundervisningen ved åbent hus-arrangementet, og ifølge faglæreren underviste en anden medarbejder fra hans team i idræt ved et tilsvarende åbent hus-arrangement året før, hvor han havde planlagt undervisningen. Efterfølgende blev faglæreren afskediget, da han som varslet ikke mødte op til åbent hus-arrangementet. [54] [57]
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der var en nær sammenhæng mellem lærerens religiøse overbevisning og hans afvisning af at arbejde på lørdage. Derfor var forholdet omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Baggrunden for vurderingen var faglærerens oplysninger om sin religiøse overbevisning og udtalelsen fra hans trossamfund om betydningen af helligholdelsen af lørdagen. [54] [57]
Uddannelsesinstitutionens krav om fremmøde til et åbent hus-arrangement på en lørdag var et tilsyneladende neutralt krav, der imidlertid ville stille personer med lærerens religiøse overbevisning ringere end andre. Faglæreren havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Kravet om faglærerens fremmøde til åbent hus-arrangementet var begrundet i det legitime formål at præsentere uddannelsesinstitutionens studieretninger for potentielt kommende elever. [54] [57]
Nævnet vurderede, at det var hensigtsmæssigt, at uddannelsesinstitutionen stillede krav om, at fæglæreren som den eneste faglærer i studieretningsfaget idræt mødte frem til åbent hus-arrangementet den pågældende lørdag. Spørgsmålet var herefter, om kravet om fremmøde til åbent hus-arrangementet om lørdagen var nødvendigt. Efter en længere korrespondance om faglærerens deltagelse i åbent hus-arrangementet gav han ni dage inden arrangementet endelig besked til ledelsen om, at han som følge af sin religiøse overbevisning ikke kunne deltage i arrangementet. Dagen inden arrangementet sendte faglæreren sin nærmeste leder en detaljeret plan for afviklingen af idrætsundervisningen til arrangementet. Undervisningen var planlagt med en høj grad af elevinddragelse, og underviseren var alene tiltænkt en koordinerende og overvågende rolle i undervisningen. [54] [57]
Ligebehandlingsnævnet fandt, at skolens ledelse – på trods af faglærerens afbud mere end uge inden arrangementet – ikke havde forsøgt at indgå i en dialog med faglæreren om alternative løsninger. Uddannelsesinstitutionen havde ikke godtgjort, at det på trods af hans detaljerede planlægning af undervisningen ikke ville være muligt at finde en afløser for ham blandt de øvrige lærere, som ville kunne undervise i idræt til det årlige åbent hus-arrangement på tilfredsstillende vis. Faglæreren fik derfor medhold i sin klage og blev tilkendt en godtgørelse, der svarer til omkring ni måneders løn. Godtgørelsens størrelse blev ved en genoptagelse af sagen ændret til en godtgørelse på omkring 355.000 kroner. Ændringen bestod i, at tidspunktet for forrentningen af beløbet blev ændret. [54] [57]
• Forbud mod bøn på erhvervsskole
I februar 2015 blev en gruppe muslimske elever på en erhvervsskole, der holdt muslimsk bøn på skolens område, bedt om at afslutte deres bøn – og samtidig fik de at vide af en lærer, at det var forbudt at udvise religiøse handlinger på skolens område. Der eksisterede dog ikke et sådant forbud på det tidspunkt. Det blev først indført i marts 2015. En af de muslimske elever klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin religion. [58] [59]
Ligebehandlingsnævnet nåede ikke frem til enighed om, hvorvidt erhvervsskolens ordensreglement, som forbød udøvelse af religiøse ritualer på skolen, var udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Fire medlemmer vurderede, at midlerne til at opfylde det forfulgte formål ikke gik ud over, hvad der i situationen måtte anses for nødvendigt. Medlemmerne lagde særlig vægt på, at der før indførelse af ordensreglerne havde været episoder, hvor klager sammen med en gruppe elever bad i klasselokaler og i skolens forhal til gene for de ansatte og øvrige elever. Der havde været en episode, hvor en person, der ikke var elev på skolen, forestod bønnen. Episoderne havde givet anledning til uro, konflikter og utryghed på skolen. [58] [59]
Et medlem vurderede, at skolen ikke havde godtgjort, at forbuddet mod udøvelse af religiøse ritualer begrænsede sig til det strengt nødvendige. Skolen havde trods opfordring ikke uddybet omfanget eller karakteren af uroen og konflikterne. Det var derfor uklart, om alternative løsninger i relation til at praktisere religion på skolen ville kunne etableres under hensyn til de begrænsninger, som skolen er underlagt, og uden at pålægge skolen merudgifter. Skolen havde ikke indgået i en dialog om alternative løsninger, eller overvejet om mindre indgribende foranstaltninger kunne have varetaget hensynet til ro og tryghed på skolen, som skolen forfulgte med ordensreglerne. [58] [59]
Den muslimske elev fik således ikke medhold i sin klage. [58] [59]
Paragraffer i Grundloven om religionsfrihed og religiøse forhold
§ 4
Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
§ 6
Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
§ 66
Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 68
Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er hans egen.
§ 69
De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
§ 70
Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
§ 71
Stk. 1.
Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
§ 78
Stk. 2.
Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. (Dette gælder også religiøse foreninger, red.)
Kilde: Danmarks Riges Grundlov.
Bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om religionsfrihed
Artikel 9 – Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed
1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.
2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.
Artikel 14 – Forbud mod diskriminering
Nydelsen af de i denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Kilde: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Artiklen blev oprettet 17-12-2020.
Artiklen er senest opdateret 02-02-2022.
Kilder
[1] In 2018, Government Restrictions on Religion Reach Highest Level Globally in More Than a Decade, Pew Research Center, 10-11-2020
[2] Statistikbanken: Befolkning og valg: Folketal den 1. i kvartalet: Befolkningstal pr. 1. juli 2020
[3] Anerkendte trossamfund uden for folkekirken (listen opdateres løbende), Kirkeministeriet
[4] Statistikbanken: Befolkning og valg: Folketal den 1. i kvartalet efter tid og folkekirkemedlemskab: Tal pr. 1. juli 2020
[5] Statistikbanken: Befolkning og valg: Folketal 1. januar efter tid og herkomst: Befolkningstal pr. 1. januar 2020
[6] Hvor mange af Danmarks kristne er ikke medlemmer af folkekirken?, Religion.dk, 17-01-2019
[7] Jesper Petersen og Niels Valdemar Vinding: Sharia & Samfund. Islamisk ret, etik og praksis i Danmark, Forlaget Samfundslitteratur (2020), Slutnote 4 (s. 271)
[8] Jødiske trossamfund og menigheder, Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet, 22-09-2020
[9] Dansk jødisk historie, Det Jødiske Samfund i Danmark, hentet 06-11-2020
[10] At tælle danske buddhister, Religion i Danmark 2015, Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet, hentet 06-11-2020
[11] FAQ, Religion i Danmark 2011, Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet, hentet 06-11-2020
[12] Indvandrere og flygtninges religiøse baggrund, BentDahlJensen.dk, 15-02-2019
[14] Staten diskriminerer ikke trossamfund, Kristeligt Dagblad, 06-11-2007
[15] Katolikker tabte i Højesteret, Værdipolitik.dk
[16] Civilregistrering er ikke religiøs, Kristeligt Dagblad, 09-02-2006
[17] Ny lov om trossamfund uden for folkekirken trådte i kraft den 1. januar 2018, Religionsfrihed.nu, 02-02-2018
[18] Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (indeks over lovforslagets behandling), Folketinget, 19-12-2008
[19] ”Burkaforbud” blev til et tildækningsforbud, Religionsfrihed.nu, 05-09-2019
[20] Rituel slagtning, Fødevarestyrelsen, 16-05-2018 – hentet 27-11-2020
[21] Slagtnings-forbud ses som indskrænkning af religionsfrihed, Kristeligt Dagblad, 17-02-2014
[22] Overrabbiner: Så længe Danmark tillader jagt, er forbud mod jødisk slagtning ren populisme, Religion.dk, 18-02-2014
[23] Danish Halal (Facebook)
[24] TV-udsendelser om moskeer førte til seks lovforslag, der blandt andet begrænser religions- og ytringsfriheden, Religionsfrihed.nu, 05-09-2017
[25] Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. Indførelse af en offentlig sanktionsliste over udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse (L 48), Folketinget, 09-11-2016
[26] Indrejseforbud til fem muslimske og en kristen prædikant, Religionsfrihed.nu, 02-05-2017
[27] Folketingets 1. behandling af lovforslaget om at indføre en national sanktionsliste (L 48), Folketinget, 22-11-2016
[28] Lovforslag om kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring (L18), Folketinget, 05-10-2016
[29] Folketingets 1. behandling af lovforslag om kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring (L 18), 28-10-2016
[30] Anerkendelse (information om anerkendelse af trossamfund uden for folkekirken), Kirkeministeriet, hentet 03-12-2020
[31] Lov om trossamfund uden for folkekirken, Retsinformation, 19-12-2017
[32] Religiøs gruppe taber retssag om psykedelisk drik, Kristeligt Dagblad, 27-06-2018
[33] Religiøs gruppe tabte sag: Danmark forbyder, hvad andre lande tillader, Kristeligt Dagblad, 16-03-2017
[34] Hiver ministerier i retten: Drik med psykedelisk stof er vores sakramente, Avisen.dk, 23-01-2017
[35] Hvorfor afviser Jehovas Vidner blodtransfusion?, Jehovas Vidner, hentet 11-12-2020
[36] Sundhedsstyrelsens vejledning om blodtransfusion, Sundhedsstyrelsen, 15-01-2015
[37] Relevant at foretage blodtransfusion på trods af patientens generelle afvisning,Styrelsen for Patientsikkerhed, 08-01-2016
[38] Blodtransfusion foretaget på bevidstløs patient, der var Jehovas Vidne, Østre Landsret, 07-12-2020
[39] Dom fra Østre Landsret i sag om blodtransfusion på bevidstløs patient, der var Jehovas Vidne, Østre Landsret, 07-12-2020
[40] Landsretten slår fast: Blodtransfusion krænkede religionsfrihed, Kristeligt Dagblad, 08-12-2020
[41] Jehovas Vidner og blodtransfusioner: Voksne kan nægte at modtage blod af religiøse grunde, Religionsfrihed.nu, 14-12-2020
[42] Flertal i Folketinget afviste forslag om at indføre aldersgrænse for omskæring af drenge, Religionsfrihed.nu, 27-11-2020
[43] Borgerforslag om at forbyde omskæring af raske børn under 18 år bortfaldt, Religionsfrihed.nu, 08-10-2018
[44] [44] Angreb på religionsfriheden: Folketinget har i 2019-2020 behandlet flere beslutningsforslag, der lægger op til diskrimination af muslimer og andre religiøse grupper, Religionsfrihed.nu, 05-08-2020
[45] Forslag om at forbyde muslimske bønnekald blev nedstemt, Religionsfrihed.nu, 08-08-2020
[46] Socialdemokratiet bebuder nyt udspil om muslimske friskoler, Religionsfrihed.nu, 27-11-2020
[47] Stort flertal i Folketinget afviste forslag fra Nye Borgerlige om at fjerne anerkendelsen af muslimske trossamfund i Danmark, Religionsfrihed.nu, 30-07-2020
[48] Folketingsflertal afviste DF-forslag om at forbyde offentligt ansatte at bære religiøs hovedbeklædning, Religionsfrihed.nu, 27-09-2019
[49] Dansk Folkeparti har i folketingsåret i 2017-2018 fremsat fem beslutningsforslag, der alle ville begrænse religionsfriheden i Danmark, Religionsfrihed.nu, 04-06-2018
[50] Oversigt fra folketingsåret 2016-2017: Beslutningsforslag der vil medføre en begrænsning af religionsfriheden i Danmark, Religionsfrihed.nu, 07-09-2017
[51] Flertal afviste DF-angreb på religionsfriheden: Nej til forbud mod minareter ved moskéer, Religionsfrihed.nu, 21-01-2017
[52] Der blev i 2019 anmeldt over 50 % flere religiøst motiverede hadforbrydelser end i 2018, Religionsfrihed.nu, 27-11-2019
[53] Kvinder med tørklæde diskrimineres på arbejdsmarkedet, Religionsfrihed.nu, 25-04-2020
[54] To lærere fik medhold i, at de uberettiget blev fyret på grund af religiøs overbevisning, Religionsfrihed.nu, 19-09-2019
[55] Afgørelse i sag om rituel slagtning, EU-domstolen, 17-12-2020
[56] Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro – afskedigelse – medhold (Jehovas Vidne), Retsinformation, 28-02-2019
[57] Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro – afskedigelse – medhold (Syvendedags Adventist), Retsinformation, 28-02-2019
[58] Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet april 2017 (Møde 27. april 2017), Ankestyrelsen
[59] Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro – uddannelse – ej medhold, Retsinformation, 27-04-2017
[60] Styrelse anker strid om blodtransfusion til Jehovas Vidne, Kristeligt Dagblad, 17-12-2020
[61] A Closer Look at How Religious Restrictions Have Risen Around the World, Pew Research Center, 15-07-2019
[62] Democracy Index 2018: Me Too?, The Economist Intelligence Unit, 22-10-2019
[63] Indeks over Folketingets behandling af forslag til om trossamfund uden for folkekirken (L 19), Folketinget.dk, 04-10-2017
[64] Forslag til lov om indfødsrets meddelelse (L 73), Folketinget.dk, 30-10-2020
[65] 1. behandling af forslag til lov om indfødsrets meddelelse (L 73), Folketinget.dk, 12-11-2020
[66] Betænkning om forslag til lov om indfødsrets meddelelse (L 73), Folketinget.dk, 10-12-2020
[67] 2. behandling og afstemning om forslag til lov om indfødsrets meddelelse (L 73), Folketinget.dk, 15-12-2020
[68] 3. behandling og endelig afstemning om forslag til lov om indfødsrets meddelelse (L 73), Folketinget.dk, 12-11-2020
[69] The Global Religious Landscape, Pew Research Center, 18-12-2012
[70] Ændringsforslag nr. 9 til forslag til lov om indfødsrets meddelelse (L 73), Folketinget.dk. 14-12-2020
[71] Kirkeminister indfører løbende kontrol med hærværk mod kirker og kirkegårde, Kirkeministeriet, 09-02-2021
[72] Undersøgelse af hærværk mod folkekirkens ejendomme og kirkegårde, Kirkeministeriet, 05-02-2021
[73] Blodtransfusion til medlem af Jehovas Vidner var lovlig, Højesteret, 01-02-2022